SAMEKSISTENS // KRONIK – I en hverdag, hvor sameksistens med andre fører til små og større konflikter og nogle steder ligefrem krig og ødelæggelse, er det en stærkt inspirerende tanke, at alt godt og lykkeligt kommer lige netop fra de andre, skriver Peter Schjødt.
Man kan godt komme i tvivl, men vi er her for at være sammen. Hvorfor skulle vi ellers være her? Vi fik ikke kun arme for at kunne kaste bomber mod hinanden, men også for at kunne række ud og tage imod hinanden. Vi fik ikke kun ben for at kunne forfølge hinanden, men for at kunne gå hinanden i møde. Den tanke (fantasi?) kan der bygges en hel verden op omkring.
Men en hel verden kan også bryde sammen, hvis denne tanke slet ikke tænkes eller holdes ved lige, eller hvis den bare glemmes, fordi det hele er så svært med alle de andre, fjenderne, de onde, de fremmede; ja, alle de andre, som der er så mange af, og som er så forskellige fra mig og os.
I begyndelsen
I begyndelsen er livmoderen. Det univers, hvor zygoten – resultatet af befrugtningen, sammensmeltningen af ægcelle og sædcelle – udvikles til embryon, foster og menneske. Her, i moderskødets varme enhed, er fosteret ikke adskilt fra moderen.
Mennesker ikke må dø alene, for så mistes det dybeste af det menneskelige, nemlig, at vi skal være sammen med hinanden, fra vi kommer til verden, til vi skal herfra.
Livmoderen er stedet, hvor vi bliver til i enhed med omgivelserne, hvor der slet ikke er noget, som er omgivelse. Alt, som er, er ét. Der er ikke nogen bevidsthed om, at vi en dag bliver tvunget til at forlade det varme fostervand og gradvist må rejse os op for at skabe vores egen eksistens. Det er fra livmoderen, vi falder ud i verden, kastes fra det lille før-fødselskosmos til den store, og på alle måder ukendte omverden. Er det derfor mærkeligt, at de dybeste og mest almene menneskelige erfaringer knytter sig til følelsen af at blive udstødt, frastødt, forladt, efterladt, tabt?
Efter de ni måneder i livmoderens beskyttende enhed, er det at komme til verden en opgave, som varer resten af livet. Fra det indre kosmos til det ydre kosmos; faldet fra den totale enhed i livmoderen til den totale adskilthed; i hvert fald en adskilthed, der kun kan overvindes, hvis mennesker rækker ud efter hinanden. Vi kan ikke komme til verden, hvis der ikke er andre mennesker til at tage imod os. Livet er fra begyndelsen betinget af noget uden for os selv, af andre mennesker, og når livet herefter fortsætter, så erfarer vi, at dets glæder og kvaler fortsat er knyttet til andre, at denne afhængighed ikke kun knytter sig til begyndelsen af livet.
I den helt anden ende af livet har vi således også en intuitiv viden om, at mennesker ikke må dø alene, for så mistes det dybeste af det menneskelige, nemlig, at vi skal være sammen med hinanden, fra vi kommer til verden, til vi skal herfra.
Søren Kierkegaards menneskebad
Mennesker kan på godt og ondt ikke undgå at have betydning for hinanden. Den danske filosof Søren Kierkegaard beskrev dette på en helt speciel måde. Han havde et skrøbeligt helbred, men forsøgte at styrke det ved at gå ture i Københavns gader flere gange om dagen. Men det at gå lange ture var ikke kun et spørgsmål om at dyrke motion for at holde sig i form. For Søren Kierkegaard havde det også en eksistentiel dimension. Han gav det tilmed et navn. Når Kierkegaard vandrede rundt i København, tog han nemlig menneskebad, som han skrev.
Men det med de andre, eller menneskebadet, som Kierkegaard kaldte det, er altid en svær balance. Det er et dilemma, at andre mennesker betyder så meget for vores selvfølelse, oplevelse af selvværd, anerkendelse, humør, og i det hele taget for vores samlede psykiske habitus. Søren Kierkegaards menneskebad kan således både opleves som noget himmelsk, men også slet og ret som et helvede.
Hvordan kan vi være sammen med dem, som vi ikke har noget tilfælles med
I skuespillet Lukkede døre skrev den franske filosof Jean-Paul Sartre, at ”helvede er de andre.” Her viser han, hvad der sker, når det enkelte menneske bliver sig bevidst, at det ikke kan undgå at være objekt for andre og genstand for deres blik og dom.
Så kan det kierkegaardske menneskebad lige pludselig forvandle sig til et skoldende varmt bad, hvor man koges af helvedes flammer. Fra det at være objekt for andres blik, kan der på et øjeblik rejse sig en fatal og gnavende tvivl i ens sind: hvad er det de andre ser, når de ser på mig, midt i menneskebadet? Man bliver bekymret for sig selv. Kan man skjule sine skrøbeligheder, sin usikkerhed, sit manglende selvværd? Og hvis man nu ikke er god nok, så ender det måske med, at man bliver dømt og bortdefineret af de andre.
