ESSAY // LIGESTILLING – Mit liv blev afgjort en februardag i 1960. Det var knap to måneder før min konfirmation, og jeg husker, at der var meget mørkt i stuen. Nok fordi vi endnu ikke havde fået indlagt elektricitet, og det var sent på eftermiddagen. Da jeg kom ind, sad min mor med to mænd ved spisebordet, hvorover gaslampen brændte. Det var to sognerådsmedlemmer – altså vældig fint besøg, og min mor foreslog, at jeg gik ind på børneværelset for at læse.
Børneværelset var det rum, helt fyldt op med fire sæt køjesenge, hvor jeg og mine syv søskende sov. Det var kun adskilt fra stuen med et tungt, brunligt velourforhæng, og nysgerrig, som jeg var, stillede jeg mig musestille bag forhænget og lyttede.
Det usædvanlige møde drejede sig nemlig om mig.
Jeg var knap 14 år og skulle forlade landsbyskolen i Vejstrup i Sydjylland den 1. april. Skolen havde kun syv klasser, og det store flertal i min klasse havde allerede fundet eller var i gang med at finde pladser, hvilket var helt normalt, når man var 13-14 år. Skolen gik ikke længere, og der var ingen tradition for, at landdistriktets børn fik mere end syv års skolegang.
Men der var dog en bestemmelse om, at hvis et barn blev erklæret egnet og forældrene ønskede det, så skulle kommunen betale for skoleplads i en nærliggende betalings-købstadsskole i yderligere tre år.
Jeg havde fået lov – som man sagde dengang – at fortsætte disse tre ekstra år i skole.
”Ja, sådan skal det være. Det står i loven, at hun har ret til det. Hun har evnerne, og man skal bruge de gaver, som Gud har givet én. Det mener jeg nu!”
Sognerådsmedlemmer hos Gedeholms
Det var min mor, som havde besluttet det. Hun var nemlig en ganske ualmindelig kvinde i den socialgruppe, som man kaldte landproletariatet: Småkårsfolk i landdistrikterne, ufaglærte, arbejdsmænd, landarbejdere, daglejere, fodermestre, husmænd, arbejdsløse og pensionister. Dem, som der tilsammen var flest af ude på landet i 1950erne.
Vi havde udfyldt en slags ansøgningsskema med henblik på min fortsatte skolegang, landsbyskolens lærere havde erklæret mig for egnet, og sagen var så sendt videre til sognerådet. Vel egentlig bare en ekspeditionssag, tænker jeg i dag.
Men sådan så nogle af sognerådsmedlemmerne ikke på det. De var sat i verden for at passe på skattekronerne, og de måtte derfor reagere.
To af disse sognerådsmedlemmer var denne eftermiddag dukket op i Gedeholms (sådan kaldtes vi i sognet, hvor der var flere Holm-familier) lille hus på den yderste mark for at appellere til min mors samvittighed.
Var det nu rimeligt, at jeg skulle belaste de offentlige kasser med yderligere tre års skolegang, når ”alle andre” 14-årige kunne komme ud at arbejde og forsørge sig selv?
Først opremsede de alt, hvad vi som familie havde kostet det offentlige, og det var ikke så lidt: Socialhjælp, børnepenge, sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse og hjælp til ditten og datten. Jeg er opflasket på det, man i dag samlet kalder overførselsindkomster.
Sognerødderne gjorde det klart: Min familie havde været usædvanlig dyr for det offentlige.
Og syntes min mor på den baggrund, at det var rimeligt, at jeg så skulle have lov til at fortsætte i skolen og dermed være en offentlig udgift, når selv gårdmandsdøtre, blandt andre deres egne, kunne komme ud at tjene og forsørge sig selv?
Der blev min fremtid afgjort
Min mor var en stærk kvinde, men hendes stemme var blevet svagere under sognerådsmedlemmernes lange beskrivelse af vores familie som en offentlig udgift.
Hun var på det tidspunkt højgravid med sit 10. barn (hvis man medregner den dreng, der døde som spædbarn), og hendes situation blev ikke bedre af, at min far var langtidsindlagt med ”dårlige nerver”. Det var han tit, og så måtte hun stille op til mange ydmygelser, når hun skulle på socialkontoret.
Hendes stemme skred et par gange, og jeg stod bag forhænget og var rystende nervøs for, at hun skulle komme til at græde. Det havde hun altid let til, når hun var gravid. Og det var flovt, syntes jeg.
