HJEMLØSHED & HJÆLPSOMHED // ESSAY – I oktober 2016 bragte POV serien “Tæt på Richard – en usynlig mand”, en historie i 8 dele om en velbeslået dansker, direktør Flemming Fog, der besluttede sig for at hjælpe en hjemløs amerikaner Richard, den usynlige mand, med at komme væk fra gaden i New York, hvor de begge boede. Serien var også en fortælling om, hvor svært det kan være at blive synlig i samfundets øjne igen. Serien havde mange læsere, der nød den dokumentariske fortælling om menneskelighed og svaghed, om tålmodighed og svigt. Men også om, at det kan nytte, når et menneske beslutter sig for at bruge tid og ressourcer på at hjælpe et andet. Fire år senere fik Flemming Fog og Richard kontakt igen. Så her følger et uventet nyt – og formentlig sidste – afsnit af serien.
”Jeg fik én eneste mulighed for at få en indtægt og det var at handle med stoffer. Det var noget værre lort, og jeg vidste fra starten, at jeg ville ende i spjældet. Men jeg tænkte: Jeg har ingen andre muligheder og hvis jeg ryger ind, så får jeg måske hjælp. Det kan i hvert fald ikke blive meget værre!”
Det var en kølig søndag formiddag i november 2015, da jeg mødte Richard første gang. Han sad på de iskolde fliser på Sixth Avenue i New York foran Starbucks, lænet op ad en lygtepæl med et lille papskilt foran sig:
”My name is Richard. It’s humiliating to ask, but I need your help.”
De næste fire måneder prøvede jeg at bistå ham med at få et værelse – et hjem. Drømmen var, at værelset kunne blive grundlaget for et job og et bedre liv. Forsøget udviklede sig til en rutsjebanetur af håb, nederlag, små sejre og masser af tvivl og usikkerhed
Richard var en af byens ca. 4.000 hjemløse, og jeg var en af de mange forretningsfolk i byen, der plejede at haste forbi de hjemløse uden at værdige dem et blik. Men jeg var også blevet træt af bare at være ham, der ignorerede andre mennesker i åbenlys nød.
Derfor havde jeg efter lang tids tilløb samlet mod til at gøre alvor af en idé: Jeg ville fokusere på et enkelt menneske i stedet for bare at dele dollar-sedler ud til tilfældige hjemløse.
Richard så ud til at være nogenlunde sund og rask, og da jeg satte mig ned ved siden af ham på fortovet og spurgte ham, hvorfor i alverden han sad dér, fik jeg en sammenhængende og rørende historie. Derfor valgte jeg at hjælpe Richard.
En rutchebanetur og den sidste SMS
De næste fire måneder prøvede jeg at bistå ham med at få et værelse – et hjem. Drømmen var, at værelset kunne blive grundlaget for et job og et bedre liv.
Forsøget udviklede sig til en rutsjebanetur af håb, nederlag, små sejre og masser af tvivl og usikkerhed, især for Richard, men også for mig. Du kan læse den del af historien i det samlede essay fra 2016: Tæt på Richard – en usynlig mand:
Oplevelsen skabte en for mig frygtindgydende indsigt i de mange faktorer, der holder hjemløse nede og uden for samfundet, når de først er endt på gaden i New York. Det skabte også en ny indsigt i mit eget liv og sind.
Jeg investerede i alt 1.800 dollar i Richards liv. En tredjedel blev brugt på lejen til et værelse, han fik hos en venlig kvinde, Marion. Eller for at være mere præcis: Jeg tror, de blev brugt på et værelse hos Marion.
Pengene blev udbetalt kontant til Richard, og det lykkedes aldrig at besøge ham i hans nye hjem. Først kom det ene i vejen. Så det andet. Og så blev Richard efter sigende smidt ud efter et skænderi med Marions kæreste.
