PSYKIATRI – Som asperger-patient og pårørende er det ubærligt at finde sig fastlåst i et psykiatrisk system, der har så lidt kendskab til aspergere, at det tyer til længerevarende bæltefikseringer. Afdelingen i Risskov, hvor Dorte Jakobsens voksne søn A har været indlagt i en årrække, har ikke en eneste overlæge eller psykiater ansat, som har tilstrækkelig indsigt i Aspergers syndrom. Hvordan skal man opnå værdige forhold, når systemets regler, ressourcer og rammer slet ikke kan rumme en person med Aspergers?
Sommeren 2017 – fortsat fiksering
Da vores søn havde været bæltefikseret på den retspsykiatriske afdeling i nogle uger, drøftede min mand og jeg, om vi skulle gå til pressen, men vi blev fra flere sider rådet til at vente og forsøge at samarbejde med afdelingen. Fordi vi var usikre på, om vi kunne komme til at gøre noget, der forværrede hans situation, har vi fulgt dette råd – indtil nu.
Ventetiden var fuld af søvnløse nætter, stress, angst og rådvildhed. Vi henvendte os til politikere i regionen, til patientforeninger, advokater og hvad vi nu ellers kunne finde på. Vi besøgte A, så ofte det var muligt, og selv om han tydeligvis var nedtrykt og modløs efter adskillige uger uden nogen som helst form for bevægelse eller aktivitet, forsøgte han altid at trøste og opmuntre os.
Hver gang gjorde det en verden til forskel at få et knus og et smil fra ham, når vi sagde farvel. Alligevel efterlod det altid en uundgåelig følelse af skyld og afmagt at efterlade sin søn fastspændt i en hospitalsseng.
Vi brugte også tiden på at søge information om anvendelse af fiksering på de psykiatriske afdelinger. Vi fandt hurtigt ud af, at selv om bæltet bestemt stadig er i brug, er det ikke ligefrem noget, afdelingerne er stolte af. Tværtimod blev der indgået en aftale mellem Sundhedsministeriet og regionerne i 2014, som gik ud på, at brugen af bæltefiksering skulle halveres.
Vi forstår godt nødvendigheden af at fiksere voldsomme patienter kortvarigt, men hvad er begrundelsen for månedlange fikseringer af en ung patient, som både af os og andre besøgende opleves som rolig og afslappet og ofte med sin humoristiske sans i behold?
I nogle regioner går det den rigtige vej, og en afdeling fortæller, at de har opnået overraskende gode resultater ved noget så enkelt som at indføre bredere gangarealer – så patienterne har bedre mulighed for at undgå fysisk kontakt i stressede situationer. Andre forsøg viser, at større bemanding på afdelingerne også kan fjerne eller nedsætte brugen af tvang væsentligt.
Region Midtjylland, hvor vores søn er indlagt, har desværre en sørgelig rekord: En række artikler viser, at her går det den forkerte vej: Antallet af bæltefikseringer er fordoblet siden 2012, og nogle af fikseringerne er horribelt lange.
Vi kunne også læse i lovgivningen inden for området, at psykiatrien skal følge det såkaldte mindste middels princip: Afdelingerne skal anvende så lidt magt som overhovedet muligt, og fikseringen skal afsluttes, så snart det vurderes, at patienten ikke længere er en trussel for sig selv eller andre. Yderligere fremgår det af loven, at fiksering “aldrig må anvendes som ‘pædagogisk redskab’ eller som ‘behandlingsmetode'”.
Vi forstår godt nødvendigheden af at fiksere voldsomme patienter kortvarigt, men hvad er begrundelsen for månedlange fikseringer af en ung patient, som både af os og andre besøgende opleves som rolig og afslappet og ofte med sin humoristiske sans i behold? Det ville ikke være nær så krænkende og vidtrækkende at låse ham inde, men det kan og må afdelingen ikke.
