FRANKRIG & POLITI // KLUMME – Fra en lejlighed høres voldsom larm og skrig en aften. “Tilkald politiet, tilkald politiet,” råber en panisk kvinde, da hun kortvarigt kommer til syne i et af lejlighedens vinduer. Johannes Nørlov Pedersen var tilskuer til en foruroligende episode i Paris’ 18. arrondissement og blev rystet over det parisiske politis prioritering.
PARIS – Min veninde og jeg tilbragte en søndag aften i hendes lejlighed på Rue Boinod med vinduet åbent ud til gaden. Nattrafikken med sin spøjse blanding af sløvhed og uventede energiske udbrud blev båret ind gennem vinduet, og vi var rolige, fordi det var søndag, og fordi vi havde planer dagen efter.
Ved Marcadet-Poissonniers, vores metrostation for enden af Rue Boinod, stod mange unge mænd med hættetrøjer på og gav forbipasserende håndtryk. Kvinder med blond-farvet krøllet hår og korte kjoler gik med ældre herrer op til Boulevard Barbes, hvor man kan finde enten en taxi eller en halvbelyst gyde. Mange af kvinderne med de korte kjoler søndag aften ledte efter mænd, som havde ur på, så de kunne køre i taxa. Gyderne deler man med sovende hjemløse.
Ved baren ”Chez Carole”, der ligger under vores lejlighed, var der larm og sang og tidligere på aftenen en slåskamp. Nu var de glade igen, ligesom de er til langt ud på natten, alle ugens dage.
Kvinden skreg inde fra lejligheden. Min veninde var meget bekymret, og politiet ventede på den anden side af telefonkøen
En politibil kørte ned ad Boulevard Barbes med blink på. De officielle autoriteter er en sjov skikkelse omkring Marcadet-Poissonniers. Politiet i det 18. arrondissement er som trafikken søndag aften for det meste sløvt, men med uventede udbrud af energi. Dele af det 18. arrondissement er stadigvæk en gråzone for det franske politi. De kommer efter deres egen tid og prioriteter, og politiet er politiet og ved derfor, hvad der er vigtigst. Når en politibil standser her, er det næsten med sikkerhed, fordi politiet har et ærinde af den art, som politiet nogle gange har på mørke gader. Her giver de både håndtryk og slag.
Folk her ringer sjældent til politiet, mest af alt fordi chancen for at få hjælp er lav. Beboerne i området ved godt, at de ikke er på politiets liste af prioriteter. Jeg kunne se de blå blink fra Boulevard Barbes og tænkte på, hvilke presserende kriser der foregik længere mod det mindre mørke Montmartre. Fra vores lejlighed på sjette sal var det kun trafikkens grønne, røde og gule farver, der blinkede ind ad vinduet det meste af tiden.
Rystende, i panik
Ved omkring tolvtiden hørte vi skrig fra gaden. Vi smilte en smule, da skrig og råb er en tradition på ”Chez Carole”, og vi er vant til at ignorere dem, fordi de altid krammer og smiler over en øl dagen efter. Jeg sad ved vinduet og læste, og et minuts tid før mig lagde min veninde mærke til, at skriget blev skingert. Hun kender gaden bedre, end jeg gør, og kan tale fransk. Vi kiggede ud ad vinduet. På modsatte side af vejen – ud ad et vindue på tredje sal – hang et hoved med smukt krøllet hår. Hun skreg og rystede og bad gaden om at ringe efter politiet. Hendes panik nåede op til os, og vi ringede til politiet.
Kvinden blev hevet ind ad vinduet, og det blev hastigt forsøgt lukket. Det lukkede kun halvt, fordi et gardin sad i vejen, og gardinet dækkede, så man dårligt kunne se ind. Det eneste, vi kunne se, var, at hun var i panik. Det eneste, vi kunne se, var, at hun var i panik og lejligheden indenfor havde et blåt lys, som fra et fjernsyn eller til en fest.