Da jeg tog afsked med Richard, var han flyttet hjem til sin bror og dennes gravide kæreste i en trailerpark i New Jersey. Richard håbede på at få et job på en byggeplads sammen med broderen. Så der var lyspunkter i hans liv
Denne og mange andre situationer udfordrede min grundlæggende tillid til Richard. Men jeg valgte igen og igen at tro på det bedste i ham. Faktisk har jeg aldrig før i den grad ladet tvivlen komme andre til gode, og jeg fortsatte hele vejen.
Frem til slutningen, hvor min kone og jeg havde opsagt lejligheden i New York og flyttede tilbage til København.
Den dag det skete, ville jeg tage endelig afsked med Richard, og det havde jeg forklaret ham flere måneder i forvejen.
Da jeg tog afsked med Richard, var han flyttet hjem til sin bror og dennes gravide kæreste i en trailerpark i New Jersey. Richard håbede på at få et job på en byggeplads sammen med broderen. Så der var lyspunkter i hans liv, og de skinnede igennem i vores sidste kontakter:
Min SMS til Richard blev sendt den 28. februar 2016. Herefter flyttede jeg til Danmark og afbrød kontakten. Det er umuligt at hjælpe en hjemløs, når man bor 6.000 km væk.
De seneste fire år har jeg jævnligt tænkt på, hvordan det mon var gået ham: Fik han det job, som hans bror ville skaffe ham? Eller var han tilbage på gaden, hvor jeg mødte ham første gang?
3 1/2 år senere: en anmodning om venskab på Facebook
Og så pludselig, flere år senere, fik jeg en venne-anmodning fra Richard på Facebook. Først tøvede jeg. Mit instinkt sagde, at et ja tak ville ende med at koste mig dyrt i dollars. Men nysgerrigheden vandt, og i starten af december 2019 hørte jeg endelig fra Richard igen:
Hvor var det fantastisk at læse denne mail. Jeg kunne tydeligt mærke, at Richard var kommet videre. Og at han næsten var færdig som ”certificeret misbrugskonsulent” – det var vildt.
Jeg besluttede, at han skulle have lov at læse artiklen, som jeg havde skrevet ”Tæt på Richard – en usynlig mand”. For det virkede, som om han kunne klare det. Men først spurgte jeg ham, om han var interesseret. Det var han.
Efter nogle timer med Google Translate og lidt efterbearbejdning, lå artiklen klar på engelsk, og spændt sendte jeg den til Richard. Der gik kun et par timer, før han havde læst og svaret kom prompte:
Et gensyn og et bjørnekram i New York
Heldigvis skulle jeg på forretningsrejse til New York i begyndelsen af marts 2020, og vi besluttede os for at mødes. Og ugen før jeg skulle afsted, så jeg denne post på Facebook, som jeg blev gladest for at se – nogensinde:
Og endelig, i starten af marts 2020 og næsten præcis fire år efter vores sidste kontakt mødtes vi på Odessas Diner i New York, og sagde goddag med et dejligt bjørnekram.
Jeg må indrømme, at jeg på det tidspunkt stadigt drømte om, at min hjælp dengang havde leveret lige netop nok, til at han af egen kraft var kommet videre.
Men så enkelt var det bestemt ikke gået.
Lige så snart kaffen var serveret, stillede jeg det brændende spørgsmål: ”Hvad skete der efter vi tog afsked?” Richard svarede med et spørgsmål: ”Vil du høre den ærlige historie – og har du god tid?”
Det ville jeg gerne, og mens jeg indtog min full American breakfast og Richard sin frugtsalat, fortalte han sin barske historie:
Slået tilbage til start: Tilbage som tigger
Allerede et par uger efter, at vi var taget afsked, sad Richard igen på Sixth Avenue og tiggede. Det havde været helt uholdbart at bo hos broderen og hans gravide kæreste i trailer-parken i New Jersey, og det lovede job på byggepladsen blev aldrig til noget. Grundlæggende blev Richard slået direkte tilbage til start.
