POV International præsenterer i dag en serie i otte dele: “Tæt på Richard – en usynlig mand”, som vil løbe hver dag hele ugen. Det er historien om en velbeslået dansker, direktør Flemming Fog, der besluttede sig for at hjælpe den hjemløse amerikaner Richard Williams, den usynlige mand, med at komme væk fra gaden i New York, hvor de begge boede. Men det er også en fortælling om, hvor svært det kan være at blive synlig i samfundets øjne igen. Historien starter i vinteren 2015 og slutter i foråret i år. Vi håber, at mange vil læse med, for i denne dokumentariske fortælling kan man lære meget om menneskelighed og svaghed, om tålmodighed og svigt. Men også om, at det kan nytte, når et menneske beslutter sig for at bruge tid og ressourcer på at hjælpe et andet.
Hvis man passerede Richard på gaden, ville man dårligt lægge mærke til ham. Men Richard gik ikke. Han sad på de iskolde fliser på Sixth Avenue i New York foran Starbucks, lænet op ad en lygtepæl med et lille papskilt foran sig: ”My name is Richard. It’s humiliating to ask, but I need your help”.
Jeg havde set ham flere gange og havde tidligere hjulpet ham med en tyver og et venligt ord. Han var cirka 180 cm, en anelse rund og havde 6-8 dage gamle skægstubbe. Hvis jeg skulle gætte, ville jeg nok umiddelbart sige, at han var håndværker af en slags. Han så ud til at være midt i trediverne, sund og rask. Hans øjne var klare. Intet tydede så vidt jeg kunne se på stofmisbrug eller psykisk sygdom.
Allerede inden jeg mødte Richard denne eftermiddag, havde jeg besluttet mig for at prøve at hjælpe en hjemløs med at komme væk fra gaden.
Jeg var godt klar over, at jeg var på vej ind på et område, hvor jeg ikke kendte spillereglerne, og hvor jeg risikerede at blive både snydt og skuffet. Men det var blevet sværere og sværere for mig bare at ignorere de mange hjemløse, jeg mødte hver dag, og jeg var udmærket klar over, at det at uddele 20-dollarsedler på må og få ikke rigtigt flyttede noget. Og så er jeg af natur nysgerrig.
Jeg samlede mod til mig: “Hvorfor sidder du egentlig her?”
Ti minutter senere havde jeg fået en lektion i nogle af livets barske sider, og jeg besluttede mig for at hjælpe ham.
Richard syntes min idé lød helt fantastisk, selvom han ikke kunne skjule sin mistro. Man kunne se hans hjerne kæmpede for at gennemskue, hvad jeg i virkeligheden var ude på. Jeg stak ham det mest tillidsvækkende smil, jeg kunne præstere og forsikrede ham om, at jeg udelukkende ville prøve at hjælpe ham af et godt hjerte.
Da mine forsikringer blev fulgt op af syv 20-dollarsedler var forsøget i gang: Richard skulle prøve at finde et billigt værelse, så han kunne få en chance for at få fodfæste igen, og jeg lovede at betale indskud og et par ugers husleje.
Hvis man passerede Richard på gaden, ville man dårligt lægge mærke til ham. Men Richard gik ikke. Han sad på de iskolde fliser på Sixth Avenue i New York foran Starbucks, lænet op ad en lygtepæl med et lille papskilt foran sig: ”My name is Richard. It’s humiliating to ask, but I need your help”. Allerede inden jeg mødte Richard denne eftermiddag, havde jeg besluttet mig for at prøve at hjælpe en hjemløs med at komme væk fra gaden.
Allerede et par dage efter havde Richard fået en foreløbig aftale om et værelse. Han var kommet i snak med en dame, Marion, som flere gange var stoppet op og havde hjulpet med et par dollar, og havde fortalt hende, at han var på udkig efter et værelse. Og hun havde et ledigt værelse i sin lejlighed på Manhattan, som han da godt kunne bo i for 150 dollar om ugen.
Han skrev straks til mig, og vi aftalte at mødes ved ”hans” Starbucks.
Det var egentlig hensigten, at jeg ville betale direkte til udlejeren. Men Richard overbeviste mig om, at det ville være svært at arrangere, da Marion ville komme forbi hans Starbucks på et ikke nærmere defineret tidspunkt indenfor de næste par dage. Og da jeg selv skulle nogle dage væk fra New York kort efter vores snak, valgte jeg at stole på ham.
