
FREMTIDSANGST // KOMMENTAR – Kristian Leth har ret i, at vi ikke må skræmme livet af børn, men må vi føre dem bag lyset, spørger Morten Greve.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Multikunstneren Kristian Leth er en markant stemme i den danske debat om vores samfunds tilstand og udviklingsretning. Omdrejningspunktet i Leths bidrag er en fortælling om, at verden på næsten ethvert tænkeligt punkt er blevet et bedre sted at være for mennesker – og om at udviklingen, fremskridtet, vil fortsætte, hvis blot vi giver rum til menneskehedens hittepåsomhed og innovationstrang.
Leth har ret i, at man ikke usorteret bør hælde historier om alle verdens mest grumme sider ud over børn, men er det på den anden side ikke lige så problematisk at præsentere dem for halve sandheder eller direkte usandheder i bestræbelsen på at berolige dem og indgyde dem håb?
Den største sky på himlen er vores tendens til ubegrundet bekymring og pessimisme. Og heri består hans primære mission: at opfordre os til at lægge bekymringer, frygt og afmagtsfølelse til side. Han vil i stedet opildne til optimisme og handlekraft med henvisning til alle de resultater, menneskeheden allerede har opnået og har kurs mod at opnå fremover.
Det er samfundsiagttagelse og -analyse i det høje helikopterperspektiv, og den slags har vi bestemt brug for mere af.

Leth har tidligere udfoldet sin fortælling med et voksent publikum for øje i Håb. Et forsvar for fremtiden fra 2018, men i sin seneste bog Fremtiden er der også i morgen henvender han sig især til danske børn og unge.
Et barn anno 2023, som tager Leths samfundsanalyse for pålydende, vil i hvert fald have god grund til at føle sig ført bag lyset, når det bliver ældre og opdager, hvor ensidig en beskrivelse af verdens tilstand der var tale om
Bogen fortjener at blive læst, diskuteret – og problematiseret. For mig at se ligger bogens største værdi i, at den giver anledning til vigtige refleksioner om, hvad man som voksen kan og skal sige til børn og unge om verdens tilstand. Desværre tåler belægget for bogens budskaber til de unge ikke en nærmere granskning – ligesom det var tilfældet med dens forgænger

Leth har ret i, at man ikke usorteret bør hælde historier om alle verdens mest grumme sider ud over børn, men er det på den anden side ikke lige så problematisk at præsentere dem for halve sandheder eller direkte usandheder i bestræbelsen på at berolige dem og indgyde dem håb?
Et barn anno 2023, som tager Leths samfundsanalyse for pålydende, vil i hvert fald have god grund til at føle sig ført bag lyset, når det bliver ældre og opdager, hvor ensidig en beskrivelse af verdens tilstand der var tale om. Kristian Leth skriver flydende og er, tror jeg, i god øjenhøjde med sit unge publikum, men det lykkes ikke for ham at overbevise mig med sin fortælling.
Nedenfor vil jeg fokusere på tre af de mange væsentlige temaer, han kommer ind på i bogen: udviklingen i fattigdom i verden, de globale klimaforandringer og truslerne mod verdens biodiversitet.

Sult uden fattigdom i fremtiden?
Når det kommer til spørgsmålet om ulighed og fattigdom, fremhæver Leth, at ekstrem fattigdom (= en købekraftsvægtet indkomst under US$ 1,9 pr. dag i 2011-priser) er faldet dramatisk over en lang årrække (hvilket er korrekt), og at fattigdom derfor er et problem, verdenssamfundet er i gang med at løse. Sagen er dog, at denne fattigdomsgrænse er sat så lavt, at man for eksempel sagtens kan være underernæret, selv om man ikke er ekstremt fattig. FN skønner, at der var 657 mio. ekstremt fattige i 2022, mens det tilsvarende skøn over antallet af underernærede samme år er 735 mio. mennesker.
