ESSAYSERIE – “Vi skal passe på ikke at presse hende på en forkert måde og i et forkert tempo. Omvendt skal vi heller ikke gå rundt om hende, som er hun et stykke porøst kunst, der for guds skyld ikke må falde på gulvet. Og det er den allersværeste balance – knivskarp og nogle gange umulig at spotte, så vi træder af og til ved siden af. Selvfølgelig falder K også bagover fra tid til anden, udmattet med sorte rande under øjnene som en soldat, der har måttet udsætte sin søvn i flere døgn.” Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 15 år, der lider af alvorlig angst, og om familiens kamp med og mod det sociale system i Danmark. Dagens kapitel er afsnit 71 i serien.
’Du sku’ have set det, mor!’ K smiler over hele femøren. Hun er endnu ikke nået de sidste trin ned ad trappen, da hun begynder at fortælle. Jeg sidder med min morgenkaffe ved spisebordet, klokken er så småt ved at nærme sig ni, men K har som altid været vågen i flere timer.
’Hvad var det?’ spørger jeg nysgerrigt.
’Totoro og Anna var så legesyge, og de var så gode til at lege sammen!’
Det er kun fem dage siden Totoro, K’s ilder, en hvalp på elleve uger, er flyttet ind hos hende og har indtaget alles hjerter. ‘Anna’, som Anaïs også bliver kaldt, inklusive.
’Altså, leger de sammen, sådan rigtigt?’ Jeg måber en kende.
’Ja!’
’Og det er ikke bare Anna, der moser sig ind på ham, fordi hun ikke længere kan styre sig?’
Det, man skal forstå om en engelsk bulldog, er, at de er meget legesyge.
De fleste hunde er vel legesyge, men det er intet i forhold til Anais. Hun er per natur fjollet og glad med en uforstyrret opfattelse af at være elsket af alle, og at hele verden er til for hendes skyld.
’Nej! De legede ude på gulvet og selvom om Totoro stadig løber ind og gemmer sig, når Anna larmer for meget, så er han blevet meget mere tryg ved hende.’
Hun er på hele tiden, døgnet rundt. Jeg ved det, for jeg spørger hver morgen, hvordan de tre har sovet – eller om de har sovet overhovedet
Det er noget af en bedrift, at en lille ilderhvalp på knap 700 gram ikke føler sig intimideret eller truet i mødet med en hund på 25 kg.
’Ej, hvor er det fedt.’
Jeg skubber mine læsebriller op i panden, de skal ikke bruges, for K er slet ikke færdig med at fortælle.
’Det er sådan en sjov leg, de leger sammen! Totoro, ikke, han render hen og bider Anna i hendes ’hud-deller’ i ansigtet!’ griner K.
’Er det sandt?’ Jeg er igen målløs. ’Hvordan kan Anna tillade det?’
’Hun synes, det er sjovt!’
’Jamen, flytter hun sig ikke? Eller… hvordan kan Toto få fat i hendes fjæs?’
Jeg har som den eneste fået lov at kalde Totoro for Toto, fordi jeg ikke kan finde ud af at udtale hans navn rigtigt. Jeg er halvdøv og misser ret meget af det talte sprog, hvilket kan være ret morsomt. I hvert fald har Niels og jeg haft mange grineflip over mit, pænt sagt, ofte misforståede sprog.
Men K kan næsten ikke klare, at jeg ikke udtaler Totoro korrekt, så vi er landet på en forkortet version, indtil jeg (måske) får helt styr på det rullende r i hans navn (og det giver heller ikke nogen mening med, hvad der lyder som et spansk navn med et rullende r, for Totoro er en legendarisk japansk tegnefilmfigur.)
’Anna lægger sig bare ned. Hun synes, det er dejligt. Jeg tror, det er ligesom, når jeg hiver hende i huden i ansigtet – det elsker hun, det er som om hun får massage.’
Jeg følger med hende, så godt jeg kan – nogle dage med lyset tændt, andre dage med slukket lys. Hvor meget jeg end gerne ville, kan jeg ikke presse glæde og lethed ind i hende
’Ah, ja. Det er godt nok vildt! Men det er da utroligt, at hun er så tålmodig med ham, hva’´?’
’Ah .. men efter noget tid kan hun heller ikke styre det. Så bliver hun helt crazy og begynder at hoppe op og bjæffe; du ved, når hun ikke kan være i sin egen krop af bar’ glæde. Så løber Totoro væk og gemmer sig – han er hurtig.’
’Det hørte jeg godt! Jeg tænkte nok, det var fordi, I lavede et eller andet sjovt sammen.’
K nikker istemmende, smiler og ser rundt på væggene. Hun har sat sig på det tredje sidste trappetrin, så vi sidder i nogenlunde samme højde. Det er tit, vi sidder sådan og bare taler sammen. Vi griner også meget i de stunder, vi har alene i huset.
’Hvor er det skønt! Og sikke en god udvikling, der er sket, hold da op!’
Vi havde været lidt nervøse for, om Anais ville være for meget med hendes massive krop, som hun ofte bruger hensynsløst, når hun maser sig gennem til det, hun er interesseret i. En lille rambuk, er hun – men en legesyg en af slagsen.
