ESSAY – Da min far døde, fandt jeg en hessianæske med gamle billeder i hans barndomshjem. En bølge af hjemstavn, på tysk kaldet Heimat, skyllede over mig, da jeg for første gang så et billede af min farfar, Heinz – i tysk uniform. En mand, hvis eksistens var blevet fortiet af min far, der kun sporadisk talte om sig selv. Jeg kører fra Danmark til Bergisches Land ved Köln for at mødes med den sidste overlevende af min fars generation i hans familie. I bagagen er spørgsmålene: Hvad betyder uniformen? Hvilken forbindelse har min familie til nazismen i 30’ernes og 40’ernes Tyskland? Jeg spiller mit mulige nazi-kort. Kan jeg komme af med Sorteper, eller er det mig, ”der er den”? Hvad betyder det? Finder jeg svar i Bergisches Land, eller åbner jeg en Pandoras æske?
Dette er anden del af min beretning.
Vi har indlogeret os, min lille familie og jeg, i et gæstehus i Bergisches Land. Det er et af de gæstehuse med store tunge træmøbler, gigantiske hovedpuder, kæmpemorgenbuffet og duften af Vesttyskland inden genforeningen. Hele vejen derned har jeg mentalt forberedt mig på mødet med den sidste overlevende af min fars generation i hans familie, der muligvis ved noget om Heinz, hans uniform, den tykke mand med overskæg og Hitler-portræt.
Mit hjerte banker, da jeg ringer på ringklokken i det høje hus, hvor kusinen bor, mens tusind billeder går igennem mit indre øje som en film, for jeg har været her før, engang, for mange år siden da jeg stadig var ”en røvet datter, dybt begrædt”, der var kommet ”frelst tilbage” til sin hjemstavn, dengang da jeg havde genfundet min far. Dengang var alt nyt, spændende og tilsyneladende ukompliceret. Det var efter julen, i december 1993. Jeg gik i 2. g. på Katedralskolen.
Nu, flere eksaminer og arbejdsår efter studenterhuen, bliver døren åbnet påny, og vi går op ad trapperne i det høje smalle bjerghus. To smilende gamle mennesker, der har kaffe og kage klar til mødet, hilser os, spændte på, hvad jeg vil tale med dem om.
Jeg husker intet af huset, af det tunge brune køkken vi træder ind i. Der er en hund, Tommy, på gulvet, og en stor lagkage midt på bordet over den. Vi møder åbenhed og imødekommenhed og taler selvfølgelig først om, hvor længe det mon er siden, vi sidst så hinanden. Det er vi på ingen måde enige om.
Vi taler om min far, om hans død. Jeg fortæller. De lytter. Efter den obligatoriske gennemgang af, hvad vi laver og har lavet, og hvornår de to turdelduer på nu henholdsvis 83 og 81 år mødte hinanden, kommer vi ind på sex, og hvor tabuiseret det emne var i deres ungdom, i efterkrigstidens Tyskland, i 50’erne.
”Jeg har intet glemt. Ikke fra den tid. Det kunne man ikke glemme. Det, der bliver fortalt idag…. Det var meget værre,” insisterer han
Kusinens mand ”Helle”, egentlig Helmut, siger så, at emnet sex var så tabuiseret og skamfuldt, at han for eksempel aldrig har set sin egen mor nøgen. Og vupti! Så ledes samtalen hen på anden verdenskrig, hurtigere end jeg når at få hessianæsken frem! Sex og krig følges åbenbart hånd i hånd.
”Min far faldt allerede i 1941”, fortæller Helle. ”Han var medlem af Socialdemokratiet og var derfor kvalificeret som kanonfoder. Han skulle springe op på fjendtlige pansere i området omkring Sortehavet, aktivere en bombe, åbne lågen til Panseren, kaste bomben ned i den og så ellers skynde sig væk. Han nåede det ikke, før bomben sprang – under hans første opgave”, konkluderer han, og fortsætter: ”Min mor var kommunist, da hun mødte min far og blev kaldt ind til embedet for at sy faldskærme til den tyske ”Endsieg”, til ham fantasten [Hitler, red.].”
”Vi, min mor og jeg, så kun hinanden i kælderen om aftenen. Efter klokken 20.00 faldt bomberne, og vi var altid i kælderen. Jeg er vokset op i kælderen,” slutter Helle, der senere anmærkede, at moderen efter anden verdenskrig altid havde stemt på Socialdemokratiet.
Jeg spørger ham, om han stadig har en klar bevidsthed fra tiden? ”Helt og holdent”, udbryder Helle. ”Jeg har intet glemt. Ikke fra den tid. Det kunne man ikke glemme. Det, der bliver fortalt idag…. Det var meget værre,” insisterer han. Og så kommer præmissen for ikke at glemme: ”Man måtte ikke sige noget. Alle stod med et ben i fængsel. Vi måtte ikke engang hilse ”goddag”, kun ”Heil Hitler”. Sammenlign det med Erdogan idag. Det er hans [Hitlers, red.] søn,” tilføjer Helle.
