Dette er historien om en syrisk kvinde og om atten dage gamle Mustafa, hans mor og 400 andre syriske flygtninge i en iskold squat i Athen. Eneste varmekilde i den nedlagte skole er et lille elektrisk varmeapparat til hver familie, og det går hele tiden ud, fordi skolens gamle el-net er overbelastet. Når Mustafa ikke lige sover, græder han. Lægen siger, at det er, fordi hans mors brystmælk er for kold til hans mave. Af hensyn til flygtningenes sårbarhed og deres sikkerhed er alle de medvirkende anonymiseret, og billederne er neutrale.
Hun sidder næsten direkte på det kolde stengulv. Kun en madras og et tæppe adskiller hende fra gulvets isnende kulde. Det mørke hår er dækket af en sort strikhue, kroppen er hyldet i en alt for stor frakke. Foran hende står et lille elektrisk varmeapparat, der tænder og slukker, alt efter om der er noget strøm. På de udstrakte ben ligger en tæppebylt, som hun hele tiden vugger frem og tilbage. Kulden sniger sig rundt og ind og allevegne. I hjørnerne. Bag ryggen. I kroppen. Og i den mælk hun ammer sin nyfødte med.
Mustafa kom til verden på et hospital her i Athen for atten dage siden, og nu må hans mor vugge ham konstant. Ellers græder han.
Hun spørger, om jeg vil have lidt varme og flytter apparatet, så det vender mod mig. “Nej, nej, du og dit barn skal have varmen,” siger jeg og vender apparatet mod hende.
Vi er i et stort klasseværelse med højt til loftet og store utætte vinduer. Kvinden, jeg er her for at besøge – jeg vil kalde hende Basimaa – har boet her på den nedlagte skole, en af Athens fjorten squats, i trekvart år. Hun venter på at komme op til sin mand i Tyskland, men det græske asylsystem arbejder langsomt, og indimellem er hun ved helt at opgive håbet.
“Hvis vi nogensinde kommer til Tyskland,” er hun begyndt at sige. Hendes søn har kun set sin far på mobiltelefonen. På grund af lange sagsbehandlingstider for familiesammenføring i de europæiske lande og den stadigt farligere krig i Syrien drog mange kvinder med deres børn alene mod Europa op til de mænd, som var rejst i forvejen. Mange kom for sent, og sidder nu på niende og tiende måned fast i Grækenland.
Mustafa græder hele tiden i kulden. Sover han ikke, græder han. Så får han lidt brystmælk, og han falder i søvn igen. Mustafas mor har store sorte rande under øjnene. Hun har været til læge med ham. Lægen sagde, at Mustafa græd, fordi han fik ondt i maven af hendes kolde brystmælk.
Den primære årsag er landets langsomme asylsystem og så EU-landenes manglende vilje til at modtage flere flygtninge. Med i den kontroversielle aftale med Tyrkiet, som EU indgik i marts sidste år, var, at EU skulle sende blandt andet sagsbehandlere til Grækenland, så asylbehandlingen kunne gå hurtigere.
Dette er imidlertid ikke sket, eller dem, som blev sendt afsted, er trukket hjem igen. Den langsommelige behandling betyder, at kun nogle få tusinde af de mange strandede flygtninge i Grækenland indtil nu er genbosat i andre europæiske lande.
Kulde regn og blæst
Basimaa var en af de godt 50.000 flygtninge og migranter, som strandede i et limbo i Grækenland, da Makedonien i marts sidste år lukkede sin grænse for strømmen af flygtninge fra Grækenland.
Sammen med 10.000 andre boede hun med sin etårige søn i flere måneder og under kummerlige forhold i en teltlejr ved Idomini, grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Regn, kulde, blæst og sult var dagligdagen. Alle håbede hele tiden, at grænsen igen åbnede, så de kunne fortsætte nordpå.
En dag lukkede græsk politi den improvisatoriske og uhygiejniske lejr. Flygtninge og migranter blev mod deres vilje kørt væk i busser. Nogle til lejre i store nedlagte fabrikker i det nordlige Grækenland, andre til Athen. Grækenland havde dengang som nu store problemer med at skaffe indkvartering til alle de strandede. Landet har sine egne økonomiske problemer. Sine egne mange fattige. Sine egne mange hjemløse.
Grækenlands integrationsministerium har fornylig lovet, at alle flygtninge og migranter i telte vil blive flyttet til hoteller og varme steder, men der bor stadigvæk mange under kummerlige forhold, også børnefamilier.
Så Basimaa endte på skolen her, en tom forladt bygning besat af folk fra Athens anarkistmiljø. En syrisk mand fra miljøet og bosiddende i Grækenland i mange år er boss – som flygtningene kalder ham – over skolen og dens 400 mennesker. Under sig har han også andre squats. Skolens beboere er syrere og kurdere flygtet fra krig. Mange af dem har nu boet her i månedsvis, og der er rigtig mange børn – og ældre mennesker.
