VALG // ANALYSE – Målt i procent gik rød blok kun tilbage fra 49,0 pct. af stemmerne ved forrige valg til 48,1 pct. denne gang. Men bag den minimale forskydning gemmer sig en større fortælling om spildte muligheder og et kraftigt ryk til højre hos vælgerne, skriver Bjarke Larsen.
Blå blok gik fem mandater frem ved dette valg, og heraf blev de tre hentet fra rød blok og to fra Moderaterne. Samtidig blev de ’blå stemmer’ flyttet et pænt stykke ud mod højre. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance gik kraftigt frem og Borgernes Parti kom ind. Tilsammen var den fremgang flere gange større end tilbagegangen hos Danmarksdemokraterne.
Det er tankevækkende og kræver analyse og refleksion, fordi mange af valgets temaer lå i den grad godt til rød blok: dyrevelfærd, rent drikkevand, folkeskolen. Samtidig fremstod blå blok fragmenteret og uden samlede bud på ret meget. Rød blok fremstod ganske vist heller ikke særlig samlet, men det var der ingen forventning om. De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne havde trods alt for ikke så længe siden afholdt et borgerligt konvent og skabt et borgerligt fundament, bestående af 50 forslag, som de ville gennemføre i løbet af 100 dage, hvis de fik magten.
Så hvad gik galt? Hvorfor kunne ’de røde’ ikke få mere ud af en valgkamp, der på mange måder gik deres vej?
Lilleskolen faldt til jorden
Selvom statsminister Mette Frederiksen havde eneretten til at bestemme, hvornår valget skulle udskrives, fremstod hendes valgkampagne underligt uforberedt og tiltagende kaotisk. Forslaget om ’en lilleskole i folkeskolen’ (at der højest skulle være 14 elever i en klasse i 0.-3. årgang) blev fremsat 3. februar, og blev gjort til et af partiets hovedkrav i den kommende valgkamp.
Det hele endte med at fremstå som noget af en rodebutik. Og dampen var tydeligvis gået af den berømte socialdemokratiske valgmaskine
Selvom det umiddelbart vandt genklang hos mange forældre, blev der hurtigt rejst alvorlig kritik af det. Mange påpegede, at det ville være meget dyrt at implementere både i forhold til nye bygninger og svært at finde tilstrækkeligt mange lærere. Samtidig sagde både forskere, skoleledere og lærere, at der ikke var evidens for, at det ville give en bedre skolestart, bl.a. fordi det ville gøre det lettere for et barn at falde uden for de sociale grupper i en så lille klasse. I stedet ville det være meget bedre med to voksne i hver klasse.
Det var en kritik, som Socialdemokratiet i lang tid ikke forholdt sig til. Først i de sidste dage inden valget blødte f.eks. undervisningsminister Mattias Tesfaye op og åbnede for, at andre modeller var mulige. Men da var forslaget tabt på gulvet for partiet.
Arnepensionen og formueskat skudt ned
Forslaget om en stærkt forbedret Arnepension med en fastfrysning af pensionsalderen for visse grupper på arbejdsmarkedet og en højere udbetaling hver måned druknede i de mange andre dagsordener, der kom på banen, og fik aldrig rigtig luft under vingerne – til trods for, at partiet havde haft rigtig god tid til at forberede det.
Først og fremmest kom der stort fokus på partiets forslag om at finansiere ’lilleskolen’ ved at indføre en formueskat på 0,5 pct. af den del af formuen, der overstiger 25 millioner kroner. Det førte til en intens modkampagne fra de borgerlige partier, og Socialdemokratiet havde tydeligvis meget svært ved at svare på, hvordan formuen konkret skulle gøres op – ikke mindst på om iværksættere skulle være omfattet. Opbakningen til forslaget faldt markant i løbet af valgkampen.
Alt i alt en rodebutik
I de sidste dage af valgkampen tilsluttede Socialdemokratiet sig et sprøjteforbud på sårbare marker over drikkevandsboringer og mærkbart forbedrede forhold for danske svin. Man lancerede også en form for klippekortsordning, så småbørnsforældre kan arbejde mindre mod senere at arbejde mere på andre tidspunkter i livet. Men lige lidt hjalp det.
Mette-effekten udeblev, så partiet ikke nød godt af Mette Frederiksens krisestyring under Grønlandskonflikten med Trumps USA.
Det hele endte med at fremstå som noget af en rodebutik. Dampen var tydeligvis gået af den berømte socialdemokratiske valgmaskine, der tidligere kunne trække tilslutningen til partiet et par procent op i løbet af en valgkamp. SVM-regeringen havde givet Mette Frederiksen og Socialdemokratiet i et lidt for blåligt skær i forhold til vælgernes ønsker, og det ændrede valgkampen ikke på.