Det skete heldigvis ikke. I stedet gav hun sognerådsmedlemmerne en lille prædiken: Hun stolede på Gud, og det var Gud, som havde givet hende alle børnene. Det var i det hele taget Gud, som havde styret hendes liv. Og tingene var nu, som Gud havde bestemt, de skulle være.
Her skal det indføjes, at min mor var kaptajn i Frelsens Hær, indtil hun blev gift og i løbet af 15 år fødte 10 børn, hvoraf to døde som spæde.
Al den hellighed var taktisk velanbragt og gjorde sognerødderne tavse for en stund, men de vendte insisterende tilbage: Var det nu rimeligt, at jeg skulle belaste de offentlige kasser med yderligere tre års skolegang, når ”alle andre” 14-årige kunne komme ud at arbejde og forsørge sig selv? De nævnte eksempler på flere af sognets velstående bønder, som havde sendt deres døtre ud at tjene efter konfirmationen, og de understregede, at der også var en fornuftig fremtid i at lære at blive en god husmor. Og man kunne jo altid senere komme på husholdningsskole, hvis man for alvor havde ambitioner.
Mente min mor virkelig, at jeg skulle have lov til at gå i skole på det offentliges regning, når selv disse fremragende mænd i sognet satte deres døtre i plads?
Der blev en lang pause. Og jeg vidste instinktivt, at den var betydningsfuld. Ville min mor give efter for presset? Ville hun begynde at græde?
Men så hørte jeg hendes klare, høje stemme:
”Ja, sådan skal det være. Det står i loven, at hun har ret til det. Hun har evnerne, og man skal bruge de gaver, som Gud har givet én. Det mener jeg nu!”
Lige dér blev min fremtid og mit liv afgjort.
Jeg er taknemlig og stolt
Det er svært at forstå i dag, men dengang var der en verden til forskel på, om man havde gået 7 eller 10 år i skole. Med ti års skolegang kunne man blive næsten ALT, og med syv års skolegang ingenting.
Efter sognerøddernes besøg i februar 1960 sluttede landsbyskolen 1. april, en uge efter jeg var fyldt 14.
Realskolen startede først midt i august, og en 14-årig skulle naturligvis ikke gå hjemme og dandere den i 4 ½ måned, så min forældre havde fundet en sommerplads til mig på en gård ved Ølgod.
Lærepladsen som journalist var det andet store held i mit liv, men dette andet held var naturligvis betinget af det første store held: En mor, som på trods af ydmygende sociale kår stod op mod lokalsamfundets magtfulde mænd og forsvarede sin datters ret til skoleuddannelse
Jeg blev ansat som ”karl og pige”, en ny type stilling, som opstod, da landbruget var ved at blive affolket, og der ikke længere var råd til det store folkehold.
Stillingen indebar, at man arbejdede både inde og ude på gården, og det passede mig fint, for jeg kunne lide staldarbejdet og det udendørs landbrugsarbejde, mens jeg ikke brød mig særlig meget om de huslige gøremål.
Det var interessant nok kun piger, som kunne udfylde en stilling som ”karl og pige”, og lønnen var cirka den halve af en karls, men lidt mere end en piges.
Jeg fik 150 kroner om måneden plus kost og logi. De 150 kroner svarer til en månedsløn på 2.006 i nutidskroner og var helt pænt for en 14-årig pige.
Jeg var glad for min sommerplads og fik selvfølgelig helt uden besvær fri til at rejse hjem og blive konfirmeret den 24. april. Jeg fik i tillæg to dage fri til andendagssammenkomsterne, som var kaffeborde med naboer og bekendte, der havde betænkt konfirmanden med telegrammer eller gaver.
Midt i august begyndte jeg så på Kolding Private Realskole.
Da jeg tre år senere stod med mit lakbeseglende præliminæreksamensbevis, den hidtil højeste skoleuddannelse i min familie på begge sider, var jeg ikke i tvivl om, at verden ventede, og et par uger efter kom jeg i mesterlære som journalist.
Siden jeg var 17 år, har jeg levet godt af at skrive det ene eller det andet.
Lærepladsen som journalist var det andet store held i mit liv, men dette andet held var naturligvis betinget af det første store held: En mor, som på trods af ydmygende sociale kår stod op mod lokalsamfundets magtfulde mænd og forsvarede sin datters ret til skoleuddannelse.
Min mor fortalte senere tit og gerne historien om, hvordan hun havde sat ”to reaktionære og kortsynede venstrebønder på plads”.
Jeg er taknemmelig og stolt af min mor.
Topfoto: Billeder af min mor som ung kaptajn i Frelsens Hær og som gammel kone med ti børnefødsler bag sig. Hun døde som 84-årig i 2000.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
