DYR, DØDEN & OS // ESSAY – Dyr og mennesker har forskellige ritualer og handlingsmønstre, når det kommer til at erkende døden som en realitet. Det kan vi lære en masse af, skriver Louise Juhl Dalsgaard – og mindes de gange, hun selv har skullet forholde sig til døden.
Pungrotten, der på amerikansk kaldes “possum”, spiller død, når den føler sig truet. Ikke sådan som vi kender det fra andre dyr – at den stivner, står stille – men i betydningen: falder om på siden, lader tungen hænge ud af munden.
Kropstemperatur og hjerterytme sænkes til et minimum, og den lækker både urin og afføring, ligesom dens tunge bliver blå.
På engelsk har man derfor udtrykket “playing possum,” som netop betyder, at nogen i næsten overdrevet teatralsk forstand spiller døde.
Forståelse af døden kan jo i al sin selvmodsigelse være livsændrende. Også når det kommer til dyr
Mere interessant er det, hvorfor dyret gør så meget ud af sin gestik. Hvorfor nøjes den ikke, som andre dyr, med at undgå at bevæge sig, hvilket i de fleste tilfælde er tilstrækkeligt?
Ja, hvordan er den overhovedet klar over, hvad der følger med døden: blåfarvning, ophør af hjerterytme, faldende kropstemperatur? Alt det kræver jo en forståelse af døden, som de færreste nok tiltænker dyr at have.
Det og mange andre spørgsmål har den spanske forfatter Susana Monsó sat sig for at undersøge i bogen “Playing Possum: How Animals Understand Death”, som er anmeldt i THE NEW YORKER. Det er syret læsning! Fantastisk interessant også.
Forståelse af døden kan jo i al sin selvmodsigelse være livsændrende. Også når det kommer til dyr, som tilfældet er med pungrotten.
Forstår mennesker døden?
Men hvad vil det sige at forstå døden? Forstår vi mennesker den? Er det på nogen måde muligt at bruge vores bevidsthed som redskab til at at begribe samme bevidstheds ophør?
Da min farfar døde, var jeg ikke meget mere end 6 år. Han blev ramt af nyresvigt og forsvandt helt bogstaveligt fra det ene øjeblik til det andet. Jeg fik ikke lov at deltage i begravelsen, det eneste jeg var efterladt med, var hans navn på en sten og min farmors ansigt hævet af gråd.
Jeg fattede ikke, hvad det betød, at min farfar var gået bort, jeg tog det for pålydende og forestillede mig, at han havde taget sin hat og sin stok og var gået uden nogensinde igen at vende tilbage. Det sidste var sandt nok, han vendte ikke tilbage, men hatten og stokken hang stadig på knagen i Villagade, og “borte” var længere væk end jeg forstod.
Det var ikke før min kanin Smutte mange år senere døde, at jeg begyndte at forstå, hvad døden indebar. Min mor ringede og overbragte mig beskeden om kaninens endeligt, jeg hastede hjem, men det var i december, og dyret havde ligget død hele natten, og ikke så snart jeg havde lagt ansigtet mod den bløde pels i forventning om at mærke den bløde og varme krop, trak jeg det tilbage igen.
For kaninen var bogstaveligt talt stendød. Frosset og stiv som et bræt, og med et stod det klart, at den ikke som min farfar havde forladt verden med hat og stok, men nøgen og i minusgrader.
Det var et chok, men også en øjenåbner, en påmindelse om, at døden ikke bare er en ide, et abstrakt begreb, nogens “endeligt”, men en skin(d)barlig virkelighed, en iskold, død kaninkrop.
Myrer, hvaler og elefanter
Så hvad vil det sige at “forstå” døden? Og hvordan adskiller dyr sig fra mennesker i den sammenhæng? Monsó nævner forskellige grader af indsigt. Myrerne, for eksempel, fjerner deres artsfæller fra tuen, hvis de dør, de bærer den døde i samlet flok.
Det kunne lyde som et afskedsritual, men er i virkeligheden et instinkt påkaldt af den døde myres lugt.