K har hele tiden sin opmærksomhed vendt mod, hvordan Anais agerer, og hvor hun er rent fysisk i forhold til Totoro. Hun har langsomt ladet dem møde hinanden og givet dem mulighed for, bogstaveligt talt, at snuse ’hinanden af’ og holdt dem adskilt, når det var bedst.
Hun er på hele tiden, døgnet rundt. Jeg ved det, for jeg spørger hver morgen om, hvordan de tre har sovet – eller om de har sovet overhovedet.
Jeg kan se, hvordan K er opfyldt af stor lykke og stor sorg samtidig. Lykken ved at have fået Totoro og skulle lære ham at kende lever side om side med sorgen over at være fanget og isoleret derhjemme og ikke turde tro på, at der er en vej tilbage til verden
Nogle nætter er Totoro stormet rundt i sit bur- sandsynligvis for at komme overens med sit nye hjem. Og Anais har måtte sove oppe i K’s seng nogle nætter, ganske enkelt fordi hun var usikker over, at K’s opmærksomhed var så intenst rettet mod Totoro. Selvfølgelig blev Anais usikker, men det at ligge og sove sammen med K har gjort hende godt.
Samtidig med at Totoro flyttede ind hos K, har hun dagligt trænet små gåture med Anais. Nogle gange endda to gange om dagen. Jeg har faktisk to gange spurgt, om jeg ikke skulle tage turen, og K har udmattet takket ja.
Det er nok svært at forstå, hvordan en lille gåtur med en glad hund kan være så uoverstigelig en opgave. Og hvordan det sværeste for K kan være at rende ind i andre mennesker. Men sådan er det og det er aldrig blevet bedre af at tvinge hende til noget andet. Tværtom.
Vi står klar til at gribe K, hvis hun presser sig selv for langt og ud over egne grænser. Hvis hun vil bevise overfor sig selv, at hun kan og i sin iver kommer til at overse grænsen og først opdager den, når hun ligger paralyseret og ikke kan bevæge sig.
Det samme gælder for os voksne; vi skal passe på ikke at presse hende på en forkert måde og i et forkert tempo. Omvendt skal vi heller ikke gå rundt om hende, som er hun et stykke porøst kunst, der for guds skyld ikke må falde på gulvet.
Og det er den allersværeste balance – knivskarp og nogle gange umulig at spotte, så vi træder af og til ved siden af. Selvfølgelig falder K også bagover fra tid til anden, udmattet med sorte rande under øjnene som en soldat, der har måttet udsætte sin søvn i flere døgn.
Hvor vi er lige nu har K mest af alt brug for at få plads til at eksperimentere: Kan jeg det i dag, jeg ikke kunne i går? Og hvis jeg ikke kan i dag, kommer jeg så aldrig til det?
Jeg kan se, hvordan K er opfyldt af stor lykke og stor sorg samtidig. Lykken ved at have fået Totoro og skulle lære ham at kende lever side om side med sorgen over at være fanget og isoleret derhjemme og ikke turde tro på, at der er en vej tilbage til verden.
Det eneste, jeg kan gøre, er at være med hende og støtte hende i hendes skridt hen imod et bedre liv
Jeg følger med hende så godt jeg kan – nogle dage med lyset tændt, andre dage med slukket lys. Hvor meget jeg end gerne ville, kan jeg ikke presse glæde og lethed ind i hende. Det eneste, jeg kan gøre, er at være med hende og støtte hende i hendes skridt hen imod et bedre liv.
De skridt hun er nødt til selv at tage, og som hun ved, hun er nødt til at tage.
’Hov, det minder mig om’, siger jeg til K, ’kan du ikke tage nogle fotos af buret og Toto?’
’Jo, det skal jeg nok.’
’Nu hvor du ikke selv bruger sociale medier, kunne du måske lave en Instagram-profil for Anna og Totoro, hvor du kan sætte sjove fotos ind og skrive lidt om deres liv sammen.’
’Ja’ griner K på en måde, hvor jeg kan høre, at ideen nok er sjov, men aldrig vil blive realiseret.
’Det var da ellers meget sjovt’ siger jeg måske mest til mig selv.
Jeg havde uden videre refleksion tænkt, at hvis K lavede en profil om dyr med gode fotos og lidt tekst om deres liv, ville hun kunne formidle noget af al den viden, hun har, og at det måske ville bringe hende i kontakt med nogle andre unge, der deler hendes interesse for dyr.
Pyt. Jeg smider ideen over skulderen, som jeg har gjort med så mange før den og ved, at jeg er nødt til ikke at forfalde til dybsindige tanker, der hele tiden falbyder sig.
I stedet for prøver jeg at fokusere på glæden og taknemmeligheden over, at K dagligt træner at gå med Anais, og at Totoro er kommet ind i hendes liv.
Totoro skal være hendes servicedyr, K håber, at han kan være sammen med hende ude i verden, så hun ikke føler sig så alene derude. Jeg håber sammen med hende, og glædes over det ny trekløver:
Totoro, Anais og K. Et trekløver, hvis forbogstaver danner et T.A.K.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det via Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Foto: Skribenten.
Læs de 70 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her,15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’, afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘, 59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her, afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her, 69, “Lad os se, hvor hårdt vi kan slå,” her og og endelig afsnit 70, ‘Tag dig i agt for psykopatien’.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
