SOCIALDEMOKRATIET // ANALYSE – Socialdemokratiets voldsomme tilbagegang er ikke et enkelt valgresultat, men kulminationen på årtiers strukturelle forandringer: en fagbevægelse i krise, sociale grupper i bevægelse, partiernes svækkede rolle, indvandring og et nyt internationalt landskab med gamle venners svigt, skriver Michael Seidelin.
Socialdemokratiet fik med knap 22 procent af stemmerne ikke kun det dårligste valg siden 1903. Det mistede også dets hidtidige status som et parti i en anden klasse end de øvrige. Mette Frederiksen er ganske vist formand for landets største parti, som i disse dage er landets parlamentariske omdrejningspunkt. Men tiden som det altomfavnende folkeparti, der formår at hente stemmer i stort set alle sociale klasser, i alle dele af landet og i alle aldersgrupper, sluttede tirsdag.
1910 er lang tid siden. Siden gik det kun fremad, og vi skal ikke længere tilbage end til 1990 for at se et Socialdemokrati, som på valgdagen lagde konkurrenterne totalt ned. Det sørgede afdøde partiformand Svend Auken for, da han sikrede partiet 37,4 procent af stemmerne og 69 mandater i en valgkamp med en rød profil.
Socialdemokraterne vænne sig til at være de største, uden at have en illusion om at være hele Danmarks parti. Den tid er forbi
Men den store sejr var ikke nok til at sikre ham posten som statsminister, og kun tre år senere blev han væltet i det såkaldte formandsopgør.
Siden er det gået ned ad bakke med enkelte opture. Hans efterfølger Poul Nyrup Rasmussen fik et flot valg i 1998 med 36 procent af stemmerne, men i 2001 var det slut. Partiet opnåede under Poul Nyrup Rasmussens ledelse kun 29 procent af stemmerne, men både han og de øvrige socialdemokrater håbede, at billedet ville vende.
Det gjorde det ikke. Siden 2001 har Socialdemokratiet aldrig nået 30 procent. Resultaterne har ligget omkring 25-27 procent indtil nedturen tirsdag – som partiformand Mette Frederiksen betegnede som et »OK resultat« i hård konkurrence med Venstres formand, der jublede over et andet historisk nederlag.
Fra vugge til grav
Hvad er der sket? Arbejderbevægelsens ideal var fra dens fødsel at varetage arbejderklassens – og senere i bredere forstand lønmodtagernes – interesser fra »vugge til grav«, som det tyske Socialdemokratis ledere formulerede det allerede i slutningen af 1800-tallet.
Fødeklinikker drevet af fagforeninger og kooperativer skulle hjælpe mor og barn gennem det nyfødte barns første faser. Almene boligselskaber – som i Danmark AKB, Arbejdernes kooperative Byggeforening fra 1913 – sørgede for billige og sunde boliger, som vi stadig ser dem i bybilledet i mange danske byer.
Tirsdag fik Socialdemokratiet alvorlige hug i de dele af Danmark, hvor fattigdom selv i 2026 er en realitet
Kooperative virksomheder med romantiske navne som Stjernen og Enigheden solgte øl, mælk, brød og andre varer. Den socialdemokratiske presse var allestedsnærværende ligesom banker og forsikringsselskaber. Arbejderbevægelsen kunne også levere en pæn begravelse til en billig penge.
Alt det er væk, eller det har overlevet i en form, der kun i begrænset omfang sender signaler til befolkningen om, at arbejderbevægelsen står bag.
Hvor er S-tillidsmanden blevet af?
Og så er der fagbevægelsen. Indtil for relativt få år siden ydede socialdemokratisk ledede fagforbund økonomisk støtte til partiet, og mange havde ansatte, der reelt brugte det meste af tiden på arbejde for partiet. De spillede en helt central rolle i den sagnomspundne ’socialdemokratiske valgmaskine’, som nostalgiske journalister talte om så sent som for to uger siden.
