REJSEBREV – “Vi er syv danskere, der tilbragte 23 dage i Argentina og omegn i november 2018. Rejselystne ”grålinger”, der selv tilrettelagde, inspireret af den enes tidligere erfaringer, tips fra andre og flid på nettet.” Monica Krog-Meyer beretter om sine rige oplevelser i det sydamerikanske forår – lige fra højdesyge i Andesbjergene til synet af Igauzu-flodens sublime vandfald.
Der er sendt mange mails frem og tilbage til hoteller, B&B’s, busselskaber og turarrangører. Det meste lykkedes til UG (så gamle er vi nemlig).
Vi valgte den nordlige halvdel af Argentina og koncentrerede os om 4 hjørner:
- Sydvest: Mendoza med vinmarkerne
- Nordvest: Salta med afstikker over Andesbjergene til Chile
- Nordøst: Iguazu med vandfaldene på den brasilianske side
- Sydøst: Hovedstaden Buenos Aires
Den sydlige del af Argentina er provinsen Patagonien. Det må blive en anden gang.
Billetterne blev købt for et år siden, så det er bare et stort held, at vi netop forlod Buenos Aires lige før at G20-topmødets afspærringer, aggressioner og protester dukkede op og ændrede hverdagen.
Hvis jeg dør nu, så dør jeg lykkelig. Jeg har set det ypperste!
Argentinere er et venligt folkefærd. Der er ro på, hjælpsomhed og åbne ansigter med smil og varme. Gode veje, smidighed i trafikken – hverken dytten, råben eller hasarderet kørsel – og lufthavne, der virker. Bortset fra i taxaer og på markeder kan man bruge kreditkort som betaling overalt. Priserne er latterligt lave, til sammenligning. Inflationen er høj, så køerne foran hæveautomaterne stikker ud i gadebilledet.
Det mest slående var at møde den europæiske fortid: mange ansatte overalt. Serviceniveauet er højt, på restauranter, hoteller, i forretninger, på benzintanke osv. Lønningerne er lave, skatterne sikkert også, men krisen kradser blandt argentinerne, når man kommer lidt væk fra turistområderne. Der er mange hjemløse i gadebilledet.
Mendoza – vinproduktionens hovedstad
Mendoza har udsigt til de sneklædte Andesbjerge – et guddommeligt syn for sådan nogle lavlændinge som os. Det er i lavlandet op til bjergene at 70% af Argentinas vin produceres, og derfor er der vinmarker med Malbec, Torrontés og Shiraz-druer osv., så langt øjet rækker.
Vi boede på en vingård uden for byen, ”Posada Cavieres” med gæsterum, og traskede derfra til besøgsvingården ”Viño del Cerno”, og fik fortalt om produktionen med charme og humor af husets datter Veronica.
Hun havde opfundet ordet ‘bienbebidos’ som en kombination af ‘velkommen’ og ‘lad os drikke’ og forklarede, at familiens vine er lavet efter ORO-princippet: ‘Organisk, Romantisk og Orgastisk’. F. eks. er hendes hjerteblod malbec-druen, der oprindelig kom fra Frankrig, men som trives langt bedre i Mendoza. Vi var i godt selskab.
Traditionernes Dag – det hele blev lidt mere festligt
Salta – med den gode øl
Vi fløj langs med de smukke Andesbjerge til Salta. Alle store byer er lavet med lineal, bykort er ternede, dvs. at gaderne er vinkelret på hinanden, smart inddelt i samme størrelse og vejnumrene tydeligt angivet på vejskiltene: Her er nr. 100-200, her er nr. 200-300 osv, let at finde rundt i. Så nr. 3418 betyder, at du skal gå 34 blokke af den gade før du er fremme. Man tager gerne en taxa, der er billig eller en bus. I hovedstaden endda en metro. Vi ramlede lige ind i ‘Traditionerne dag’ med optog i de smukkeste dragter, dans og fest.
En tur i svævebanen Teleférico San Bernardo op af bjergsiden giver det flotteste vue ud over byen.
