Odile Poulsen: Godkendt #124

i Liv & Mennesker/Børn & unge af
ESSAYSERIE – “‘Gud, det er sgu da svar på STU’en,’ udbryder jeg, da det går op for mig, at det netop er nu, det svar kan komme, trods jeg har udskudt det til tidligst at skulle komme næste uge. Jeg har simpelthen barrikaderet mig mod et muligt hæsligt og kynisk afslag ved at ’glemme’ det.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge er ansøgningen til den særlige ungdomsuddannelse, STU’en, pludselig godkendt.

Vi er lige svunget ind på indkøbscenterets parkeringsplads, da Niels griber sin mobil.

’Hvad er det?’ spørger jeg, vant med altid at forvente, K skriver, når vi begge er væk hjemmefra – hvilket hun praktisk talt aldrig gør.

’Fuck dem!’ siger jeg hånligt i en ungdommelig trods, for det piner mig at vide, hvordan Niels’ mave kniber sig sammen; den lille svien af stress, der fluks aktiveres ved det lille pling! på mobilen

Måske har hun gjort det fire-fem gange i et akut bekneb. Men nej, K er sig alt for bevidst om, ikke at ville kræve mere, end hun absolut fordrer for at kunne klare sig.

Jeg kan have mine tvivl, om hun også er for karrig med at række ud. På den anden side er min lille pige ikke en lille pige længere, hun er 16 med stormende skridt mod 17.

Men alt i alt er hun ikke den almindelige 16-årige – hun behøver meget hjælp. Hun er dog ingenlunde hjælpeløs, men har mange styrker og kvaliteter.

For at kunne være sammen med K, handler det om at kunne strække sig over hendes spændvidde og være i stand til at spærre sine øjne vidt, vidt op.

Så vil man se et menneske så unikt, at det ingen mening giver at tro, at man ved, hvem hun er, fordi man har talt med hende en enkelt gang eller to.

Ingen autister er i øvrigt ens. Det ville give lige så lidt mening at tro det som at tro, at alle neuro-typiske er ens.

’Åh, det er e-Boks. Fra kommunen.’

Det er lørdag, det er altid lørdag og altid efter lukketid, at kommunen vil os mest

Niels ser på mig med sit bitre smil, der siger det hele.

Jeg ved, at der trænger sig erindringsbilleder på lige nu, billeder af forvaltningens magt, der som en sumo-bryder har sat sig på tværs af vores liv og tværet K’s håb om hjælp ud lige så let som et lys, der pustes ud for natten.

’Fuck dem!’ siger jeg hånligt i en ungdommelig trods, for det piner mig at vide, hvordan Niels’ mave kniber sig sammen; den lille svien af stress, der fluks aktiveres ved det lille pling! på mobilen; varslet om, at Københavns Kommune har sendt post i e-Boks.

Det er lørdag, det er altid lørdag og altid efter lukketid, at kommunen vil os mest.

K går stadig rundt uden et skoletilbud. Socialforvaltningen er sluppet fint af sted med det, sagen ligger stadig i Ankestyrelsen og der bliver den med al sandsynlighed ved at ligge mindst et halvt år endnu.

I hvert fald længe nok til, at K for længst sigende har trukket opgivende på skuldrene: Der røg det skoleår.

Socialforvaltningen vil altså ikke investere penge i en ung autists fremtid – eller nutid.

For Københavns Kommune gælder en organisatorisk opdeling af autister – helt ulig resten af landets kommuner.

Vi forsøger tappert at huske, hvad vi kom for, alt imens vi taktfuldt navigerer uden om alle de andre par og den tristesse, jeg altid ramler ind i, når jeg skal omgås folk i grådige flokke

I vores by opdeler man autister i forhold til hvilket borgercenter, man skal hente hjælp hos. Det vil sige, at alt efter hvilken autisme-diagnose man har fået, skal man henvende sig to forskellige steder. Da K er Aspergers henhører hun under Socialforvaltningen og ikke Borgercenter Handicap, hvor alle andre autister skal henvende sig. Det er langt fra et plus for K.

Hvordan man gør i dag, hvor alle får diagnosen Autisme Spektrum Forstyrrelse/ASF (i betydningen ’du er et eller andet sted på spektret’), ved jeg ikke.

Det betyder ret meget, hvor man hører hjemme i kommunen.

I sagen om K’s dagbehandlingskole lå beslutningen både hos Socialforvaltningen og Børne- og Ungeforvaltningen.

Og fordi Børne- og Ungeforvaltningen gerne ville betale for en fortsættelse af skolen (men altså blev ladt alene ved lågen af Socialforvaltningen), har vi i samarbejde med K’s Autisme Gudmor og UU-vejlederen arbejdet for, at K får en 3-årig STU (en Særlig Tilrettelagt Uddannelse).

Her er det nemlig kun Børne- og Ungeforvaltningen, der skal sige ja.

Alt det havde jeg ikke i lige tankerne den her lørdag, hvor Niels og jeg er taget ud for at handle ind sammen.