Min veninde sad med telefonen på højttaler og lyttede til den automatiserede telefonkø, som man modtager, hvis man ringer, når politiet har travlt, eller ringer fra bestemte områder i Paris. ”Du vil snart blive forbundet med en operatør. Dit opkald bliver optaget. Ondsindede opkald vil blive sporet og retsforfulgt,” var det svar, vi fik. Velkommen til telefonkøen.
Tre mænd med hættetrøjer havde også hørt kvinden skrige, og en af dem, der havde en skuldertaske og militærshorts på, løb hen til yderdøren og sparkede den ind
Vi kunne se skygger bevæge sig bag gardinet i lejligheden. Kvinden skreg inde fra lejligheden. Min veninde var meget bekymret, og politiet ventede på den anden side af telefonkøen. Efter ti minutters kø på akutlinjen svarede en operatør tilfreds, at de allerede kendte til sagen, fordi nogen havde ringet før. De havde sendt en vogn.
Kvinden havde nu skreget efter hjælp for ti minutter siden. Jeg husker de gange, jeg er gået forbi politistationen, der ligger ti minutter væk fra Rue Boinod på gå-ben. Politibetjentene plejer at stå op ad deres biler eller lige uden for stationen og grine og ryge cigaretter. Det kan dog være, at det var fordi det var en hverdagsaften, og nu var det en søndag aften, og vi havde ringet fra en mørk gade. Selvom de havde sendt en vogn, gik vi ned på gaden.
Tre mænd med hættetrøjer
Nede på gaden stod tre mænd, der også havde ringet efter politiet og prøvede at få øje på, hvad der foregik oppe i vinduet. Det er ikke muligt at sige med sikkerhed, hvad det var, der skete inde i lejligheden med dets blå lys og skygger og gardiner. Klask smældede klart ud af det halvt åbne vindue.
Vi var alle meget ængstelige på gaden og spejdede efter den vogn, som politiet havde lovet. En af mændene grinede med meget triste øjne og sagde, at politiet ikke havde travlt. Det vidste vi godt, fordi lejligheden var på Rue Boinod, og de fleste her ignorerede larmen fra gaden. På en søndag aften er hustruvold ikke en prioritet.
Imens sloges skyggerne, og en kastede en pakke cigaretter ud ad vinduet. Et ældre par over os var meget bekymrede og spurgte, om vi også havde ringet efter politiet. Jeg tænkte på, hvordan kvindens skrig havde lydt, og med enhver forbipasserende bil sank mit hjerte en smule. Vi var nu en lille gruppe mennesker, der stod med telefoner i hånden og var bange og bekymrede. Min veninde sagde, at det var godt at se, fordi det betød, at der var nogle i området, der stadig bekymrede sig om andre og havde et åbent øre til gaden.
De havde ikke uniformer på, men de så gravide ud i skudsikre veste under deres hættetrøjer, og de gik rundt som soldater
Efter at vi havde ventet i tredive minutter på politiet og var begyndt at miste håb, nåede kvinden hen til vinduet endnu engang, skreg og blev så hevet ind af den anden person i lejligheden.
Herefter skete noget surrealistisk, der kræver en smule baggrundsviden om døropgange i Paris: Der er ingen egentlige dørtelefoner, inden man træder ind i opgangen. Før man kan komme ind i opgangen, indtaster man ved yderdøren en 4-cifret kode, som er unik fra ejendom til ejendom. Med andre ord, ingen kode, ingen hjælp, og selv hvis man kommer ind ad yderdøren med koden, standses man derefter af en sikkerhedsdør, før man kan komme ind i selve opgangen. Ved sikkerhedsdøren, der oftest er indbrudssikret og har stærke låse, er dørtelefonen til de enkelte lejligheder.