Da vi har spist kage og drukket kaffe, kommer hessianæsken på bordet. Jeg tager billederne fra Østpreussen frem og finder et af Heinz, min farfar, i uniform
Helles henvisning til Erdogan er på besøgstidspunktet relevant, fordi der i Tyrkiet søndagen efter vores besøg, var folkeafstemning i Tyrkiet om den tyrkiske præsidents udvidede beføjelser. Tyrkiets præsident Erdogan havde under et meget kontroversielt besøg i Tyskland forinden bejlet til de derboende etniske tyrkeres stemme.
Behandlingen af Tyrkiets systemkritiske presse er lige så kendt som udfaldet af den nævnte afstemning, eller som under VM i fodbold sidste år, hvor tyrkisk-tyske fodboldvidunder Mesut Özil som en anden Judas faldt i det offentlige Tysklands unåde, selvom han ellers et mesterskab forinden var udpeget som Messias i det tyske integrationsvidundereventyr, der kan vinde fodboldmesterskaber. Men så vendte stemningen med det elendige VM-resultat og Mesut Özils nummer 10 på englevingernes hvide tyske landsholdstrøje blev hurtigt skiftet ud med nummer 11 på den røde fuldblods-tyrkiske landsholdstrøje. Den faldne engel fattes hurtigt mod med satans trefork. Det ville Helle sikkert sikkert være enig i.
Om skulderklapper og anden tysk militærmode
Da vi har spist kage og drukket kaffe, kommer hessianæsken på bordet. Jeg tager billederne fra Østpreussen frem og finder et af Heinz, min farfar, i uniform.
Parret ser vitterligt et billede af ham for første gang. De kender ham ikke, og har heller ikke hørt om ham før. Ingen har fortalt om ham, ingen har nævnt ham. En person uden forudgående eksistens. Det er en selvfølgelighed, en generel normalisering og accept, da de siger, at han jo nok er faldet under krigen, er blevet væk.
Nuvel, der var ifølge den tyske regerings officielle tal 4.3 millioner tysk soldater, der faldt under krigen, så et forhold eller ægteskab med en mand, der muligvis kort var i en kvindes liv, affødte en søn, for så at forsvinde eller falde under krigen, var nok mere normalt end sjældent, og er det stadig, andre steder i verden, lige nu.
Helle trækker stille et par billeder til sig, studerer uniformerne Heinz har på og siger så: ”Han var noget mere, noget højere, ved militæret.”
”Hvordan ser du det,” spørger jeg. ”På frakken,” svarer han.
Jeg hjælper den gamle mand videre: ”Ifølge nogle officielle papirer skal han have været toldassistent?”
”Tolder,” spørger Helle? ”Skulderklapperne og, sådan i det hele taget… Denne frakke er officersrang. Et eller andet sted mellem underofficer og Feldvebel. For en simpel soldat havde ikke sådan en frakke.”
Jeg mærker, at flere brikker af puslespillet falder ned i hånden på os og danner omridset af et billede, som fortæller noget
Jeg når at tænke, ”så er vi igang…” og jeg hører allerede en kadence på det, der skal fortælle mig om min farfars involvering i det tredje riges forbrydelser, og at der vitterligt er en Sorteper i omløb. For at facilitere flowet af informationer til produktiv analyse hos den gamle mand, der tilsyneladende kender sin krigshistories militærmode, smyger jeg et andet foto hen til ham: ”Her! Et andet foto, med skulderklapper. På kragen…”
”Det er to stjerner,“ siger Helle. ”Nej vent lidt… Han må have været noget højere.” Jeg spidser ører og rykker mig endnu længere frem på stolen. ”Måske var han ved Panserregimentet,” siger Helle så. ”Øjeblik. Han har noget på ærmet. Min stedfar havde også noget på ærmet. Han var ved Afrika-korpset…”
”Afrika?!” når jeg at tænke, inden Helle så konkluderer: ”Altså, han var officer. Men der er ikke noget på ærmet.” Lettere forvirret, skyder jeg med lynets hast et andet foto frem foran ham, så vi ikke taber momentum.
”Det er en simpel uniform. Ja, man begynder jo nedefra og arbejder sig op, ikke,” bebuder Helle. ”Her er han korporal, det ser jeg på vinklen. Og en overkorporal havde to vinkler, og så kom underofficeren og så Feldvebel,” forklarer han.
”Så, så! Støvler… det var noget andet,” fortsætter Helle, mens han nærstuderer fotoet. Det fulde analyseapparat folder sig ud, godt faciliteret af den gamle mands kendskab med krigsmoden fra hans barndom. Vi andre omkring bordet, inklusive jeg selv, smiler bredt, ser på hinanden, og vi griner samstemmende i et synkront kor af ros: ”Helle! Det gør du rigtig godt!”
Men Helle forstår ikke helt, hvad den begejstring skal til for og nedtoner forklarende: ”Ja, altså, vi kendte dem jo! For her i Wuppertal var alle kasernerne fra samtlige dele af militærtjenesten. Og hele den rumlen fra panzerne, husker jeg også tydeligt. Dengang var der ingen gummi på larvefødderne, som der er idag. De larmede ad Pommern til, og gaderne så ud derefter! Vi vidste altid, når de kom – det hørte man. Ellers spillede vi bare fodbold på gaden,” siger han.
