ESSAY – “I torsdags udløb den fire ugers klagefrist, der følger med i kølvandet på afgørelsen om det absolut uegnede dagbehandlingsskole-“tilbud”, vi havde fået. Nu vil vi slås!” Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. Dagens kapitel er afsnit 69 i serien og fortæller om udfaldet af en lang kamp, familien har haft med kommunen om skolegang for K, der ikke har været i folkeskole i over 2 år.
Jeg skriver tilbud i citationstegn, for det er selvmodsigende, nej, det er meningsløst at kalde en afgørelse, der er trumfet igennem med vold og magt, for et “tilbud”! Det er ikke kun flabet, ignorant og moralsk tvivlsomt. Det helt rette ord for det er “tvangs-tilbud”, et oxymoron.
For noget tid tilbage, i essay #66, bragte jeg omkvædet fra en sang af Claus Hempler ind i vor families sammenhæng.
“Lad os se,
hvor meget vi kan tage,
hvor højt vi kan skrige,
hvor hårdt vi kan slå”.
På mest autistisk vis omsatte jeg ordene 1:1, lige over, bogstaveligt, til vort liv. For det er dét kunst også kan: danse med abstrakter og konkreter, lige og rytmisk.
Igennem, hvad der nu synes alt for længe, har vi samarbejdet med sagsbehandleren, med systemet, og aldrig vist en knyttet næve. For K’s skyld og for at vise vores villighed til at give systemet syn for sagen og ikke lade stoltheden spænde ben for behovet. Altså, ikke lade ydmygelsen komme foran nøden.
Aldrig blive hvas, når systemets medarbejdere – psykologer, lærere, sagsbehandlere, sygeplejersker, socialrådgivere, læger, pædagoger, konsulenter, ledere, the works – og deres tænkning og praksis, gang på gang, har vist sig så ubegavet, at det herhjemme har sendt os ud i konflikter, frustrationer, rådvildhed, frygt, tårer, nedsmeltninger, afmagt og håbløshed.
Det er traumatiserende ikke at kunne sige fra, men må bide i sig, når man trues af systemet. For med det følger skammen, der er tvilling til den skam, mennesker, der udsættes for fysisk vold, bærer
Ikke engang når de har “raget” rundt oppe under min kjole eller nede under Niels’ bæltested, langt ude over deres beføjelser og langt væk fra empatien, har vi givet dem en lammer.
Det er traumatiserende ikke at kunne sige fra, men må bide i sig, når man trues af systemet. For med det følger skammen, der er tvilling til den skam, mennesker, der udsættes for fysisk vold, bærer.
Men hvorfor så finde sig i det?
Lad mig sige kort (og måske love, jeg en dag vender tilbage til det): Fordi systemet er en overmagt. Derfor. En overmagt, der holder ens barn som gidsel. Man vil gøre hvad som helst, for at få sit barn igen.
Det var så meget, vi kunne tage.
I over et år, har vi arbejdet for, at K’s sagsbehandler skulle forstå hendes behov, når det gælder skole og undervisning. Vi har researchet og er kommet med vurderinger igen og igen, for at undgå worst case scenario, det skrækscenarie alle forældre kan forstå, for hvem giver liv til børn, for at de skal ende der?
Vi har delt ud af os selv for at undvige den suicidale katastrofe, der kan ramme K igen, for at få sagsbehandleren til at fatte, begribe og handle.
Vi har forsøgt at injicere alvoren ind gennem hjerneskallen på systemet i over fire–fem år nu, men stadig, og på trods af, at K blev dårligere og dårligere, mens vi stod og skreg på hjælp, ramte vi aldrig den rette åre.
Det var så højt, vi kunne skrige.
Jeg vil ikke være på en skole, hvor jeg ikke er velkommen efter jeg er fyldt 16! Det er latterligt”! Hendes indignation ekspederes prompte. “Så kan jeg kun lige nå at vænne mig til at være der, og så skal jeg ud igen?” K bliver 16 til marts
Lige indtil i torsdags, hvor vi holdt inde og skiftede ham. Torsdag var nemlig klagefristens sidste døgn, og vi var indkaldt til møde på “tvangs-tilbuddet”.
