Taxamandens klumme: Rejsebrev fra arbejderklassen

af i Klumme/Liv & Mennesker

KLUMME – “Jeg elsker friheden og den forbudne frugt af indignation og ord. Så nu bryder jeg reglen om min sociale tavshed – bare denne ene gang, så sker det aldrig, aldrig igen.” Da Jesper Grunwald startede som taxamand lovede hans sig selv, at han ikke ville være frontkæmper for taxibranchen. Nu tager han bladet fra munden. Bare denne ene gang. 

Hun nikker til mig med et venligt, professionelt smil, da jeg åbner bagklappen og tager deres bagage. 

Han sætter sig ind i den nye, gråsorte Mercedes – uden øjenkontakt. De har profilerede jobs i en stor, international koncern, og nu skal de ind til hotellet i det indre København efter en lang og møde-træt arbejdsdag.

Nydelige, dannede mennesker med en alder et sted i det højproduktive tiår, som 40’erne kan være. Hun er engelsk-britisk, og han er britisk med rødder i en af de store, gamle kolonier. Indien eller Pakistan. De taler begge engelsk med en flot britisk accent, som har et anstrøg af aristokrati i Taxamanden og journalistens ører. Men deres attituder er meget forskellige. 

Hun er lyttende og vil muligvis gerne have en eller anden dialog med mig. 

Han er koldblodet – formentlig med udgangspunkt i en kultur, hvor taxichauffører hører til i de laveste kaster. 

Det er mit virkelige liv herude i aftenen og natten, der redder mig fra arbejdslede og social depression

Jeg ved, at det både er barnligt og forfængeligt – og at det i en vis forstand også er uprofessionelt. Jeg bør principielt være ligeglad med kundernes syn på deres serviceleverandør, herunder en evt. social nedladenhed. Men jeg må indrømme, at i nogle situationer kæmper jeg for accept af mit arbejde og fag. Former mit sprog. Dokumenterer mine evner i engelsk, tysk og fransk. 

Gennem hele min omvendte dannelsesrejse fra de højere luftlag til arbejdsmarkedets gulv af beton og asfalt har mine sprogkundskaber aldrig været bedre end i mit 66. leveår. 

Jeg lovede faktisk mig selv, da jeg startede mine skriverier fra den virkelige virkelighed, at jeg ikke ville være frontkæmper for taxibranchen, hvor de ansatte og mange af vognmændene reelt tilhører det moderne samfunds proletariat i indkomst og arbejdstid. Også selvom jeg kan konstatere, at min bruttoindkomst i dag er ca. 20 pct. lavere end for bare et år siden. Ikke blot et reallønsfald, som det udtrykkes i samfundsvidenskaben. Vi taler om et drop i kroner og ører i en branche, hvor vi almindeligvis er 100 pct. provisionslønnede.

Men jeg er tøvende overfor den artikulerede socialkamp. 

Den er hård, den sociale nedladenhed og den ustraffede bashing af taxichauffører som en ”race” på arbejdsmarkedet. Ja, netop race. De hygge-racistiske replikker om, at ”det er fedt endelig at køre med en hvid”

Med min baggrund i mediernes højere middelklasse og en pæn slat private pensionsmidler – og ikke mindst med det scenelys i lyd og på billeder, som jeg har badet mig i – vil jeg simpelthen ikke fremstå som en skuffet burgøjser på charterrejse i arbejderklassen. Det kan skabe kvalme hos mine læsere og give samvittighedskvaler hos mig selv at klæde mig i arbejdergevandter, når jeg har middelklasse-habitter hængende i klædeskabet. 

Men friheden! 

Jeg elsker friheden og den forbudne frugt af indignation og ord. Så nu bryder jeg reglen om min sociale tavshed – bare denne ene gang, så sker det aldrig, aldrig igen. 

Den er hård, den sociale nedladenhed og den ustraffede bashing af taxichauffører som en ”race” på arbejdsmarkedet. Ja, netop race. De hygge-racistiske replikker om, at ”det er fedt endelig at køre med en hvid”. Sandheden er, at mennesker med en anden etnisk baggrund udgør vores samfunds laveste klasse og at netop de er villige til at tage det dårligst betalte arbejde. 

Eller teenagerne på vej hjem fra weekenddruk for hundredvis af kroner. Og så synes de, at det er over stregen at skulle betale 70 kr. pr. hoved for at blive kørt hjem til forstaden. 

Men også: ”Journalist – hvad fanden laver du så i en taxi?”, spørger kunderne, mens deres øjne har andre spørgsmål: Har du taget af kassen? Fik du et sammenbrud? Eller var du bare for dårlig? 

Det er nedladende, det er kynisk, det er noget erhvervsmæssigt vrøvl – ”men det’ da lig’ majet”. For lige om lidt kører bilerne selv, dronerne flyver

Men de generelle angreb er de mest ubehagelige. Fra den indfødte middelklasse, der aldrig har haft arbejderens smuds på deres fingre og derfor kan gøre sig morsomme på sociale medier over etniske chaufførers dårlige dansk-kundskaber – til erhvervskvinden fra Fyn, der i lokalpressen hulker over, hvorfor den elendige taxibranche ikke bare kan erstattes af UBER, den amerikanske storkapital, der åbenbart er redningen for taxibetjeningen i provinsen.

Det er nedladende, det er kynisk, det er noget erhvervsmæssigt vrøvl – ”men det’ da lig’ majet”. For lige om lidt kører bilerne selv, dronerne flyver. Deleøkonomi og digitalisering redder os fra de sidste rester af industrisamfundet og dets forældede klassedeling. 

Det er mit virkelige liv herude i aftenen og natten, der redder mig fra arbejdslede og social depression. 

Min ven og tidligere wing man Morten, der er politisk blå, men kæmper en utrættelig kamp mod uretfærdigheder og mangel på professionalisme i branchen. De latterlige, politiske rollespil og iscenesatte modsætninger i medierne er ubrugelige mellem os. 

Eller min driftsleder Casper, som jeg vandrer med på en sløv nattevagt langs taxikøerne i lufthavnen, mens han fortæller mig, at jeg sgu gør det godt – som taxichauffør! 

Så breder arbejdsglæden sig. Og kærligheden til folk af alle racer

Eller Peter, min regnbuefarvede dagmand, som kender vores liv, fordi vi er født i det samme år i 50’erne: ”Hvordan gik det i dag? hvad gør vi i morgen, gamle dreng?” 

Og den unge kurder, der henvender sig til mig på taxi-radio-kurset og tiltaler mig med en høflighed og respekt, som forsvandt med generationsoprøret i 68. ”Om jeg allervenligst kunne hjælpe ham med at finde en vognmand og noget arbejde”. 

Eller J, min unge diagnoseramte kunde med Tourette, ADHD og hele spekteret. Når vi giver hinanden en krammer foran specialskolen, fordi vi bare har savnet hinanden i sommerferien. 

Og en anden kunde, der lemmer mig en 50’er for en klog snak om livet og døden.

Eller en tilfældig fra gaden, som i weekenden sendte mig en besked via Messenger for at takke for min professionelle behandling af et familiemedlem. 

Så breder arbejdsglæden sig. 

Og kærligheden til folk af alle racer. 

En sentimental lykke, som også digteren Hans Vilhelm Kaalund mærkede, da han skrev ’Jeg elsker den brogede verden’ for 150 år siden, da kampen sidst stod for i de lave klasser:

Var livet en dans på roser,
mon alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og du?


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Taxamand.dk. 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme