
COLOMBIA // REPORTAGE – Den fordomsfulde fortælling om slumkvarteret Siloé i Cali, Colombia, som den kriminelle underverdens epicenter er overdrevet og paranoid, skriver antropolog Esben Thode Schultz. Men fortællingen skal tages dybt alvorligt, da dens stereotype og selvforstærkende omtale, måske i virkeligheden, er den farligste af alle trusler mod kvarterets beboere.
Siloé-kvarteret i Cali, Colombia, kan sammenlignes med en brasiliansk favela. Her er folk forsamlet på få kvadratmeter i huse, de selv har bygget langs byens bjergryg. Ved første øjekast får man sine fordomme bekræftet af synet af slidte facader og bliktag. Affald, misbrugere og den åbenlyse stofhandel ved foden af Siloé er med til at understøtte stereotype opfattelser af kvarteret som et af de farligste i Colombia.
”Gå ikke derind”, udbryder grillmesteren på den anden side a La Circunvalar, Calis store avenue, der adskiller Siloé og bjergene fra byen. ”Herfra og mod øst er der fint. Men vest på i Siloé går I ikke ind!”
Siloé er berygtet som tilholdssted for stofmisbrugere, røvere og bander, der styrer kvarteret med hård hånd, og som i øvrigt bor der ulovligt. Kvarteret har dog andet at byde på, bl.a. ressourcestærke mennesker, som kæmper for forbedring og sammenhold, men medierne og en frygtsom befolkning formidler og forstærker de negative fortællinger om kvarteret, og er dermed med til at marginalisere beboerne yderligere. Det besværliggør udvikling af kvarteret og dets beboeres integration og jobsøgen i resten af byen.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
I december måned rejste min gode ven Emil Langballe og jeg to uger til Cali. Vi ønskede at se nærmere på Siloé-kvarteret og researche til en potentiel dokumentarfilm. Ville der virkelig være så slemt, som vi var blevet fortalt?
”Gå ikke derind”, udbryder grillmesteren på den anden side a La Circunvalar, Calis store avenue, der adskiller Siloé og bjergene fra byen. ”Herfra og mod øst er der fint. Men vest på i Siloé går I ikke ind!” Servicen og den halve grillkylling til 10 kr. var i top, vores ven ville blot beskytte os. Men vi skulle altså derind. José, en beboer fra den såkaldte San Francisco-sektor i Siloé, hentede os nogle minutter efter. Med ham ved vores side var vi i god behold.
Jeg mødte José første gang i september 2018, da jeg lavede feltarbejde i byen. Vi blev venner, og han viste mig rundt en enkelt gang i Siloé, hvorefter min interesse straks blev vakt. Jeg måtte tilbage på trods af konstant negativ omtale af kvarteret blandt taxachauffører, bekendte og tætte venner: Et meget farligt sted, hvor jeg uden tvivl ville blive røvet.
Ressourcestærke mennesker, vold og krybbespil
José viser os rundt i sit kvarter og forklarer om igangværende projekter. Ifølge ham tager staten sig ikke af sociale eller miljømæssige problemer. Samtidig er politiet korrupt og forværrer blot situationen ved deres tilstedeværelse. Det er beboerne selv, der driver kvarteret og fremmer forbedring. Ildsjæle, der kæmper og arbejder gratis for, at kvarteret kan få en fremtid. At de unge ikke ”tager stoffernes vej”, som José siger, eller ender som ofre i kamp om territorier.
For de unges hverdag i Siloé er barsk. Der er ikke langt til en pistol, og næsten enhver familie har mistet et medlem. Ofte er det sønnerne, der har måttet lade livet. Sorgen over de savnede er blevet til hverdag; det er snarere normen end undtagelsen. Det er til stadighed en stor udfordring for kvarteret, men José og hans kammerater, som var i selvsamme båd i deres ungdom, gør en kæmpe indsats.
Beboerne er blevet eksperter i at begå sig blandt kugler, og dagen efter skyderiet er alt igen normalt. Salsa i æteren, fodbold på banen, livet går videre
Blandt andre projekter har de i samarbejde med studerende fra Calis store offentlige universitet Univalle bygget en fodboldbane på højen i San Francisco-sektoren, og er i skrivende stund ved at færdiggøre en legeplads med nyttehave til kvarterets børn. De er ubetalte og uafhængige af politiske interesser og NGO-medarbejdere. Deres indsats er uvurderlig, og måske er netop denne uafhængighed årsagen til den succesfulde forandring i kvarteret.