Sagsbehandleren kunne ikke lægge mødet på noget som helst andet tidspunkt indenfor klagefristens fire uger; det kunne kun være på den 28. dag.
K blev først involveret direkte i afgørelsen to dage før mødet, fordi vi ville undgå, at hun skulle dele byrden af de tanker og beslutninger, tvivl og frygt, som vi voksne lå søvnløse med. Medmindre, naturligvis, der viste sig ikke at være anden vej. Hvorfor bebyrde hende med vores krig, når hun har en verdenskrig i sit indre?
Med mundrette ord, forsøgt skåret ind til benet, forelagde jeg hende situationen.
“Hvorfor vil I klage”?
Hun sidder på gulvet, på kludetæppet af læder, som hendes kompakte bulldog opfatter som sit og ynder at tvære sit ansigt godt og grundigt ned i, for på den måde at få renset ud i alle de dybe folder, der nærmest ligger i bunker i hendes ansigt. K’s ny ilder er oppe i sit bur og K er nede for at give bulldoggen lidt kvalitetstid, taget al forandringen i husstandens flok in mente.
“Der er flere grunde”.
“Hvad er den første?’
Med K’s typiske “jeg-vil-ind-til-essensen-med-det-samme” skærer hun gennem fyldordene.
“For det første; man kan gå der, til man bliver 16 år, så”.
“Det vil jeg ikke! Jeg vil ikke være på en skole, hvor jeg ikke er velkommen efter jeg er fyldt 16! Det er latterligt”! Hendes indignation ekspederes prompte. “Så kan jeg kun lige nå at vænne mig til at være der, og så skal jeg ud igen?”
K bliver 16 til marts.
“Ja”.
“Det nægter jeg, at være med til!”
Hun aer sin hund, der saligt læner sig op ad hende.
“Hvad har de tænkt sig? Det er jo dumt!”
Så skynder hun sig at kysse hunden på snuden, inden den når at kysse hende tilbage.
“Det vil jeg selv sige til dem. Ellers tror de bare, I styrer mig til ikke at ville gå der”.
“Ja, det er jeg helt enig med dig i. Det er en god ide!”
Alle giver håndtryk bordet rundt, på nær da jeg ignorerer sagsbehandlerens fremstrakte hånd og nøjedes med et nik
Jeg er overrasket. Det sidste, jeg regnede med, var, at hun magtede at tage stilling til noget som helst, der lugtede af skole. Hun plejer at afvise al skolesnak, konsekvent. Men det her var for alvorligt.
“Så må du lave en klage, din egen. Nu hvor du er fyldt 15, har du nogen juridisk myndighed”.
“Jeg vil sige det til min pædagog!”
“Det er desværre ikke tids nok, skat, han kommer først tilbage fra ferien på fredag og det skal gøres på torsdag. Du er nødt til at lave en skriftlig klage. Så må vi sende den via min e-boks. Ellers kører jeg bare hen med den. Det er nok bedst, faktisk”.
Niels og jeg skabte en fælles front, en mur, der ikke gav sig. Vi havde intet at miste, nu hvor kommunen havde mast deres afgørelse igennem.
Det var den mur, vi havde på til mødet.
Da vi trådte ind i mødelokalet, osede der af den der lette, muntre stemning, der opstår blandt kollegaer. Oplægget til mødet var optimistisk og i fuldstændig modsætning til, hvad vi kom med.
Sagsbehandleren sad mellem skolelederen og lederen af det socialpsykiatriske tilbud, hvor K’s pædagog er ansat.
Ærlig talt er det svært at se, hvad der er skolen, og hvad der er den pædagogiske virksomhed; de deler hus, lokaler, materialer og personale og fakturerer kommunen for de samme angste og skolevægrende unge borgere.
Sagsbehandleren kigger på Niels, så på mig, så på Niels, men møder muren; ingen smil, ingen varme, ingen åbenhed. Det er ubehageligt og usikkerheden i ham er til at tage og føle på
Alle giver håndtryk bordet rundt, på nær da jeg ignorerer sagsbehandlerens fremstrakte hånd og nøjedes med et nik.
Niels lægger sin mobil på bordet, midt imellem kaffe- og vandkanderne. Det slår allerede de første sprækker i den “vi er på hjemmebane-selvtillid”, de hviler i, da han bedyrer: “Dette møde bliver optaget”.
