corona synd

Hvem er Corona mest synd for?

i Liv & Mennesker/Klumme af
MIDTVESTLIV // KLUMME – Skiture i Colorado, sommerferie på Hawaii og børn, der smutter i skole hver dag. Det lyder næsten for godt til at være sandt lige nu. For Julie Bendtsen og hendes familie er det virkeligheden under pandemien –men den er slet ikke så sjov, som den lyder. Coronaen har nemlig fanget Julie Bendtsen og hendes kære på en anderledes måde, der får hende til at overveje, hvem det er mest synd for.

CHICAGO – Gennem den senere tid har jeg lagt mærke til en tendens: Flere af mine (primært danske) Facebook-venner poster opslag om, hvor synd det er for alle de unge, der gennemlever en dystopisk mareridtsversion af nogle af deres mest formative år – og om hvordan vi andre skylder de unge at få øjnene op for, hvor svært det er. Vi bør anerkende det og vise medfølelse.

Gu er det da svært – og synd – for de unge. Alle dem, der lige nu skulle være i gang med at begå deres livs branderter til gymnasiefesterne, finde deres livs kærlighed på efterskolerne og cykle gennem solopgangsrødmende byer på vej hjem fra morgenfesterne. Jeg forstår det godt, og alligevel gør jeg måske ikke. Ikke fordi jeg ikke kan huske, hvordan det er at være ung, men fordi jeg måske har lidt rigeligt at se til med min egen tristesse.

Vi har siddet fast i USA i et år nu, og det er to år siden, at vores børn har fået lov at være sammen med deres bedsteforældre

Coronatræthed – eller corona fatigue – er et fænomen. Det har det været et jævnt stykke tid, men førhen var det et lidt nyt og smart udtryk, vi brugte for at lægge en form for overbliksagtig distance til en stadig ret ubegribelig situation.

Nu er det noget, der bare er. Uden at vi egentlig orker at italesætte det så meget. Det er også, som om at det lys for enden af tunnelen, vi plejede at fæstne blikket mod, bliver mere og mere nedtonet. Det føles som den uendelige historie, bare uden heste og lykkedrager og racersnegle eller noget som helst andet, der gør det sjovt.

Når det så alligevel indimellem bliver italesat, sker det ofte i opslag på de sociale medier som nævnt. Lange, medfølende opdateringer. Folk, der synes, det er synd for de unge; folk, der finder ud af, at hjemmearbejdspladsen er ved at smadre parforholdet; folk, der ikke kan komme på arbejde; folk, der kæmper med børn, der har svært ved hjemmeskoling; folk, der skælder ud over forholdene for alle de små virksomheder, der strider for at holde sig oven vande. Sagen er bare, at vi alle sammen kæmper for dét lige nu – på hver vores måde.

Jeg har også ondt af mig selv. Og af min familie. Helt vildt, faktisk. Vi har siddet fast i USA i et år nu, og det er to år siden, at vores børn har fået lov at være sammen med deres bedsteforældre og andre danske familiemedlemmer. Det er en daglig kilde til sorg og maveonde og en klump i halsen, når jeg tænker på det. En ting er det savn, der unægtelig og uundgåeligt melder sig konstant, og som bliver større og større, men som vi trods alt har udsigt til en vis forløsning for med tiden.

Min coronaempati er dalet omvendt proportionelt med, at min coronatræthed er tiltaget

Men dét, der føles værst, er de mere overordnede konsekvenser. Som når jeg ser på vores syvårige søn og vores nu præteenage-datter og tænker på, hvor meget de er vokset og har udviklet og ændret sig på de to år. De er begge helt andre personer nu end i sommeren 2019. Alle de små og store skridt, de har taget på vejen, er nogle af de mennesker, der elsker dem allermest, blevet afskåret fra, berøvet.

Når de ser dem næste gang, ved jeg, at det bliver med en blanding af glædestårer og betuttelse – og det er ikke noget, der nogensinde kan indhentes eller spoles tilbage eller genskabes. Dét gør ondt; det er hårdt, og det giver skyldfølelse. Også selv om jeg godt ved, at det ikke er min skyld.

corona synd
Lufthavns-“på gensyn” plejede at være halvårlige begivenheder mellem børn og bedsteforældre. Nu er det snart to år siden vores børn har set deres danske familie. Foto: Julie Bendtsen

Jeg forventer ikke (længere), at nogen rigtig kan sætte sig ind i, hvor svært det er for os. Og samtidig med, at jeg selv synes, at jeg har det svært, er jeg – et eller andet sted, meget langt bagud i bevidstheden – også godt klar over, at der i min version af nedlukningen stadig foregår ting og begivenheder, som set udefra kan virke misundelsesværdige.

Mine børn har for eksempel kunnet gå i skole siden dette skoleårs begyndelse. Hver morgen har de iført sig mundbind, som de har på hele dagen, og de må ikke kigge på hinanden, når de tager mundbindet af for at spise. Vi forældre har kun fået lov at se deres nye skole udefra, fordi den er lukket for andre end eleverne selv. Men de går i skole, og det er en luksus lige nu.

Jeg ved, at langt de fleste af os kæmper, så hårdt vi kan

Og så er der rejserne. Det kan godt være, at de internationale grænser er lukket p.t., men USA er et stort land. Der er masser at se her, og statsgrænserne er nemme at krydse. Vi har booket skiferie. Hvis vi mod alt håb og alle krydsede fingre ikke får lov at rejse til Danmark på sommerferie, kan vi tage til Hawaii. Eller til Yosemite eller St. John. Det er jo ikke det værste. Men det føles som det værste lige nu, for os. For det er et alternativ til noget vigtigere, der er taget fra os på ubestemt tid.

Jeg ville ønske, at jeg havde mere overskud til at føle andres smerte, men jeg tror, at min coronaempati er dalet omvendt proportionelt med, at min coronatræthed er tiltaget. Jeg er fyldt op af savn og frustration og sorg over mine egne omstændigheder, og det har stået på så længe, at andres ditto ikke længere kan føles som en prioritet i mit følelsesregister.

Det er ikke, fordi jeg er kold eller egoistisk, men fordi mit bæger er fyldt. Jeg ved godt, at andre har meget mere på spil end jeg. Især her i USA, hvis vi taler økonomisk. Mennesker, for hvem det vil betyde økonomisk ruin, ikke kun at miste deres job, men også hvis de får sygdommen. Sygehusbehandling er som bekendt ikke et velfærdsgode her, og et ophold på intensiv kan snildt blive vejen til livslang gæld.

Jeg ved ikke, hvem det er mest synd for i disse tider, og jeg er heller ikke sikker på, at det er noget, man skal prøve at måle eller gøre sig til dommer over. Men jeg ved, at langt de fleste af os kæmper, så hårdt vi kan, og at kampen for den enkelte til tider føles endeløs. Måske vi bare kunne anerkende dét.


LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER


Topillustration: Hvem er det mest synd for? I Coronakrisen kæmper vi alle, så hårdt vi kan, men på forskellig måde. Foto: Julie Bendtsen. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Liv & Mennesker