‘Står der godkendt? Wow!’ seriøst, De har givet K en STU!’

Vi har ærligt talt meget lidt tid sammen så at handle ind i Rema/Netto, er blevet vor date-tid.

Så dasker vi rundt mellem proppede hylder i alle farver og former, der forvirrer mere end gavner, mens vi tappert forsøger at huske, hvad vi kom for, alt imens vi taktfuldt navigerer uden om alle de andre par og den tristesse,jeg altid ramler ind i, når jeg skal omgås folk i grådige flokke.

Men det er, hvad vi har at give af, og vi er ret ferme til at få det bedste ud af det. Nogle dage har vi endda plads til at tage en flat white på en cafe, vi ellers aldrig ved vores fulde fem ville komme på.

Efter veloverstået indkøb, sidder vi igen i bilen, og jeg kommer i tanke om den der e-Boks-besked, der meldte sin ankomst for halvanden time siden.

’Det er sikkert bare det referat af sidste møde – eller referat, det kalder de det jo ikke, notat hedder det’ korrigerer jeg mig selv, ’Det vi endnu ikke har fået. For de kan faktisk ikke kontakte os med noget andet, nu hvor de har taget alt væk.’

’Skal vi kigge?’ spørger Niels med mobilen i hånden, jeg har ikke briller på, så Niels leder an og begynder at læse højt.

’Du har søgt om…. bla, bla, bla..’

’Gud, det er sgu da svar på STU’en,’ udbryder jeg, da det går op for mig, at det netop er nu, det svar kan komme, trods jeg har udskudt det til tidligst at skulle komme næste uge.

Så græder jeg. Pludseligt. Ikke dramatisk eller voldsomt. Næsten ikke engang synligt – der triller et par tårer

Jeg har simpelthen barrikaderet mig mod et muligt hæsligt og kynisk afslag ved at ’glemme’ det.

’..godkendt!’ afslutter Niels.

’Godkendt?’

’Ja, det står der!’

’Står der godkendt? Wow! Seriøst. De har givet K en STU!’

’Ja, det ser sådan ud… Jamen, det har de jo!’

Så ruller en altomsluttende lettelse ind over mig, med ét er jeg inde i et blødt tæppe, der sukker i mit øre, og jeg kan trygt læne mig tilbage og give efter, for nu er faren drevet over, truslen er ophørt, magten har løsnet sin fod fra vores hals, hvor den holdt os stangen.

Så græder jeg. Pludseligt. Ikke dramatisk eller voldsomt. Næsten ikke engang synligt – der triller et par tårer. Det kommer helt bag på mig og det går op for mig, at det jeg troede, jeg havde glemt, jeg gik og ventede på, blot var sløret til.

Krigen er slut. For nu. I hvert fald krigen om, hvorvidt vor lille sol skal få hjælp til at få sin afsluttende folkeskoleeksamen.

Instinktet har været vågent og klart, men givet mig en pause fra min udkigspost, ladet mig stole på, jeg nok skulle høre hornet, hvis det kaldte til krig.

Men krigen er slut. For nu. I hvert fald krigen om, hvorvidt vor lille sol skal få hjælp til at få sin afsluttende folkeskoleeksamen.

Med en STU er der både plads til, at K får undervisning i de elementære 10. klassesfærdigheder, men også at tage HF eller HF-enkeltfag, alt efter hvad hun behøver for at komme derhen, hvor hun gerne vil uddannelsesmæssigt.

Da jeg fortæller K, at hun har fået godkendt en STU, reagerer hun som jeg forventede; meget underspillet.

’Okay.’

Det var det.

Hun kan simpelthen ikke mønstre begejstring over at få lov til noget så grundlæggende som at tage sin eksamen.

Og jeg forstår hende. Hvorfor skulle hun eller vi udvise enorm taknemlighed overfor et system, der har haft det som et magtpåliggende mål at demonstrere, hvor ligegyldige de opfatter os og hvor lidt ret, K har til et skoleliv?

Nej, så vi bærer ikke på en dyb taknemlighed til systemet.

Men vi bærer en dyb taknemlighed for, at vor K er så resilient. For det er vi altid ubeskriveligt taknemmelige. Hvis ikke hun havde været det, ville hun ikke være blandt os.

Jeg ved, at med rette hjælp vil den selvsamme resiliens føre hende til et liv uden for vores hjem, og jeg håber, det kommer til at ske inden for de kommende 3 år, hvor uddannelse vil være vejen ud til verden. At hun finder venner, der ikke ser skævt på hende, men ser hendes kvaliteter og hvor hun selv opdager, hvad hun kan, mere end hvad hun ikke kan.

Pludselig en dag tager hun fart på og stryger af sted. Det tror jeg på.


LÆS DE ANDRE AFSNIT I ODILE POULSENS ESSAYSERIE HER


Topillustration: Udsigt til nye horisionter. Foto: FreePik.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker