BØRN & KUNST // DEBAT – Hvorfor har fotograf Sigrid Nygaard i sin billedserie i Dagbladet Information, ‘Vi har taget noget fra børnene’, valgt at undersøge barnegråd på en så kunstig og iscenesat måde? Hvorfor har hun ikke valgt at fotografere virkelighedens grædende børn, spørger Maja Sofie Kristiansen. Nok er Nygaards kunstprojekt interessant, men det er også følelsesløst, fordi det er skabt ved bevidst at påføre andre mennesker skade.
Herregud, det er jo bare en kort gråd og så får ungen en is bagefter, og nu sidder der en masse curlingmødre og pipper op om, hvor forfærdeligt det er. Eller mere præcist som kulturredaktør på Dagbladet Information, Katrine Hornstrup Yde, siger til BT:
“Jeg vil gerne understrege, at børnene har grædt i 20 sekunder og udelukkende, fordi de ikke får deres vilje. Det er ikke ulykkelige børn. De er utilfredse et kort øjeblik, inden de får det igen, der blev taget fra dem”.
Journalist ved Dagbladet Information Anna von Sperling mener:
“Tårer er en naturlig del af børnelivet, og det er derfor virkelig interessant, at billeder af grædende børn afstedkommer så voldsomme reaktioner. Det efterlader mig med en mistanke: Er vi, efter at have udryddet grønne knæ for bestandigt og fjernet hver en sten på de smås vej gennem livet, nu kommet til gråden?”
Katrine Hornstrup Yde, siger til BT:
“Jeg tror, folk reagerer voldsomt på billederne, fordi vi ikke er vant til at se billeder af grædende børn (..) Derimod gør vi meget ud af at dele de glade børn, der har det godt og sjovt”.
Ikke nok med at mor eller far gør alt for at få gråden frem hos deres lille barn, så sidder barnet afklædt, mens en fremmed løber rundt og tager billeder af det
Desværre er verden dog i dag sådan, at billeder af grædende børn er en naturlig del af at læse nyheder; vi ser dagligt grædende børn skilt fra deres forældre ved grænsen til USA, sammen med børn,der er for sultne til at græde i månedens nyeste hungersnød eller klimaskabte naturkatastrofe krydret med flygtningebørn i støvede lejre med alt for meget sorg i øjnene til deres unge alder.
Så det er næppe chokket over gråd, der får folk til tasterne.
https://www.instagram.com/p/ByZ9_oPpvdy/
Sagen er nok nærmere den, at der for de fleste mennesker findes et kategorisk imperativ, der hedder, at man ikke gør andre ondt uden grund, og der er ingen grund til disse billeder. De er en del af en længere serie, der undersøger gråd, og de er pakket ind i klimabevidsthed og er ellers en kopi af Jill Greenbergs 2006 projekt.
Der er bare tale om en kort gråd, men det, vi er vidne til, er et kæmpe tillidsbrud fra den person i verden, som ellers skulle forestille at være den primære omsorgsperson: Den person, barnet stoler mest på i verden, giver i et af tilfældene sit barn et chokoladeæg, tager det tilbage igen og spiser det foran det grædende barn.
Ikke nok med, at mor eller far gør alt for at få gråden frem hos deres lille barn; så sidder barnet afklædt, mens en fremmed løber rundt og tager billeder af det.
Kunne man forstille Sigrid Nygaard gentage kunstprojektet med en gruppe dybt demente?
Barnet sidder i en fuldstændigt ydmyget og helt bogstaveligt afklædt situation.
Og hvad siger det om vores syn på børn i 2019, at dette tilsyneladende er OK? Hvad fortæller det, at hverken Sigrid Nygaard, forældrene eller Dagbladet Information er standset op og spurgt sig selv, om det er i orden at behandle et andet menneske på den måde? Kan man fra Informations side slet ikke se, at der måske er noget galt med denne form for kunst?
Den viden, der findes om hjernens udvikling hos de helt små børn, kan fortælle os, at hjernen ganske enkelt ikke udvikles optimalt, hvis barnets primære tilknytningsperson ikke formår at sænke barnets stressniveau. Hvad betyder det? Det betyder, at børns gråd bør tages alvorligt. Det betyder, at forældrene bør reagere på barnets gråd og hjælpe barnet til at finde roen igen, når de alt for store følelser raser.
Det betyder ikke barnet skal have en is, når det græder, eller at forældrene ikke må sige “nej” til barnet, fordi de skal være bange for gråden. Gråden er en del af barndommen og en del af forældreskabet. Det betyder heller ikke, at børnene i fotoserien har taget varig skade af at være med i Sigrids Nygaards fotoeksperiment.
Det betyder dog, at tilknytningen og tilliden til den voksne, der har bragt dem i denne situation, har lidt et knæk. For der er stor forskel på at gå ind i et projekt med det formål at fremprovokere gråd og på at give et “nej” eller standse en handling i barnets hverdag. Dette bør forældrene også selv kunne mærke, hvis deres forældreinstinkt er nogenlunde intakt.
Man begynder at spørge sig selv, om forældrene i dette tilfælde har fjernet sig så langt fra deres egen mavefornemmelse, at andre til enhver tid kan bede dem om at få deres barn til at græde, uden en eller anden alarmklokke ringer dybt nede i maven på dem? Er vi blevet vænnet til, at det er så normalt, at børnene græder, at vi ikke længere tager gråden alvorligt?
Hvad siger det om vores syn på børn i 2019, at dette tilsyneladende er OK? Hvad fortæller det, at hverken Sigrid Nygaard, forældrene eller Dagbladet Information er standset op og spurgt sig selv om det er i orden at behandle et andet menneske på den måde?