Valgkampen viste, at den ikke længere eksisterer. Flere af hjulene i den er væk, og partiet er ikke fulgt med i udviklingen af nye, elektroniske kampagneformer.
Den socialdemokratiske tillidsmand var manden, der etablerede den direkte kontakt fra partiet til folkene »på gulvet«. Han forklarede partiets politik og overbeviste tvivlere om, hvor de skulle sætte krydset.
Lyder det som en svunden fortid? Ja. Medlemsflugten fra de traditionelle fagforeninger er massiv. Konkurrencen fra såkaldte gule fagforeninger er hård, og især de unge bruger ikke penge på dyre fagforeninger.
Dertil kommer, at socialdemokraternes greb om fagforeningerne er sluppet. Tillidsmanden er ikke længere automatisk socialdemokrat.
Klassebevidstheden er væk
Hele denne udvikling illustrerer, at Socialdemokratiet på det organisatoriske plan ikke længere står med fødderne fast på fabriksgulvets beton.
Det har heller ikke hjulpet, at der i de seneste årtier er blevet færre fabriksgulve at stå på. Industriens andel af bruttonationalproduktet er faldet fra 25-30 procent i 1970’erne til 15-18 procent i dag. Det er mindre end i Tyskland, men mere end i Frankrig, og Danmark er derfor ikke et rendyrket postindustrielt samfund.
Men den klassiske arbejderbefolkning er blevet mindre, mens antallet i serviceerhverv er vokset drastisk. De er stadig lønmodtagere, og mange af dem tjener mindre end en faglært arbejder. Men føler en pakistansk taxachauffør eller en sales account manager, som det hedder i stillingsannoncerne, sig som lønmodtager og del af et kollektiv? Lyder Liberal Alliances sange om, at vi er vores egen lykkes smede, ikke forjættende?
Socialdemokratiets problem er, at dets forankring både hos den godt betalte metalarbejder og sales account-manageren til en måske beskeden løn er støt dalende. Og hendes chance for at møde en ægte, levende socialdemokrat er ringe.
Valgmaskinen, der blev væk
I 1960 havde partiet ifølge Folketingets Oplysning knap 260.000 medlemmer. 15-20 år senere var tallet halveret, og i 2024 var 27.029 danskere organiseret i partiet. De var overvejende ældre – ligesom dets vælgere. Tilstrømningen til partiets ungdomsorganisation er også beskeden.
Til sammenligning havde SF og Enhedslisten i 2024 hver omkring 10.000 og 9.000 medlemmer med en langt mindre vælgerskare og for begges vedkommende med et stabilt medlemstal.
Partiets problem i forhold til aldersgrupper: det appellerer fortsat til ældre, mens det er ude i forhold til unge
Socialdemokratiet har heller ikke – i modsætning til tiden efter 1945 og frem til begyndelsen af 1990’erne – i tilstrækkelig grad formået at få højtuddannede i tale, hvilket det seneste katastrofale kommunalvalg i København er et eklatant eksempel på. Ved tirsdagens valg blev Socialdemokratiet overhalet af Enhedslisten og SF i stort set alle københavnske kredse.
Tilsvarende må partiet konstatere, at en del af dets traditionelle vælgere fortsat har det svært med indvandring. Det har været partiets og de europæiske socialdemokratiers akilleshæl siden årtusindskiftet. Selv partiformandens og ledende ministres stærke retorik mod »utilpassede indvandrere i parallelsamfund« forhindrede ikke Dansk Folkeparti i at få et bragende comeback.
Derfor vil tonen i udlændingedebatten blive yderligere skærpet. Det risikerer til gengæld at give partiet yderligere stemmetab i storbyerne og blandt de unge under 25 år. Det kan også give partiet problemer på den københavnske Vestegn, hvor det ifølge lokale S-borgmestre tabte indvandrerstemmer ved kommunalvalget.