Hvad hjælper det, at der er fødevarer nok, når de er så elendigt fordelt?
Knap en tredjedel af verdens befolkning (svarende til 2,4 mia. mennesker) var samme år berørt af moderat eller svær fødevareusikkerhed. Når Leth skriver, at “vi i dag har mad nok i verden til alle de mennesker, der lever i den”, er det teknisk set korrekt, men reelt vildledende. For hvad hjælper det, at der er fødevarer nok, når de er så elendigt fordelt? Ligeledes var der i 2020 stadig omkring to milliarder mennesker, som ikke havde adgang til rent drikkevand – tre gange så mange, som der er ekstremt fattige. Man kan altså udmærket komme ud af ekstrem fattigdom og stadig mangle det allermest basale.
Definitionen er med andre ord fastsat uden at tage højde for, hvad der faktisk skal til for at dække basale menneskelige behov rundt omkring i verden. Philip G. Alston, professor i international ret ved New York University, skrev følgende i sin 2020-rapport om global fattigdom til FN’s Generalforsamling:
“Grænsen [for ekstrem fattigdom] er sat så lavt og så arbitrært, at det garanterer et positivt resultat, hvorved det bliver muligt for FN, Verdensbanken og mange andre kommentatorer at erklære en pyrrhussejr. … Verdensbankens tilgang er sørgeligt utilstrækkelig som basis for en fælles forståelse af fremskridt i kampen mod fattigdom.” (min oversættelse)
Fortællingen om store fremskridt i fattigdomsbekæmpelsen, som må forventes at fortsætte, er med andre ord en halv sandhed
Vælger man et evidensbaseret kriterium, hvor den daglige indkomst er tættere på faktisk at kunne sikre tålelige leveforhold, fremkommer et andet og mindre opløftende billede. Alston refererer fx data med udgangspunkt i et fattigdomskriterium på US$ 5,5 pr. dag. Ud fra det kriterium var der stort set ingen ændring i det absolutte antal fattige i verden mellem 1990 og 2015 (3,5 mia. i 1990 mod 3,4 mia. i 2015).
Leth gør naturligvis ret i at glæde sig over, at antallet af mennesker i ekstrem fattigdom er faldet markant over tid. Han glemmer bare at fortælle, at antallet af mennesker i reel fattigdom kun er reduceret beskedent i perioden frem mod 2019.
Fortællingen om store fremskridt i fattigdomsbekæmpelsen, som må forventes at fortsætte, er med andre ord en halv sandhed. Dette gælder især, når man tager verdenssamfundets mangeartede, akutte bæredygtighedsproblemer i betragtning. Den langsigtede holdbarhed af de globale økonomiske mekanismer, som har løftet især mange asiater ud af ekstrem fattigdom, er tvivlsom i det lys.
Overvinder vi klimakrisen?
Lad os derfor gå videre til det mest centrale spørgsmål i den aktuelle bæredygtighedsdebat, som da også har sit eget kapitel i bogen: de igangværende globale klimaforandringer.
Leth anerkender, at der er tale om en stor udfordring – den største udfordring, menneskeheden aktuelt står over for – men han insisterer på, at også dette problem vil blive løst. Han skriver, at det er “vigtigt at forstå, at klimaforandringerne aldrig er blevet taget mere alvorligt, og intet ser ud til at kunne vende den udvikling”.

Leth henviser til de mange politiske hensigtserklæringer fra de seneste år, men især fokuserer han på teknologi. Han henviser til efterhånden velkendte teknologier som elbiler, vind- og solenergi osv., men argumenterer desuden for, at vi er tilbøjelige til at overse alle de gode historier, der især handler om fremtiden: “Der er ingen grænser for de idéer, som lige nu bliver udviklet af seriøse mennesker, der er fast besluttede på at løse den klimaudfordring, vi står over for. Alligevel hører vi tit, at ingen gør noget.”