I byens parker mødes man under skyggefulde træer, når solen er for varm, indimellem akkompagneret af en skarp hyletone, som om en transformatorstation står og hviner. Det er de lokale cikader, chicharraer, der optræder og i nogen grad kan genere det fredelige grønne hvil.
Mumier fra inkaernes tid
Vi besøgte det arkæologiske museum, MAAM, og det er absolut overskueligt. Glem alt om potteskår og små flinteøkser i kedelige montrer. Her er stoffer, lidt smykker og hvad man ellers har fundet bevaret af kulden i bjergene: tre mumier af børn, ofret til guderne i inkaernes tid. Der er fotoforbud, men se billeder og læs mere her.
Man forstår det jo ikke, at det var en æresbevisning, og at kun børn fra de fine familier nød dette ‘privilegium’, men man får forklaringen, at for inkaerne var der ikke så stor forskel på de dødes og de levendes liv. November var den måned, hvor man tog de døde frem og levede med dem.
Så ufatteligt betagende og smukt, at jeg ikke kunne rumme det. Solens første stråler, det brusende vand og en næsten fuldendt regnbuecirkel – det var sublimt
Man gyser ved tanken om, at det her er rigtige mennesker, som man nu står og betragter, en velbevaret hånd, håret, lidt af ansigtet. Lidt som gravballemanden, bare fra Andesbjergene.
Den lokale øl ”Salta” gør godt oven på den historietime, den fås både som lys, særdeles læskende i varmen og som mørk, der tiltaler lager-fans.
Højdesyge
Vi havde købt billetter til en bustur henover Andesbjergene, hvor vi kom op i 4890 meters højde.
Et par af herrerne i vores rejsegruppe havde været forbi hjertelægen og fået grønt lys til at komme op i de højder, og vi havde talt lidt om højdesyge. De andre tog medicin, men jeg valgte at gøre som de lokale, nemlig at tygge cocablade, som man kan købe rundt omkring.
Det smager af ‘noget grønt’, jævnt kedeligt, og det virkede ok, lige indtil vi skulle krydse grænsen til Chile ved Jama-passet. Tolderen (den chilenske) konfiskerede efter reglerne en pære, en banan OG mine cocablade. Jeg fik derefter tiltagende hovedpine, havde det ikke særlig godt og nåede at få fat i en pose, så ofringen ikke blev spredt ud over alle vores tasker i bussen.
Resten af dagen var jeg ikke kampdygtig. Man har det elendigt. Migrænelignende hovedpine, kvalme og opkast, og slet ingen madlyst. Nogle af de andre på medicin fik faktisk også højdesyge. Det er ikke til at sige, hvem det rammer.
Det undrer mig, at jeg aldrig før har hørt folk fortælle om højdesyge. Den skal man tage særdeles seriøst, og efter den dag var jeg også på medicin. Højderne i sig selv betyder, at det er lidt sværere at trække vejret, man er lidt ‘bims i bøtten’, får snurren i fingrene og så mister man appetitten. Faktisk frarådes det at drikke vin og spiritus og spise kød og tung mad. Efter nogle dage vænner kroppen sig til højderne, men jeg holdt mig til medicinen. Og slap for videre tiltale.
San Pedro de Atacama
Nu var vi i Chile, og kom frem til en lille støvet og charmerende bjerglandsby, San Pedro de Atacama, med flere indbyggere af indiansk afstamning end i lavlandet, og rigtig mange backpackere. Byens 2000 indbyggere får besøg af 400.000 turister om året indlogeret på byens hoteller og 400 hostels! For 15-20 år siden kom der bare 20.000 turister om året. Her kan man forvisse sig om, at moderne turister rejser efter lidt mere krævende oplevelser. Gerne væk fra det almindelige, fra badeferierne og storbyerne.
Og hvad kommer de turister så for?
Smukke flamingoer i saltsøer, helst tidligt om morgenen – ufattelig betagende bjerglandskaber med vulkaner, nogle stadig aktive. Der er ørken og sparsomt bevoksede sletter så langt øjet rækker, blå laguner i bjergene og varme kilder.
