Hvorfor fortsætter vi med adoptioner?

i Liv & Mennesker/Børn & unge/Politik & Samfund af

DEBAT // ADOPTION – Vi ved i dag, at international adoption indebærer en stor risiko for misbrug alene i kraft af, at magtforholdene mellem fattige forældre i verdens fattigste lande og vores egen rigdom er så grotesk ulige. Meget store pengesummer er involveret, og private børnehjem og bureauer drevet af “brugerbetaling” står for formidlingen. Vi ved også – som dokumentarfilmen  ‘Amys Vilje ‘ har vist os – at de adopterede efterlades retsløse, når adoptioner går galt. Så hvorfor insisterer vi på at fortsætte med internationale adoptioner, spørger Dorrit Saietz, der er journalist og forfatter til bogen ‘Adoptionens Slagmarker ‘

Hvad er stærkest – familiebånd eller penge?

Torsdag den 21. marts er der verdenspremiere på Katrine W. Kjærs dokumentarfilm Amys Vilje på CPH:DOX . Filmen, som på engelsk hedder Girl in Return, handler om den nu 18-årige Amy fra Etiopien, der i sin tid blev kastebold mellem adoptivforældre og myndigheder som følge af en mislykket adoption.

Amy – eller Tigist, som hun oprindeligt hedder – blev adopteret til Danmark som 9-årig sammen med sin dengang 2-årige lillesøster. Hun blev dermed skilt fra sin familie, men fik aldrig en ny familie i Danmark, fordi adoptionen brød sammen.

Forestillingen om, at alle adoptivbørn er fundet i en papkasse på gaden holder ikke – mange har en familie, og adoptionen risikerer at splitte og ødelægge denne familie, som det skete for Amy

Jeg har som journalist fulgt Amys sag gennem flere år. Hun har aldrig overvundet savnet efter sin mor og sine søstre, sin kultur og sit modersmål. Hun har kæmpet en stædig kamp mod en massiv overmagt, hun har trodset myndighedsforbud og er endda rejst illegalt til Etiopien, hvor livet er hårdt og fattigt, men familiebåndene levende og stærke.

Som filmen viser, er genforeningen heller ikke nem. For adoptionen har gravet så dybe kløfter i Amy, at hun ikke hører hjemme nogle steder, og måske aldrig kommer til det.

Selv kalder hun i dag adoption for menneskehandel. “For vi kommer ikke udenom, at der blive betalt penge for os”, siger hun blandt andet.

En heftig debat – efterfulgt af stilhed

Historien om Amy kom frem i 2012, og da den kort efter blev fulgt op og bekræftet af den – om muligt – endnu mere rystende film om pigen Mashos adoption, stod det klart, at der var tale om langt mere end uheldige enkeltsager. Skandalerne stod simpelthen i kø og debatten var heftig.

Men efter en række mindre stramninger af lovgivningen sænkede tavsheden sig atter. Stilheden dækker dog over en tiltagende krise. Antallet af adoptioner styrtdykker – 2018 blev en ny bundrekord med 52 børn, hvor der tidligere kom hundredvis af børn om året.

Det rosenrøde billede af adoption som den rene forældrelykke, der tilmed hjælper et udsat barn til et nyt og bedre liv, har fået solide skrammer i lakken

Det skyldes ikke som førhen mangel på børn – der mangler i dag også ansøgere. De lange ventelister er fortid, og adoptionsbureauet Danish International Adoption (DIA) efterlyser ligefrem villige ansøgere til at adoptere.

“DIA mangler familier til børn fra flere lande. I dag er der ikke tilstrækkeligt med familier til de børn, som kan få gavn af en adoption”, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Man kan kun gætte på årsagerne. Måske er det prisen, som svinger fra 158.000 kr til 278.000 alt afhængig af land. Eller det er de dårlige historier, der skræmmer. Det rosenrøde billede af adoption som den rene forældrelykke, der tilmed hjælper et udsat barn til et nyt og bedre liv, har fået solide skrammer i lakken.

Grotesk ulige magtforhold

Vi ved i dag, at international adoption indebærer en stor risiko for misbrug, alene i kraft af at magtforholdene mellem fattige forældre i verdens fattigste lande og vores egen rigdom er så grotesk ulige.

Meget store pengesummer er involveret, og private børnehjem og bureauer drevet af “brugerbetaling” står for formidlingen.

Hvorfor fortsætter vi så med internationale adoptioner? Handler det om at hjælpe udsatte børn i de fattige lande – eller sker det primært for at hjælpe barnløse danskere?