Squat’ en her er som Athens andre squats selvkørende. Den får ingen hjælp fra UNHCR eller den græske regering og vil heller ikke have det. De fjorten squats eksisterer på donationer, primært fra frivillige, som rejser til Athen fra hele verden for at hjælpe. Organisationer som Læger uden Grænser, UNHCR, Røde Kors vil man ikke have inden for dørene. Heller ikke selv om Grækenland i år har haft det ekstraordinært koldt med temperaturer under frysepunktet og sne.
Og trods vinteren kommer der hele tiden nye flygtninge og migranter til landet. Enten lander de med båd på de græske øer eller de kommer ind i det nordlige Grækenland via Tyrkiet. Officielt opholder der sig godt 62.000 i landet. De nyligt ankomne ender i overfyldte lejre eller som her i en overfyldt squat, hvis de ikke må friste livet på gaden.
Skillevægge af lagner
Basimaa har lagt et tæppe ud over det kolde stengulv. I det forhenværende klasseværelse bor fire familier med børn og en bedstemor. Skillevæggene er lagner og tæpper hængt op på snore. Sidst jeg var her, havde hver familie et lille iglotelt at sove i, men de var så snavsede, at de måtte smides ud. På etagen oven over bor Basimaa’s kusine med sine to små børn, hvor en er svært handicappet. Hun venter også på at komme op til sin mand.
Det lille elektriske varmeapparat foran os er en donation. Sådan et har alle familier, men skolens forældede elektriske system kan slet ikke bære de mange elapparater.
“Det er meget værre om natten. Så tænder alle for apparatet, og så har vi slet ingen varme. Min mand har en lejlighed i Tyskland, og så sidder vi her og fryser. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, at vi ikke kan komme op til ham. Jeg er så bange for, hvad der skal ske med os. Jeg er bange for min søn. Hvad der vil ske med ham? Hvordan vil han klare det her? Hvad hvis han bliver syg her? Jeg er bange for, at vi aldrig kommer til Tyskland,” siger Basimaa, som er uddannet apoteksassistent i Syrien.
Det er ikke mere end en uge siden, at nogen smed en brandbombe ind gennem et åbent vindue i naboklasseværelset. Heldigvis skete der ikke noget, men det har gjort Basimaa meget bange: ”Jeg er flygtet fra Syrien, fordi jeg risikerede at dø. Skal jeg så dø her,” spørger hun.
Det er ikke første gang en af de mange squats i Athen er udsat for et brandattentat. I sommer blev en anden hærget af brand efter et attentat. Og politiet tager sig ikke af det. De kommer nemlig slet ikke. De fleste squats ligger i byens anarkistmiljø Exarchia, og her kommer politiet kun i tilfælde af mord og lignende, får jeg at vide. Folk forventes selv at holde justits.
Lugt af urin
På den anden side af lagnet, hvor vi sidder, bor kvinden med nyfødte Mustafa. Straks efter fødslen blev han sammen med sin mor sendt tilbage til skolen med de snavsede og kolde toiletter og baderum, stanken af urin overalt og de iskolde gange og klasseværelser.
Mustafas mor har kun det tøj, hun har på, og det er hendes mands. Uden for tæppet, inden man træder ind i deres lille aflukke, står gamle udtrådte sko. De sorte slippers er hendes. De eneste sko hun ejer. Dem havde hun også på hospitalet, da hun skulle føde. Mustafa mangler tøj. Moderen åbner op for alle tæpperne, så jeg kan se, hvad han har på. En bluse og et par små bukser. Da jeg går derfra, har jeg en ønskeliste på et par sko, str. 37, babytøj, en stor BH, og en vugge.
Mustafa græder hele tiden i kulden. Sover han ikke, græder han. Så får han lidt brystmælk, og han falder i søvn igen. Meget af natten holder han sig selv, sin mor og alle de andre familier vågne med sin gråd. Mustafas mor har store sorte rande under øjnene.
Hun har været til læge med ham. Lægen sagde, at Mustafa græd, fordi han fik ondt i maven af hendes kolde brystmælk.
Mustafas mor har kun det tøj, hun har på, og det er hendes mands. Uden for tæppet, inden man træder ind i deres lille aflukke, står gamle udtrådte sko. De sorte slippers er hendes. De eneste sko hun ejer. Dem havde hun også på hospitalet, da hun skulle føde
Selvom flere af Athens squats slet ikke er egnede som bolig i vintermånederne, er de fyldt med børnefamilier og bedsteforældre, som ikke har andre steder at tage hen. Squat’sene ligger i nedlagte skoler, i nedlagte kontorbygninger eller i gamle huse. Også mange mindreårige, børn og ganske unge, som er kommet til Europa uden følgeskab af voksne, havner i en af de mange squats.
Nogle fungerer dog bedre end andre.
Kaotisk situation
Situationen i Grækenland og på Balkan er her i vintermånederne kaotisk og kritisk.
Billeder fra det nordlige Grækenland og de græske øer af flygtninge boende i tynde telte, overdækket af sne, har floreret på både de sociale medier og i de etablerede. Grækenlands integrationsministerium har fornylig lovet, at alle flygtninge og migranter i telte vil blive flyttet til hoteller og varme steder, men der bor stadigvæk mange under kummerlige forhold, også børnefamilier. Landet, der har nok i sine egne problemer, har besvær med at skaffe varme og sikre pladser til alle.
