Folketingets første forkvinde fyldte 70 torsdag i denne uge.
Og tillykke til hende. Der er mange og gode grunde til beundring over det, hun har præsteret. Pia Kjærsgaards bedrifter er ikke kun store rent politiske. Hun har også været leder af en (m)indre revolution.
Hun har ikke været på barrikaderne (så vidt jeg ved) eller udgivet oprørte manifester. Hun har bare ord for ord, udtalelse for udtalelse og år for år været med til at dele nationen, på samme måder som andre landes befolkninger er blevet delte.
Det unikke talent, der har placeret hende i kongerigets næsthøjeste embede, er evnen til med hver eneste betoning, formulering, sammenrimpning af munden at understrege, at hun taler på vegne af folket. Det ægte folk, altså. Dem, som hendes mange kopier så indædt prøver at smigre sig ind på, med formulering om de ”hårdtarbejdende” danskere, der smører madpakker med leverpostej og går på arbejde hver dag, som om der fandtes en særlig plaget gruppe, der hverken holder søndage eller påsken fri.
Der findes en enorm gruppe af mennesker, der synes, det er en kvalitet at sige lige præcis, hvad der falder en ind, og så – undskyld udtrykket – skide på om det, man siger kan lade sig gøre i det, vi plejede at kalde virkeligheden.
Men hvor hårdt de end prøver, så kommer ingen politikere i nærheden af Pia Kjærsgaards unikke talent for at tale på folkets vegne. ”Hun siger jo, hvad hun mener”, som hendes mange fans understreger i netdebat på netdebat. De første gange, jeg læste det, slog det mig ikke som en særlig kvalitet. Det er der jo så mange, der gør. De to fulde mænd, der skændes på bænken foran Fakta, og deltagerne i Paradise Hotel, for bare at tage et par eksempler.
Men omsider er det indlysende gået op for mig: Det er jo dem, der er folket. Der findes en enorm gruppe af mennesker, der synes, det er en kvalitet at sige lige præcis, hvad der falder en ind, og så – undskyld udtrykket – skide på om det, man siger kan lade sig gøre i det, vi plejede at kalde virkeligheden.
At de er mange er min påstand, men de var i hvert fald nok til at få Trump valgt ovre i USA. Og det er præcis det samme, de ønsker sig af en politiker, hans og Pias vælgere. En der gør noget. Siger tingene som de er, og gør noget ved dem.
Det er min egen, helt uvidenskabelige, forklaring på hvorfor Trump og Dansk Folkeparti er så succesfulde: Det handler mere om en tilgang til livet end om politiske holdninger.
Det er en form for fobi overfor ord
Nu siger jeg ”de”, og det er ikke kun fordi jeg ikke kommer til at stemme på nogle af dem, så længe andre partier er tilladte. Det er mere fordi, det først for nylig er gået op for mig, at jeg og mine har begået det horrible hybris at tro, at vores måde at se verden på er den eneste gangbare, når man skal manøvrere i et komplekst, moderne demokrati.
Den traditionelle, avislæsende venstrefløjs tilgang til verden er, at man først træffer en beslutning, når man har diskuteret færdig. Sådan modent og velovervejet efter modellen ”først siger jeg noget, så siger du, noget, så svarer jeg på det, og til sidst giver du mig ret”.
Sådan har dansk politik fungeret i snart 100 år, men det gør det ikke nødvendigvis længere. En kæmpe gruppe af mennesker gider ikke mere. De abonnerer ikke på idéen om, at de bedste argumenter afgør i hvilken retning, vi skal gå, for de gider ikke snak. Det har de aldrig gjort, men i mange årtier bøjede de hovedet og tænkte ”det forstår jeg mig jo ikke på”, men så dukkede folk som Pia op og bekræftede dem i, at deres holdning var OK. At der var for meget ”snak” og for lidt ”handling”. At Christiansborg er en snakkeklub og en børnehave, og at politikerne jo ikke går ud og løser problemerne, sådan som Trump vil gøre det. Han er deres gyldne ridder med et hurtigt svar på alle spørgsmål: Er illegale immigranter et problem, så bygger vi en mur. Bliver den for dyr, så lader vi nogle andre betale for den.
