Mød Indigo Traveller: Verden og virkeligheden uden filtre

i Liv & Mennesker/Medier af
MEDIER // ANBEFALING – I YouTubes overvældende katalog af mennesker med noget på hjerte, er der forbløffende langt imellem vloggere som Indigo Traveller alias Nick Fisher, der forstår at skabe relevant og til tider nødvendigt indhold. I skyggen af krig, sygdom og almindelig armod fortæller han heldigvis historier fra nogle af de steder i verden, hvor livet kan synes allermest svært, og derfor er hans kanal et vigtigt bidrag til en mere nuanceret diskussion om verdens kulturer.

Sommetider kan man blive ramt af en besynderlig udlængsel, der næsten gør det at være hjemme til noget ulideligt og trivielt og banalt, og man kan pludselig slet ikke forstå, hvordan man har kunnet holde den nære verden ud i al sin ensformighed og genkendelige rutine.

Hvorfor fanden sidder genboen altid og glor på mig ud af sit vindue på samme tidspunkt hver morgen, selvom han ikke skal på arbejde, og hvorfor fanden skal alle andre trafikanter afsted på samme tid som mig? Ikke som sådan altomstyrtende problemer, men evige, kedelige gentagelser, som man til sidst bliver helt overfølsom overfor. I hvert fald når den der udlængsel rammer. 

Gennem Nicks kanal kan jeg sidde trygt i min stue og opleve nogle af de lande, som vi vesteuropæere typisk ikke normalt betragter som attraktive turistlande

Sådan er det nogle gange især i mørkere tider eller om sommeren, når Danmark igen regner væk, eller når man bare overrumples af forestillingen om en sydfransk fortovscafe og alle dens intellektuelle potentialer. Café au lait og croissant – Croque Madame og hvidvin.

Selv en regnvåd tysk skov kan virke dragende i forhold til det flade, agerdyrkede Jylland, hvor selv den evindelige lærkesang kan gå én på nerverne. Kort sagt – Jeg vil ud! 

Om det så lige er coronaen eller økonomien – og det faktum at min nye Webergrill koster det samme som en gennemsnitlig charterferie, fordi tilkøbet af tilsyneladende uundværligt ekstraudstyr totalt griber om sig –  der påkalder en desperat længsel efter at være et andet sted på en anden måde, kan jeg ikke lige afgøre. Både epidemien og mine pekuniære kvababbelser gør dog, at jeg her mandag aften igen vender tilbage til mit evige fix: YouTube og dens elskelige algoritmer. 

På rejse med mine fordomme

På YouTube er jeg for længst færdig med at se folk på skateboard, der slår sig eller fulde russiske bilister. En seriøs bruger af YouTube – for det er jeg selvfølgelig – abonnerer på kanaler med et lærerigt og meningsfuldt indhold og gerne nogen, som jeg kan anbefale til min omgangskreds, så jeg i en selvfed snæver vending kan fremstå intellektuel, når jeg beretter om det, der i virkeligheden bare er en hjernepause.

Denne mandag vender jeg tilbage til en af de kanaler, som faktisk har indhold, jeg offentligt vil stå ved som direkte lærerigt og inspirerende. Nemlig den New Zealandske vlogger Nick Fishers rejsekanal Indigo Traveller.

Gennem Nicks kanal kan jeg sidde trygt i min stue og opleve nogle af de lande, som vi vesteuropæere typisk ikke normalt betragter som attraktive turistlande. Her mandag aften kan jeg opleve Nicks velfilmede og veldokumenterede rejse gennem Pakistan fra Karachi til Islamabad, og jeg kan frydes over, hvordan mine forestillinger om et land, fjernt fra min egen kultur, må tages op til genovervejelse.

View this post on Instagram

Here are some photos of that fateful day when I visited Petare, one of Latin America's biggest slums. Two days ago, I published a video on my YouTube channel, in this video I share with you where the $300,000 raised is being spent to keep children like the ones in the above photos alive. If you want a break from the constant bad news that we are currently facing these days, then check out this video and it will lift you up with positivity. Link in bio. . These photos were taken by the street photography wizard, Lenny (@lennyruizc ). If you haven't checked out Lenny's work on Instagram check it out, it's pure atmosphere. He has also just started a YouTube channel, you can find that information on his Instagram page.

A post shared by Nick (@indigo.traveller) on

Nick Fisher viser ikke et forskønnet billede af de lande, han rejser i. Faktisk gør han alt, hvad han kan for at vise kontrasterne og ikke mindst den almindelige borgers hverdag på godt og ondt. Hele tiden med respekt for de mennesker, der er villige til at tale om deres liv til en vildt fremmed mand med et kamera. 

