SEIKATSU – japansk hverdag: Ofte kan det kun betale sig for familiens økonomi, at moderen begynder at arbejde, hvis hun skaffer sig et velbetalt job. Ellers vil manden skulle betale så meget mere i skat, at jobbet ikke vil gøre nogen mærkbar forskel alligevel. Et system, som det er næsten umuligt at lave om, skriver Asger Røjle Christensen.
Da jeg boede i Japan i begyndelsen af halvfemserne med hjemmegående kone og tre små børn, tjente jeg i begyndelsen så lidt, at jeg næsten ikke skulle betale skat.
Det skyldtes især, at det japanske skattesystem giver et stort fradrag for, at ens ægtefælle går hjemme (uanset om vedkommende er af hankøn eller hunkøn, men i realiteten har det i efterkrigstiden så godt som altid været moderen, der gik hjemme).
Jeg fik også et mærkbart skattefradrag for hver af vores små drenge, ligesom vi fik klækkelige tilskud til regningen til børnehaven, fordi jeg gjorde mig umage med at udfylde min japanske selvangivelse og betale et lille beløb i skat.
Regeringen vil reducere fradraget
Dette fradrag eksisterer stadig, og det er unægtelig – sammen med manglen på institutionspladser og holdningen hos mange familier og arbejdspladser – medvirkende til at holde mange japanske husmødre hjemme ved riskogerne.
Mange mødre begynder at overveje at finde arbejde igen, når børnene er blevet halvstore, og de har fået noget tid i hverdagen. Men det kan i mange tilfælde kun betale sig for familiens økonomi, at moderen begynder at arbejde, hvis hun fra starten af skaffer sig et nogenlunde velbetalt job. Ellers vil manden pludselig skulle betale så meget mere i skat, at det ud fra en økonomisk betragtning kan være temmelig lige meget med det job.
Derfor har premierminister Shinzo Abes regering taget flere tilløb til at reducere fradraget som et led i bestræbelsen på at få flere af Japans dygtige og veluddannede kvinder ud på arbejdsmarkedet. Men af alle de urealistiske mål, som Abe-regeringen har sat sig, er dette et af de mest urealistiske.
Tyngende forventninger
Der er nemlig mange små familier rundt omkring, som har baseret deres budgetter på det udskældte fradrag. Det bliver vanskeligt for regeringen at skabe enighed om en væsentlig beskæring – og hvis det lykkes, vil det være en meget upopulær reform, som for alvor vil påvirke japanernes liv, og som vil koste dyrt ved næste valg.
Det er også hårdt arbejde at være hjemmegående husmor i Japan. Forventningerne fra familie, skole og samfund er kæmpestore – og tyngende – for mange unge mødre.
Det er mødrene, der forventes at købe fornuftigt ind i det lokale supermarked og fremtrylle en sund og nærende kost derhjemme for de små. Det er på alle niveauer mødrene, der forventes at sikre, at børnene får læst deres lektier og er velforberedte til den næste vigtige adgangseksamen.
Og det er mødrene, der forventes at møde op på skolen og deltage i ugentlige madlavningsdage, månedlige udflugtsaktiviteter og alle mulige andre pligter, som familien påtager sig ved at melde deres børn ind i den pågældende skole.
Madpakkedyst
Disse forventninger er også i japanske øjne ved at gå over gevind på nogle punkter for eksempel i forbindelse med hverdagens store japanske madpakkedyst.
Det er ofte mødrene, der forventes at lave madpakker til børnene ved skoleudflugter og andre arrangementer. Og her har det i flere år været en stor dille at lave såkaldte ’charaben’, dvs. karakter-madpakker.
Når børnene åbner madpakken, kigger de ned på pandaer, søde katte og alle mulige Pokemon- og Hello Kitty-figurer. De andre børn kan kigge med over skulderen og beundre mødrenes værk. Det skærper konkurrencementaliteten og skaber stress i mange små køkkener. De sociale medier er fulde af fantastiske charaben-fotos, som det er svært at leve op til.
Man kan lave fine krøller i figurernes hår ved at skære tang ud. Man kan give dem sort hår med sesam. Man kan gøre håret brunt med millionbøf. Man kan give dem gule arme og ben med smuldret røræg. Man kan give dem grønne forklæder med salat eller tang.
Det er den slags forventninger i hverdagen, som kun giver mening, hvis nogen går hjemme i køkkenerne og har tid til rådighed, og det er disse mange pligter og arbejdsopgaver, der udgør fundamentet for husmorfradragets fortsatte eksistens.
En tredjedel vi helst gå hjemme
Nogle mødre prøver at støtte hinanden i at modstå konkurrencepresset. De ville egentlig helst kunne vende tilbage til deres job efter barsel, men hvis det på grund af holdningen på arbejdspladsen eller manglen på institutionspladser ikke kan lade sig gøre, forsøger de sammen at være aktive i samfundet på anden vis – i forbrugergrupper, miljøgrupper eller lignende.
Mange andre unge kvinder stiller imidlertid alvorlige spørgsmålstegn ved, om det er vejen frem mod ligestilling for japanske kvinder at tvinge sig selv og hinanden ud i krævende fuldtidsjob på mændenes karriereorienterede arbejdsmarked, sådan som regeringen gerne vil.
Meningsmålinger viser faktisk, at mange unge kvinder hellere vil være fri. Det er ganske vist kun omkring en tredjedel af Japans unge kvinder, der som udgangspunkt helst vil være hjemmegående husmødre ligesom deres mødre, hvis de selv kunne bestemme. Men denne tredjedel er stigende – ikke faldende.
Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
Foto: Asger Røjle Christensen og Mokiko/FlickrCreativeCommons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
