ESSAYSERIE – “Nej, nej nej. Det her må ikke ske. Det må det ikke! K skal fortsætte på sin dagbehandlingsskole. Hun skal have sin afgangseksamen – der er ingen andre muligheder. Nærmest skamfuldt skynder jeg mig at lukke for tanken, som om det er mig, og ikke Københavns kommune, der er i gang med at afskrive K fra sin fremtid, for at dumpe hende i en eller anden kategori af ’fiasko’, ’uegnet’, ’umulig’. For der står, sort på hvidt: ’Københavns Kommune har foreløbigt vurderet, at K’s dagsbehandlingsskole ikke er det rette tilbud til hende.’ Sætningen er fatal.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes 16-årige datter, som lider af angst og har Aspergers. I sidste uge ankom en mail fra Københavns Kommune, der væltede familiens liv omkuld- igen. Hvad skal de nu gøre?
Niels og jeg lægger på, og det føles som om han forsvinder. Afstanden hen til ham og hans arbejde, synes med ét, ekstrem lang, nærmest som en pludselig afgrund, en tomhed, noget-et-eller-andet umådeligt ensomt, inde i mig, trods det, at Niels ikke er længere væk end en cykelspurt gennem byen og aldrig ude af mit liv, og selvom jeg normalt sætter enorm pris på mit eget selskab.
Hvem kan hjælpe? ‘Kan’ nogen hjælpe?
Det er afmagten, der skaber den følelse. Afmagten snyder en og får en til at føle sig ensom og alene.
For i mødet med den bliver man umådelig lille og sårbar, og det føles, som om man intet har at gøre godt med til at betvinge den altopslugende ildebrand, der knejser foran en og spærrer for vejen ud.
Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre, messer jeg, næsten hørligt. Jeg leder i panik gennem alle mine tanker, for at finde en brugbar idé, en plan, en handlen, en mulighed. Jeg leder som den hungernødstedte over jorden efter krummer fra andres glemte måltider.
Det er, som om min erindring pisker billeder af alle de mennesker, jeg kender, igennem i en hysterisk fart, for at finde netop dét menneske, der må kunne hjælpe. Som om mit hjerne er et fotografisk arkiv af ansigter og stemmer, hvor hver ansigt, er en summen af fortællinger fra både mit professionelle liv og mit private, det hele i én levende hvirvel.
Hvem kan hjælpe? Kan nogen hjælpe?
Jeg lader panikken styre mig og sms’er både min redaktør og en kollega mere. Netop disse to kvinder er dem, der er tættest på fortællingen om K. Og da der er en intimitet mellem en forfatter og hendes redaktør, som ikke helt kan sammenlignes med nogle andre forhold, jeg kender til, føles det fortroligt at skrive til dem.
Også selvom de ikke kan forventes at stille op, er de de eneste, jeg kan bede om, bare i de næste ti, femten minutter at løfte en flig af den panik, der pruster som en olm tyr lige foran mine røde klæder.
Nej, det er bestemt ikke nu, K skal bevidstgøres om det frygtelige brev, der vil tage hendes skole fra hende, for jeg ved, hun vil blive … Åh gud, jeg kan ikke engang tænke tanken til ende
K skal endnu ikke vide noget. Ikke nu, ikke der, hvor min vejtrækning er utøjlelig og rædslen lyser ud af mine øjne, som hos et dyr i dødsangst. Ikke nu, hvor mine tanker galopperer i alle retninger på én gang.
Nej, det er bestemt ikke nu, K skal bevidstgøres om det frygtelige brev, der vil tage hendes skole fra hende, for jeg ved, hun vil blive … Åh gud, jeg kan ikke engang tænke tanken til ende…K vil slet ikke…
Nej, nej nej. Det her må ikke ske. Det må det ikke! K skal fortsætte på sin dagbehandlingsskole. Hun skal have sin afgangseksamen – der er ingen andre muligheder.
