Det slår aldrig fejl.
Skriver jeg kritisk om min egen kultur- og religionsbaggrund, vælter det ind med: ”Hallo! Har du glemt, hvor du kommer fra?”
Til det, er mit svar altid: ”Nej, jeg har ikke glemt, hvor jeg kommer fra! Har du glemt, hvor du opholder dig?”
Eller klassikeren: ”Den danske assimilationspolitik er virkelig lykkedes med dig – du træder på din egen kulturbaggrund.”
Til det, er mit svar: ”Hvordan synes du, det går med dit oprindelsesland Xx’s assimilationspolitik overfor mindretal dér? Er det den slags assimilationspolitik, du synes, Danmark gør sig skyldig i?
Jeg stammer fra Tyrkiet men jeg kommer fra Viborg
Jeg stammer fra Tyrkiet, det er rigtigt og jeg elsker landet – så meget – at mine børn taler sproget, kender kulturen, ved, hvordan man rejser og sætter sig, taler til ældre og hvordan vi opvarter gæster. Jeg har ingen livserfaring fra livet i Tyrkiet. Jeg stammer fra Tyrkiet, men jeg kommer altså fra Viborg. Det er her, jeg har trådt mine barnesko og her, jeg har gjort mig mine livserfaringer. Livserfaring er ikke noget forældre kan give videre til deres børn. De kan fortælle om det og opdrage i henhold til det, men selve erfaringen kan de ikke plante i børnene. Børn gør sig deres egne erfaringer og danner deres egne minder. Mine forældres minder gik tilbage til Tyrkiet.
Mine minder går tilbage til Viborg. De minder, jeg har fra Tyrkiet er fra ferieophold. Disse minder er smukke og jeg tænker altid tilbage på dem med et smil på læben, men de er og forbliver – ferieminder. Mit hverdagsliv, udenfor feriesæsonen, udspillede sig i Viborg.
Skriver jeg kritisk om min egen kultur- og religionsbaggrund, vælter det ind med: ”Hallo! Har du glemt, hvor du kommer fra?” Til det, er mit svar altid: ”Nej, jeg har ikke glemt, hvor jeg kommer fra! Har du glemt, hvor du opholder dig?”
Jeg elsker Tyrkiet – når jeg er på ferie- men, jeg kunne ikke tænke mig at bo der. Jeg kan godt lide at bo i Danmark. Burde jeg skamme mig over det? I så fald, hvorfor? Alt, hvad jeg har fået i mit liv, har jeg fået af Danmark. Burde jeg være utaknemmelig og stikke en kniv i bordet, jeg spiser ved?
Mange af os, tager på ferie i vores oprindelseslande, om det er Pakistan, Tyrkiet eller hvor vi nu stammer fra, og tror, at livet ville have været sådan for os, hvis vi stadig boede der. Forkert! Vi er der som turister i en måneds tid og bruger løs af de hårdtjente penge, vi har brugt resten af året på at skrabe sammen. Livet ville ikke være som en måneds ophold i oprindelseslandet, men som livet er for gennemsnitsindbyggeren i den by/landsby, vi stammer fra.
Jeg stammer fra en hyggelig lille landsby på den anatolske højslette. Jeg elsker landsbyen og jeg elsker den umiddelbarhed, nærvær og de mennesker, der bor der. Det gør jeg virkelig. Elsker landsbyen. Men, jeg kunne ikke tænke mig at bo der og jeg er ikke blind, når jeg betragter vilkårene folk, især kvinderne, lever under. De kvinder ER mig – var jeg ikke opvokset i Danmark.
Danmark har givet mig alt.
Min ligeværdighed som menneske. Min ligeværdighed som kvinde. Min uddannelse. Min virksomhed. Alt det, som er blevet muligt for mig, fordi jeg har kunnet indfri mine ambitioner ved at min skolegang og senere uafhængighed ikke var begrænset af mit køn eller af mine forældres økonomi. Det betyder ikke, at folk ikke får uddannelser i Tyrkiet. Selvfølgelig gør det ikke det! Det betyder, at sandsynligheden for, at jeg havde fået en uddannelse højere end det, der svarer til en studentereksamen, under de givne forhold, vi havde til vores disposition i landsbyen, ikke var til stede. Hvorfor fornægte dette?
Danmark har givet mig alt. Min ligeværdighed som menneske. Min ligeværdighed som kvinde. Min uddannelse. Min virksomhed. Alt det, som er blevet muligt for mig, fordi jeg har kunnet indfri mine ambitioner ved at min skolegang og senere uafhængighed ikke var begrænset af mit køn eller af mine forældres økonomi.
Nogle vover at kritisere mit trosforhold. De mennesker burde vide, at en af de største synder i, ikke blot islam, men alle religioner, er at dømme andre menneskers trosforhold. Hvis man mener om sig selv, at man er et gudfrygtigt menneske, burde man også vide, at kun Gud dømmer. Slagtedyrene hos slagteren hænger i hvert sit ben. Jeg står til ansvar for mine handlinger. Du står til ansvar for dine handlinger. Hos Gud er vi ligeværdige og dømmes på vores handlinger – ikke vores køn.
Da min mor lå for døden, fandt jeg den største trøst i ”Yasin suresi”, som jeg spillede igen og igen, mens tårerne bare trillede af sig selv og jeg kom i en meditativ tilstand, hvor jeg nærmest ”forsvandt” fra denne verden. Jeg er muslim, elhamdüllilah og det skal ingen forsøge at gøre sig kloge på – de burde hellere koncentrere sig om deres egen frelse.
Du kommer ikke til at hænge i mit ben, men i dit eget. Måske har jeg ikke et ligeså stort behov for at udbasunere min tro i praksis som du? Jeg beder i mit eget hjem, forbundet sjæleligt til min Gud, uden udefrakommende distraktion. Det betyder ikke, jeg har noget imod mennesker, der finder fred i fælles bøn. Det står enhver frit at leve deres liv som de har det godt med. Jeg dømmer ikke. Og jeg er dansk medborger og statsborger. Mit hjem er Danmark. Det er her, mit hjerte hører til.
At fejre Eid, jul og Newroz
Jeg tager det fra min kulturarv, der er foreneligt med mit liv i Danmark og kasserer resten. Jeg er ikke 100 procent mit ophav og jeg er heller ikke 100 procent kulturdansk. Det ønsker jeg heller ikke at være. Det er ikke alt fra den danske måde at leve sit liv på, jeg ønsker at implementere i mit liv. Jeg lever mit liv, som jeg kan stå inde for – uden at skade eller såre andre mennesker – i hvert fald ikke bevidst.
Jeg fejrer den muslimske Eid, den persiske Newroz og den danske kulturkristne jul, uden salmer og kirkebesøg. Da det blev for dyrt med fire store gaver til børnene, valgte vi at prioritere den højtid, vi fandt vigtigst for børnenes opvækst her. Vi valgte julen. Det betyder, at de får to små gaver til de årlige Eid, en lille til Newroz og en stor til jul. Hvorfor? Fordi vores børn indgår i et socialt fællesskab med deres etnisk danske kammerater. Når de vender tilbage til skolen efter juleferien, ønsker vi ikke, at vores børn skal føle sig udenfor fællesskabet, når de andre børn begejstrede fortæller om deres julegaver.
Det kaldes at have et realistisk indblik og indlevelse i, hvor det er, man opholder sig og ikke kun i, hvor det er, man stammer fra. Du skulle tage at prøve det samme: få dig et realistisk indblik og indlevelse i, hvor det er, du opholder dig.
Topfoto: Jacob Bøtter/Michael Dorbec.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