Medhold fra patientklagenævnet
Efter seks uger i uafbrudt bæltefiksering klagede A via patientklagenævnet. Han fik ret på en lang række punkter, og han blev lovet, at fikseringen ville slutte helt mandag den 10. juli. Ifølge personalet blev han på samme møde orienteret om, at der skulle udarbejdes en plan med præcise rammer for, hvordan løsladelsen skulle foregå. Der har formodentlig været mange personer til stede til mødet, og vi tvivler på, at A har opfattet dette punkt midt under et forløb, som drejede sig om afgørelsen på hans klagesag.
Mandag den 10. juli træder lægen ind på hans stue og viser ham en plan med en halv snes punkter, som skal følges i de nærmeste dage. Det er fast rutine, og lægerne har efterfølgende forklaret os, at der ikke er noget krav om, at patienten skal underskrive planen eller mundtligt erklære, at han er villig til at følge den.
Først dagen efter går det op for os, at hans fiksering blev forlænget på baggrund af, at han havde krøllet et stykke papir sammen og kastet det på gulvet
A er træt og modvillig. Efter mange ugers fiksering er kommunikationen mellem ham og lægerne på et absolut nulpunkt. Han siger ikke noget; optræder hverken truende eller aggressivt. Han tager papiret, krøller det sammen og smider det på gulvet. Lægen viser ham det én gang til, og igen krøller han det sammen og smider det fra sig.
I seks uger har han været rolig og afslappet i forbindelse med de daglige bade- og toiletbesøg med en enkelt undtagelse midt i forløbet, hvor han i frustration sparkede ud efter en plejer. Så lægerne giver os ret i, at han ikke har givet dem grund til at tro, at han vil optræde voldeligt, fordi de løsner bæltet. Alligevel forlader overlægen ham uden at løsne bæltet med besked om, at hun vil vende tilbage dagen efter.
Vi taler i telefon med A om eftermiddagen, og det står klart, at han ikke aner, hvorfor han ikke blev sluppet fri. Samme aften er han så vred, at han griber en stol efter sit bad og angriber de fire vagter, som ledsager ham, hver gang han forlader sin stue.
En situation i hårdknude
Et par dage senere bliver vi indkaldt til et pårørendemøde med lægerne på afdelingen. Vi er udmattede, stressede og ukoncentrerede. Vi stiller en række spørgsmål og fæster os mest ved, at vores søn har langet ud efter en plejer med en stol. Så det er først dagen efter, det går op for os, at hans fiksering blev forlænget på baggrund af, at han havde krøllet et stykke papir sammen og kastet det på gulvet.
Han har ikke udtrykt sig aggressivt, han har ikke nægtet at følge planen eller truet med noget som helst. Han har udelukkende givet udtryk for sin frustration over en uventet plan ved at smide den fra sig. Lægerne på afdelingen hævder, at de ikke opfatter det som aggression eller konfliktoptrappende adfærd at krølle et stykke papir sammen, men ikke desto mindre kan de ikke give anden begrundelse for, at han ikke blev sluppet fri på den aftalte dato.
Det er snart et år siden, men jeg bliver stadig så vred, at jeg ryster, bare ved tanken om sådan en ydmygelse!
Det er også først bagefter, vi opdager, at den langvarige fiksering havde givet A problemer med fordøjelsen. Vi havde bemærket, at han ikke længere ville drikke kaffe sammen med os, men vi forstod ikke, at han forsøgte at begrænse sig til de nøje afmålte toiletbesøg – ikke før hans advokat fortalte os, at hans voldsomme vredesudbrud var en reaktion på, at vagterne havde stået og banket på døren, fordi de mente, han havde brugt for lang tid på badeværelset.
Det er snart et år siden, men jeg bliver stadig så vred, at jeg ryster, bare ved tanken om sådan en ydmygelse! Jeg bliver også ramt af skamfølelse, for jeg er hans mor – hvorfor tænkte jeg slet ikke over, at han pludselig holdt op med at drikke eftermiddagskaffe? På den anden side er det vel ikke meningen, at jeg som pårørende også skal sætte mig ind i, hvilke fysiske følger et langvarigt sengeleje har?
