KUNSTHISTORIE // ESSAY – Fra mad til blomster, fra frugt til musik og fest: de prægtige præstationer af fem kvindelige kunstnere, der jonglerede karriere, ægteskab, børn og fordomme, kan inspirere vores egne forsøg på at dekorere og underholde i denne mørke årstid, skriver Marieke Burgers i sin festlige fortolkning af fem kvindelige kunstneres udlægning af noget så årstidsaktuelt som kunsten at holde et brag af en fest!
Årets mørke måneder er til at samle familie og venner, til hygge og god mad og drikke.
Kunsthistorien giver nogle fantastiske eksempler på, hvordan man præsenterer maden, pynter med blomster, iscenesætter musikken og sørger for, at alle har det rart.
Et overdådigt stilleben som det her ville ikke være pengene værd, hvis det ikke også indeholdt en morale om mådehold og forgængelighed
Hos fem kvindelige kunstnere kan man se, hvordan man underholder på spektakulær vis. Så lad festen begynde!
Præsenter maden lige så attraktivt som Clara Peeters
Idet hun så det kommercielle potentiale i at vise kostbart porcelæn, sølvservice og delikatesser, blev Antwerpen-maleren Clara Peeters (ca. 1598-ca. 1657) en innovator af genren; hun specialiserede sig nemlig i madstilleben (‘banketjes ‘) med appetitlige gengivelser af ost, vin, frugt og fisk.
I det viste stilleben introducerede Peeters eksotiske lækkerier og genstande sammen med velkendte fødevarer og køkkengrej: hollandske oste, smørkrøller, en bolle og kringler og importerede mandler, dadler og tørrede figner.
Da kanden er formet som en kjoleklædt kvinde, placerer hun sig selv over Bartmannen, ’manden-med-skægget’
Den simple tintallerken er parret med flere dyre genstande såsom en svulmende rhinsk ’Bartmann’ kande, et forgyldt venetiansk glas, en kniv med et smukt dekoreret sølvhåndtag samt et kinesisk blåt og hvidt Wan Li-fad.
Clara Peeters har anbragt en slags ’dobbeltsignatur’: hun har skrevet sit navn på håndtaget af den fine ‘brudekniv’ i sølv, en dyr bryllupsgave. Desuden har hun humoristisk tilføjet et lille-bitte selvportræt med hvid kyse på lerkandens tinlåg. Og da kanden er formet som en kjoleklædt kvinde, placerer hun sig selv over Bartmannen, ’manden-med-skægget’.
Men et overdådigt stilleben som det her ville ikke være pengene værd, hvis det ikke også indeholdt en morale om mådehold og forgængelighed, hvor beskueren bliver spurgt, hvem der har dækket bord med de værdifulde genstande, eller hvor gæsterne er blevet af?
Pynt med udsøgte buketter: Vidunderlige Maria van Oosterwijck
Den øgede globale handel i det 17. århundrede introducerede nye planter og frugter til Vesten for at blive dyrket i drivhuse og botaniske haver. Mange kunstnere benyttede lejligheden til at studere disse nye botaniske planter og indarbejdede dem i deres værker.
Maria van Oosterwijck (1630-1693) er en af de berømte blomstermalere i den hollandske guldalder. Hun voksede op i en prædikantfamilie, men valgte – på trods af ægteskabstilbud – ikke at blive gift og viede i stedet sit liv til sin eventyrlige, men også dybt åndelige kunst.
Her er en farverig blomsterbuket sat i en vase dekoreret med små ’putti’, engle, og låget er kronet med en figur af den badende Venus.
Både eksotiske og endemiske blomster indgår i dette arrangement: en rose, valmuer, en hibiscus, en nellike, en solsikke, timian, lavendel, stormhat og rørgræs, mens den kostbare, men hjemmedyrkede tulipan er påfaldende fraværende.
I det 17. århundrede kunne solsikken symbolisere den sande kristne, der følger troen, som solsikken følger solen, mens valmuen er metafor for mørke og glemsel. Her er solsikken og opiumsvalmuen demonstrativt vendt mod hinanden og symboliserer lys og mørke, tro og verdslig nydelse.
