MUSIK // INTERVIEW – “Mine forældre så ikke sig selv alene som polakker, de så sig selv som polske jøder. Det var som en tredje dimension i det at være dansker. Man bærer på nogle ting som del af et folk, der altid har været på flugt,” siger musikeren Simon Lec blandt andet i dette interview. Efter en karriere i bandet Silent Fish og som solist, der involverede en del hit og rejser i Asien, har danske Simon Lec udsendt albummet Forced March. Her undersøger han, hvilken betydning, det har haft for ham at vokse op i en jødisk familie, der flygtede fra det kommunistiske regimes udrensning af polske jøder i 1969.
De sidste par årtier har fortællingen ’fremmed i Danmark’ fyldt ganske meget i dansk kulturliv – i kølvandet på Muhammed-krisen har det meget ofte været med en muslimsk baggrund som indfaldsvinkel. I takt med at indvandrerpolitikken har fyldt mere og mere i det offentlige rum, har flere og flere kunstnere blandet sig.
I dag er der sjældent fokus på andre indvandrergrupper. Indtil nu, hvor musiker Simon Lec har udsendt albummet Forced March. Musik og tekster er inspireret af hans baggrund i en jødisk familie, der i 1969 flygtede til Danmark under det kommunistiske regimes fordrivelse af 12.000 polske jøder. De sidste, der overlevede Holocaust, og deres efterkommere.
Udrensningen tog udgangspunkt i optøjer i marts 1968 samtidig med det såkaldt tjekkiske forår samme år. Så ja, titlen Forced March er dobbeltbundet. Tvungen march. Tvungen marts.
På den nye plade undersøger jeg på mange måder, hvilken betydning, min historie har haft for mig som dansker. Man bærer på nogle ting som del af et folk, der altid har været på flugt
”Jeg betragter mig selv som dansker, men jeg er vokset op i et hjem, hvor tingene var anderledes. Jeg har altid set på tingene udefra. Mine forældre så ikke sig selv alene som polakker, de så sig selv som polske jøder. Det var som en tredje dimension i det at være dansker,” siger Simon Lec, som POV International møder i en bygning på Nørrebro, der både rummer hans kontor og hjem.
”På den nye plade undersøger jeg på mange måder, hvilken betydning, min historie har haft for mig som dansker. Man bærer på nogle ting som del af et folk, der altid har været på flugt,” siger Lec.
Som en speciel, på en måde både gruopvækkende og passende ramme for dette interview ligger hans hjem få meter fra Mosaisk Nordisk Begravelsesplads i Møllegade; den jødiske kirkegård i folkemunde.
Altid på rejse
Simon Lecs folk har altid været på rejse, og for at forstå, hvad der har ført til Lecs nye album, går rejsen i første omgang en tur omkring Japan.
Omkring årtusindeskiftet var Lec sammen med blandt andre guitaristen Oliver Hoiness (kendt for sit samarbejde med Kira Skov) medlem af gruppen Silent Fish, der dog senere blev til Lecs soloprojekt. Via tilfældighedernes aldrig kedsommelige spil nåede Silent Fish og senere solisten Simon Lec at få flere store hit i Japan. Senest med hans soloalbum fra 2007 Another Trip Around the Sun, der afstedkom en del rejser i Europa og Asien.
”Japan var på den ene side meget fascinerende, fordi det er så anderledes. Alting var meget velstruktureret. Alt der skulle gøres, blev gjort, hvilket jo kan være rigtig rart. Der er et meget klart hierarki. Japan er meget anderledes end den danske kultur, hvor alle har en holdning og gerne vil positionere sig selv, hele tiden. Japanerne har en meget stor respekt for alder. Den erfarne taler med vægt og visdom. Det respekteres. Det savner jeg meget i Danmark, hvor det vel nærmest er omvendt. Det virker ofte som om, at ungdom i sig selv er en kvalifikation. Der går uhyggelig meget erfaring til spilde,” siger Simon Lec.