Vi besøgte geyserparken El Tatio ved 8-tiden om morgenen, da solen stod op, pakket godt ind. Minus 10 grader giver de største sprøjt fra geyserne, der ikke kan måle sig med islandske geysere, men som er et imponerende naturfænomen og giver mulighed for at tage et varmt bad, takket være de varme kilder. Da solen kom op over bjergryggen dalede aktiviteterne.
Inkaerne havde solen og himlen som guder, og havde svært ved at forstå de usynlige katolske guder, som spanierne krævede, at de skulle tilbede. I den lille by Tocaire lå den gamle kirke placeret sådan, at inkaerne ud af kirkedøren kunne beundre deres helligdom vulkanen Miñique.
Hist og her på de øde vidder dukker der lamaer op, brune, hvide og i blandede farver. Men mest betagende er de mindre vikuñaer, lækre små lysebrune lamaer.
11 timers bustur – igen!
Farvel til Chile, goddag igen til Argentina og tilbage til Salta. En 11 timers tur i bus henover de smukke Andesbjerge. Det går langsomt op og ned, og rundt i hårnålesving. Turen henover bjergene er gudesmuk, farverne skifter, vegetationen ændres, der er øde og stille, med kaktusser, vikuñiaer og en enkelt ørkenræv. Ingen stop undervejs bortset fra de to officielle stoppesteder.
Toilet (ulækkert!) ombord, og der bliver serveret ‘morgenmad’ og ‘frokost’, men det hører mere under snacks. Tripadvisor har ikke så få stjerner. Grænsekontrollen tages alvorligt: først i kø for at stemples ud af et land, så i kø for at stemples ind i et land og så i kø for at få tjekket bagagen. En kedelig time i ens liv, både på udturen og på hjemturen, men der er lidt pænere toiletter på grænsestationerne.
Og så ruller bussen ned fra bjergene til byen Salta med de mange smukke lilla jakaranda-træer. I november er det forår i Argentina, så syrenerne var også sprunget ud.
Kunstmuseum i Salta
Tilbage i Salta opsøgte vi deres ene kunstmuseum MBAS og så selvfølgelig for os ukendte kunstnere og sydamerikanske motiver.
Bl.a. dette symbolladede maleri fra en særudstilling om Milagro, der betyder ‘et under’ på spansk, i betydningen religiøst under. Den katolske kirke i dag har ikke så stor og synlig betydning som den må have haft dengang Spanien ejede landet. 25. maj 1810 vandt man over spanierne, 9. juli 1816 blev landet Argentina erklæret uafhængigt, og hver en by har en Plaza de 25 mayo og en Plaza de 9 julio.
Den rolige ko
Nu skulle vi ud og køre selv. To lejede biler skumplede sig vej 200 km sydover på en af de veje, der på kortet bliver rød og hvidstribet, dvs. ikke bare grusvej, men besværlig grusvej, med huller og sving, så al opmærksomhed var påkrævet.
RN 40 fik os rystet så godt og grundigt sammen, at vi nu kan prale af, at den har vi også kørt på. Krævende og ufattelig smukt. Det tog hele dagen. I starten var vi heldige at opleve konfirmationsfest hos gauchoerne, de lokale kvægdrivere til hest, der kom fra flere egne i deres stiveste puds.
Stærke ansigter, smukke heste og en gæstfrihed, der betød ‘Bliv endelig til frokost’. Desværre tog vores tur hele dagen og vi skulle være fremme før solnedgang, da mørket på de kanter er kulsort. Vi måtte takke pænt nej.
Vi skulle overnatte på stedet ”La Vaca Tranquila”, den rolige ko, ejet af et belgisk par, der også havde et ølbryggeri La Burra (æslet). Her var der virkelig ro på, vi var på bondegårdsferie i argentinsk udgave. Køerne blev malket to gange om dagen, hanen galede ved halv to-tiden om natten og morgenbordet bød på helt friskproduceret ost og den bedste yoghurt jeg nogensinde har smagt. Andre steder så vi ‘bøfferne’, kødkvæget. Men vores interesse samlede sig om vinfabrikken Piattelli i Cafayate, der også driver Piattelli i Mendoza, oprindelig med en italiensk stifter, nu amerikansk ejet.
