Claus Perregaard: Freden på Nørrebro handler reelt om at beskytte parallelsamfundet

af i Danmark/Featured/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

DEBAT – Bandekrigen på Nørrebro er bad business for gangsterne, og imamernes parallelsamfund ønsker at leve uset og i fred for tv-kameraer og politi. Det er to tungtvejende årsager bag fredsaftalen, som en gruppe fædre har forhandlet på plads i moskéen på Dortheavej, mener historiker og kommunikationskonsulent Claus Perregaard, der har boet på Indre Nørrebro i 20 år. Han er vred over slatne politikere, der ikke vil se på fakta, og maner til varsomhed: Freden vil vise sig dyrekøbt. Igen.

En forældregeneration, som i årtier har svigtet deres egne, naboens eller fætterens drenge men som selvfølgelig ikke har lyst til at gå til flere begravelser for unge mænd, er trådt ind som mæglere i bandekonflikten på Nørrebro.

Deres motiver kan være mange, men en mistanke sniger sig ind: Ghettoerne og parallelsamfundet er først og fremmest trætte af, at politi, ambulancer og medier – på grund af skyderierne – har fået deres faste gang i deres kvarterer.

Fredsaftalen handler med andre ord reelt om at få stoppet skyderierne, så parallelsamfundet kan få fred

Foranlediget af drab og vilkårlige skyderier på både uskyldige og gangstere er Danmark kommet for tæt på parallelsamfundet. Det skal selvfølgelig stoppes. Fredsaftalen handler med andre ord reelt om at få stoppet skyderierne, så parallelsamfundet kan få fred.

Min påstand er, at aftalen ikke handler om narkohandlen. Ikke om den vilkårlige og afstumpede vold. Ikke om rekrutteringen af mindreårige til kriminelle aktiviteter. Ikke om caféers og restauranters betaling af beskyttelsespenge. Det er ikke kriminaliteten og lovløsheden som sådan, der er problemet.

Det er den uønskede opmærksomhed, som skyderierne genererer, der er problemet. Det er bad business for gangsterne – og for imamer betyder det, at det omkringliggende samfund kommer for tæt på.

Som en scene i Godfather

Begravelsesoptogene, der udgår fra moskéerne, er fyldt op med dyre, sorte biler fra BMW og Mercedes og Audi i et omfang, der svarer til et mindre mellemøstligt lands BNP. Til stede er ikke alene sørgende pårørende, men så sandelig også hele flokken af kriminelle gangstere, der bruger lejligheden til endnu en magtdemonstration. Det er som i en scene fra Godfather.

Det er som Chamberlain, der blot ønsker ”fred i vor tid”. Freden vil vise sig dyrekøbt. Igen

Om de står foran Københavns Byret i støtte til en gangsterkollega foran dommeren, eller er massivt til stede med sorte huer, solbriller og maskeringer ved en begravelse eller i gadebilledet, er ligegyldigt. Det er en magtdemonstration.

I sidste uge sagde politiet, at deres strategi virkede. Det var helt utrolig dumt sagt. Selv hvis det var rigtigt, var det dumt at sige det, for netop i den uge blev to personer skudt som led i konflikten. Medmindre strategien er at lade dem udrydde sig selv i banderne. I så fald er ”fredsaftalen” en streg i regningen. Men jeg konstaterer da med glæde, at politiet er skeptisk over for fredsaftalen, og at de opretholder tilstedeværelsen på Nørrebro og i Nordvest.

I forlader nu Danmark – velkommen til…

At aftalen faldt på plads i en moské føjer kun spot til skade. Nogle af de stærkeste kræfter i opretholdelsen af parallelsamfundet og modstanden mod integration i Danmark får med aftalen lejlighed til at demonstrere deres betydning og uomgængelighed i parallelsamfundet. De kunne lige så godt have hejst et skilt, hvorpå der står: ”I forlader nu Danmark – Velkommen til…”

Jeg forstår simpelthen ikke de slatne danske politikere der, på tværs af partier, tilsyneladende er ligeglade med de hårde fakta, der ligger lige under overfladen på den såkaldte fredsaftale. Det er som Chamberlain, der blot ønsker ”fred i vor tid”. Freden vil vise sig dyrekøbt. Igen.

