Æbelø: Øen med egen bagindgang har fået mange bank i tidens løb

i Liv & Mennesker/Danmark af
FODTUR PÅ HAVET // REPORTAGE – Som en bundprop i Kattegat ligger Æbelø ud for Fyns nordkyst og ligner med sine høje, stejle skrænter små børns tegninger af en øde ø. Men øjet bedrages, for om sommeren i højt solskin valfarter i tusindvis af fodgængere gennem det lave vand til de vilde æbletræers ø. Så i tredje og sidste afsnit i serien om danske øer, man kan gå til, valgte fotograf Carsten Ingemann og forfatter Stig Olesen at smide skoene en mørk og blæsende oktoberdag.

Med en frisk vind fra nord, blygrå himmel og en temperatur på 14-15 grader er vejret langt fra ideelt vejr til en spadseretur til Æbelø, men som vi bliver enige om, fotografen og jeg, så kan alle fodture på havet – ligesom andre af livets gøremål – jo ikke forventes at foregå i tindrende sol og vindstille.

Så første stop på udflugten sker hos et byggemarked, der annoncerer med kinesiske neoprenwaders til 279 kroner. Det er den slags isolerede overalls med indbyggede gummistøvler, som lystfiskere plejer at bære time efter time i strandkanten og som de fleste kvinder vistnok betragter som noget af det mest usexede, en mand kan iføre sig.

Hvorfor overhovedet besvære sig med at vade gennem vand til øer, når der findes farbare dæmninger til små perler som Avernakø, Alrø og Nyord for ikke at tale om regelmæssige færgeforbindelser til paradisiske øer som Tunø, Læsø og Samsø? Svaret klukker stilfærdigt omkring vores waders

Men vi er her ikke for at se godt ud, og med en vandtemperatur omkring 10 grader må man tage sine forholdsregler på en vandretur gennem knæhøjt havvand.

Om sommeren kan man – med et tjek af tidevandstabellen – sagtens vade barfodet til Æbelø, hvad i tusindvis af besøgende da også gør for at opleve øens enestående natur. På varme og vindstille solskinsøndage i juli kan ebbevejen godt minde lidt om en kø af forventningsfulde badegæster foran en iskiosk.

Men vi er på en efterårs-robinsonade og har den våde vandresti for os selv denne tidlige morgen, hvor vandet når os til neopren-knæene, mens Æbelø langsomt vokser i vores synsfelt på samme måde, som når man andagtsfuldt nærmer sig et guldaldermaleri på Statens Museum for Kunst.

Højvandet vil ifølge tabellen først indtræffe i eftermiddag 16.15, så vi har efter planen god tid til at nå udforske de vilde æblers ø, inden vi igen sætter kursen mod Fyn.

Æbelø ligger i Kattegat ca. fire kilometer nord for Fyn og er ca. to kvadratkilometer stor.

Den rejsende får sjælen med

Ebbevejen krummer svagt mod øst og er afmærket med stålpæle, som man gør klogt i at holde sig relativt tæt på, hvilket fotografen konstaterer, da han – formentlig af magelighedsgrunde – vil skyde genvej gennem krumningen og pludselig befinder sig i vand til livet.

En fodtur på havet til Æbelø er opdelt i tre etaper.

Først går man 1,5 km gennem vandet fra parkeringspladsen ved Lindøhoved på Fyn til den ca. 700 meter lange Æbelø Holm, hvor man blot skal følge hjulsporet og nyde de smukke strandenge og så ellers fortsætte ud på Brådet,der er den små to kilometer lange, stenede og som regel overskyllede navlestreng over til sydspidsen af Æbelø.

Men hvorfor overhovedet besvære sig med at vade gennem vand til øer, når der findes farbare dæmninger til små perler som Avernakø, Alrø og Nyord for ikke at tale om regelmæssige færgeforbindelser til paradisiske øer som Tunø, Læsø og Samsø?

Svaret klukker stilfærdigt omkring vores waders. Man vandrer nødvendigvis langsomt i vand, og det er én af grundene til, at fodture på havet også er en indbygget mental forberedelse til rejsens absolutte højdepunkt: landgangen på øen.

Den rejsende får sjælen med, som rejsebureauerne skrev i 1970’erne.

