TRAUMER & SKAM // SAMHØRIGHED – Traumer, skam og smerte kan videregives i familien og gennem generationer. Selv hvis traumet forties. Forsker og forfatter Doris Gray undersøger ud fra andres og egne oplevelser, hvorfor tunge, voldsomme historier og smertelige erfaringer forties, og hvad der vindes, når tavsheden brydes. Garbi Schmidt har talt med forfatteren om livsforandrende erfaringer, ar på sjælen og heling gennem samhørighed.
”Tragedie kan binde os sammen på måder, der er langt dybere end glæde”
Citatet stammer fra bogen Leaving the Shadow of Pain: A Cross-Cultural Exploration of Truth, Forgiveness, Reconciliation and Healing, skrevet af den tyske forsker Doris Gray. Bogen handler om traumer, fortielser, om voldtægt, om at miste et elsket barn. Men den handler også om håb og om forsoning. Om, hvordan vi som mennesker kan være sammen i smerten, og hvordan vi kan hele. Som samfund og som enkelte mennesker.
De voldsomme historier, som hendes liv bar på, havde hun heller ikke lyst til at få ud i det åbne. Hvordan kunne hun opfordre andre til at tale, hvis hun ikke selv turde?
Doris Gray er som sagt forsker. Hun er universitetslærer. Jeg husker de første gange, jeg oplevede hende undervise ved det engelsksprogede universitet i Marokkos bjerge. Hun kunne virke nærmest frygtløs i de emner, som hun tog op. Ofte handlede det om kønsroller og kvinders rettigheder.
Inden Doris Gray skrev sin bog om traumer, har hun skrevet akademiske bøger om kvinders rettigheder, feminisme og social forandring i Nordafrika. Hun har interviewet kvinder og skrevet om de kvinder i Tunesien, som under præsident Zine El Abidine Ben Ali blev kastet i fængsel, tortureret og voldtaget. Erfaringer, som de ikke talte med andre om, fordi det var skamfuldt. Og hun har interviewet kvinder og skrevet om kvinder i samme land, som ikke sjældent blev banket af de mænd, som de fik tilbage fra fængslets tortur. Erfaringer, som de heller ikke talte om.
Men Leaving the Shadow of Pain er ikke en akademisk bog. Det er en bog, som bygger på erfaringer, som en dygtig forsker har gjort sig, både igennem en lang karriere og som menneske. Smertelige erfaring, som faktisk gør ondt at læse, og som deles uden filter. Smertens skygge forekommer i bogen til tider som et tungt tæppe af uigennemtrængelig sort. Men det sorte gennembrydes af noget andet. Af håb og af mod til at leve. Mod alle odds.
Tunge historier
Men hvorfor skrive en sådan bog? Hvorfor ikke holde sig til forskningslitteraturens mere kølige overblik? Hvorfor lade os se ind i en personligt oplevet grusomhed – og faktiske grusomheder?
Doris Gray svarer som altid direkte og gennemtænkt, da jeg denne fredag eftermiddag sidder foran min computerskærm og taler med hende. Hun sidder i sin lejlighed i Berlin, hvor hun har boet de seneste år. Håret er kort og gråt. Udstrålingen og påklædningen elegant. Øjnene milde bag runde briller. Hun ler med én, når hun ler. Og hun lytter og svarer nærværende.
At hun valgte at nedskrive sin historie, skyldtes ikke mindst de kvinder, som hun havde mødt i Tunesien. Hun havde opfordret dem til at fortælle deres historier og at deltage i retsprocessen mod dem, som havde såret dem, slået dem og voldtaget dem. Når hun opfordrede dem, så kunne hun mærke, hvor nølende de blev. Det var svært for dem.
For de flestes vedkommende var deres barndom kaotisk og præget af en autoritær far. Traumer rammer altså ikke kun ofre. De rammer også ofrenes familie
Men, måtte hun sande – hun havde det på samme måde. De voldsomme historier, som hendes liv bar på, havde hun heller ikke lyst til at få ud i det åbne. Hvordan kunne hun opfordre andre til at tale, hvis hun ikke selv turde?
Hendes erfaringer fra Tunesien tilskyndede hende også til at skrive af en anden grund. De sandheds- og forsoningskommissioner, som blev oprettet efter Ben Alis fald, havde ofte som mål, at ofrene skulle tilgive deres bødler. Men hvorfor i alverden skulle ofrene, som allerede bar en stor byrde, bære endnu én? Var det ikke enten samfundet eller bødlen, som skulle bære byrden? Også i denne henseende var Doris Grays egen erfaring af betydning. For det var, da hun holdt op med at forvente overfor sig selv, at hun burde og kunne tilgive, at hun gav slip.