I årtier har et væld af venlige, humanistiske, anti-racistiske, pro-multikulturelle pædagoger, skolelærere, integrationskonsulenter, socialrådgivere, betjente osv. mødt disse børn og unge med venlighed, imødekommenhed og udstrakte hænder. Der har været fri adgang til fødegangen, sundhedsplejersker, til daginstitutioner, skoler, sundhedsvæsen, fritidstilbud, uddannelse, bolig, forsørgelse – alt er kommet til dem.

Og nu er det så ”fædre fra Mjølnerparken, Tingbjerg, Blågårds Plads og Nordvest” der får lagt en dæmper på de højlydte og forstyrrende skyderier, så den yngre generation kan fortsætte med deres kriminalitet under radaren.

Jo, jeg er vred, og min dom er hård. Men den er, som den må være. For de samme mennesker har godt kunne sende deres døtre gennem et uddannelsessystem. Fejlen ligger altså i opdragelsen af drengene – og så er det sgu lidt sent at fædrene kommer på banen, når skuddene først falder i gaderne.

Vi mangler at tage fat om nældens rod

Fædregruppen i moskéen får nu muligvis held med at få fjernet de skyderier, der tiltrækker uønsket opmærksomhed. Men jeg fornemmer ikke noget opgør med opdragelsen, med kriminaliteten eller med synet på det omkringliggende Danmark.

At lægge forhandlingerne i en moské cementerer tværtimod afstanden. Det samme parallelsamfunds hovedarena, moskéen, som deres veluddannede og relativt integrationsparate døtre på daglig basis bliver sendt hjem fra til et voldeligt, påtvunget ægteskab af imamen, eller hvor der dagligt hentes ammunition til udøvelsen af andre former for social kontrol, skal nu redde sikkerheden i vores belastede boligområder.

Hvis ”freden” holder mellem disse notoriske gangstere, voldsmænd og narkohandlere, så pakker tv-stationerne sendevognen og kører den til et dyrskue eller rapporterer fra en storm, der rammer i Thyborøn

Det er ikke til at tage seriøst, hvis blot ikke det var så alvorligt.

Vi taler om det parallelle retssystem, der hver dag krænker retssikkerheden i Danmark og som overlader muslimske borgere, og ikke mindst kvinderne, til et parallelt system med egne regler og praksisformer hinsides dansk lov og ret og individuelle rettigheder. På Dortheavej har de blot for en tid hævet blikket fra de gamle bøger for at få skabt ro i kvarteret, genoprettet parallelfreden og igen få Danmark på afstand.

Omskæring, genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber, koranskoler, koranens bud til den gode hustru, tørklædetvangen osv. skal igen have ro. Gangsterne har skabt en situation, hvor roen blev forstyrret, fordi Danmark kom rendende med politi og hunde. Så stop skyderierne, så vi igen kan praktisere parallelkulturen, lyder det.

Hvis ”freden” holder mellem disse notoriske gangstere, voldsmænd og narkohandlere, så pakker tv-stationerne sendevognen og kører den til et dyrskue eller rapporterer fra en storm, der rammer i Thyborøn.

Imens fortsætter hverdagen i de betændte kvarterer: Med bandernes dominans i gadebilledet, deres rekruttering blandt småknægte, deres narkohandel, deres inddrivelse af beskyttelsespenge og deres vilkårlige vold, hvis man så meget som ser på dem med et blik, de vælger at tolke som en provokation.

Og imamerne kan vende tilbage til at rådgive om fem daglige bønner, og at man skal blive i et voldeligt ægteskab, som man aldrig har ønsket at havne i.

Men julehandlen slår sikkert alle rekorder, og livet går videre.

Foto: Wikimedia Commons. 

Claus Perregaard er cand.mag i historie og filosofi. Han er medejer af konsulentvirksomheden Perregaard/Knudsen Kommunikation, underdirektør i DTL, tidligere politisk rådgiver og pressechef i SF og tidligere særlig rådgiver i Udenrigsministeriet.

Seneste artikler om Danmark

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er