Vi har da også rigtig god tid til at forestille os, hvad der venter på derovre på den urskovsagtige ø, hvor naturen får lov til at passe sig selv, og hvor vi kan være heldige at støde på en stor bestand af dådyr og noget så eksotisk som mufloner – korsikanske bjerggeder – som en tidligere ejer bragte til øen som jagtbytte, formentlig lykkeligt uvidende om, hvor besværlige disse hidsigpropper er.

Små, elegante fodaftryk

Fotografen er begyndt at tælle skridtene mellem pælene. Så går tiden med det.

Jeg lukker øjnene og tester, om jeg kan holde kursen udelukkende efter skråleriet fra mågekolonien ovre på Æbelø Holm. Så går tiden med det.

Jeg har læst, at nogle triatleter løber i vand for at træne lårmusklerne. Det tror jeg gerne. For da vi efter tre kvarter til søs går i land på den flade og øde Æbelø Holm, er det med ufrivillige og formentlig temmelig komiske høje knæløftninger, som vi ikke kan kontrollere.

Vi lader vores neoprentøj ligge på stranden. Dels regner vi med at være alene på øen, dels må tyveri af en mands waders her fire kilometer ude i Kattegat ligestilles med hestetyveri i Det Vilde Vesten og derfor udløse dødsstraf eller det, der er værre

Benene har simpelthen vænnet sig til belastningen i vand, lidt ligesom, da vi som drenge stod i en døråbning og i et minut pressede armene ud mod karmen for så at træde et skridt frem og til vores store undren så armene af egen kraft stige til vejrs.

Men her har været nogen før os. Ingen tvivl om det. Hjulsporet over Æbelø Holm er tæt dækket af små, elegante fodaftryk som om et helt afdansningsbal af små piger i højhælede sko har trippet afsted i begge retninger. Det er dådyrene, der trækker mellem Æbelø og Fyn. Eller er det omvendt?

Æbelø er fredet og har siden 1995 været ejet af Aage V. Jensens Naturfond

Om netop dette spørgsmål strides fynske jægere med Aage V. Jensens Naturfond, der siden 1995 har været ejer af Æbelø. Jægerne mener, at der er alt for mange dådyr på øen, hvor der af og til bliver fundet dyr, der er døde af sult. Naturfonden er enig i, at bestanden er alt for stor – man anslår den til over 1000 dyr mod de anbefalede 100 – men at det skyldes, at fynske dyr trækker over til øen og at en regulering derfor skal ske på fynssiden.

Uanset hvad, så vil geværerne snart knalde, og fotografen og jeg priser os lykkelige for, at vi ikke bærer gevir.

Æbelø har fået mange bank

På vej over Brådet slår Kattegat ind fra to sider, og de små, krappe bølger danner et sildebensmønster, der og giver os en lidt foruroligende fornemmelse af at gå på et flydende parketgulv.

Og netop denne strækning kan i dårligt vejr godt være et lidt risikabelt sted. I sine erindringer fortæller Poul Ømø, tidligere bestyrer på Æbelø, at én af hans forgængere i embedet kort tid efter Anden Verdenskrig sammen med en karl var på vej fra Fyn til Æbelø i en langvogn trukket af to heste. Det var tusmørke, vejret var dårligt og højvandet var på vej, så lokale havde frarådet dem at tage af sted. På Brådet blev vandet så højt, at vognkassen blev løftet af og drev bort med bestyreren ombord, mens karlen fortsatte til Æbelø. Bestyreren blev senere fundet druknet.

Men vi kan vores tidevandstabel på fingrene, og pludselig står vi på Æbelø og krænger de isolerende waders af os og finder vandreskoene frem. Vi lader vores neoprentøj ligge på stranden. Dels regner vi med at være alene på øen, dels må tyveri af en mands waders her fire kilometer ude i Kattegat ligestilles med hestetyveri i Det Vilde Vesten og derfor udløse dødsstraf eller det, der er værre.

Vi er umærkeligt begyndt at hviske til hinanden, for stilheden herude er monumental, og selv mågerne, strandskaderne og skarverne synes at have tabt mælet.

Det samme har vi, for den dramatiske skønhed er overvældende, lige meget, hvor vi vender blikket. Mod nord rejser de gamle ege og bøge sig i majestætisk vælde og danner en høj, massiv Manhattan-agtig skyline af svagt gulnende blade og forkrøblede grene; mod øst for foden af de stejle, plastiske lerskrænter ligger høje, hvidvaskede bøgestammer spredt hid og did som et naturens og tyngdekraftens store mikadospil og med en strandet kutter som en dyster påmindelse om, at farvandet omkring denne paradisiske ø ikke altid er den rene idyl.