I Cafayate ligger Piatellis vinmarker lidt højere end i Mendoza, druerne får derfor lidt mere varme og sol, jordbunden er en anden og smagen anderledes. Vi smagte både det ene og det andet. Vin er videnskab, ingen tvivl om det. Stor luksus, systematiserede rundvisninger og en glimrende restaurant.
Kallchaki
En anden dag opsøgte vi ‘vandfaldene’ uden for Cafayate, ”Cascades del rio Colorado” og oplevede på nærmeste hold den stærke bevidsthed hos de indfødte indianerstammer. Vi er i Kallchaki-land, eller Calchaqui, som det staves på spansk, og der er konflikter mellem tre stammer i området.
En ældre, lidt skummel fyr sagde, at det kostede 50 pesos (10 kr) at parkere bilen. Da vi kom tilbage var han over alle bjerge og en kvinde var ved at notere os. Da vi kunne beskrive manden vi havde betalt, slap vi og skyndte os at køre.
En yngre fyr tilbød sig som guide, for det var ‘svært at finde rundt’, sagde han, og understregede, at han var frivillig. Vi var ret skeptiske, men vurderede, at hvis han ville gå med os og var frivillig, ja hvorfor så ikke? Og det var klogt. Vi kunne overhovedet ikke selv have fundet rundt. Han viste os vej langs vandløbet, rundt om store sten, af stier, over slugter og kanaler og fortalte stolt om området. Det blev den dejligste tur i den smukke natur. Bisidios hedder han, og han fjernede skrald efterladt af dumme turister, på hjemvejen. Selvfølgelig gav vi ham nogle penge for hans ulejlighed. Kallchakiernes respekt for naturen er ældgammel og vigtig. Den havde vi glæde af.
Desværre hørte vi fra anden side historien om den mere aggressive bevidsthed. En udlænding havde købt jord lidt oppe af bjerget, havde plantet vinstokke og kunne se frem til en hæderlig vinhøst. De lokale indianere anser det for deres ejendom og kræver deres jord tilbage. Lige den konflikt blev efter sigende ‘løst’ ved at vinstokkene blev ødelagt.
Endda siges den kvindelige tidligere præsident Kirschner at have pustet til de indfødtes vrede. Jeg har ingen beviser, men det var, hvad vi hørte. Det er også en måde at skaffe sig stemmer, selvom det er svært at se, hvad præsidenten i Buenos Aires kan have til fælles med de sidste rester af den oprindelige befolkning.
Quebrada de las Conchas
Vi skulle forlade roen, køerne og hestene, og denne gang via asfaltvejen RN 68 tilbage til Salta. Og måske det ypperste landskabsmaleri. Klipperne er røde, for millioner af år siden kyststrækning, og derfor finder man skaller efter skaldyr. Det er muslingekløften vi kørte igennem, Quebrada de las Conchas. Klipperne er af et porøst materiale, der sagtens kan grattes i stykker, men gudskelov har hverken turisterne eller Kilroy spoleret det sublime med deres hilsner. Vind og regn ændrer heldigvis ikke de spektakulære konstruktioner, som gør at man må stoppe hvert andet øjeblik, og tage billeder.
Græsser, buske og planter bliver ekstra grønne op mod de røde formationer. ”Amfiscenen” og ”Djævelens Svælg” er navne for de helt særlige formationer, med souvenirsalg og musikanter og alt til faget hørende.
Når man når til Cachi er det hele forbi og storbyen tager langsomt form. Det sidste vi hørte til Calchaquierne var kulinarisk, da frokosten skulle indtages på den idylliske landevejs-‘posada’ ”La posta de las cabras” = gedernes sted.
Deres Calchaqui-kage kan varmt anbefales.
Lad nu være med at fodre!