UNHCR har ellers fået EU-penge til at forbedre forholdene til vinteren. Der er godt 50 flygtningelejre i Grækenland. Nogen bliver hele tiden lukket, og nye åbner. De fleste i lejrene er flygtet fra krigen i Syrien, men der er også mange afghanere imellem.
Ifølge den britiske avis The Guardian har Europa-Kommissionens afdeling for humanitær bistand og civilbeskyttelse, ECHO siden april givet UNHCR 104 mio. kr. til at forberede den kommende vinter. For pengene var det meningen, at UNHCR skulle flytte folk fra telte til opvarmede præfabrikerede containere og i det hele taget forbedre forholdene. Begge organisationer beskyldes nu af andre hjælpeorganisationer for at have bortødslet pengene, efter at tusinder af flygtninge ikke var flyttet til sikre steder, da vinteren satte ind med snefald i det nordlige Grækenland allerede i begyndelsen af december, skriver Guardian.
Den græske regering beskyldes også for ikke at have brugt 670 mio. kr. ordentligt, penge givet særskilt af EU til at forbedre forholdene i lejrene. Ifølge avisen har ingen det overordnede overblik, og derfor skyder man skylden på hinanden.
Den kaotiske situation med manglende officielle og sikre steder, hvor flygtninge og migranter kan bo, har blandt andet skabt pres på de mange squats i Athen. Flygtninge i squaten, hvor jeg er, beretter om, hvordan andre familier straks overtager deres plads, hvis de selv er væk et par timer. Den stærkeste overlever.
Maden forsvinder
Mad er også en mangelvare. Små NGO organisationer og frivillige uddeler mad fra centralt hold til Athens squats. Den kommer til skolen, men den forsvinder, fortæller flygtningene. Der bliver uddelt mad to gange om dagen. Morgenmaden er OK, men aftensmaden er uspiselig, siger en syrisk mand: ”Jeg har fundet små stykker af jern i risen.”
En dag, hvor jeg er der, er frokosten en halv skål kogte kikærter til hver familie og så de traditionelle arabiske fladbrød.
Da jeg går, møder jeg ude på den iskolde gang en gammel mand i slippers, hvid kjortel og bare ben. Han går langsomt ned ad trappen til toiletterne på underste etage. Uden for i skolegården står en gruppe børn i fire-fem års alderen. De fryser, kan jeg se.
Jeg ser på Mustafas mor. Hun ligner bestemt en, som bare er træt, træt og som trænger til masser af rigeligt og ordentlig mad, friske grønsager og frugt. I dag snakker Basimaa og hende om et eller andet på arabisk. Mustafas mor græder stille. Næste gang jeg kommer, smiler hun. En græsk mand har givet hende en lille plastikvugge. Hun fik så ondt i benene af hele tiden at sidde og vugge ham.
Afvist af politiet
Selvom Basimaa føler sig utryg i squaten, tør hun heller ikke tage andre steder hen. Hun har prøvet at komme ind i en af de officielle lejre med et godt ry, men politiet afviste hende ved indgangen. Der var ikke plads, sagde de. Så nu holder hun godt fast i sit hjørne i klasseværelset på skolen. Så andre ikke tager pladsen, og hun står hjemløs på gaden med sin søn.
Til trods for den kaotiske situation i Grækenland vil Tyskland midt i marts måned igen begynde at sende afviste asylansøgere tilbage til landet. En talsmand for det tyske indenrigsministerium har sagt til det franske nyhedsbureau AFP, at Tyskland nu anser Grækenland som et sikkert land, og at man vil genindføre Dublin forordningen. Tyskland suspenderede i 2010 Grækenland som værende et sikkert land for flygtninge og har ikke siden sendt afviste asylansøgere tilbage.
Tilbage på skolen i Athen har kulden netop i disse dage taget fat igen, og efter en halv time kan jeg mærke den snige op gennem hele kroppen. Kvinderne spørger, om jeg ikke vil blive og sove. Jeg er sikker på, det er gæstfrit ment, men jeg takker høfligt nej. Havde det været sommer, var det noget andet.
Da jeg går, møder jeg ude på den iskolde gang en gammel mand i slippers, hvid kjortel og bare ben. Han går langsomt ned ad trappen til toiletterne på underste etage. Uden for i skolegården står en gruppe børn i fire-fem års alderen. De fryser, kan jeg se. På vej ud af skoleporten går en gruppe kvinder med børn og babyer i klapvogne.
Anette Kjær Jørgensen er en dansk journalist, der har rejst rundt i måneder i Grækenland og på Balkan. Hun vil i de kommende uger rapportere til POV International fra den fortsat kaotiske situation i en del af Europa, hvor flygtningene er talrige og løsningerne få.
Alle fotos er taget af Anette Kjær Jørgensen. Topbilledet viser baby Mustafa, der enten græder eller sover i udmattelse.
Mustafa og hans familie blev et par dage efter flyttet til et hotel, sponsoreret af private. Basimaa og alle de andre sidder stadig tilbage i squaten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