Ingen fokus på ‘affordability’
Den yderste venstrefløj fik ikke noget ud af valget. Fremgangen på 1,2 pct. til Enhedslisten er mindre end de 0,7 pct. af stemmerne, Alternativet gik tilbage med, plus de 0,9 pct. af stemmerne fra Frie Grønne, der var blevet ledige, fordi partiet ikke genopstillede denne gang.
SF gik frem, men ikke så meget som meningsmålingerne tidligere havde spået og ikke så meget som Socialdemokratiet gik tilbage. Alt i alt vandrede der altså stemmer over midten fra rød til blå.
Hvad der præcist trak stemmer over midten, skal selvfølgelig nu analyseres af valgforskerne, men personligt tror jeg, at to ting talte til fordel for blå blok: Dansk Folkepartis fokus på den almindelige danskers økonomiske problemer – det amerikanerne kalder ‘affordability’: at man kan få enderne til at mødes i hverdagen – og så samme partis meget aggressive kurs omkring udlændinge og indvandrere (mere om det senere).
Dansk Folkepartis stunt med at tilbyde billig benzin på først en og på valgdagen 200 tankstationer blev et kæmpehit, hvor folk holdt i kø i flere timer for at fylde tanken. Det gav masser af omtale i medierne, og den store efterspørgsel viste, hvor hårdt mange danskere sidder i det økonomisk.
Her svigtede Socialdemokratiet og venstrefløjen. Mette Frederiksen kunne strække sig til at sige, at partiet “holder vågent øje ” med udviklingen. Det er ganske enkelt ikke godt nok i en situation, hor krigen i Iran, suppleret med krigene i Ukraine og Israel-Gaza- Libanon, får mange til at frygte for stigende priser og stigende inflation – måske ligefrem mangel på essentielle varer, krav om hjemmearbejde og meget andet.
Hård udlændingepolitik trækker
Dansk Folkeparti forsømte ingen lejlighed til at fremføre sine krav om remigration og ’flere muslimer ud end ind’. Det er der dynamit i. En meningsmåling, som den 11.-12. marts blev foretaget af Verian for Berlingske, viste således, at 53 pct. af de adspurgte var enige eller overvejende enige i det krav, som Morten Messerschmidt fremførte igen og igen.
Og i november sidste år lavede Weekendavisen en række tilsvarende meningsmålinger, der bl.a. viste, at:
• 47 pct. af danskerne er helt eller delvist enige i, at ”indvandrere, der er på offentlig forsørgelse, bør sendes ud af Danmark”. 29 pct. er helt eller delvist uenige.
• 75 pct. af danskerne er helt eller delvist enige i, at ”personer, der er dømt til udvisning af Danmark, bør indkvarteres på lukkede udrejsecentre, som de ikke kan forlade før udrejse”. Kun 10 pct. var helt eller delvist uenige.
Kravet om remigration – altså tvungen tilbagesendelse af mennesker fra MENAPT-landene uden dansk statsborgerskab – og kravet om at træde ud af statsborgerskabskonventionen, som var et fælles forslag fra det borgerlige konvent hverken kan eller vil Socialdemokratiet matche. Dermed er der åbnet en sprække mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på dette område. Noget, Socialdemokratiet i efterhånden et par årtier har arbejdet hårdt på at undgå.
Hvad så nu, rød blok?
Hvis det lykkes for rød blok at lokke Moderaterne til at acceptere en regering, der har Enhedslisten som støtteparti, vil behovet for at analysere dette problemkompleks hurtigt drukne i glæden over regeringsmagten.
Men hvis det ikke lykkes, bliver behovet akut. Så står rød blok tilbage med en lang næse i form af en tabt mulighed for at vinde magten denne gang og uden en tydelig vej fremad mod en sejr næste gang.
Analysen er efter publiceringen blevet udvidet med et afsnit om ‘affordability’.
Følg Bjarke Larsen her.Ingen fokus på ‘affordability’Ingen fokus på ‘affordability’Hvad der præcist trak stemmer over midten, skal selvfølgelig nu analyseres af valgforskerne, men personligt tror jeg, at to ting talte til fordel for blå blok: Dansk Folkepartis fokus på den almindelige danskers økonomiske problemer – det amerikanerne kalder ‘affordability’: at man kan få enderne til at mødes i hverdagen, og så samme partis meget aggressive kurs omkring udlandingen og indvandrere (mere om det senere).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og