ESSAY – Vi kender alle Jul på Vesterbro, men hvad med Jul på Nørrebro? I denne artikel tager vi på juletur til Nørrebro i starten af det tyvende århundrede. Et sted og en tid, der var barsk for de fleste, og hvor mad og juletræ var en gave i sig selv.
Kvinden kigger bestemt ind i kameraet. Hun virker som en stålsat kæmpe på billedet, i sin store sorte tunge frakke med pelskanter og krave. Man overser let, at hun har et par skøjter på fødderne. Hér er en kvinde, der aldeles ikke er på glatis.
Ved siden af hende står to drenge, de er vel en 10-12 år gamle. Den ene smiler sødt, har hovedet på sned, har skubbet brystet frem. Se på mig. Det må have været en kold dag, dér på isen. Alligevel har begge drenge, akkurat som børnene, der står i baggrunden, korte bukser på. Lange sokker, men korte bukser.
En pige i baggrunden har helt tydeligt blotlagte, nøgne knæ under kanten på den uldne frakke.
Dengang og nu
Fotoet er taget i januar 1922. Fotografen har stået på isen på Peblinge Sø og rettet linsen mod husene ved Dosseringen. Selvom der er gået over hundrede år, så genkender man som flerårskøbenhavner mange af husene i baggrunden.
For et par dage siden cyklede jeg forbi stedet. Også den dag var der is på vandet. Isen var helt sikkert endnu for tynd til, at man kunne stå på skøjter. Men ligheden mellem det fotografi, som jeg havde fundet frem i Københavns Museums fine billedarkiv var slående. Som om tiden havde stået stille. Men det har den jo ikke.
Forskellen mellem dengang og nu er ikke mindst slående, når man læser nogle af de erindringer, som Københavns Kommune bad pensionister at skrive om deres barndom
Forskellen mellem dengang og nu er ikke mindst slående, når man læser nogle af de erindringer, som Københavns Kommune i både 1969 og 1995 (og senere) bad pensionister at skrive om deres barndom. Også disse erindringer ligger på internettet. Hurra for digitaliseringen.
For en hel del år siden blev jeg bekendt med erindringerne, da jeg forberedte min bog og doktordisputats om Nørrebros indvandringshistorie. Dengang skulle man ind på Københavns Rådhus for at læse de gulnede ark. Jeg glædede mig hver gang. Selvom erindringer jo altid indrammes af, hvad den skrivende synes, at vi som læsere skal og bør vide, og indeholder mindst lige så mange tavsheder som udtaltheder, så lærte jeg noget hver eneste gang.
Om stalde med køer på anden sal, midt i byen. Om prygl i skolerne. Og om fattigdom. Ikke mindst om fattigdom.
Den fattiges jul
Fattigdom var et grundvilkår for mange på Nørrebro, hvis vi går hundrede år tilbage i tiden. Fattigdom var også et grundvilkår for rigtig mange i kvarteret i årtierne inden og årtierne efter. Fattigdom var en livsledsager for mange københavnere og beboere i Danmark som helhed.
Akkurat som i dag var fattigdom noget, der særligt blev bemærket omkring juletid. Højtiden var og er jo en festdag med gaver og med mad. Hos nogle var der hverken råd til det ene eller andet.
Julen var også dengang et tidspunkt på året, hvor nødhjælpende organisationer trådte til. Som i december 1901, hvor Nørrebros Borgerlige Forening til Fattige Børns Juleglæde afholdt juletræsfest i Folkets Hus, Jagtvej 69. Nationaltidende fortalte efterfølgende om, hvordan børnene havde danset om juletræet, drukket chokolade og fået julemad. Til sidst var de alle gået hjem ”med favnen fuld af nyttige gaver og legetøj”, som det hed i avisen.
Men at vokse op i et hjem med fattigdom betød også, at julens traditioner med god mad blev alt for meget for de små maver. Karl Hansen, der blev født i Brønshøjgade (nu Søllerødgade) på Nørrebro i 1899, skriver i sine erindringer om en barndom, hvor pengene i en arbejderfamilie med otte børn altid var knappe.
Akkurat som i dag var fattigdom noget, der særligt blev bemærket omkring juletid. Højtiden var og er jo en festdag, med gaver og med mad. Hos nogle var der hverken råd til det ene eller andet
Selvom hele familien boede i en toværelses lejlighed, og også børnene arbejdede, så snart de kunne, var der altid ubetalte regninger. Moren sørgede for, at børnene var pæne i tøjet, men pengene var så små, at børnenes madpakker – i hvert fald indtil de selv kunne tjene penge – kun lige kunne holde deres sult fra døren:
”Indtil vi var et par søskende, der var blevet så store, at de kunne tjene et par kroner om ugen (det var jo en stor hjælp), var dagene, og især vinterdagene, en kamp for at klare problemet mad. Vi børn var altid på ration, to halve stykker mad til frokost. Det var som regel fedtebrød, dog somme tider med leverpostej eller sildesalat, og min mor smurte ikke med fladen af kniven, men brugte æggen, der skulle jo være noget til os alle.”