Hans konkrete eksempler på, hvad det er, der “gøres”, vedrører udprægede fugle-på-taget-teknologier (bl.a. CO2-fangst og -lagring, bølgeenergi m.m.), som endnu ikke er økonomisk bæredygtige i en skala, der kan gøre nævneværdig forskel
Hagen er bare, at hans konkrete eksempler på, hvad det er, der “gøres”, vedrører udprægede fugle-på-taget-teknologier (bl.a. CO2-fangst og -lagring, bølgeenergi m.m.), som endnu ikke er økonomisk bæredygtige i en skala, der kan gøre nævneværdig forskel.
Det er et stort problem, for vi har brug for udledningsreduktioner nu. Atmosfærens indhold af drivhusgasser som kuldioxid, metan og nitrogenoxid vokser eksponentielt, som de alle har gjort det igennem mange år.
Udbygningen af vedvarende energi – især vind- og solenergi – er accelereret de senere år, men væksten i disse energikilder har kun lige akkurat holdt trit med væksten i det globale energiforbrug. De menneskeskabte CO2-udledninger satte derfor ny rekord i 2022.
Det betyder, at energiubalancen i klimasystemet stadig vokser over tid.
Den globale overfladetemperatur og dermed potentialet for ekstreme vejrbegivenheder stiger tilsvarende. 2023 bliver sandsynligvis det varmeste år i den tid, vi har præcise målinger for, og klimaeksperter forventer allerede nu, at 2024 vil sætte endnu en rekord.
Den seneste synteserapport fra FN’s klimapanel, som sammenfatter den relevante forskning, gør det klart, at vi aktuelt har kurs mod klimaforandringer, som vil få omfattende negative konsekvenser for global biodiversitet, folkesundhed, fødevareproduktion m.m.
Samtidig understreger rapporten, at risikoen for at passere tærskler i klimasystemet med potentielt katastrofale konsekvenser rundt omkring i verden er større end tidligere antaget.
Skal vi holde temperaturstigningerne under 1,5 °C eller bare 2 °C, skal der ske reduktioner i udledningerne, som overgår det enkeltstående fald i udledningerne, der skete i corona-året 2020. Hvert år, årtier frem
De frygtes nemlig at kunne indtræffe ved lavere globale temperaturniveauer, end forskningen hidtil har formodet. Et godt eksempel på dette er risikoen for et selvforstærkende positivt feedback via udslip af metan fra smeltende permafrost. Forskerne begynder at kunne se og måle denne mekanisme udfolde sig i praksis.
Skal vi holde temperaturstigningerne under 1,5 °C eller bare 2 °C, skal der ske reduktioner i udledningerne, som overgår det enkeltstående fald i udledningerne, der skete i corona-året 2020. Hvert år, årtier frem.

Klimakapitlet rummer et andet godt eksempel på Leths halve sandheder. I klimadebatten tales meget om 1,5 °C- og 2 °C-målsætningerne indbygget i Parisaftalen. Han har naturligvis ret, når han skriver, at disse talstørrelser ikke skal opfattes som ‘enten-eller’-tærskler – han sigter her til en forestilling om, at det vil være for sent at gøre noget, hvis grænserne passeres. Det er ganske rigtigt en misforståelse.
Det er svært at få øje på, hvor Leths klimaoptimisme kommer fra. Den fremstår mest som en trossag
Det, han imidlertid glemmer at nævne, er, at risikoen for at udløse flere af de ovennævnte mekanismer med yderst negative konsekvenser for liv på Jorden ifølge klimapanelet stiger markant, hvis netop de nævnte grænser passeres. Det vil ikke være for sent at gøre noget, nej, men det kan i høj grad blive for sent at forhindre meget alvorlige udfald.