Med ombudsmandens afgørelse i ryggen om, at man som borger altid må optage samtaler med myndigheder også uden at oplyse om det, kan vi trygt vise dem, at vi ikke længere nærer nogen som helst form for tillid til noget som helst af det, de siger.
Af samme årsag havde jeg for fire uger siden via e-boks informeret sagsbehandleren om, at al kommunikation fra systemet skal foregå på skrift.
Skolelederen foreslår, at vi tager en præsentationsrunde. Da runden afsluttes, kigger jeg over på sagsbehandleren, der sidder lige over for mig, gennem mine solbriller:
“VISO, hvor er de?” *)
Skolelederen bedyrer grinende: “De er da ikke her!”
Joken styrtdykker stemningen.
Sagsbehandleren kigger på mig, jeg stirrer, venter; jeg kan se, han leder, men han kommer ikke op under min solbrilles rødbrune filter.
Jeg havde talt med VISO, der havde gjort det klokkeklart, at vi som borger ikke kan invitere dem til noget som helst, det kan kun kommunen. Derfor havde jeg skriftligt bedt om at få VISO til at lave en pædagogisk udredning. Sagsbehandleren havde bekræftet over sms, at han gerne ville invitere VISO med til mødet. Ja tak, havde jeg svaret.
Men nu vil skolelederen gerne tage styring af mødet, forsøger smilende at hælde den konfronterende stemning af bordet og foreslår, at vi fortæller om K.
Herfra overtager Niels mødet. Han disrupter alle usagte dagsordener og forventninger de fire professionelle eventuelt måtte sidde med.
Han har truffet en afgørelse om K’s liv med garanteret katastrofale følger. Han har fravalgt den konstruktive afgørelse. Derfor har vi kun nådesløs vrede til overs for ham
“Nej, vi skal ikke tale om K. Vi skal tale om, hvem der er ansvarlig for, at K er pålagt denne skole! Og i mødeindkaldelsen står der, at der skal lægges en plan for indkøring. Det vil vi meget gerne høre om”.
“Der er lagt vægt på, at K kan få en lang indkøringsperiode, og at hun kan beholde sin pædagog til at hjælpe med at komme i skole”.
Sagsbehandleren kigger på Niels, så på mig, så på Niels, men møder muren; ingen smil, ingen varme, ingen åbenhed. Det er ubehageligt og usikkerheden i ham er til at tage og føle på.
“Okay, en lang indkøringsperiode i samarbejde med K’s nuværende pædagog, det er noget K kan få på enhver af de dagbehandlingsskoler, vi selv har peget på!”
Tavshed.
“Hvem er det, der har valgt denne skole?”
“Jamen, det har matchningsudvalget”.
Sagsbehandleren smører ansvaret væk fra sig selv, men han kan stadig ikke komme ind under mine solbriller og Niels’ spørgsmål er frontale påkørsler.
“Og matchningsudvalget har al deres information fra dig, ikke sandt! Og hvor har du din viden fra?”
“Det er da fra jer og…” Men det er løs sand under sagsbehandlerens fødder, for i næste øjeblik får han endnu en Agassi-serv i topklasse, som han må dukke sig for.
Til sidst er alt skrællet af, alle veje drejer direkte tilbage til sagsbehandleren. Til sidst ligner han en mand på grådens rand.
Han har truffet en afgørelse om K’s liv med garanteret katastrofale følger. Han har fravalgt den konstruktive afgørelse. Derfor har vi kun nådesløs vrede til overs for ham.
Nu siger ingen noget mere; selv de støn, skolelederen ærgerligt udstødte, er ophørt.
Da vi vil gå, lyder det fra den anden leder: “I behøver slet ikke klage selv! Det er nok, I siger det nu!”
“Nej! Det vil vi selv tage os af!”
Også dét havde vi set komme. Systemet vil selv formulere borgerens klage af indlysende årsager. Men vi vil klage med vores egne ord, vi vil ydes retfærdighed, og dét kan vi slet, slet ikke stole på, at sagsbehandleren eller lederne tager sig af.
Optagelsen varer 37 minutter.