Så han fik 600 dollar i hånden: 450 til indskud og første uges husleje – og 150 til arbejdstøj, så han kunne prøve at skaffe sig lidt mere arbejde. På det tidspunkt arbejdede han faktisk nogle få timer om ugen som tjener på en restaurant.
Gennemblødt med to kufferter
Jeg krydsede fingre og ventede i spænding. Der gik halvanden uge:
Hej Flemming,
Jeg har gode nyheder. Der er også noget, jeg vil bede om, og jeg håber, at du ikke finder det urimeligt. Men først de gode nyheder. Alt er klart. Jeg flytter ind på lørdag. Værelset er perfekt: Det er ret stort og ligger for sig selv. Det er umøbleret, men det kan jeg arbejde med i den kommende tid. Jeg glæder mig bare så meget, at du slet ikke kan forestille dig det. LoL. Jeg har betalt hende (udlejer).
Jeg har et ønske, og jeg håber ikke du bliver sur, for du har allerede hjulpet mig virkelig meget. Jeg ved ikke, om du er i New York i dag, men vejret er absolut forfærdeligt. De regner uden stop og er koldt. Jeg sidder herude, gennemblødt med mine 2 kufferter, der også er godt våde. Tilgiv at jeg mig spørger, men jeg ville høre, om du måske kunne hjælpe mig, så jeg kunne leje et værelse for natten, gerne i stedet for den sidste uges husleje? Vi tales.
Richie
Dejligt at værelset var ved at blive en realitet! Til gengæld var han i en akut knibe.
Det var ikke nogen overraskelse for mig, at Richards behov for hjælp ville række ud over huslejen. Det var jeg forberedt på. Men jeg var bekymret for, at hvis jeg hjalp ham nu, så ville jeg skabe en forventning, som jeg bestemt ikke havde tænkt mig at leve op til. Jeg havde fra starten sat rundt regnet 1000 dollar af til mit forsøg på at hjælpe Richard, men ville helst hjælpe med udgifterne til selve værelset.
Og hans ønske om at bytte en enkelt nat i tørvejr med en hel uges husleje virkede meget kortsigtet. På den anden side kunne jeg godt sætte mig ind i hans tankegang: Hvis man sidder og fryser nu og her, så er tanken om, hvad der måske sker om to uger nok ret abstrakt.
Selv nød jeg det fremragende vejr i New Orleans. Min kone Gritt og jeg var på ferie i Syden, og vi sparede bestemt ikke på noget. Vi havde netop rejst os fra en 250 dollar frokost, da beskeden fra Richard tikkede ind.
Så det virkede ikke helt fair at lade Richard i stikken.
Sammenligningen med mit eget feriebudget blev udslagsgivende, men praktikken med at flytte penge – selvom vi begge opholdt os i kapitalismens hjemland – viste sig at være yderst besværlig. Først efter forgæves besøg hos to Western Union-butikker, der begge havde systemnedbrud, fandt jeg ud af at anskaffe mig en Western Union-app. De 100 dollar kom endeligt afsted til New York – og Richard kom i tørvejr.
Selvfølgelig var Richard super skuffet over, at indflytningen blev rykket. Det var jeg også. Og jeg kunne godt læse imellem linjerne, at der blev fisket efter en varm overnatning mere. Men jeg modstod. Jeg ville ikke bare sende 100 dollar, hver gang Richard antydede et behov.
Et par dage efter kom så dagen, hvor han skulle flytte ind hos Marion, troede jeg.
Hej Flemming, Som sædvanligt går tingene ikke helt så nemt som man kunne ønske. Det ser ud til at Marion (udlejer) er i Syracuse indtil i morgen aften. Det var noget med hendes søn. Så indflytningen er udskudt til mandag. Jeg havde håbet at kunne skrive eller ringe til dig og skrige fra taget: JEG ER INDE!!!!!! Men desværre ikke før på mandag. Så jeg må igen tigge foran Starbucks på 24’de gade. Kig eventuelt forbi og sig hej. Richie
Selvfølgelig var Richard super skuffet over, at indflytningen blev rykket. Det var jeg også. Og jeg kunne godt læse imellem linjerne, at der blev fisket efter en varm overnatning mere. Men jeg modstod. Jeg ville ikke bare sende 100 dollar, hver gang Richard antydede et behov.
Læs del 2 i morgen.
Kollage og illustration: Michael Dorbec – Redaktion: Alexander Meinertz og Philip Sampson.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