Æbelø har fået mange bank.

Af naturen i tusinder af år, men endnu flere af mennesker i de seneste 100.

Et stort skydetelt

Det kan vi konstatere, da vi efter at have styrket os med et par Prinzen Rolle-chokoladekiks sætter kursen mod øst, hvor overdrevet bærer tydelige spor af den intensive ralgravning, der i 1930’erne fandt sted og blandt andet leverede sten og grus til støbning af sænkekasserne til den gamle Lillebæltsbro. Tipvogne trillede materialerne ud til en lille udskibningshavn, hvorfra stenfiskerfartøjer fragtede dem ud til den store arbejdsplads i Lillebælt.

Men naturen er godt i gang med at udbedre skaderne. Vinden presser tjørn, slåen og hyld sammen i et tæt, ugennemtrængeligt krat, der klistrer sig op af klinten som hentehåret på en midaldrende mand.

Indtil Anden Verdenskrig boede der op til 50 mennesker på øen, der havde egen skole

Ralgravningen var en god forretning, men endnu mere kastede jagten af sig.

Allerede Valdemar Sejr (1170-1241) nedlagde kronvildt og dådyr herovre, og da Bogense-borgerne købte øen i 1600-tallet blev både skovhugst, græsning og jagt intensiveret. Men det var dog intet at regne imod, hvad senere private ejere udsatte denne smukke lille moræneknold for.

I takt med, at beboerne forlod Æbelø i årene efter Anden Verdenskrig – der har været en befolkning på ca. 50 med egen skole – blev mange af de tomme boliger i 1950’er brugt til opdræt af fasaner, som blev lukket ud umiddelbart før de store selskabsjagter.

Æbelø var i de år ét stort skydetelt.

Øens syrlige frugter

Vi er nået forbi Æbeløgaard fra 1680, der sammen med det 18 meter høje fyr og fyrmesterbolig er de eneste tilbageværende bygninger, og står midt i øens måske største attraktion, Troldeskoven, der som navnet antyder består af en labyrint af grotesk forvredne, middelalderlige bøge, der synes at strække nøgne mosbegroede arme ud efter de to besøgende.

Bestyreren bor ikke længere på Æbelø. Fyret på den nordvestlige spids er for længst automatiseret.

Vi er alene på øen.

Og det er vi så alligevel ikke, for i en lysning får vi øje på en flok mufloner, der med stoisk ro står og betragter os, mens de formentlig mindes de solbeskinnede korsikanske bjerge, som deres forfædre modvilligt forlod for over 60 år siden. Deres store, snoede horn ligner de cykelstyr, som vi engang kendte som gedebukkestyr og som enhver frisk dreng ønskede sig.

Æbelø ligger som en bundprop i det store badekar, der hedder Kattegat, og den østvendte kyst har derfor ofte været rammen om dramatiske strandinger, forlis og grundstødninger

Troldeskoven rummer også nogle af de æbletræer, der har givet øen navn. Jeg smager på én af de skurvede frugter. Den er syrlig som et spark i munden.

To tredjedel af Æbelø er skov, og den får lov til at udvikle sig uden menneskets indgriben. Så her er masser af yndefuldt forfald og råd i skovbunden, og håbet er, at eghjorten, Europas største bille, op til 10 cm, og med gevir-lignende kindbakker, vil vende tilbage til den ø, hvor den engang var så talrig at den af foretagsomme fynboer blev sat på nåle og solgt som souvenirs inde i Bogense.

Kattegats bundprop

På Æbeløs østside står vi og kigger ned på de stejle skrænter, hvor det 50-60 millioner gamle Æbelø-ler tegner dramatiske feberkurver mellem de nedstyrtede bøgetræer.

Æbelø ligger som en bundprop i det store badekar, der hedder Kattegat, og den østvendte kyst har derfor ofte været rammen om dramatiske strandinger, forlis og grundstødninger. Sådan også i den legendariske isvinter 1870-71, da fire af Storebælts post-isbåde (åbne både med jernbeslået køl og lange skøjtejern langs kølen) i februar i en sydlig storm kom i vanskeligheder og drev til havs med 21 besætningsmedlemmer og 12 passagerer.