Fikseringen blev naturligvis forlænget, og lægerne gik i gang med at udarbejde en ny plan – med betydeligt skrappere krav. I rapporterne noteres det, at A “ikke er egentlig sindssyg i øjeblikket, men …” – hvor længe varer det at drive en person ud i sindssyge under de “rette” vilkår, spørger vi hinanden.
På dette tidspunkt har A været på afdelingen i knap to år, og nu indrømmer lægerne, at de ikke har særlig meget kendskab til aspergere. Afdelingen i Risskov har ikke en eneste overlæge eller psykiater ansat, som har tilstrækkelig indsigt i Aspergers syndrom, og personalet er tydeligvis i vildrede, efter at den planlagte løsladelse i stedet endte med en helt ubegrundet forlængelse.
Det påstås ofte, at livet i et dansk fængsel er en feriekoloni i sammenligning med et kommunalt plejehjem, men jeg kan godt garantere for, at tilværelsen på en såkaldt akutafdeling inden for retspsykiatrien er så begrænset og deprimerende, at den kunne drive mange til randen af selvmord
Vi siger derfor ja til at deltage i en række møder med afdelingen, hvor vi efter bedste evne kommer med forslag til, hvordan alle parter slipper levende ud af en fastlåst situation.
Der er intet, vi hellere vil, end hjælpe vores søn. Vi kommer med adskillige konstruktive forslag, som ikke vil udsætte nogen for fare. Forslag, som bare går ud på at give A en smule adspredelse og nogle højdepunkter at se frem til. Det påstås ofte, at livet i et dansk fængsel er en feriekoloni i sammenligning med et kommunalt plejehjem, men jeg kan godt garantere for, at tilværelsen på en såkaldt akutafdeling inden for retspsykiatrien er så begrænset og deprimerende, at den kunne drive mange til randen af selvmord.
Hele tiden måtte lægerne afvise vores ideer, fordi de kom i konflikt med regler, ressourcer og rammer – rammer som slet ikke kan rumme en person med Aspergers syndrom. I denne periode kontaktede vi også Aspergerforeningen, og de bekræftede desværre, at det er et generelt problem, at de psykiatriske afdelinger har alt for ringe viden om Aspergers syndrom, til trods for at tilstanden første gang blev beskrevet i 1944 og har eksisteret som officiel diagnose siden 1992.
Lægerne forklarede desuden, at retspsykiatrien stadig bygger på en tankegang om, at man gerne ser patienterne give udtryk for anger og løfter om, at de aldrig vil anvende vold igen. For det første strider det jo imod ovenstående citat fra psykiatrilovgivningen om, at fiksering ikke må bruges som pædagogisk redskab. For det andet stiller det patienter med forskellige diagnoser helt ulige.
Jeg indvendte, at hvis man spurgte psykopaten og kvindemorderen Peter Lundin, om han angrede sine forbrydelser, så ville han smile charmerende, blankt lyve lægerne lige op i ansigtet – og slippe fri af en fiksering. Men aspergere lyver sjældent, og når A to gange i løbet af seks uger har været så stresset af forholdene på afdelingen, at han har tyet til vold, er han jo ikke i stand til at garantere, at han aldrig vil komme i en lignende situation igen. Personalet har tydeligvis ikke tænkt tanken, men efter en lille pause indrømmer de, at psykopaten ville have meget lettere ved at manøvrere i dette system end aspergeren.
Et år senere
Der er gået næsten et år, siden jeg skrev de første afsnit af denne artikelserie, og jeg har svært ved at huske detaljerne længere, men efter et opslidende forløb på omkring to måneder blev A endelig fri af bæltet. Vi insisterede simpelthen på, at hele familien ville have lov at komme ind og besøge ham og spise sammen med ham i anledning af en familiefestdag. Og se, så kunne afdelingen pludselig godt finde ud af at løsne bæltet.
Men føljetonen om A’s liv på den lukkede akutafdeling er desværre langt fra slut. Et nyt afsnit følger om resultatet af samarbejdet med systemet.
Topillustration: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