At være kunstner i pladebranchen i dag er som at indgå i en X Factor-virkelighed, som slet ikke har noget at gøre med kernen i det, man skaber
Samtidig oplevede han vrangsiderne af det japanske samfund. En dag besluttede hans band at komme en time tidligere end aftalt til en koncert, selvom det egentlig ikke var nødvendigt, eftersom alt var skemalagt.
”Det virkede helt forkert for dem fra pladeselskabet, at vi brød formen. Blandt andet så vi nogle medarbejdere få kraftig skældud, fordi de stod og røg. Det måtte de ikke, når vi så på det,” siger Simon Lec:
”Mange mente, at mine rejser måtte være opfyldelsen af en drøm. Men det, at det hele kom meget tæt på mig, føltes meget angstprovokerende. I virkeligheden viste det, som jeg havde set enormt meget frem til, sig at være en meget underlig oplevelse. Som ung lever man i en forestillingsverden, hvor man tror, at nu skal det hele ske for mig. At være kunstner i pladebranchen i dag er som at indgå i en X Factor-virkelighed, som slet ikke har noget at gøre med kernen i det, man skaber. Når folk kommer for tæt på den min kerne, kan jeg godt blive ængstelig. Mange af mine kolleger trives fint med den verden, og al respekt for det. Jeg er bare nået frem til, at det ikke er mig.”
Ængstelsen er et eksistensvilkår
Netop ængstelsen er en central del af Simon Lecs families historie. Den er et eksistensvilkår. Simons oldemor blev skudt af nazister under Anden Verdenskrig. Kun via list lykkedes det hans farfar, den store polske forfatter og aphorist Stanislaw Jerzy Lec, at undgå Holocaust. Det lykkedes ham og en ven at flygte fra en arbejdslejr, efter de havde stjålet et par tyske uniformer og fordi Lec talte flydende tysk.
“Min morfar overlevede krigen ved at foregive, at han var evnesvag. Han boede uden for Warszawa og arbejdede for en Volksdeutsch: En etnisk tysker, der boede i Polen og som havde skrevet under på, at han var tilhænger af Hitler. Min morfar frygtede ikke sin arbejdsgiver. Hans største frygt var, at en tilfældig polak bogstaveligt talt ville rive bukserne af ham og afsløre, at han var jøde. Min morfar var blond og havde grønne øjne. Men han var omskåret, og det kunne kaste ham i armene på nazisterne. Han levede i konstant frygt. I ren desperation bad han sin læge om en cyanidpille, han kunne have i sin bukselomme og kaste i munden i tilfælde af, at hans sande identitet blev afsløret. Lægen tilbød ham i stedet et midlertidigt kirurgisk indgreb, der betød, at man ikke kunne se, at han var omskåret. Lægen reddede min morfars liv,” fortæller Simon Lec.
Jeg kan aldrig bare affeje Paludan som en sjov YouTube-klovn, eller grine lidt af det kommunistiske islæt i Enhedslistens partiprogram. Alle ekstremer rører ved en grundlæggende jødisk angst
Efter Simons forældre i 1969 var flygtet fra den polske udrensning af de 12.000 jøder, der ikke var dræbt i Hitlers koncentrationslejre, var det vigtigt for dem at blive danske så hurtigt som muligt.
”De var grundlæggende angste for at blive smidt ud af det nye land. Vi boede i Helsingør, hvor vi var ene af to jødiske familier. For nylig sad jeg med nogle venner, der beskrev, hvor dejligt, det var at besøge vores harmoniske hjem. Jeg beskrev for dem, hvordan vi dårligt kunne se TV-avisen uden, at det skabte en vis ængstelse i stuen. Hvis der var en DKP’er på skærmen, der udtrykte støtte til Israels arabiske naboer, var det som om, at mine forældre tænkte: ”Nu bliver vi smidt ud!”. Eller hvis der blev vist en nynazistisk demonstration, sagde de: ”Nu bliver vi dræbt!”,” siger Simon Lec.
Stram kurs er ikke en joke for os
For ham ligger der en grundlæggende alvor i hans og nu også hans børns DNA. Det har været interessant for ham at skabe et musikalbum, hvor han dykker ned bag de grundfølelser, der eftermange århundreders flugt, har aflejret sig i ham og hans folk.