Helle går virkelig til den, og på trods af hans beskedenhed, nyder han tydeligt, at der er nogen, der lytter til ham og hans viden.
Jeg mærker, at flere brikker af puslespillet falder ned i hånden på os og danner omridset af et billede, som fortæller noget.
”Her er et tegn. En ørn og et kors,“ siger jeg, mens endnu et farfar-i-uniform-billede skubbes fremfor Helles blik. ”Så var han ved Luftwaffe,” siger han.
”Det kan også være, at han var ved ”acht acht”, ved Flak, jo, det hørte sig til,” forklarer han. ”Luftforsvarets 8.8 cm Flak;anti-flyvevåben- og artilleriskytset. Og her er skulderklappen tykkere, med flettet metal. Det kan være, at han var underofficer. Han havde noget at sige – og måtte råbe,” tilføjer han, inden der bydes på en ny omgang kaffe, og samtalen drejes hen på noget andet.
Den tykke mand med vest, overskæg og Hitler-portræt i baggrunden? Ham kender de intet til.
Sorteper bliver hængt og overlever
Egentlig kunne historien om farfar i uniform og den tykke mand med overskæg være afsluttet her. Ingen af de to vidste, hvem nogen af dem var.
Det vil sige, de vidste nu noget om en slægtning, de ikke kendte, eller i det mindste, hvordan han så ud, og at han var steget i officersrang under krigen. Havde rang til at råbe ad nogen, og på den måde må have haft et ansvar, som militærmand, og må med stor sandsynlighed have haft menneskeliv på samvittigheden, sådan som han, med stor sandsynlighed, blev nogens samvittighed, fordi han ikke var der efter 1945.
Om han var partiets mand, ved vi ikke, og vi har ingen evidens for noget. Og den tykke mand som parret ikke kendte noget til? Min egen konklusion er, at det har været min fars noget fjernere slægtning, en skolelærer fra Berlin der hængte sig selv efter krigen. For han, sådan lød min fars fortælling, havde haft NSDAP-partibogen i orden, sammen med privilegierne, i Berlin, dengang, og de gik så fløjten efter krigen, sammen med ham da han hængte sig.
Var det det? Jeg ser på mit nazi-kort, billedet af Sorteper: Tyk mand, overskæg, Hitler-portræt. Selvom besøget ikke gav megen afkast på den personlige beretning om min farfar havde den skabt klarhed om uniformerne og tegnet et billede af min farfars mulige og plausible involveringsgrad under anden verdenskrig.
Med nazi-kortet har jeg spillet mig til ikke kun en men to gængse tyske historier: En gængs historie om en ung mand, der gør karriere ved militæret, møder en kvinde. Et barn bliver til, og soldaten dør i krigen.
Og en anden gængs tysk historie om en partiets mand i offentlig tjeneste, som efter krigen ikke kan leve med konsekvenserne deraf og tager sig selv af dage, eller måske bliver noget andet i det nye Tysklands tjeneste.
Selvom besøget ikke gav megen afkast på den personlige beretning om min farfar havde den skabt klarhed om uniformerne og tegnet et billede af min farfars mulige og plausible involveringsgrad under anden verdenskrig
Føler jeg skyld med denne opdagelse? Nej. Føler jeg mig ansvarlig? Ja.
Jeg mærker et iboende ansvar, som bygger på bevidstheden om, hvad jeg er kommet af, og hvordan historien følger med og præger det, vi er, og hvordan den følger os, hvorhen vi end går.
Vi kan ligeså godt tale om det. Men gør vi det? Er vi ikke demokrater og skolede mennesker – i det mindste så i ytringsfrihedens navn? Gør det virkelig stadig ondt så mange år efter og er det virkeligt så svært? I min fars familie var det svært, og det var ikke uden konsekvenser. Der blev ikke talt om den personlige beretning, følelserne forbundet dermed, og derfor ligger der fortsat en hel krig groft ubearbejdet i det private rum og søger fortsat efter forløsning – tre generationer efter.
I disse år skyder en ny litterær bølge af selvbiografister op på den tyske litterære scene. Det er børnebørn, som jeg, det er endda oldebørn, der søger svar på de nye spørgsmål, der kan stilles, når tredje generation går til fadet i egen historiefortælling. Jeg ved, der findes mange som jeg med samme spørgsmål – nogle kender jeg personligt. De forstår min historie, og jeg føler et slægtskab med dem.
Deres historie begynder ofte som min: ”Da min far døde, fandt jeg en æske med gamle billeder i hans hus. For første gang så jeg et billede af min farfar i tysk uniform. En mand, hvis eksistens var blevet fortiet af min far, der selv kun sporadisk fortalte om sig selv. Den sidste generation af øjenvidner svinder ind til ingenting. Countdown: 10, 9, 8, 7… en efter en, og dør – ”lift off!”
Dér skyder øjenvidnerne op i verdensrummet, og med dem oplevelsen og erindringen om det der engang fyldte Europa med et uigenkaldeligt traume, der på grusom vis overlever de døde.
Fotos: Privat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