Den person, som virkelig havde gjort hende ondt, ønskede hun ikke at tænke på overhovedet. At man ikke kan tilgive, er ikke ensbetydende med, at man er et dårligt menneske. Det kan ikke være et krav. Og, understreger hun, hér taler hun som ét menneske med én menneskelig erfaring – som andre måske kan bruge.
Farens fortielse
Hendes far gjorde hende ondt. Ikke – viste det sig – fordi han ønskede at være ond, men fordi han havde sin egen tunge historie at bære på. I dag forstår Doris Gray, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Det var først, da faren var i midt-70’erne, at han fortalte Gray og hendes søster, at han var holocaustoverlever. Hans far var jøde, hans mor kristen, men han var fortsat halvjøde og dermed et menneske, nazisterne kunne sende til dødslejrene. Han overlevede ved at cykle fra sted til sted og være hos dem, der turde tage sig af ham, til krigen var ovre.
Men hans børn fortalte han senere intet. Til gengæld udsatte han dem igennem deres barndom for alskens fysiske strabadser, som de ikke kunne forstå nødvendigheden af. Han var emotionel fjern. Gav ingen knus eller kærtegn. Fortalte intet om sin far og sin mor, intet.
Det var først, da han som gammel lå i sin hospitalsseng, at han fortalte sin historie til dem. Ved siden af sengen havde han sat et foto af sine forældre. Da Doris Gray spurgte, hvem de var, svarede han: ”Jamen, det er da mine forældre”.
Så kunne samtalen starte. Først da. Frygten sad så dybt i ham, at han var bange for at fortælle sine børn om de ting, der var sket. Han var – selv årtier efter anden verdenskrigs afslutning – bange for, at de skulle forråde ham. For han havde set, at selv folk, som stod hinanden nær, angav hinanden. Kærlighed blev noget, der var farligt.
Traumer i familier
Faren bar på et traume, som han gav videre til sine børn. Han bar en byrde på sine skuldre, at det påvirkede hans følelsesmæssige relationer til andre. Doris Gray taler her om flergenerationelle traumer. Traumer, som folk prøver at lægge bag sig ved ikke at tale om dem, men som de alligevel giver videre til deres børn.
I Berlin er hun medlem af en gruppe af ældre kvinder, som mødes for at tale om deres liv. Alle de andre kvinder i gruppen startede ud med at sige, at deres far var en forbryder på grund af, hvad han gjorde i krigen. De fortalte om, hvad det har betydet for deres liv. For de flestes vedkommende var deres barndom kaotisk og præget af en autoritær far. Traumer rammer altså ikke kun ofre. De rammer også ofrenes familie.
Egen sorg og smerte
Hvor historien om faren og anden verdenskrigs fortsatte betydning er voldsom, er historierne om tabet af forfatterens datter sorgfuld. Den bliver endnu mere svær at kapere, da fortællingen bevæger sig videre til den forfærdelige voldtægt, som Doris Gray blev offer for et par måneder efter datterens død. Datteren var omkommet i en trafikulykke i Marokko, hvor Doris Gray, hendes mand og to andre døtre stadig opholdt sig.
Lidelsen er nu engang langt oftere en del af den menneskelige erfaring end det modsatte
Hun havde siddet alene med nogle af de ting, som datteren havde efterladt sig, lyttet til hendes musik, og havde fået behov for at løbe sig en tur. Hun løb igennem en park, hvor den hel del familier holdt picnic i et område, som hun kendte godt. Pludselig blev hun grebet bagfra, hendes tørklæde blev snoet om hendes hals, og hun blev trukket ind imellem nogle buske.
Voldtægten og torturen var så voldsom, at da hun spurgte den kvindelige sygeplejerske, der senere undersøgte hende, om hun havde set noget lignende, svarede hun, ”ikke noget, der er så slemt”.
De næste tre uger tilbragte Doris Gray på hospitalet. Først på landsbyens primitive hospital og senere på nabobyens moderne. Det var selvsamme hospital, hvor hendes datter kort tid forinden havde sluppet livet.
Tilgivelse og skyld
Doris Gray understreger, at man ikke kan forvente, at et menneske tilgiver. Overhovedet. Ofte er forventninger om tilgivelse en måde, hvorpå en statsmagt kan gøre tingene lettere for sig selv. Tilgiver ofrene, behøver staten gøre mindre. Skaden er jo gjort ”god igen”. Men i det lange løb er den strategi et dårligt valg. Både for den enkelte og for samfundet.
Det fratager dog ikke individet ansvaret fra at gøre noget. Det gælder både den, som er offer, og den, som er bøddel. Begge har en helingsproces, som de skal arbejde sig igennem på hver deres måde. At man fx i Tyskland har forsøgt at gøre op med landets mørke fortid, gør ikke, at tidligere bødler kan tillade sig at tie.