Den Anden
Sartre har ikke nogen forestilling om, at det enkelte menneske kan kappe båndene til de andre. For Sartre er det et vilkår at være udsat for andres blik, bedømmelse og dom. Men vi kan naturligvis forholde os til det, at vi er tvunget til at træde frem for hinanden; at vi hver især ikke kan undgå at være den anden for hinanden. De enkelte mennesker er det for hinanden, og grupper, samfund, kulturer m.m. er det for hinanden på kollektivt niveau. Det er i forbindelse med dette mig-dig, os-dem, at menneskelige og historiske dramaer udspiller sig og er uundgåelige. Vi kan ikke bare lige uden videre forlade Kierkegaards menneskebad.
Hos den litauiske filosof Emmanuel Lévinas skrives den Anden med stort A, og det repræsenterer bl.a. betydningen af, at det enkelte menneske skal tage og fastholde ansvaret for det andet menneske. At vi skal tage ansvar for andre mennesker, er så indlysende korrekt (og svært), at kravets tyngde imidlertid let forsvinder, sovset ind i banaliteter om gensidig anerkendelse, respekt for forskelle, tilsat lidt moralske og etiske floskler om gensidig ansvarlighed.
Hverken i Sartres eller Lévinas’ perspektiv kan betydningen af de andre overvurderes
Men Lévinas tager det alvorlige alvorligt ved at hævde dybden i spørgsmålet om ansvaret for den Anden. Lévinas’ filosofi taler direkte op imod nutidens forestillinger om mennesket, som ansvarlig først og fremmest for eget liv og ikke nødvendigvis for andres. Men hele spørgsmålet om ansvaret for den Anden er af eksistentiel betydning. Lévinas hævder nemlig, at mennesket først bliver menneske i sit ansvar for den Anden, altså for medmennesket. Det er i dette ansvar for hinanden, at vores sande menneskelighed gemmer sig, og ikke i en konstant søgen efter såkaldt selvrealisering.
Himmel og helvede
Altså, hvad betyder det at stå over for et andet menneske, som man i princippet ikke kan kende, netop fordi det er en Anden, måske en helt Anden, en fremmed, måske en modstander eller en fjende, en som vi ikke kan solidarisere os med, og som vi ikke ønsker skal være her? Dette spørgsmål gennemtrænger de daglige erfaringer i vores livsverden og har umiddelbare konsekvenser for den måde vi organiserer vores sociale, politiske og etiske affærer: hvordan kan vi være sammen med dem, som vi ikke har noget tilfælles med, som den amerikanske filosof Alphonso Lingis skriver.
Hvor mange glæder kommer spontant indefra, fra os selv, og ikke suverænt udefra, gennem sameksistensens bånd – altså fra vores uundgåelige helvede og himmel, de andre?
Det grundlæggende hverdagstema, når vi taler om den Anden, kan sammenfattes i paradokset, at vi kun har én verden, men alligevel lever i mange forskellige og for hinanden fremmede og farlige verdener. Det er vel at mærke ikke kun for os, at dette gælder; det er ikke kun os, som er konfronteret med de Andre eller de helt Fremmede. Den centrale pointe er, at vi selv er den Anden, og endda repræsenterer noget helt ukendt og fremmed og måske fjendtligt for langt de fleste andre mennesker her på Kloden. Alle vil blive betragtet som en fremmed af de fleste andre. Men alligevel skal vi leve sammen.
Hverken i Sartres eller Lévinas’ perspektiv kan betydningen af de andre overvurderes. Fra vi kommer til verden, til vi forlader den, er det andre mennesker, som giver os liv og livslyst, glæder og bekymringer, trøst og sorg, fylde og tomhed, og selvfølgelig også lysten til krig, nederdrægtighed eller ædelmodighed.
Forviklet med hinanden
Vi er på godt og ondt forviklet med hinanden, uanset om vi vil det eller ej. Menneskets eksistens er lig med sam-eksistens. Og jo, denne påtvungne og uomgængelige sameksistens er ofte et helvede.
Det kan vi få bekræftet ved at se på den menneskelige historie, som først og fremmest er krigenes og den utæmmelige volds historie. Det er jo nødvendigvis en historie, som må være beslægtet med mennesket selv og vores forhold til hinanden. Vi kan sige, at storpolitik på den måde er beslægtet med vores daglige måde at møde hinanden på, specielt de helt andre, de fremmede, de anderledes, men også bare de andre hjemme på vejen, i opgangen, dem vi støder sammen med, fordi deres barnevogn står et sted, hvor vi ikke mener den burde stå.
Men andre gange er sameksistensen jo også himmelsk. Hvor mange glæder kommer spontant indefra, fra os selv, og ikke suverænt udefra, gennem sameksistensens bånd – altså fra vores uundgåelige helvede og himmel, de andre?
Verdenshistorien og fællesmøderne i boligforeningen viser, hvor svært det er at etablere en inkluderende moral ud fra sameksistensens himmelske erfaringer med hinanden. Straks lettere er det at etablere en ekskluderende moral om os mod de andre ud fra sameksistensens konfliktfyldte helvedeserfaringer. Men i ens lille hverdag er det da en stærkt inspirerende tanke, at alt godt og lykkeligt kommer lige netop fra de andre.
Læs også “Hvad ethvert menneske bør vide om krig” af Peter Schjødt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