”Hvilken betydning har det, at alt har den alvor? Stram Kurs er ikke joke for os. Eller Nye Borgerlige eller Enhedslisten. Jeg kan aldrig bare affeje Paludan som en sjov YouTube-klovn, eller grine lidt af det kommunistiske islæt i Enhedslistens partiprogram. Alle ekstremer rører ved en grundlæggende jødisk angst. Det kan man ikke ændre uanset, at alle i min familie ved, at vi er danskere … det ligger der bare. Bare det at tale om det her er lidt angstprovokerende,” siger Lec.
Frygter du for dit og din families velbefindende?
”Der er forskel på angst og ængstelse på den ene side og frygt på den anden. Jeg frygter ikke Paludan, jeg frygter ikke et nyt nazistisk system, jeg frygter ikke et kommunistisk Danmark, men fordi historien er så tæt på, er angstberedskabet der bare.”
Til eksempel er en af Simon Lecs nye sange ”It’s Later than You Think” egentlig en vuggevise. ”Men den er sunget af en far, der tydeligvis er paranoid. Det er lidt tongue in cheek. En vuggevise, ikke? Hvor faren synger om paranoia sine og bekymringer i stedet for at plante fred og fordragelighed i sit barn, som man bør. Jeg havde selv nogle forfærdelige mareridt som dreng. Jeg har talt med nogle psykologer om, at der helt klart findes evidens for, at man overdrager sine kognitive dispositioner til sine børn.”
Er du på vandring eller flugt?
”Nej. Men jeg er søgende. Meget. Min registreringsevne er sensitiv. Næsten for sensitiv. Det handler nok igen om ængstelsen. Man kigger sig hele tiden over skulderen. Hvorfor handler og reagerer mennesker som de gør lige nu? Kan de alligevel ikke lide mig? Det er jo anstrengende at have det på den måde. Men det er en velsignelse og en forbandelse på samme tid. Min gave er det, som man ville kalde en abnorm separationsangst. Jeg er meget sådan indrettet, at hvis du er min ven, så er vi det for altid. Jeg kan se min søn have samme indgang til det.”
Modsat de projekter, som Simon Lec tidligere har været involveret i, har han selv finansieret indspilningen af Forced March. Det passer ham ualmindelig fint at være den, der styrer og bestemmer – med input fra musikere og en mixer, han respekterer.
”Ingen skal være afhængige af mine dispositioner. Jeg bryder mig ikke om at være afhængig af andre menneskers holdninger til det, jeg skaber. Pladen foreligger nu som vinyl-album. På en eller anden måde har jeg det sådan, at jeg har gjort det jeg skulle. Det er en virkelig god følelse.” Det fornemmes, at Simon har det lidt svært med mine spørgsmål af typen: hvad skal der ske nu? Allerhelst så han sine sange leve deres helt eget liv derude, mens han fordyber sig i sit dagligliv og ny musik.
Vi har alle prøvet at bestige The Hemingway Mountain
”Det er enormt forgøglet i den danske musikbranche. Dette at vi alle gerne vil fortælle den samme historie – der skal pustes til succesen. Kunst kan først noget, når det er ærligt. Når andre måske kan genkende sig selv i det, de hører, måske genkende outsideren i sig selv. Men en stor del af musikbranchen forsøger hele tiden at fortælle den samme historie. Det bliver skum – en overskrift på et site. Unge musikere tror, at der kun er en ting, der gælder: succes. Heldigvis findes der kunstnere som Minds of 99, tror jeg, der stiller sig op og siger, at det var ikke helt så fedt, som vi troede, det ville være. Som har en nysgerrighed overfor verden og sig selv,” siger Simon Lec, og tilføjer:
”Jeg tror, vi alle har forsøgt at kravle op af The Hemingway Mountain, som nogen engang beskrev det. Alle forfattere vil gerne være som ham. Til sidst bliver man en totalt middelmådig version af Hemingway. På et tidspunkt finder man ud af, at man må bestige sin egen pile of shit. Først da bliver det interessant,” siger Simon Lec.
Simon Lecs album er tilgængeligt på alle kendte streaming-platforme og i fysisk form.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