Med fly tværs over Argentina. Det betød farvel til bjergene, men goddag til noget om muligt endnu større: Iguazu-vandfaldene, på grænsen mellem Argentina og Brasilien. Vi valgte at tage til den brasilianske side og indlogere os på hotel 11 km inde i nationalparken, der er åben fra 9-17. Vi boede lige op af de enorme vandfald i det luksuriøse Belmond Hotel, bygget i portugisisk kolonistil, men først indviet i 1958.
Vi kom om aftenen, nåede lige at se et glimt af solnedgangen over vandfaldene, i fuldmånens skær, men i parken går man ikke rundt alene. Det er en kæmpe uforstyrret skov, hvor der lever både pantere, okapier, oddere og store myreslugere. Vi så dem ikke, men næsebjørnene, Kuatti, var overalt, i parken og sågar for at tigge mad ved hotellets restaurant. Dumme turister fodrer dem, trods store advarselstavler, så det er klart, at de har lært, at turister er lig med mad. Hvis de synes det går for langsomt, kan de lave grimme sår i hænderne på dem, der har noget spiseligt. Det nuttede forsvinder hurtigt, tanken ledes hen på, at det er store rotter med vaskebjørnshaler.
Vandfald – når naturen er uovertruffen
Tidligt om morgenen ved solopgangstid oplevede vi et af verdens vidundere Iguazu-vandfaldene. Ordet ‘kaskader’ bruger de selv, men det er slet ikke kraftigt nok til at forklare, hvor meget vand, der bare vælter ned over klipperne, allevegne. Det officielle tal er 1,3 millioner liter vand – i sekundet!
En velegnet gangbro langs parkens side bringer os forbi det ene smukke sceneri efter det andet, tilsat en meget smuk regnbue, midt i det hele. En grøn ø midt i floden i bunden bebos af sorte gribbe, der sejler rundt i luften, på jagt efter ådsler i parken.
På et tidspunkt når vi til ‘the wet part of the tour’, som guiden sagde, da han tilbød os plastikregnslag, så vi uden problemer kunne gå ud midt i det hele, på en solidt bygget bred gangbro, metalfæstnet og med rækværk.
Og så er der vandfald hele vejen rundt om én. Det var så kæmpestort og overvældende, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Så ufattelig betagende og smukt, at jeg ikke kunne rumme det. Solens første stråler, det brusende vand og en næsten fuldendt regnbuecirkel – det var sublimt.
Gusen fra det brusende vand betød, at kameraerne kun lynhurtigt kom ud, man tog et billede og så ned under regnslaget igen, dels for at vandet ikke skulle ødelægge, dels for ikke at tabe det i dybet.
Lidt højere oppe af gangstien kunne man se nogle svalelignende fugle flyve lige gennem vandmasserne, for inde bagved er deres reder og insekterne på vejen er deres føde.
Et fuldstændig uspoleret naturfænomen. Og der passes godt på det. Store skilte bekendtgjorde, at brug af droner er forbudt. Godt tænkt.
Det er et af den slags øjeblikke, hvor man tænker: ”Hvis jeg dør nu, så dør jeg lykkelig. Jeg har set det ypperste!”
Vi tog også turen til den argentinske side af vandfaldene, men dels foregår det i en nationalpark indrettet lidt à la Fårup Sommerland, med tog der kører én fra sted til sted, dels er der her ikke så meget tale om naturens skønhed, snarere om naturens kræfter.
En kæmpestor by
Sidste stop var den argentinske hovedstad Buenos Aires og en B&B. Også her fik den lille gruppe opsnuset gode oplevelser. Benene blev brugt til at trave rundt i den kæmpestore by. Næste gang vil jeg bruge deres udmærkede busser noget mere, eller metroen.
