Kirsten Jørgensen: Fortællinger der knytter os sammen i fællesskaber

i Bøger/Liv & Mennesker af

BØGER // ANMELDELSE – Den uhyre flittige og belæste forfatter og teolog Jakob Brønnum har skrevet en bog om fortællingen. I en række essays overvejer han postmodernitetens opgør med de fortællinger, der fortæller os, snarere end vi fortæller dem. Med afsæt i den franske tænker Jean-Francois Lyotards afsked med moderniteten sætter forfatteren spørgsmålstegn ved, om det virkelig er sandt, at det postmoderne menneske levede fragmenteret, adskilt fra fællesskabet, som om vi alle var vores egen ø. Eller er der stadig noget, der forbinder individerne og binder os sammen i fællesskaber? Er der noget, der definerer os forud for vores egen individuelle kommen til os selv?

Brønnum giver Lyotard ret i, at de tre hovedelementer, som filosoffen beskriver som kendetegnende for moderniteten, er eroderede. Det drejer sig om en samlet tro på demokratiet, på historiens fremskridt og på videnskabens gradvise afsløring af alle hemmeligheder og livet og verden (p.11). Men er det så det samme som en total afsked med det, forfatteren kalder ‘den store fortælling’?

I bogens essays taler Brønnum med forfattere og filosoffer fra Homer og Dostojevskij over Thomas Mann til Camus og Svend Aage Madsen, og med filosoffer fra Aristoteles over Hegel til Derrida. Han fortæller om ensomhed, skam, frelse, død, om totalitarisme og kønskamp og meget andet og viser, hvordan disse temaer er blevet fortalt af de store forfattere, som derved har fortalt menneskets historie og denne histories fællesmenneskelige grundelementer.

Når vi fortæller, forstår vi og lærer. Når vi læser, bliver vi, som Brønnum skriver på bogens første side ”klogere på sig selv, klogere på livet og klogere på omverdenen og sin plads og rolle i den

Brønnum har et imponerende overblik over verdenslitteraturen. Synspunktet, der løber gennem bogens forskellige kapitler er, at den store fortælling langt fra er død, men stadig ytrer sig. Som han skriver et sted: ”… man kunne fordybe sig i det, der gør os til mennesker i social og eksistentiel forstand og undersøge, om der ikke skulle vise sig at ligge en række store fortællinger omkring mennesket, som findes, blot ved at man er til” (p. 20).

Livets fortællinger

Musikeren og forfatteren Kristian Leth har engang sagt, at der er fire store temaer, alle mennesker er fælles om, og som derfor forbinder os i fællesskabet om at være menneske. Det er temaerne liv, død, smerte og kærlighed. Ingen mennesker lever uden at skulle forholde sig til, hvad livet er, når vi ved, at vi skal dø.

Alle vil vi opleve smerte, fysisk eller mental, og alle vil vi gøre os erfaringer med kærligheden på den ene eller anden måde. Man kunne godt sige, at alle verdens kunstprodukter på en eller anden måde forholder sig til de temaer. Ligesom alle verdens religioner gør det.

Brønnums essays er en fin gennemgang af de mangfoldige fortællinger, der netop cirkler om disse mægtige grundtemaer. Han viser, hvordan vi hele tiden på utallige og mangfoldige måder fortæller de samme historier om menneskelivet. Som én har sagt, så læser man for at afbøde sin ensomhed, fordi man netop i læsningen finder et fællesskab med alle, der har det som jeg.

Jeg tror, at Lyotard har ret i, at den har vi bag os. Moderniteten har uopretteligt gjort os til enkeltindivider, og det er irreversibelt, at der ikke findes én fælles verden

Jakob Brønnums bog gør mig nysgerrig efter at få mere at vide om, hvad det lige netop er, fortællingen kan. Hvad kendetegner særligt fortælling, at den er velegnet til at knytte os sammen i fællesskabet på trods af postmodernitetens fragmentering?

Er det det, at fortællingen på en eller anden måde skaber et forløb med begyndelse og ende? At den får noget til at ”gå op”? Samler til en helhed? Giver fortællingen i sig selv mening, blot ved det at være en fortælling? Konstruerer et fortælleforløb mening? Hvorfor er det afgørende at tale om den store fælles fortælling og ikke om de store fælles livstemaer?

Fortællingen og fællesskabet

Selv bliver jeg lidt nervøs ved begrebet ”den store fortælling”. Det gør jeg kun, fordi jeg tror, at Lyotard har ret i, at den har vi bag os. Moderniteten har uopretteligt gjort os til enkeltindivider, og det er irreversibelt, at der ikke findes én fælles verden.

Vi har, som Brønnum også siger det, vundet friheden, men har måttet tage ensomheden med som omkostning.

Det store ”man” findes hverken i etisk eller social forstand. Problemet i dag er, at vi ikke rigtig holder op med at søge efter det. Deraf kommer vores fascination af store fantastiske, episke fænomener som Ringenes Herre og vores søgen mod totalitære samfundsforståelser, som Brønnum også påpeger. En søgen, der desværre pt trækker os i retning af nationalisme og etnocentrisme.

Udfordringen, som jeg ser den, er at fastholde ideen om et fællesskab, der ikke giver køb på diversiteten, individualismen og friheden. Og spørgsmålet er, om det er retablering af den store fortælling, der er midlet? Eller om man ikke skulle holde sig til, at mennesket heldigvis hele tiden definerer sig selv og sit liv sammen med andre i en lang række fortællinger, der opstår og dør, oplyser og forsvinder, lever og forandres.

Tak til Jakob Brønnum for at pege på dem. De peger på mangfoldige menneskelige fællesskaber – i flertal. Vi kan heldigvis stadig fortælle os sammen

At fællesskabet snarere er foranderlige med forunderligt stærke glimt af enhed end tilslutning til en stor fortælling.

Fortællingen har en vigtig plads i menneskelig erfaringsartikulation og erfaringsdannelse. Når vi fortæller, forstår vi og lærer. Når vi læser, bliver vi, som Brønnum skriver på bogens første side ”klogere på sig selv, klogere på livet og klogere på omverdenen og sin plads og rolle i den” (p.7).

Så ja, der findes mange fortællinger om det grundlæggende i menneskelivet, og tak til Jakob Brønnum for at pege på dem. De peger på mangfoldige menneskelige fællesskaber – i flertal. Vi kan heldigvis stadig fortælle os sammen.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Jakob Brønnum: Gensyn med den store fortælling
Eksistensen 2019
170 sider
Pris: 178, –


Foto: Forlaget.

Læs mere

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker.

Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.

Seneste artikler om Bøger