Skulle fra Farum til Greve. Gad ikke at halse afsted på E47’ren på den gamle Harley, så jeg tog landevejen. Gennem gamle landsbyer med navne som Måløv, Smørum, Ledøje, Taastrup og Kildebrønde. Forbi gamle stråtækte bondegårde, der ligger dér, hvor de gør, på grund af de fremsynede danske landboreformer i 1700-tallet. Forbi en enkelt stubmølle. Et gadekær her og der. Ad bugtede veje, der skærer gennem marker, hvor bønder i flere generationer, end vi ved, af har haft deres udkomme. Og kørte dér og tænkte, at hvor er Danmark dog smukt på sådan en søndag i denne løvfaldssommer, hvor træernes farver ligner noget fra et guldaldermaleri.
Og dér på landevejen mellem Herstedvester og Taastrup slog det mig så pludselig, at dette er, hvad danskhed er. At kunne nyde Danmark, som det ligger der. At kunne sætte landskabet i perspektiv. Have øje for, have respekt for, hvad der er gået forud her. Det ville jeg skrive et par linjer om, tænkte jeg. Stoppede op for at tage et billede. Lige ved et t-kryds på landevejen. Hvad hed sidevejen? Ole Rømers Vej. Åh ja. Der var vist noget med, at denne store danske astronom – en videnskabsmand af internationalt renommé i 1600-tallet – rykkede fra hovedstaden og herud et sted for at bygge et observatorium? Noget i den stil i hvert fald.
Nå, det var det billede. Videre til Greve. Opløftet over, hvor smukt landskabet dog var. Hvor følte jeg mig dansk. Sådan helt uden at skulle spørge nogen som helst om lov.
Foto: Philip Sampson.
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