Klimapanelets rapport efterlader ingen tvivl om, hvor kritisk situationen er:
“Der findes et mulighedsvindue for at sikre en beboelig og bæredygtig fremtid for os alle, som hastigt er ved at lukke sig.” (min oversættelse)
Det er svært at få øje på, hvor Leths klimaoptimisme kommer fra. Den fremstår mest som en trossag. Dramatiske fremtidige konsekvenser af den menneskelige påvirkning af klimasystemet er allerede nu meget sandsynlige (herunder bl.a. betydelige havniveaustigninger, negative konsekvenser for fødevareproduktion, flere ekstremvejrsbegivenheder m.m.).
Og disse konsekvenser vil accelerere yderligere i de kommende år, indtil det forhåbentlig lykkes at få udledningerne bragt til ophør. I et globalt perspektiv er vi reelt ikke kommet i gang.
Planetens vogtere?
Fremtiden er der også i morgen behandler sådan set ikke den globale biodiversitetskrise som helhed. I stedet vender Leth løbende tilbage til en upræcis grundpåstand om, at vi “hele tiden bliver bedre til at passe på hinanden og på planeten.”
Han supplerer derudover konkret med historien om, hvordan det lykkedes at redde verdenshavenes store hvaler, da disse var akut truet af udryddelse. Det faktum, at der er udfoldet store anstrengelser for at beskytte visse særligt ‘karismatiske’ dyrearter, er desværre bare et dårligt afsæt for at tegne et billede af udviklingen i den globale biodiversitet.
Og udviklingen ér negativ. Det kan man forvisse sig om, ved at læse FN’s egen evaluering af arbejdet med verdensmål nr. 14 vedrørende livet i havene og verdensmål nr. 15 vedrørende liv på land. Statusbeskrivelserne rummer først og fremmest en række eksempler på, hvor langt vi er fra at indfri målsætningerne på området.
En mere substantiel kilde er IPBES, som er det FN-organ, der samler og vurderer den relevante forskning på biodiversitetsområdet. IPBES’ daværende formand, britiske Sir Robert Watson formulerede det på denne måde i pressemeddelelsen ved udgivelsen af IPBES’ første hovedrapport i 2019:
“Sundheden af de økosystemer, som vi og alle andre arter er afhængige af, forringes hurtigere end nogensinde. Vi er verden over i gang med at undergrave selve grundlaget for vores økonomier, livsform, fødevaresikkerhed, sundhed og livskvalitet” (min oversættelse).
IPBES påviser forringet bevaringsstatus for tusindvis af arter, hastigt faldende populationer, forringede habitater osv. Ifølge IUCN, som er det forskerorgan, der dokumenterer plante- og dyrearters bevaringsstatus, er over 40.000 kendte arter truet af udryddelse, heraf mange inden for en overskuelig fremtid. Det er 28 procent af alle de arter, IUCN foreløbig har kortlagt videnskabeligt.
Data fra FN viser, at den del af jordoverfladen, som er trædækket, er faldet støt år for år i perioden 1992-2020. Ifølge Global Forest Watch er tendensen fortsat helt frem til og med 2022
Leth kommer også ind på spørgsmålet om udviklingen i verdens skovareal, som både har stor betydning i forhold til tab af biodiversitet (skove er vitale habitater for plante- og dyrearter) og klimaforandringerne (skove binder CO2). Han skriver blandt andet:
“Når først folk flytter ind til byen, så begynder man typisk at betragte skovene som natur, der skal bevares, frem for som tømmer og brændsel, der skal futtes af. Den samme tendens ser vi over hele planeten. Jordens skovområder er vokset de sidste 30 år.”
“Det lyder jo fint, men det er ikke rigtigt. Data fra FN viser i hvert fald, at den del af jordoverfladen, som er trædækket, er faldet støt år for år i perioden 1992-2020. Ifølge Global Forest Watch er tendensen fortsat helt frem til og med 2022.