Nærmest skamfuldt skynder jeg mig at lukke for tanken, som om det er mig, og ikke Københavns kommune, der er i gang med at afskrive K fra sin fremtid, for at dumpe hende i en eller anden kategori af ’fiasko’, ’uegnet’, ’umulig’.
For der står, sort på hvidt: ’Københavns Kommune har foreløbigt vurderet, at K’s dagsbehandlingsskole ikke er det rette tilbud til hende.’
Sætningen er fatal.
Gad vide, om Mette Frederiksen er klar over, når hun står og roser de ansatte i forvaltninger på direkte tv, hvordan Serviceloven praktiseres? Ved Pernille Rosenkrantz-Theil det? Gør Astrid Krag?
Kommunen underbygger deres vurdering på, at dagbehandlingsskolen ikke har indfriet de opstillede mål.
Min hjerne styrtbløder tanker. Men brevet giver stadig ingen mening; der står, at fordi K ikke er nået fra A til B på den tid, som kommunen havde regnet sig frem til, måtte være den passende, så har dagbehandlingsskolen ikke leveret varen.
Når kommunen definerer et mål uden for dens faglige kompetence, svarer det så ikke lidt til, at lade en bager vurdere, hvor længe en tømrer skal være om at bygge en veranda?
Hvad med den tid, dagbehandlingsskolen har peget på, er nødvendig? Hvad med at stole på de fagfolk, som rent faktuelt er eksperterne i dette felt?
Når kommunen definerer et mål uden for dens faglige kompetence, svarer det så ikke lidt til, at lade en bager vurdere, hvor længe en tømrer skal være om at bygge en veranda?
Hvornår blev kommunale forvaltninger så omnipotente, at de kan definere mål for alle borgere alt efter eget forgodtbefindende? Hvorfor standser ingen, dette vanvid?
Så løber jeg (for der er ikke tid til at gå) op ad trappen til mit skrivebord med Mac’ en i ene hånd, og et glas danskvand i den anden. Morgenkaffen er ødelagt, men selv om den ikke var, ville jeg alligevel ikke kunne drikke den – der er no way, den ville kunne passere forbi den opkast, der har optaget pladsen i spiserøret.
Heldigvis har jeg lært af de utallige mange andre gange, jeg har logget mig ind på e-Boks, for at skrive et brev til forvaltningen, og husker derfor, at jeg ikke skal stole på, at det teknologiske system kan holde på en hemmelighed; jeg skal derfor skrive min kladde i Word, og først når den er klar, kan jeg sætte den ind i en mail til forvaltningen og trykke send.
Og borgmesteren! minder jeg mig selv om. Jeg må skrive til borgmesteren også!
Det er en meget svær balancegang; hvor meget larm skal jeg lave, og hvem skal høre det?
Er jeg ikke bare endnu en af de hysteriske mødre til ung autist, en mor der ikke vil begribe sine egne mangler og heller ikke sit barns?
Men også, hvilken slags larm? Er jeg ikke bare endnu en af de hysteriske mødre til ung autist, en mor der ikke vil begribe sine egne mangler og heller ikke sit barns?
’Jeg må have fat i skolen!’ siger jeg højtlydt ud mod de store glaspartier, hvor jeg har sat mig ved min skriveplads under himlen.
’Under himlen, jeg vil bo under himlen!’ Sådan har jeg altid forklaret mine ønsker til folk, der har spurgt.
De fleste vil bo ved havet, men jeg vil bo under himlen. Ikke fordi jeg ikke elsker havet, jeg er født og opvokset med saltvand i mit blod, og det har renset mig mangen gang, hvor jeg ikke har kunnet finde vej.
Men himlen gør noget andet, noget, jeg ved ikke, måske føler jeg mig bare tættere på det guddommelige. Og jeg har altid været heldig nok til at ende med at bo øverst alle de steder, jeg har boet i København. Nu må himlen stå på tåspidser og strække sig vældigt, helst vende rundt på den uretfærdighed, der er ved at blive pågået – ja, jeg beder til himlen om at løse det her.