Rejserne, der ud over Pakistan, tager ham til lande som Venezuela, Iran, Irak, Afghanistan, Nordkorea og Somalia, iscenesætter Nick som formidler af et afsindigt vigtigt budskab om, at verden ikke nødvendigvis er, som vi hører om den i de medier, vi ellers kalder troværdige. 

Der går det pludselig op for mig, hvor stærkt det kan virke, når ægte filantroper som Nick Fisher og Andres Schloeter dokumenterer virkeligheden uden filtre styret af profit eller mediepolitik. 

På sin rejse i Iran beslutter Nick sig fx for at blaffe hele vejen gennem det allersydligste Iran tværs over landet. Lige det ene afsnit af hans lange tur til Iran fortæller mere om et lands kultur og de mennesker, der bor der, end nogen nyhedsmedier nogensinde er lykkedes med.

Her møder vi helt almindelige iranere på motorveje og i småbyer villige til at hjælpe en fremmed på alle mulige måder selv med begrænset fælles sprog. Her når man langt bare med at kunne sige tak på farsi. Og det er i virkeligheden det, der gør, at man bliver ved med at vende tilbage til Indigo Traveller.

Selvom min udlængsel måske ikke sådan lige brænder for en tur på tomlen langs en iransk motorvej, så er der noget mystisk dragende over den verden, han besøger. Vi sidder tilbage med forventningen om, at der nok snart sker noget farligt, for det er jo Iran! Alle slyngelstaters moder. Men det sker ikke.

Ikke engang i det ret farlige Venezuela lykkes det for alvor Nick Fisher at komme i problemer. Han allierer sig dygtigt med ressourcestærke borgere fra de respektive lande, der hjælper ham med tolkning og guider ham de steder hen, hvor deres land fortæller en vigtig historie. 

Således kommer vi fx i Venezuela med Nick på besøg i en af Caracas’ største slumkvarterer, hvor han følger ildsjælen Andres i sit arbejde med at oprette suppekøkkener, så gadens børn kan få et måltid om dagen. En stærkt bevægende rejse gennem et område, man næppe aldrig selv ville rejse til, men som alligevel rummer så meget menneskelig skønhed, at det giver kuldegysninger.

Nicks potentiale som influencer manifesterer sig efterfølgende tydeligt, da han reklamerer for Andres GoFundMe projekt, der har til opgave at indsamle midler til at oprette flere køkkener. På under to uger lykkedes det Andres at indsamle mere end 300.000 dollars fra generøse youtubere og instagrammere. Der går det pludselig op for mig, hvor stærkt det kan virke, når ægte filantroper som Nick Fisher og Andres Schloeter dokumenterer virkeligheden uden filtre styret af profit eller mediepolitik. 

Jeg glor jo også selv

Min udlængsel bliver på en sælsom måde tilfredsstillet af de dokumentariske videoer fra Indigo Traveller. Jeg ser pludselig en verden, der både skræmmer mig og drager mig. Skal jeg droppe mine klichefyldte frankofile præferencer og drage med familien på en romantisk forestilling om en rejse blandt lokale og gæstfri mennesker, eller skal jeg nyde at andre, som Nick Fisher, gør det for mig.

I disse tider er behovet for at lære hinanden at kende på nye måder over landegrænser ikke just blevet mindre. Med Youtube som platform er det heldigvis blevet langt nemmere – for folk som Nick – at vise verden, hvad man selv ser og sprede et bedre budskab om, at den forskellighed vi efterhånden altid bruger som målestok for, hvor meget vi kan lide andre mennesker, vi ikke kender, i virkeligheden fortæller mere om os selv end om de fremmede. 

Derfor glæder jeg mig altid til næste afsnit og næste land på Indigo Traveller-kanalen, så jeg kan få mit månedlige kulturfix, og så jeg kan få bekræftet, at folk i Irak også tager på camping, og at folk i Somaliland også elsker at spille fodbold på stranden, og at det måske er OK, at min genbo glor på mig fra sit vindue, mens han spiser havregryn. Jeg glor jo også selv på ham.


LÆS ALLE JACOB GJELSTRUPS TEKSTER HER


Foto: Instagram, Indigo Traveller.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Sprogunderviser, lærer, skribent, musikanmelder, tillidsrepræsentant og jyde. Født i Aarhus.

Lever for de bevægende øjeblikke i livet. Søger og lytter til musik der kan overraske. Foretrækker jazz, metal, world, elektro og gammel soul. Skriver også på Phonopolet.dk om alt det samme bare på vinyl.

Seneste artikler om Liv & Mennesker

Fordomme

Fordomme på glatis

SYDSTATSLIV // KLUMME: NFL, NBA, NHL, MLB. Entusiasme har mange forkortelser i
Vesterbro

Så tynd, så tynd

VESTERBRO // VIGNET – Stemningsbillede fra en herlig, skøn og gennemgentrificeret bydel