Socialdemokraterne har i forvejen tabt de unge, hvilket illustrerer partiets problem i forhold til aldersgrupper: det appellerer fortsat til ældre, mens det er ude i forhold til unge,
Et europæisk fænomen
Vi er langt fra det bredtfavnende, allestedsnærværende parti, der med rette kan kalde sig et folkeparti. Men den type partier er ikke kun i Danmark, men overalt i Europa, en uddøende race.
Det en gang så mægtige Socialdemokrati i Tyskland er en skygge af sig selv, og de kommende valg i delstater i det tidligere DDR vil sende partiet yderligere i bund. I Storbritannien risikerer det store Labour-parti at lide store tab til det højreradikale UK Reform-parti ved de kommende kommunalvalg, og det franske socialistparti er et svagt hus i splittelse med sig selv.
På venstresiden er det spanske Socialistparti PSOE alene om at holde fanen højt med stemmetal, der permanent ligger over 30 procent, og de svenske socialdemokrater følger muligvis efter ved valget i september.
Socialdemokraterne kan trøste sig med, at det ikke ser bedre ud på højre side af det politiske spektrum. I Tyskland er forbundskansler Merz kristelig-demokratiske union langt fra tidligere styrke. Det samme gælder konservative partier i Storbritannien og Frankrig, der efter 1945 permanent har leveret præsidenter og premierministre, mens det italienske to-parti-system mellem kristelige-demokrater og kommunister allerede brød sammen omkring 1990.
Det fattige Danmark gav S hug
På den ’røde’ side betaler socialdemokraterne blandt andet prisen for fagbevægelsens nedtur, som er generel overalt i Europa. På den ’sorte’ side har de kristelig-demokratiske og konservative partier bortset fra i Polen svært ved at overleve det forhold, at kirkerne står tomme fra Palermo til Lübeck.
Dertil kommer den økonomiske og sociale udvikling. Lønudviklingen i de fleste europæiske lande har siden 2010 været svagt positiv med perioder præget af regulær nedgang som efter Covid-19-epidemien. Samtidig er de sociale uligheder taget til, som det også har været tilfældet i Danmark, og de rammer de unge hårdt.
De gamle, regeringsbærende partier har betalt prisen. For de har stået som garanten for stabilitet og sociale fremskridt, og pludselig oplever snesevis af millioner, at socialdemokrater og klassiske borgerlige ikke længere kan levere den vare. Især de fattigste føler sig svigtet. Tirsdag fik Socialdemokratiet alvorlige hug i de dele af Danmark, hvor fattigdom selv i 2026 er en realitet.
De svære valg
De har også stået som solide og sikre bolværk i urolige internationale tider.
I går var det nemt at dække sig bag USA og som Danmark vælge rollen som ’Voice of America’. Flere danske diplomater udtalte forleden til Politiken, at Danmark i flere år har haft det lidet smigrende tilnavn blandt deres europæiske kolleger.
Nu erklærer selv Mette Frederiksen, at USA ikke længere er Danmarks vigtigste allierede. Så nu skal det måske mest USA-venlige Socialdemokrati i Europa pludselig definere en ny politik, og det skal forholde sig til, at yngre vælgere er stærkt kritiske overfor dets traditionelle venskab med Israel. I går kunne folkepartiet konstatere konsensus om opbakning til NATO og Israel, som det selv havde arbejdet for. Men eksisterer NATO om fem år?
De andre partier, store som små, skal også orientere sig i nye nationale og internationale landskaber. Men det bliver svært at samle og stå som den politiske kraft, der som i Thorvald Staunings, Viggo Kampmanns og Svend Aukens tid kan samle 35-45 procent af vælgerne bag partiets politik og visioner.
Nu skal socialdemokraterne vænne sig til at være de største, uden at have en illusion om at være hele Danmarks parti. Den tid er forbi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og