Også bødler kan hele ved at tale. Vi fejler alle igen og igen igennem vores liv, men ondskab er også et valg. At fx tidligere bødler ikke taler højt om deres handlinger, hænger ikke mindst sammen med frygt for, hvordan omgivelserne vil respondere. Men der er noget befriende i at sige højt, at man har gjort noget forkert, endog forfærdeligt. Det kan være en måde at sikre, at det flergenerationelle trauma ikke gives videre.
Selvfølgelig er retssag og straf en mulighed. Men du gjorde jo noget forfærdeligt, så sådan må det jo være? Det giver ikke mening, som en af kvinderne i hendes kvindegruppe i Berlin spurgte om den anden dag: ”Jamen, hvis jeg havde været i min fars sko dengang, hvad ville jeg så have gjort?” Doris Gray havde svaret hende direkte: ”Hvis du havde gjort, hvad din far gjorde, så havde du været skyldig i en forbrydelse. Det giver ikke mening at tænke anderledes”.
Samhørighed i smerten
Men hvordan kan ofrene bygge videre på grusomhedens erfaring? Her er vi tilbage ved sætningen, som denne artikel indledtes med – at vi som mennesker kan møde hinanden i smerten. Doris Gray oplevede dette, da hun interviewede kvinderne i Marokko. Det var tit, at de græd sammen, og at kvinderne spurgte hende ”er du en af os?” Hvordan kunne de vide, at hun faktisk var, når hun som den professionelle forsker ikke fortalte om sit personlige liv? Spurgte hun dem, svarede de; ”vi kan føle det”.
Denne oplevelse af at være fælles om noget, om erfaringen af det smertelige, skabte forbindelse på tværs af kultur og religion. Lidelsen er nu engang langt oftere en del af den menneskelige erfaring end det modsatte, påpeger Doris Gray:
”Hvis vi anerkendte den lidelse, som de fleste mennesker oplever, ville vi føle langt mere empowerment i vores liv. I modsætning til, hvis vi kun fokuserer på de glade øjeblikke. For dette er den menneskelige erfaring, som vi alle sammen deler.”
Håb er ikke det samme som optimisme. Det er ikke troen på, at alt ender godt. Men håbet består i at tro på, at det gode findes – på samme måde, som der findes ondskab og lidelse
Og hun fortsætter:
”Jeg tror, at meget af den splittelse, som findes i vores samfund, skyldes, at vi ikke er villige til at anerkende hinandens smerte. For når vi siger til den anden, at vedkommende lyver eller overdriver eller bare giver udtryk for, at vi ikke er interesserede – så fralægger vi os et ansvar. I det øjeblik at jeg anerkender, at du som et medmenneske oplever lidelse, så har jeg et ansvar. Meget af de konflikter, som jeg ser i vores samfund, forstår jeg som et udtryk for, at en gruppe ikke vil anerkende den smerte, som en anden gruppe mennesker føler.”
Lidelsen er en central dimension af menneskelivet, pointerer hun. Hvorfor den findes, og hvad dens formål er, kan hun ikke give noget svar på. Hendes datter blev revet væk fra hende, og deri er en smerte, som ikke går væk. Hun har forliget sig med, at lidelsen er en del af hendes liv. Hun kan ikke se noget retfærdigt eller uretfærdigt deri. Ulykken skete uden, at det giver mening at spørge hvorfor.
Men hvad så med håb? Er håb en mulighed? Her svarer Doris Gray, at håb er vigtigt, men også noget, der ikke kommer nemt. Det er let at give op, når man har oplevet dyb lidelse. Håb kræver disciplin. Nogle gange giver hun efter og tillader sig selv at give efter.
Det gjorde hun også, da hun lå i hospitalssengen efter voldtægten. Men da hun havde to børn tilbage, spurgte hun sig selv, ”hvad kan jeg give til dem?” Og svaret var håb. Håb er ikke det samme som optimisme. Det er ikke troen på, at alt ender godt. Men håbet består i at tro på, at det gode findes – på samme måde, som der findes ondskab og lidelse. Og her ligner hun sin far:
Håbet var også en drivkraft for ham. Han troede ikke på skæbnen. Men han kæmpede imod, igennem sit stædige håb, at ordet ”skæbne” i det hele taget gav mening.
Bøger af Doris Gray
Gray, Doris H. Leaving the Shadow of Pain: A Cross-Cultural Exploration of Truth, Forgiveness, Reconciliation and Healing. Berlin, Germany: Logos, 2020
Gray, Doris H., and Nadia Sonneveld. Women and Social Change in North Africa: What Counts as Revolutionary? Cambridge: Cambridge University Press, 2018.
Gray, Doris H. Beyond Feminism and Islamism: Gender and Equality in North Africa. London: I.B. Tauris, 2013.
Gray, Doris H. Muslim Women on the Move: Moroccan Women and French Women of Moroccan Origin Speak Out. Lanham, MD: Lexington Books, 2008
Doris Gray blev i september 2021 udnævnt til adjungeret professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet. Hun er bosat i Berlin.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