Ådslet udskiller en række markante duftstoffer, der får myrerne til at reagere som beskrevet – men præcis samme reaktion vil man opleve, hvis man sprøjter samme duftstoffer på en levende myre. Tuens øvrige beboere bærer det – stadigt sprællevende – flokmedlem væk uden at forstå, at en krop, der bevæger sig og fortsætter med at gøre det, ikke kan være en død krop.
Her er der tydeligvis tale om dyr, hvis forståelse af døden er mangelfuld: hver myre reagerer på samme vis, hver gang den opfatter lugten af død, og samtlige myrer reagerer ens.
Modsat dette vil man med arter, hvis forståelse er mere kompleks, opleve, at hvert medlem reagererer individuelt på en artsfælles død, og at denne reaktion adskiller sig afhængigt af medlemmets relation til den døde.
Vi kan altså nok blive enige om, at der findes divergerende grader af forståelse gående fra det instinktive mod det mere komplekse: At døden er uafvendelig og uigenkaldelig.
Andre dyr udviser adfærd, der tyder på større kompleksitet end myrerne. I 2018 fødte en ugandisk chimpanse en albinounge, hvilket affødte voldsom angst i flokken. Gruppens øvrige medlemmer viste tænder, skreg og hylede, indtil flokkens alfahan tog affære og slog den nyfødte unge ihjel.
Med det samme løb de før så skræmte aber hen til ådslet og undersøgte det med stor iver, pillede i pelsen, rørte ved ørerne, gribekløerne.
De var således åbenlyst klar over, at hvor den levende albinounge udgjorde en fare, var den dræbte unge harmløs. Det vidner, ifølge Monsó, om en forståelse af, at døden er endelig – at de altså kan nærme sig dyret uden fare for, at det pludselig rejser sig og går til angreb.
Det kan godt være, de ikke skriver et skuespil a la Hamlet eller skaber et requiem, men de gør så meget andet
Monsós bog er, modsat mange andre naturfilosofiske værker, ikke interesseret i sorg. Vi har længe vidst, at dyr udviser en adfærd, der kan minde om menneskelig sorg: En hval der i sytten dage svømmede rundt med sin unge på ryggen. Elefanter, der nægter at forlade deres døde slægtning, men bliver, slår ring, puffer med snablen, skraber i jorden.
Dyrenes vigtige dødsførståelse
Det, der er i fokus i “Playing Possum: How Animals Understand Death” er alene dyrenes erkendelsesgrad, altså deres forståelse af døden som uafvendelig og uigenkaldelig. Smerteligt bevidst om, at en sådan hierarkisk forståelse af bevidsthedsniveauer jo tager udgangspunkt i mennesket.
Det kunne jo sagtens være, at en dødsforståelse, der i højere grad tænkte i termer af naturens orden, formuldning, fødekæde, var et mere rimeligt udgangspunkt at vurdere dyr ud fra.
Når det er så vigtigt med bøger, der forholder sig til dyrs erkendelsesniveau, skyldes det, at vi mennesker jo udnytter dyrene, som var de (i ordets bogstavelige forstand) bevidstløse, umælende, rent instinktdrevne væsner.
Når vi fostrer kyllinger, hvis bevægelsesfrihed er så godt som ikke-eksisterende og hvis livskvalitet er mindre end nul, alene for at slå dem ihjel og spise dem, ja så er det et resultat af, at vi i århundreder har betragtet dyr som dumme, ligegyldige og følelsesløse.
Men med en stigende erkendelse af, at de er tænkende væsner – ikke sådan som vi mennesker er det, men på egne præmisser – ja så bliver vores vold og udnyttelse af avlsdyr stadigt sværere at forsvare. Det er derfor afgørende, at vi hele tiden forfiner vores lydhørhed, tuner ind på disse med-væsner.
Det kan godt være, de ikke skriver et skuespil a la Hamlet eller skaber et requiem, men de gør så meget andet, og det er dette “andet”, det er vigtigt, at vi får stadigt mere øje for.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