I Bogense gik der rygter om, at postbådene var set nord for Æbelø, og redaktør på Bogense Avis, senere landstingsmand og etatsråd Chr. Lehmann Pagh, udrustede straks en privat redningsekspedition, som under store strabadser undsatte de stærkt forkomne søfolk og passagerer og fik dem indlogeret på de forskellige gårde på Æbelø.

Klokken har passeret middag og vandet er på vej tilbage her i bunden af Kattegat. Vores kinesiske waders ligger selvfølgelig urørte på Brådet, hvad skal dådyr, mufloner og måger med den slags?

Apropos post, så tror man det næppe, men Æbelø har haft daglig postudbringning – sommer og vinter og i alt slags vejr. Postbuddet hed Valdemar Knudsen og passede ruten i over 20 år, inden han i 1972 sagde op. Før da havde hans far betjent samme rute i 30 år. Valdemar boede på Ejlinge syd for Æbelø og havde cykler og pramme placeret på strategiske steder i sit lille ørige. Når en normal arbejdsdag var forbi, havde Æbeløs postbud vadet, cyklet og roet næsten 20 km.

Klokken har passeret middag og vandet er på vej tilbage her i bunden af Kattegat. Vores kinesiske waders ligger selvfølgelig urørte på Brådet, hvad skal dådyr, mufloner og måger med den slags?

Vi trækker under lettere komisk akrobatik den beskyttende neoprenhud på, tager bestik af vadevejens afmærkningspinde og går tavse ud i havet.

Hjemturen plejer ikke at være noget, som den rejsende glæder sig til. Men med fodture på havet er det anderledes. Vejen er betryggende afmærket, vandet klukker muntert, en fiskehejre letter i graciøst slowmotion og sjælen – den dovne rad – kan ubesværet følge trop på dette lykkelige tilbagetog.


Fakta om Æbelø

  • Æbelø ligger i Kattegat ca. fire kilometer nord for Fyn og er ca. to kvadratkilometer stor.
  • Øen hed tidligere Abildø, som relaterer til øens mange vildæbletræer (skovabild)
  • Æbelø blev i 1623 købt af borgerne i Bogense, der i næsen 100 år anvendte den til græsning, jagt og fiskeri.
  • Siden havde øen adskillige private ejere, som drev skovbrug og intensiv jagt på udsatte fasaner.
  • Der blev i 1930’erne gravet ral og grus, der blandet andet blev anvendt til bygningen af den gamle Lillebæltsbro.
  • Indtil Anden Verdenskrig boede der op til 50 mennesker på øen, der havde egen skole.
  • I dag er Æbelø fredet og har siden 1995 været ejet af Aage V. Jensens Naturfond.
  • Der er registreret over 1000 forskellige arter af biller og 170 forskellige fuglearter på og omkring Æbelø
  • En fodtur frem og tilbage til Æbelø er på 8 km, hvoraf mindst 3 km er i vand. En rundtur på øen er 7 km.

SERIE: Fodtur på havet

Den legendariske fotograf- og journalistduo Carsten Ingemann og Stig Olesen byder i en serie af tre afsnit op til ‘fodtur på havet’ for at udforske danske øer, man kan gå til. Som de siger: Hvad angår kærlighed og ubeboede øer i smult vande, vil vi ikke gå uerfarne i graven.

Store Svelmø: Den hemmelige ø i Det Sydfynske Øhav er et af de steder, man ikke vil hjem fra

Langli: Øen, der vil tilbage i havet, er som et koncentrat af Vadehavets mangfoldighed

 

Carsten Ingemann og Stig Olesen arbejdede i mange år sammen på Jyllands-Posten. “Vi specialiserede os i reportager med lidt skæve vinkler. Siden 2010 har vi været freelancere og fortsat samarbejdet, blandt andet omkring en række bogprojekter.”


Alle fotos af Carsten Ingemann © 2020 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Carsten Ingemann og Stig Olesen arbejdede i mange år sammen på Jyllands-Posten, hvor vi specialiserede os i reportager med lidt skæve vinkler. Siden 2010 har vi været freelancere og fortsat samarbejdet, blandt andet omkring en række bogprojekter.

Seneste artikler om Liv & Mennesker