“Det er grotesk, at fordi man har et såkaldt handikappet barn, så har man ikke længere frit skolevalg”.
Vi rejser os op og går.
“Jeg elsker dig! Du var formidabel! Du kæmpede for din datter, som aldrig før!”, udbryder jeg og kysser min mand
Og så står vi igen ude i den københavnske trafik. Jeg tager mine solbriller af.
“Jeg elsker dig! Du var formidabel! Du kæmpede for din datter, som aldrig før!”, udbryder jeg og kysser min mand.
Men det var ikke stolthed over at udøve så massiv modstand. Det var en nødvendighed, en konsekvens af den umenneskeliggørelse systemet klæder os i. Tilbage er kun de primitive valgmuligheder: flygt eller spil død. Eller kæmp!
Hjemme igen sætter jeg mig straks til min Mac for at formulere klagen over afgørelsen. Klagen over selve sagsbehandlingen må vente.
Fire timer efter vi er gået fra mødet, tikker der en sms ind fra sagsbehandleren.
“Jeg ved, at I har frabedt jer telefonisk kontakt, men jeg har en besked, jeg meget gerne vil give jer i dag, og som jeg tænker, I vil blive glade for at få. Så kan jeg ringe til jer i dag?”
Det er kun mig, der modtager sms’ en, men jeg skynder mig at videresende den til Niels og besvarer den så.
“Nej tak, vi vil meget gerne bede om at modtage beskeden skriftligt”.
Straks efter tikker hans næste sms ind: “Jeg har nu sendt jer post i e-boks. Jeg er usikker på, hvor hurtigt det går, før den når frem gennem diverse virus- og sikkerhedstjek”.
Det er næsten umuligt at trække vejret: det tror jeg faktisk heller ikke, jeg gør, mens jeg tjekker ind på e-boks via min mobil.
I mailen skriver sagsbehandleren, at han har omgjort afgørelsen og i stedet har fået en plads til K på den ene af de skoler, vi selv havde peget på.
WHAT!? WHAT!? WHAT?!
Skal vi glædes eller fortvivles?
Begge dele, velsagtens, det er i hvert fald sådan vi har det: “Hvorfor helvede gjorde han ikke bare det fra starten?! Kæft mand, en idiot!”
Det var så hårdt, vi ku’ slå!
Citatet er fra Claus Hemplers, ’Tung Tweet i juli’, albummet ’Kuffert Fuld Af Mursten’ 2019.
*(VISO) er den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, som leverer rådgivning på det sociale område og på specialundervisningsområdet, skriver Socialstyrelsen på deres hjemmeside.
Læs de 68 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her, afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her, afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på bondegård? og endelig Et lykkeligt møde med Panda-koen, Gertrud, nummer 42 her, afsnit 43, ‘Hvad med Juleaften?” her, afsnit 44, Som perler af lys, her og afsnit 45, Historien om K: Mit Lys, min Kærlighed, her , afsnit, 46, Pædagogens uventede besøg, her, afsnit 47, Hvad en Aspie-mor skal vide, afsnit 48, Godnat min skat, sov godt, afsnit 49, Med vidt åbne øjne, afsnit 50, Giv vikaren skylden, afsnit 51, K og de hellige køer her , “Ja”, afsnit 52 her, afsnit 53, “Togvogns-traditionen og den særlige 15-års fødselsdag”, her, afsnit 54, ‘Magi mikset med et skvæt af myndighed’, her, afsnit 55, ‘That’s my birthday girl’, afsnit 56 ‘Mit signal’, afsnit 57 ‘Farvel!, afsnit 58 ‘Væk mig fra dette mareridt‘, 59 ‘Magt uden viden‘, afsnit 60 ‘Radiotavshed’, afsnit 61 ‘Jeg har vigtigere ting at bruge mine tanker på‘, afsnit 62 ‘I det kommunale venteværelse’, 63 ‘Pædagogrokaden‘, 64 ‘Solen brager igennem‘, afsnit 65 ‘Stuen er fuld af regnbuer‘, afsnit 66 ‘I den blinde vinkel’, afsnit 67 “På det offentliges regning” her og endelig afsnit 68, “K, Bulldoggen og Totoro*, her.
Topillustration:Creative Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