Var der mere? Nå ikke, så sæt i gang, for helvede..
Det er en længsel efter handling
Tro endelig ikke, at det har noget at gøre med intelligens eller uddannelse. Det er et menneskesyn, der siger, at snak er skidt og handling er godt. Asger Aamund abonnerer på det og store dele af både Ekstra Bladets ”Nationen” og Berlingskes (på papiret) veluddannede debattørkorps. Anders Fogh Rasmussen stak stemmeslugersnablen grundigt ned i det segment, når han talte om ”rundkredspædagogik”, ”smagsdommere” og kaldte fredelige demonstrerende pædagoger for ”socialistiske ballademagere”.
Mange håndværkere er med i vognen og spilder ingen lejlighed til at dele verden op i os med et ”rigtigt arbejde” modsat dem, der bare ”sidder og fiser den af”. Det er en form for fobi overfor ord, som de ser som noget, der blokerer for forandring, og en nærmest feudal trang til bare at få besked på, hvad der skal foregå, så man ikke behøver høre mere vrøvl.
Det er ikke et Underdanmark, der er tale om. Det er en gigantisk gruppe af mennesker, der bare ikke gider mere vrøvl … Det er ikke Pia Kjærsgaards skyld. Men hun har givet de mennesker en stemme. Og de har givet hende deres til gengæld. Tillykke.
Og det er en af de mest tiltrækkende fobier. Kunne vi da ikke bare rejse os fra mødebordet og storme derudaf i bedste Forrest Gump-stil, i stedet for at sidde der og høre på indvending efter indvending. Hvorfor skal de gøre det så kompliceret, de dér snakkehoveder med deres ubrugelige humaniorauddannelser i eskimoisk filologi og senfønikisk historie?
Det er en længsel efter handling, der skærer igennem den gordiske knude af modsatrettede argumenter, hvis’er og forbehold og forudsigelser med indbygget usikkerhed. Hvilken som helst handling, kan man sige. Da vi diskuterede den Irakkrigs-kommission, Venstreregeringen nedlagde som noget af det første, var der masser af repræsentanter for de handlingselskende, der i fuld alvor mente, at det var ligegyldigt at finde ud af, om der var blevet snydt og løjet, for nu havde vi i det mindste gjort noget, nede i Irak. Og så er der ikke noget, som den her gruppe mennesker hader mere end ”kommissioner”. Sådan nogle snakkeklubber og DJØF-beskæftigelsesprojekter har fanden skabt på en dårlig dag.
Det er ikke et Underdanmark, der er tale om. Det er en gigantisk gruppe af mennesker, der bare ikke gider mere vrøvl. Og jeg har da selv en snært af det: Når jeg ser en artikel, der punkterer et godt fjendebillede eller en undersøgelse, som stiller spørgsmålstegn ved ting, jeg har vedtaget er herlige, så er min første reaktion da en dyb irritation overfor, at man absolut skal komplicere tingene yderligere og en trang til at tillægge bagmændene alle tilværelsens sletteste motiver.
Det sidste er meget almindeligt. Vi tror helst kun på ting, der bekræfter, hvad vi mener i forvejen, medmindre vi er helt utroligt akademiske. Den trang har garanteret altid eksisteret, men i takt med at der er kommet flere idioter i tv, flere medier med rendyrkede økonomiske motiver og ingen moral, samt politikere, der tilbyder lette løsninger, uanset om det er indlysende, at de ikke vil virke, så er det blevet legitimt at råbe ”hold nu kæft” til alle de kloge og deres evindelige snak.
Det er ikke Pia Kjærsgaards skyld. Men hun har givet de mennesker en stemme. Og de har givet hende deres til gengæld. Tillykke.
Topfoto: Dansk folkepartis Facebook-side.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