Forestillingen om, at alle adoptivbørn er fundet i en papkasse på gaden holder ikke – mange har en familie, og adoptionen risikerer at splitte og ødelægge denne familie, som det skete for Amy.

I de værste tilfælde udarter adoption til en trafik, som tager de fattigstes børn fra dem for at tilgodese Vestens privilegerede barnløse.

Adopterede uden rettigheder

Vi ved også – og Amys sag har illustreret det tydeligt – at de adopterede efterlades retsløse, når adoptioner går galt.

Amy har ingen ret til at bestemme over sig selv, sin identitet, sit navn og sine familieforhold. Hun er hverken sikret ret til kontakt med sin familie i Etiopien eller med sin biologiske lillesøster i Danmark.

International adoption fremstår i dag som et forældet, bureaukratisk system, næret af global ulighed og med indbyggede faldgruber for retssikkerheden

Også mange voksne adopterede i Danmark oplever, at de er uden rettigheder i forhold til at kende deres egen identitet og familieforhold. De skal kæmpe for adgang til deres egne papirer, og de oplever ofte, at oplysningerne i dem er forfalskede eller bare forkerte.

Hvorfor fortsætter vi så med internationale adoptioner? Handler det om at hjælpe udsatte børn i de fattige lande – eller sker det primært for at hjælpe barnløse danskere? Det er spørgsmålet.

Tvivlsom som humanitær indsats

Den økonomiske vækst i mange udviklingslande gør dem bedre rustet til selv at tage vare på deres udsatte børn.

Dem er der stadig mange af – men de ganske få børn, der adopteres internationalt, er så lille en dråbe i havet, at det reelt ikke gør nogen forskel i forhold til de store ressourcer, det kræver også af nationale myndigheder at håndtere sagsbehandling, kontrol osv.

Som humanitær indsats er adoption kostbar, ubetydelig og somme tider direkte skadelig. Der er langt større effekt af brede nationale indsatser for sundhed, udvikling, skolegang, støtte til fattige familier og enlige mødre, styrkelse af kvinders rettigheder, osv.

International adoption fremstår i dag som et forældet, bureaukratisk system, næret af global ulighed og med indbyggede faldgruber for retssikkerheden.

Kunstigt åndedræt fra satspuljen

For nylig modtog alle adoptanter på ventelisten hos DIA et brev med en advarsel om, at organisationen mangler penge. Adoptionsbureauer fungerer nemlig lidt som pyramidespil – der skal hele tiden nye ansøgere ind i systemet, som kan betale en del af de tunge udgifter forud for at økonomien kan løbe rundt.

Alligevel har danske politikere valgt at give denne døende patient kunstigt åndedræt. Partierne bag satspuljen bevilgede i november sidste år 3,1 millioner til at støtte international adoptionsformidling i de næste to år.

I en tid med store sociale nedskæringer kan man undre sig over, hvem de “udsatte” er, der skal tilgodeses med endnu flere millioner

Bevillingen hører under puljen “Øvrige initiativer til understøttelse af udsatte børn, unge og voksne”, og pengene skal bruges til at “understøtte den nuværende struktur for international adoptionsformidling og til at undersøge, hvordan der kan skabes en bæredygtig struktur for formidlingsopgaven”.

I en tid med store sociale nedskæringer kan man undre sig over, hvem de “udsatte” er, der skal tilgodeses med endnu flere millioner. I forvejen bevilger staten betydelig støtte til adoption både i form af tilskud til alle adoptanter, og to millioner i årligt driftstilskud til det private formidlingsbureau Danish International Adoption.

Imens er Amy og mange andre adopterede, børn såvel som voksne, efterladt i et limbo af manglende retssikkerhed og splittet identitet – fordi pengemagt og ulighed har kappet deres bånd til oprindelse og biologisk familie.

“Amys Vilje” vises 21.3 kl. 16.30 i Cinemateket med efterfølgende debat. Link til mere info og billetter her: https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/events/event/cphdox-19-amys-vilje


Topillustration: Pressefoto / Sonntag Pictures 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Dorrit Saietz er journalist og forfatter og har gennem årene været skribent på Politiken, Information og Aktuelt med miljø, klima, udvikling, uddannelse og internationale forhold som stofområder. I dag driver hun en restaurant og arbejder freelance. Du kan støtte Dorrit Saietzs arbejde som skribent på POV på Mobile Pay 20125343.

Seneste artikler om Liv & Mennesker