For pædagogen siger jo hver morgen, at det går over, så snart vi er udenfor døren.
Der deles gladeligt videoer på de sociale medier af forældre, der lige stikker babyen en chili og så griner familie og fremmede derudad.
Det er dog første gang, jeg oplever, at en dansk avis lægger spalteplads til “løjerne” og synes, det er i orden, at børn bruges på denne måde. Pludselig er det at få børn til at græde nået helt ind i kunsten i Danmark, pludselig validerer Information, at det må man godt— børn er til for at blive brugt af deres forældre, kunsten og omgivelserne.
https://www.instagram.com/p/BydTar9pjfy/
Når jeg ser billederne, spørger jeg mig selv, om vi på en eller anden måde fået genskabt en form for Milgram-Eksperimentet med vores små børn, der gør, at vi som forældre fuldstændigt overhører deres følelser.
Er vores eget forældreinstinkt forsvundet så meget, at vi nu blindt følger autoriteter? Overhører vi fuldstændigt vores egne alarmklokker, for det er jo bare en kort gråd, eller en lidt længere gråd, eller vi prøver lige at få barnet til at græde på en anden måde gråd så fotografen kan få sit billede.
Det værste er, at man selv som forældre tænker, ‘ville jeg have gjort det’?
På den måde er billedserien måske gået hen og blevet et af de vigtigske kunstværker i vores tid. Fordi en billedserie af denne type tydeligt viser, at der åbenbart stadig eksisterer et meget forældet børnesyn i Danmark, hvor børnenes reaktioner og følelsesudbrud ses som et show fra børnenes side.
Ja, jeg ville måske, og det er måske det mest uhyggelige ved værket. Det når helt derind, hvor man mærker sine egne forældrefølelser, for deler vi ikke alle masser af billeder af vores børn? Har de fleste ikke delt billeder af vores børn på glat is i stedet for at stoppe op og trøste i øjeblikket?
Gør vi altid det bedste for vores børn i en fortravlet hverdag eller løber vi så hurtigt rundt, at vi glemmer at mærke efter, hvad der egentligt betyder noget?
På den måde er billedserien måske gået hen og blevet et af de vigtigske kunstværker i vores tid.
Fordi en billedserie af denne type tydeligt viser, at der åbenbart stadig eksisterer et meget forældet børnesyn i Danmark, hvor børnenes reaktioner og følelsesudbrud ses som et show fra børnenes side. Børnegråd og nedsmeltninger opfattes som en form for skuespil, der kan bruges i kunst, og som vi ikke bør tage alvorligt.
Vi har gennem billederne fået et barsk indblik i livet set fra børnenes perspektiv. For jeg er den person, Anna von Sperling taler om, der skrev på de sociale medier, at dette næppe kunne være sket med voksne.
Selv om det er lettest for Information at slå os, der reagerer på billederne, hen som tilfældige speltmødre, som bærer deres børn i indadvendte slynger på ryggen, til de fylder 16 og kun fodrer dem med økologiske dugdråber, må dagbladet nok indrømme, at det er svært at forestille sig en eneste anden befolkningsgruppe, ville blive behandlet på den måde børnene er blevet her, hverken i kunsten eller i samfundet.
Kunne man forstille Sigrid Nygaard gentage kunstprojektet med en gruppe dybt demente?
Deres børn eller børnebørn var kørt hen i fotostudiet med dem, fået dem til at græde ved at give dem en genstand og tage den fra dem igen. At de demente var blev afklædt og sad i bar overkrop og blev fotograferet, så billedet senere kunne deles med hele verden.
Dette kunstværk er unikt, fordi billederne i sig selv ikke er det væsentlige— vi har alle set grædende børn (alt for mange gange) på nettet før. Kunstværket er særligt, netop fordi det er skabt ved at skade andre mennesker
Eller ville avisen have været med til at bringe billederne, hvis fotografen havde forslået det samme blev udført med udviklingshæmmede voksne i stedet.
Dette kunstværk er unikt, fordi billederne i sig selv ikke er det væsentlige— vi har alle set grædende børn (alt for mange gange) på nettet før. Kunstværket er særligt, netop fordi det er skabt ved at skade andre mennesker.
Jeg tror, hverken Sigrid Nygaard eller Information var bevidst om, hvad de egentlig lavede, og på Instagram er billederne forsøgt pakket ind i en debat om ikke-klima.
Selve billederne virker som sagt som et underligt plagiat af originalen fra Greenberg i 2006, men hvor Greenbergs var tidstypisk redigeret med røde kinder og grålige tårer, så de næsten lignede et maleri af Giovanni Bragolin, har Sigrid Nygaard skruet op for lyset og lavet det klassiske nye Instagram-look. Men hvad om Sigrid Nygaard havde tænkt ud af boksen, der er jo tusinde muligheder for at løfte Greenbergs projekt i nye politiske retninger.
Billedserien hedder Vi har taget noget fra børnene, og Sigrid Nygaard kunne have fotograferet autentiske grådsituationer ved vinke-vinduer i vuggestuer, og spurgt om vi tog noget fra børnene her.Hun kunne have fotograferet reelle hverdagssituationer, hvor børnene fik taget noget og ikke blev påført kunstigt smerte.
Hun kunne have fotograferet så mange børn, der har fået taget så meget fra sig pga. verdenssituationen anno 2019. Sigrid Nygaard vælger at stjæle slik fra børn og fotografere det i stedet.
https://www.instagram.com/p/ByfNzn4J3ZB/
Foto: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her