Det årlige globale arealtab er faktisk accelereret siden begyndelsen af dette årtusinde. Det er korrekt, at skovdækket er vokset i bl.a. Europa de senere år, men det skyldes primært, at der var så lidt tilbage (i fx Danmark), at selv beskeden tilvækst i absolutte tal kan give respektable vækstrater. I de dele af verden, hvor der stadig er vidtstrakte skovområder (herunder især Sydamerika), sker der i mange tilfælde fortsat aggressiv afskovning.

Kristian Leths grundfortælling om, at vi hele tiden bliver bedre til at “passe på planeten”, er ganske enkelt ude af trit med aktuelt bedste viden på området, også i en biodiversitetsoptik. Ny forskning viser tværtimod, at det ikke er lykkedes os at ‘dekoble’ vores vækstbaserede verdensøkonomi fra dens miljøødelæggende aftryk.
Er det troværdigt, at de kræfter, som har skabt problemerne, pludselig vil begynde at løse dem længere nede ad vejen, når det ikke er sket hidtil?
Leth insisterer på, at ‘mere af det samme’ – mere vækst, mere velstand og forbrug, mere teknologi – kan være en løsning på vores bæredygtighedsproblemer, men er det troværdigt, at de kræfter, som har skabt problemerne, pludselig vil begynde at løse dem længere nede ad vejen, når det ikke er sket hidtil?
Sabeltiger versus klimaforandringer
Leth skriver, at vores tendens til unødig pessimisme er et kulturelt tankemønster med religiøse rødder, som har sat sig fast, løsrevet fra empiriske fakta. Han supplerer denne forklaringsmodel med nogle betragtninger om vores evolutionært dannede hjerners egenskaber, som ligeledes står i vejen for opgøret med den ubegrundede pessimisme.
Hans kilde er her forfatter og radiovært Peter Lund Madsen. Madsens udlægning er kort fortalt, at menneskehjernen, som den er dannet over titusinder af år, udviser en tendens til frygtsom forsigtighed, som er ubegrundet i den meget mere sikre verden, langt de fleste mennesker bebor i 2023. Det gav os bedre overlevelsesmuligheder i stenalderen, men er et problem i dag. Budskabet er med andre ord, at vi skal øve os i ikke at bekymre os unødigt.
Problemet er, at det er en utilstrækkelig udlægning af, hvad hjerneforskningen fortæller os. I bogen Don’t Even Think About It. Why Our Brains Are Wired to Ignore Climate Change fra 2014 har videnskabsjournalisten George Marshall fx givet en ganske anden, forskningsunderbygget version (et uddrag af bogen kan læses her).
Vi har brug for at blive bedre til ikke at være grundløst ubekymrede
Hans vigtigste pointe er, at evolutionen har kodet os til at have meget svært ved at erkende og forholde os til abstrakte, langsigtede trusler – som fx de igangværende klimaforandringer – uanset hvor alvorlige og velunderbyggede de måtte være. Vi har i det lys brug for at blive bedre til ikke at være grundløst ubekymrede.
Kristian Leth gør naturligvis ret i at fremhæve de væsentlige fremskridt, menneskeheden ubestrideligt har gjort over de seneste par århundreder – herunder især hvad angår den globale folkesundhed.
Og han rejser en vigtig og svær debat om, hvad man som voksen og forælder kan og bør fortælle børn og unge om verdens tilstand.
Desværre er hans bidrag til netop den debat grundlæggende problematisk med sin ensidige fremskridtsfortælling, som står i markant kontrast til aktuelt bedste viden på en række centrale områder.
For en helhedsvurdering kollapser fortællingen mere eller mindre, når man ser nøgternt på, hvor vi befinder os i dag, og i særdeleshed på hvor vi aktuelt har kurs mod at havne i en ikke særligt fjern fremtid. Jeg tror ikke, vi tjener vores børn ved at udstyre dem med forestillinger, der har så tvivlsom virkelighedskontakt.
Læs mere om miljø og bæredygtighed i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her