’Kære Himmel, send al den hjælp du kan!’ beder jeg og håber på kræfter større og stærkere, end hvad en forvaltning kan mønstre.
’Jamen, det går jo godt,’ havde Niels både indvendt og udbrudt i telefonen.
’Ja. Nemlig!’
’Hvorfor så?’
’Jeg ved det heller ikke.’
Jeg skriver brevet til forvaltningen og minder afdelingslederen om, at han kom ind i K’s sag, netop da hun skulle indskrives i august måned på dagbehandlingsskolen, og at han ved den lejlighed ikke havde gjort sig den umage at have læst hendes sag., samt at jeg inderligt håber, han har læst den nu.
Så trækker jeg ham videre ned ad den erindringens sti, jeg er sikker på, han ikke bryder sig om at gå med på ved at skrive, at det også var på det indskrivningsmøde, at han direkte henvendt til skolens afdelingsleder, sagde, at han ’opfattede en dagsbehandlingsskole som et sted, hvor de unge bliver afhængige af en pædagog!’
Måske er det ikke verdens kløgtigste taktik, at jeg flager med hans inkompetente tilgang til K, i en situation, hvor han sidder med afgørende indflydelse på resten af hendes liv.
Jeg kan ikke ha’, at der sidder mennesker med så stor magt, smurt ind i så massive fordomme, og som får lov at udføre deres arbejde med så udpræget mangel på umage og empati
Men jeg kan ikke ha’ det!
Jeg kan ikke ha’, at der sidder mennesker med så stor magt, smurt ind i så massive fordomme, og som får lov at udføre deres arbejde med så udpræget mangel på umage og empati. For deres magt definerer borgernes livsvilkår. Hans magt kommer til at afgøre, hvorvidt K nogensinde får en 10. kl. afgangseksamen.
Udover at pege ind i hans fejl og mangler, har jeg også en række meget saglige argumenter, alle med udgangspunkt i: hvem K er, hendes udvikling i det forløbne skoleår og hendes mål for fremtiden. Men også en række logiske sammenfatninger af, hvad det rent faktisk er, der står i deres brev.
I brevet konfronterer jeg ham med, at hvis alle skoleelever hvert år skal evalueres i forhold til de mål, kommunen definerer uden i øvrigt at kende eleverne, og at disse ikke kan leve op til målene, skal man så fyre folkeskolerne på samme vis, som man nu vil fyre dagbehandlingsskolen?
Gad vide, om vi så ville have nogle åbne folkeskoler tilbage? Nej, vel.
Eksemplet lyder som dårlig satire, men det er ikke desto mindre det, forvaltningen er ude på at gøre med K.
Deres plan skal nemlig vise sig at gå ud på at lukke for dagbehandlingsskolen, for i stedet at sætte K ind på en anden skole; en skole, der – pudsigt nok, taget forvaltningslederens fordomme i hu, ikke er en dagbehandlingsskole men en skole med flere elever i klasserne og færre personale.
Med andre ord, tror forvaltningen tilsyneladende, at man ved at gøre K’s undervisningsmiljø mere barsk og mindre behandlende, jo bedre vil hun klare sig. Vel vidende, må jeg minde de læsere om, der måske ikke har læst med i serien fra starten, at K ikke har været i stand til at gå i skole i 3 år på grund af skoletraumer, der har forårsaget svær skolevægring, angst og massiv depression.
Skoletraumerne opstod, fordi ingen fagfolk opdagede, at K ikke kunne være i klasselokaler med mange elever og få lærerkræfter. Eller hvis de opdagede det (jeg skal ikke kunne sige, om nogen gjorde), så handlede de i hvert fald ikke derefter.