Herefter fortalte han, at han ikke havde været 100 % ærlig over for mig. Han havde et dagligt alkoholmisbrug ‑ også mens vi kendte hinanden. Med Richards egne ord: ”Jeg kunne ikke håndtere den konstante angst ved at leve som hjemløs uden en vis alkoholrus.”
OK – fair nok, tænkte jeg og spurgte: ”Hvad så med den lejlighed hos Marion, som jeg betalte for, men aldrig så. Fandtes den overhovedet?”
Både hans far og mor er døde, men han har fem yngre søskende. ”De er alle sammen racister – og de hader homoseksuelle som mig. Så det går overhovedet ikke
”Ja”, sagde Richard, ”men både Marion og hendes kæreste misbrugte selv alt muligt, så det var ikke et godt sted at være, og det røg hurtigt på gulvet!”
Jeg spurgte også om hans familie. Både hans far og mor er døde, men han har fem yngre søskende. ”De er alle sammen racister – og de hader homoseksuelle som mig. Så det går overhovedet ikke. Men jeg har efterhånden masser af venner – så jeg behøver dem ikke.”
På dette tidspunkt var jeg først og fremmest nysgerrig efter at høre, hvordan han var kommet fra anden runde som alkoholafhængig og hjemløs til at blive certificeret misbrugskonsulent.
Som sædvanlig var der ikke mange lige landeveje for Richard.
”Vil du love mig, at du ikke dømmer mig?” Det gjorde jeg gerne, og han fortsatte.
En ny hverdag som narkohandler
“Jeg fik én eneste mulighed for at få en indtægt, og det var at handle med stoffer. Det var noget værre lort, og jeg vidste fra starten, at jeg ville ende i spjældet.”
“Men jeg tænkte: Jeg har ingen andre muligheder, og hvis jeg ryger ind, får jeg måske hjælp. Det kan i hvert fald ikke blive meget værre”
Richards hverdag som dealer var monoton, trist og nedbrydende. Han modtog ordrer via sin smartphone og leverede stoffer over hele New York City. Han tog fra den ene misbruger til den næste med en konstant frygt for at blive fanget.
Der gik over et år i denne trummerum. Så skete det: Han blev anholdt af politiet og smidt i fængsel
Det gik dagene med. Så var der tjent lige netop nok til én nat mere på et billigt hotel samt til lidt vin for at dulme angsten. Aldrig til mere. Kun dag-til-dag overlevelse.
Der gik over et år i denne trummerum. Så skete det: Han blev anholdt af politiet og smidt i fængsel.
”Spjældet var ikke særligt slemt. Ikke i forhold til mit liv som hjemløs og narkohandler. Jeg fik fx tid til at tænke mig godt og grundigt om”.
“Og jeg var udmærket klar over, at jeg stod over for et afgørende valg. At det var ved at være sidste udkald, hvis jeg skulle have noget som helst ud af mit liv.”
”Hvad med alkohol – slap du fri af det i fængsel?” spurgte jeg. ”Nej, ikke helt”, svarede Richard. ”Jeg kunne godt skaffe lidt – fx appelsinjuice, der var spiced lidt op.”
Richards store beslutning – ud af misbruget
Richard traf beslutningen, mens han sad inde: Han ville ud af misbruget. Han ville kæmpe for sit liv. Og paradoksalt nok var der ‑ for første gang siden han mistede sin lejlighed i Brooklyn ‑ hjælp at hente fra systemet.
Hans første ønske var at prøve at komme tilbage til sit gamle fag som designer. Men da det ikke lykkedes ham at komme ind på den rigtige uddannelse i første forsøg, tog han det som et tegn:
”Så besluttede jeg mig for at blive misbrugskonsulent.”