Tre mænd med hættetrøjer havde også hørt kvinden skrige, og en af dem, der havde en skuldertaske og militærshorts på, løb hen til yderdøren og sparkede den ind. Han løb ind og forsøgte forgæves at åbne sikkerhedsdøren. Politiet var her ikke endnu, og en tilfældig mand havde allerede forsøgt at tage handling. Jeg tænkte på drengene i hættetrøjer ved metrostationen og på politiet, der plejede at stå og ryge cigaretter og grine.
Manden med militærshorts og hans to venner snakkede på arabisk og skulle et andet sted hen, men de blev og var bekymrede sammen med alle os andre. Manden stirrede på vinduet og var vred.
Efter det mislykkede redningsforsøg kom en meget fuld mand forbi og spurgte, hvad der foregik. Han spiste pizza og haltede en smule. Da han havde fået svar, gik han over og samlede cigaretpakken, der tidligere var blevet kastet ud ad vinduet, op og smilede over, at den ikke var tom. Han tændte en cigaret og gik videre. Han efterlod sin pizza på gaden neden for vinduet.
Politiet ankommer, men hva’ så?
Efter fyrre minutter ankom politiet i en civil vogn. Der var fire af dem, hvilket formentlig havde noget at gøre med, at Rue Boinod er en mørk gade, og at det var nat. De havde ikke uniformer på, men de så gravide ud i skudsikre veste under deres hættetrøjer, og de gik rundt som soldater, så man kunne godt genkende dem som politimænd.
De var meget sent på den og begyndte at udspørge os om, hvad der skete. De tog deres lyserøde armbind på, hvorpå der står, at de er politi. Efter at have snakket med os i fem minutter gik de hen og forsøgte at sparke yderdøren ind. Der skulle to betjente til at gøre det, fordi de ikke tog tilløb ligesom manden med militærshortsene, og det slog mig, at sidstnævnte havde større erfaring med at skabe adgang end politiet.
Herefter kunne de ikke komme videre, fordi den næste dør, sikkerhedsdøren, var af den stærke slags. Tre af politimændene rystede i døren, og en af dem gik flere gange ud og kiggede på gaden for at tjekke om, han ringede på dørtelefonen til den rigtige lejlighed.
De havde kun været oppe at skændes, og hendes toneleje var mærkeligt
Den samme politimand blev også ved med at kigge efter deres bil for at sikre, at intet skete med den. Det var en selvfølge, eftersom gaden var Rue Boinod, der ikke har et specielt dårligt ry i sig selv, men bare ligger i et mørkt distrikt, hvor politiet ikke kommer særligt ofte og derfor ikke ved, hvad de kan forvente.
Vi var nu en meget stor gruppe bekymrede mennesker, der var skuffede og havde mistet håb, fordi vi ikke havde hørt fra kvinden i ti minutter. Efter ti minutter gav politiet op og kørte væk. De nåede aldrig ind i lejligheden.
“Alt er okay”
Da politiet var taget afsted, stak kvinden hovedet ud ad vinduet og sagde, at alt var okay. De havde kun været oppe at skændes, og hendes toneleje var mærkeligt.
Min veninde og jeg gik tilbage til vores lejlighed. Jeg tænkte på, om politiet ville komme næste gang, kvinden skreg efter hjælp, eller bare tænke, at det var mørkt som andre mørke ting, der foregår i Paris’ 18. arrondissement. Vi sad og snakkede i lang tid om forsinkelser i Paris og om prioriteter. Jeg tror, at der er mange kvinder, der ikke får chancen for at stikke hovedet ud ad vinduet to gange. Desværre er det normalen i Paris, at politiet ikke kommer som kaldt, men på deres egne præmisser.
Nede på ”Chez Carole” fortsatte festen, og nattraffikken på Boulevard Barbes lød stadigvæk både sløv og pludseligt energisk.
Partnervold er ikke en privatsag.
Læs også
Rettelse: Denne tekst er blevet justeret efter publicering.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