Den udskårne elfenbensvase er dekoreret med en klassisk scene fra ‘Puttiernes bakkanal’, hvor de små engle mellem vinstokke og druer trækker af med en ged, som er symbol på lyst og tabt uskyld.
Van Oosterwijcks fantastiske blomsterarrangementer tiltrak sig opmærksomhed fra mange velhavere og kongelige mæcener, herunder Louis XIV af Frankrig
Desuden ser den knælende Venus, den hedenske gudinde for erotik og fysisk kærlighed, opad mod solsikkens metafor, som formidler åndelig kærlighed og dermed kristendommens overlegenhed overfor hedenskab og hedonisme.
Sammen med de visnende blade symboliserer blomster og naturtro insekter tidens gang og forgængeligheden, mens sommerfuglen er et symbol på opstandelsen.
Van Oosterwijcks fantastiske blomsterarrangementer tiltrak sig opmærksomhed fra mange velhavere og kongelige mæcener, herunder Louis XIV af Frankrig. Selvsikkert har hun signeret dette mesterværk med sit fulde navn på siden af bordet, MARIA VAN OOSTERWIJCK.
Hendes berømmelse blev kun overgået af Rachel Ruysch, der allerede som femtenårig fik lov til at studere hos blomstermaleren Willem van Aelst (1627-1683).
Byd på lækker frugt som det botaniske geni Rachel Ruysch
Rachel Ruysch (1664-1750) var en kendt hollandsk maler, der i sine blomsterstilleben kombinerede videnskabelig indsigt med stor kunstnerisk kunnen.
Hun nød stor gavn af sin far Frederik Ruyschs ekspertise og hans stilling som professor i botanik og anatomi i den botaniske have i Amsterdam, hvor han udviklede en særlig teknik til at bevare blomster, så de så ud, som om de blomstrede evigt.
Med den baggrund introducerede hun mange sjældne og eksotiske planter såsom passionsblomster eller kaktus i sine malerier, og videreudviklede samtidigt genren ‘skovbund’ (bosgrondje), hvor hun placerede dyr og insekter mellem planter og buske, som aldrig ville blive set sammen i den virkelige verden. Gennem sit lange liv producerede Rachel Ruysch mere end 250 værker.
Selvom hun fødte ti børn efter sit ægteskab i 1693, forhindrede moderskabet hende ikke i at blive en berømt maler i sin tid. Ruysch modtog bestillinger fra en international kreds af velhavende mæcener, og da det tog hende flere måneder at male et værk, skulle malerierne bestilles et år i forvejen.
Maleriet er en fantastisk lektion i botanik og en betagende gengivelse af naturens vidundere
I 1708 blev hun udnævnt til hofmaler for prins Johann Wilhelm, Kurfürst i Pfalz, og leverede hvert år et værk indtil 1716, hvor prinsen døde.
I det virtuose værk viser hun alle sine evner som kunstner og naturforsker. Hun sammensætter planter, frugter og afgrøder fra forskellige årstider, verdenshjørner og biotoper: et granatæble med kastanjer, figner med svesker, kvæder og druer, hyben med kornblomster, kantareller og andre svampe med en firben og en salamander; en græshoppe kombineres med myrer, et sneglehus og en hjortebille med en rede med æg fra en sangdrossel.
Maleriet er en fantastisk lektion i botanik og en betagende gengivelse af naturens vidundere.
Og kom så med lidt musik! Et kig på Judith Leysters originalitet
Hollandske Judith Leyster (1609-1660) var den eneste kvindelige mester i den tid med eget atelier i Haarlem. Men hendes værker blev først genopdaget i 1890’erne. Før da blev hendes arbejde hovedsageligt tilskrevet de mere berømte samtidige mandlige malere som Jan de Bray og Frans Hals.
Efter hun giftede sig med kunstnerkollegaen Jan Miense Molenaer, producerede Judith Leyster færre egne værker, men for nylig er flere malerier som et selvportræt og et blomsterværk dukket op.
Dette værk er en tilsyneladende naturlig fremstilling af en ung dreng, der koncentrerer sig om at spille fløjte. Men der er flere betydningslag i denne enkle scene.