Det var et godt sted. Masser af gode samtaler, gode mennesker og hjælp hver eneste dag. Her begyndte jeg for alvor at tro på det
Richard sad i fængsel i lidt over et år, men i den sidste del af sin afsoning begyndte han også på sin nye uddannelse. Efter en hård og opslidende kamp mod retssystemet lykkedes det ham at blive løsladt til en døgninstitution for tidligere misbrugere med både behandling og uddannelsestilbud.
Når Richard taler om dette sted, kommer der varme i stemmen: ”Det var et godt sted. Masser af gode samtaler, gode mennesker og hjælp hver eneste dag. Her begyndte jeg for alvor at tro på det.”
Men selv om det lykkedes at færdiggøre de 350 timers grunduddannelse, var Richards problemer ikke forbi:
”Jeg havde arbejdet tre måneder som frivillig på et misbrugscenter, og aftalen var, at jeg skulle fortsætte med 6.000 timers praktik, efter at jeg fik mit diplom. Det var også forudsætningen for, at jeg kunne få en lejlighed.”
“Men i går faldt det på gulvet. Der var alligevel ikke noget job til mig. Nu aner jeg ikke, om det lykkes mig at få lejligheden.”
Specielt i denne del af vores re-union kunne jeg mærke den Richard, jeg kendte for fire år siden. Håb – fulgt af skuffelse. Og så eftertanken: Hvis nu bare…
Alligevel er der en enorm forskel. I dag er Richard kampklar. Han kan også grine skævt ad de mange skruebolde, som livet kaster til ham, og jeg mærker ingen bitterhed. Han har et perspektiv og et håb for sit liv. Og derfor skal han nok komme igennem.
Og jeg nød Richards selskab. Han står ved sig selv – 100%. På mange måder er han mere ærlig, end de fleste mennesker jeg kender. Ikke mindst fordi han kender sig selv godt og dybt. Også sin egen svaghed. Og han har fundet en måde at leve med hele pakken.
I modsætning til for fire år siden havde han også overskud til at spørge, hvad jeg lavede. Han lyttede. Og han forstod det. Han var fuldt og helt til stede.
Håb – selv under coronakrisen
Jeg tror, Richard vil komme til at hjælpe mange misbrugere. Jeg ved, at han kommer til at møde dem åbent og fordomsfrit. Ubesværet vil han forstå den sære logik, der udspiller sig i hovedet på en hjemløs og på en misbruger. Den fører næsten altid til, at det kortsigtede behov vinder.
Med mindre der er en, der kan træde til og hjælpe. En som Richard.
Jeg synes, at Richards historie er vigtig og lærerig. Det var den i hvert fald for mig. Jeg vil følge hans liv fra sidelinjen og jeg tror, at vi kommer til at mødes mange gange endnu
Vores møde sluttede med endnu et bjørnekram. Vi blev enige om at holde kontakt, og det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg er meget taknemmelig over at have Richard som min ven.
Efterskrift:
En uge efter jeg sagde farvel til Richard, lukkede USA for al indrejse, og New York blev det nyeste epicenter for COVID-19.
Jeg kan se på Richards posts på Facebook, at han er bekymret. Han forestiller sig sandsynligvis, at denne virus godt kunne finde på at ramme netop ham.
Den glædelige nyhed er, at han faktisk fik den nye lejlighed:
Richard har fyldt meget i mit hoved, siden jeg mødte ham. På den gode måde. Han er en vigtig person i mit liv. Og jeg synes, at hans historie er vigtig og lærerig. Det var den i hvert fald for mig.
Jeg vil følge hans liv fra sidelinjen og jeg tror, at vi kommer til at mødes mange gange endnu.
Men dette bliver nok den sidste historie, jeg kommer til at skrive om Richard og vores rejse sammen. Først og fremmest fordi jeg håber og drømmer om, at Richards liv bliver en del mindre dramatisk i de kommende, end det har været i de sidste 5 år.
Topillustration: Alle billeder stillet til rådighed efter aftale med forfatteren – og Richard.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