På cykel i millionbyen
Det er med sine 17 millioner indbyggere den 4. største by i Sydamerika. Vi havde booket en cykeltur. Som garvet cyklist så jeg frem til det, men var omvendt lidt usikker på, hvor klogt det var. Det viste sig at være meget klogt. Skønne Barbara var vores guide i 4½ timer, primært i det nye havneområde La Puerto Madero, i centrum og i bydelen Boca. Det var på ingen måde risikabelt, vi cyklede på række efter hende, lidt op på fortovene, lidt rundt om et hjørne, lidt forsigtigt over en bred boulevard, og priste os lykkelige over, at vi havde ændret fra lørdag til søndag. Freden sænkede sig over storbyen, og vi fik det hele at se.
Den gamle vandkant har et kæmpestort parkområde foran. Da havnen viste sig at være for lille og blev flyttet længere ud, lod man klogelig området være, så planter og dyr kunne få et fristed, og som indbyggerne frit kan besøge. Dette beskyttede område blev officielt indviet i år 2000 og drives økologisk. Her så vi skildpadder, nationalblomsten ‘ceibo’, en blodrød klaseformet orkidelignende blomst,
og nationalfuglen en ‘ornero’, dvs. ovnmageren, fordi den bygger et lysebrunt rundt bo, der ligner en lille keramikovn.
Men hovedstaden fortæller også dystre, skamfulde rædselshistorier. Flere steder i byen ser man navne opremset i asfalten på fortovene. Navne på unge, der har studeret eller arbejdet lige der. Det er nogle af de forsvundne.
Da man skulle grave ud til en motorvej gennem byen, opdagede man en massegrav. Her fandt man resterne af nogle af de mange forsvundne unge, dem, der protesterede over forholdene under diktaturet i 1976-85. Dem hvis mødre torsdag efter torsdag har krævet at få sandheden om deres forsvundne børn, på pladsen foran præsidentboligen Casa Rosado, det lyserøde hus. Mødrene, der nu er bedstemødre dukker stadig op hver torsdag på Plaza de Mayo med deres tørklæder. De har fået en hæderssten i kanten af pladsen og de hvide tørklæder pryder pladsen flere steder i den blå cement.
Massegraven lå under en bygning, der var en tilsyneladende fredelig sportsklub ”El Atletico”, men det viste sig, at der i underetagen var fangekældre og torturkamre.
Man har identificeret flere af ligene i massegraven, nogle af de 30.000 unge, der forsvandt dengang. Man ved, at 400 babyer blev født af tilfangetagne kvinder, også de er forsvundet, fjernet og formentlig givet til barnløse familier i kredsen omkring diktatorerne. Derfor har mødrene fra Plaza de Mayo samlet deres DNA i en bank, sådan at børnenes egentlige baggrund kan bekræftes, hvis de begynder at stille spørgsmål om deres oprindelse.
Tango
Buenos Aires er tangoens hjemsted. Adskillige restauranter arrangerer tango-optrædender, og på pladsen Plaza Dorrego i bydelen San Telmo er der hver søndag udendørs optræden og milonga, dvs. dans for alle. Gamle toner med indbygget alvor og nostalgi, spillet på bandoneon lyder ud over pladsen, mens man nyder dansernes færdigheder, samhørigheden, balancen og de helt særlige trin. Det er lidenskabeligt, men nøje koreograferet. Manden styrer, kvinden følger hans bevægelser – det er vældig teatralsk. Og meget smukt.
Det var bare nogle af de mange indtryk og oplevelser vi var så heldige at få. Besøget overgik langt de forventninger vi ankom med, og kan varmt anbefales. November var en god måned at rejse i, temperaturen lå under 30 grader. Vi havde glæde af det begynderspansk vi havde lært og klarede os med engelsk og lokal venlighed for resten.
Fotos: Jens Ulrich/dizzyBild, hvis ikke andet er noteret
Topfoto: Pachamama – inkaernes billede af Moder jord, street art fra Cafayate
Point of View er gratis, og vi, der blogger, modtager ingen betaling.
Hvis du holder af, hvad jeg skriver og har lyst til at støtte min forsatte skribentvirksomhed, så modtager vi med glæde både små og store beløb på Mobile Pay 2424 6242 (Monica) og Mobile Pay 2015 5012 (Jens Ulrich)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her