Strengeinstrumenter betragtedes generelt som værende af en ‘højere kategori’ og repræsenterede harmoni, mens deres antipoder, blæseinstrumenterne, tilhørte bøndernes og hyrdernes verden
Først og fremmest kan det livlige maleri henvise til en af de fem sanser, Hørelsen. For det andet kombinerer det på en smart måde en genrescene med et portræt og et stilleben, og for det tredje er det sandsynligvis ikke tilfældigt, at en fløjte og en violin er malet sammen.
Strengeinstrumenter betragtedes generelt som værende af en ‘højere kategori’ og repræsenterede harmoni, mens deres antipoder, blæseinstrumenterne, tilhørte bøndernes og hyrdernes verden.
Desuden kan fløjtespillerens opadgående blik – ofte set i skildringer af engle og helgener – henvise til musikkens inspirerende kvalitet, en idé, der forstærkes af den ødelagte stol, der signalerer, at musik kan løfte en ud af hverdagens bekymringer og trummerum.
Judith Leysters karakteristiske signatur, JL med en stjerne (Leyster = ledestjerne), er anbragt ganske småt på mundstykket på fløjten, der hænger på væggen.
Disk op med god mad – mesterlige Michaelina Wautier overrasker
Wautiers kunst er for nylig blevet genopdaget; adskillige nye værker er dukket op, og ‘barokkens førende dame’ hædres nu med udstillinger over hele den vestlige verden.
I denne fremstilling af ‘Smagen’ trodser hun konventionen om at male de fem sanser som idealiserede kvinder eller voksne mænd
Den vallonske Michaelina Wautier (1604-1689) var lige dygtig til at male forskellige motiver, kompositioner og formater, hvad enten det var historiske, mytologiske, genremæssige, stilleben eller sågar portrætter, der kunne sammenlignes med Peter Paul Rubens’ bedste værker.
I denne fremstilling af ‘Smagen’ trodser hun konventionen om at male de fem sanser som idealiserede kvinder eller voksne mænd. I stedet har hun valgt drenge der udfører hverdagens aktiviteter som legemliggører de fem sansen: Synet, Hørelsen, Lugte-, Smags- og Følesansen.
Kun omkring 40 værker vides at være af Michaelina Wautier, hendes mest kendte er ‘Bacchus’ triumf’ (ca. 1665), bestilt af ærkehertugen Leopold Wilhelm af Østrig.
… og lad så propperne springe!
En gruppe halvnøgne mænd, kvinder og børn danner en festlig procession, en satyr skubber guden Bacchus på en trillebør, hans skridt er dækket af et leopardskind. En mand presser druesaft i den berusede guds åbne mund, en kvinde rider på et æsel bagved.
Til højre trækker flere børn en ged, og en kvinde, sandsynligvis Ariadne – med det venstre bryst bart – holder en stav med vinranker, mens hun ser direkte på beskueren.
Den komplekse komposition er yderst original: normalt ville et Bakkanal nemlig blive malet med Bacchus i en vogn, der blev trukket af store katte, og guden ville næsten udelukkende være omgivet af kvindelige følgere, Bakkanter.
De prægtige præstationer af disse fem kvindelige kunstnere, der jonglerede karriere, ægteskab, børn og fordomme, kan inspirere vores egne forsøg på at dekorere og underholde i denne mørke årstid
Og overraskende nok synes Bacchus’ elskerinde Ariadne ikke at være en del af det berusede kaos omkring hende. Hun er heller ikke opmærksom på den mand, der forsøger at befamle hende, men ser på os på en distanceret, næsten ironisk måde.
Wautier viser ikke kun sin evne til at male den mandlige krop – hvilket er usædvanligt, fordi kvinder ikke havde lov til at studere nøgne mænd – hun gav også Ariadne kompromisløst sit eget ansigt. At placere sig selv som den halvklædte elskerinde af festens gud var ekstraordinært for en hæderlig kvinde på den tid. Et træk, der viser Wautiers mod.
Fra mad til blomster, fra frugt til musik og fest; de prægtige præstationer af disse fem kvindelige kunstnere, der jonglerede karriere, ægteskab, børn og fordomme, kan inspirere vores egne forsøg på at dekorere og underholde i denne mørke årstid. I det mindste vil det være en meget lettere opgave.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og