Jeg skriver også, at i fald kommunen vælger at gøre netop det – at afslutte dagbehandlingsskolen – så vælger de samtidig at afskrive K fuldstændig som skoleelev. Jeg overvejer kort, om det måske er det, kommunen har konkluderet om K. At hun regnes for uegnet til et uddannelses-liv og deraf et senere selvstændigt liv …
Men K’s eneste ønske for fremtiden er at kunne forsørge sig selv. Det skriver jeg også.
K er panisk ved tanken om, ikke at have penge til husleje og mad m.m. Det er afgørende for hende at kunne klare sig selv. Og hun har, hvilket absolut ikke er noget alle 16-årige autister har, meget klare fremtidsdrømme og mål
Hun kan kun forestille sig det ske ved, at hun tager sig en uddannelse, så hun kan få et fast arbejde. K er panisk ved tanken om, ikke at have penge til husleje og mad m.m. Det er afgørende for hende at kunne klare sig selv. Og hun har, hvilket absolut ikke er noget alle 16-årige autister har, meget klare fremtidsdrømme og mål.
Brevet bliver sendt, borgmesteren får også en kopi.
Det er d. 23. april, vi modtager det omkalfatrende brev. Brevet er også en indkaldelse til statusmøde på skolen d. 7. maj.
Men det absurde er, at sagsbehandleren, igen, har glemt, at vi allerede har aftalt det møde til at ligge d. 15. maj.
Det er det sædvanlige sjusk. Eller også er det kølig strategi fra forvaltningens side; at fremrykke mødet med syv dage, så der er syv dage færre for os til at forberede alt det, der skal forberedes, hvis vi skal have en chance for at redde K fra den her ’dumping-dom’.
Derfor har vi nu 14 dage til at fylde det enorme hul op, som sagsbehandleren har sikret sig; et hul bredt ud dér, hvor sagsbehandleren skulle have foranlediget udtalelser og møder med PPR-psykologen gennem det forgange skoleår, for at denne så nu kunne have formuleret en realistisk og faglig vurdering af K.
Men det kan PPR jo så ikke, som jeg også skrev i forrige afsnit. Psykologen måtte med bekymring beklage, at hun ikke havde fået det aftalte og nødvendige materiale fra sagsbehandleren til, at hun kunne gøre sit arbejde.
K er også indkaldt til dette møde, hvilket er det eneste rigtige – der er hendes liv, det er hele hendes fremtid, hun er hovedpersonen, ‘K skal høres’. Jeg er nødt til at fortælle K den frygtelige, skræmmende nyhed.
Så det skoleår er ubeskrevet fra systemets side, det skoleår som forvaltningen vurderer er vand direkte ud i afløbet – for de ved intet om, hvordan K’s udvikling har været!
Og ja, de er ved at lade K glide med ud.
Kommunen står uden en realistisk udtalelse, fordi kommunen ikke indfrier egne krav om egen levering af dokumentation, og den eneste person, for hvem det her får konsekvenser, er K, der betaler prisen.
Kommunen er ikke ansvarlige, pyt. ’Vi skal se fremad, Odile, nu skal vi ikke snakke mere om alt det, som er gået galt!’
Det fik jeg at vide allerede for 3 år siden af kommunen, da jeg pegede ind i det blødende sår, der ikke ville hele: det faktum at ingen tog sig af, at her var en pige, der var i tydelig mistrivsel i skolen og ingen, ud over Niels og jeg, mente, der skulle reageres på det.
Det har efterfølgende kostet 3 år af K’s liv uden skole på grund af angst.
K er også indkaldt til dette møde, hvilket er det eneste rigtige – der er hendes liv, det er hele hendes fremtid, hun er hovedpersonen; K skal høres. Jeg er nødt til at fortælle K den frygtelige, skræmmende nyhed.
PS. Vi har endnu intet hørt fra kommunen. Vi afventer stadig svar. Fortsættes fredag 29. maj.
LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I ODILE POULSENS ESSAYSERIE HER
Foto: Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her