Til gengæld blev der ikke sparet til jul. Hvilket ikke nødvendigvis var en god ting for en barnemave, der ikke var vant til mad:
”Den eneste gang, hvor vi kunne spise så meget, vi orkede, var i julen, og julenat gik turen tit fra fjerde sal og ned på das, vore maver kunne simpelt hen ikke stå for en sådan belastning.”
På trods af mavekneb så var julen tydeligvis noget, man glædede sig til i Karl Nielsens barndomshjem:
”Pynten til træet lavede vi alle sammen, min mor var meget ferm til at vise os kunsten. Der blev lavet kurve og kræmmerhuse, og vi kappedes indbyrdes om, hvem der kunne lave de pæneste ting. Der var anderledes forventning til julen end i dag, hvor man kun taler om de store gaver, man ønsker sig. Dengang var det selve julefesten med god mad. Og så vankede der æbleskiver, hele 3 til hver, det stod for os som noget af det skønneste. Gaver fik vi ikke, men sådan noget tænkte vi slet ikke på. Alene dette at danse om juletræet var, syntes vi, næsten det bedste, næst efter den gode mad. Og vi sang alle de julesalmer, vi kunne huske, og når det så var overstået, vankede der kaffe med de omtalte tre æbleskiver, sikke en fest.”
Misbrug
Fattigdom var én ting. Misbrug noget andet. På Nørrebro lå værtshusene akkurat som andre steder i byen tæt. I nogle familier var det en berettiget frygt, om faderen faktisk bragte pengene hjem, når han havde fået løn, eller brugte det meste af den på det lokale værtshus. I nogle familier gik det rigtig galt.
Agnes Carstensen, der blev født på Nordbanegade i 1900, fortæller om en både alkoholiseret og voldelig far. Faren bankede blandt andet en af Agnes’ brødre ihjel, da han var ni år gammel. Tilsyneladende greb ingen ind. Moren prøvede at blive skilt, men faren formåede at holde hende hen. Mor og børn kunne for det meste holde ham væk fra deres hjem, men kom han indenfor, vankede der bank.
Én jul havde han dog held til at hente både Agnes og hendes søster Ebba til jul. Det blev en juleaften, som Agnes senere huskede, men ikke for det gode:
”Min søster Ebba havde fødselsdag juleaften, og der kan jeg huske, at han hentede os begge to. Vi kom med på en beværtning, der holdt han os fast. Min søster Ebba fik lov til at gå rundt, men jeg måtte blive imellem hans knæ, så kom der en dame med en kurv med små dukker og sad der. Vi fik en hver, men så var klokken 23, så den jul glemmer jeg aldrig.”
En rørende, menneskelig genkendelighed
Beretninger om fattigdom, vold og alkoholisme er voldsomme at læse. Dyb armod kunne ramme de mest stabile familier.
Rosa (f. 1884) mistede som niårig sin far, en mand, hun tydeligt elskede højt. Moren stod nu alene med seks børn, der skulle have mad, tøj og tag over hovedet. Familiens tre drenge blev alle sendt ud at tjene, men alligevel var der om vinteren ikke penge til at få lys i petroleumslampen eller råd til kul. Hele familien gik derfor i seng for at holde varmen i den etværelses lejlighed, de var flyttet ind i efter farens død. Spisekammeret var for det meste tomt. Mad var noget, man fik i skolen.
Der var selvfølgelig også familier, hvor der var råd til mad, hvor der var varme i stuen og overskud til at tage sig af store eller små børneflokke. På Nørrebro var der også familier med klaver og juletræ.
Erindringerne rører i deres menneskelige genkendelighed. Og i deres stille formaning om, hvor både skøn og grusom julen kan være
Der var indvandrerfamilier, hvor julesange blev sunget på svensk, hvilket børnene ikke nødvendigvis hverken forstod eller brød sig om. Der var julebesøg og kirkegang og fædre, der lavede dukkehuse til deres børn. Der var flæskesteg og risalamande. Og der var børn, der købte gaver til deres forældre, og som slet ikke kunne holde ud at vente til efter julemaden, før pakken blev åbnet op. Vinter og jul kunne være et postkortbillede fra Søerne, og vinter og jul kunne være så rædselsfulde, at mennesker senere bare ønskede at glemme.
Hvad der ofte har slået mig, når jeg har læst erindringerne, er, at mange skribenter afslutter med sætninger som: “Det her er ikke særligt vigtigt”. Eller “I smider bare min beretning ud, hvis I finder den for uinteressant.” For disse liv og juleberetninger var og er langt fra uinteressante i deres hverdagsagtighed – i deres barndomsblik på København og på for eksempel julen for længe, længe siden.
De rører i deres menneskelige genkendelighed. Og i deres stille formaning om, hvor både skøn og grusom julen kan være.
Kilder
Københavns Billeder: Kbhbilleder.dk
Erindringerne kan findes på Københavns Museums hjemmeside: kbharkiv.dk. Til denne artikel er brugt erindringerne nr. 602, 702, 930, 1050, 1094. Mange flere er værd at læse!
Man kan læse mere om erindringerne her. Københavns Museum samler fortsat erindringer ind.
Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885-2010. Museum Tusculanums Forlag, 2015.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