Da vi de efterfølgende 10 dage og aftener bevæger os rundt i kvarteret, er det tydeligt, at her hersker der glade dage. Alle hilser. Alle smiler. Alle siger hej og virker, til vores overraskelse, ikke forundrede over vores tilstedeværelse. Vi er velkomne, og vi må meget gerne tage billeder eller filme. Folk er generelt trætte af den klassiske fortælling om vold og narkoproblemer i Siloé – og i Colombia – og viser derfor stolt deres hverdag frem. Og farligt virker her ikke!
Jo længere vi bevæger os opad i kvarteret, jo pænere bliver der. Det flyder ikke med skrald, og der er udsmykket med vægmalerier på gavle og facader. Der er gang i gaden: Nogle steder grilles der chorizos og arepas, og det brager konstant med salsa eller cumbia for fuldt drøn, ud ad døre og vinduer. Lydniveauet – eller nærmere lydforståelsen – er ugenkendelig for ethvert dansk hjem.
Vi er i december, hvilket bliver tydeligere dag for dag. Der er åben konkurrence om lysinstallationer og juledekorationer på terrasser og gadehjørner, for ikke at tale om en krybbespilsmani på et niveau, jeg aldrig før har set.
Usynlige grænser
Alligevel skal det nævnes, at Siloé har en mørk historie, der ikke er helt slut. Bander raserer stadig i nogle af sektorerne, og det går oftest udover de unge. Fronteras invisibles – eller usynlige grænser – er de lokales egen betegnelse for, hvordan sektorerne i Siloé er opdelt. Hvis en usynlig grænse krydses af rivaler, kan det koste livet. En 18-årig mand bliver under vores ophold likvideret på åben gade. Det er tragisk, og selvom skyderier er blevet til hverdag hos beboerne, bliver en fodboldkamp på samme gadehjørne aflyst. De unge tør ikke møde op.
Alligevel er det, som om beboerne er blevet eksperter i at begå sig blandt kugler, og dagen efter skyderiet er alt igen normalt. Salsa i æteren, fodbold på banen, livet går videre.
Oprindelig blev Siloé etableret af minearbejdere i perioden 1910-1940, da bjergryggen var rig på kul. Efterfølgende kom folk til fra især den sydlige og centrale del af landet. Her var tale om familier, der var blevet fordrevet fra deres jord af vold og politiske uoverensstemmelser i perioden betegnet som La Violencia. Mange af de nye tilflyttere byggede selv egne huse og blev betegnet som illegale bosættere; det er en at årsagerne til den fortsatte stigmatisering af beboerne som kriminelle.
Staten var i mange år fraværende i kvarteret og viste minimal interesse i at forbedre leveforholdene i Siloé. Beboerne begyndte derfor selv at organisere sig for sammen at kæmpe for vandtilførsel, elektricitet og offentlig uddannelse. I samme periode etablerede guerillaen sig og blev magtfuld i flere områder af kvarteret, hvilket var en torn i øjet på den ellers fraværende stat.
Politiet og hæren blev indsat til at bekæmpe dem, der blev anset som politiske trusler, med det formål at opretholde ro og orden. Alligevel udviklede interne stridigheder sig, og bandekonflikter og kamp om narkohandel blev hverdag for beboerne.
I dag er Siloé befolket af en bred skare af mennesker med forskellige baggrunde, heriblandt en betydelig mængde venezuelanske flygtninge, som er strømmet til hele Colombia i takt med Venezuelas økonomiske kollaps. Afhængig af hvem man spørger, bor der imellem 100.000 – 400.000 mennesker i Siloé.
Fodbold og frygt
Virgelina sælger øl og spiritus fra sin juleoplyste terrasse, der har udsigt over Cali. Her er smukt, og det fejres på tredje dagen, at de små djævle fra det lokale fodboldhold, América, har vundet det nationale mesterskab. Byen er spændt til bristepunktet af stolthed, ikke mindst beboerne i Siloé, der skyder omkring sig med krudt og fyrværkeri. Det er vores sidste dag, inden vi rejser tilbage til København. Vi drikker Poker-bajere og spiser ris med chicharrón.
Efter likvideringen af den 18-årige nogle dage forinden, spørger jeg vores venner, hvordan det kan være, at her er så roligt i San Francisco-sektoren, på trods af at skyderier jo finder sted i andre områder af Siloé?
Under vores besøg i Siloé lader det til, at tidligere tiders frygt er forsvundet. Tilbage er i stedet et kvarter fyldt med mennesker i alle aldre, der på trods af lavt økonomisk overskud oser af glæde, værdighed og en solidarisk trang til festligheder og naboskab
”For tre års tid siden gik ca. 20 bevæbnede ældre mænd fra kvarteret op ad vejen langs bjerget, og jagede røverne væk” forklarer Virgelina. Det samme var tilfældet i den nedre del af Siloé, La Nave, hvor et mindre grøntsagsmarked holdt til. ”Kunderne forsvandt, fordi der blev begået så mange røverier, men det fik de ældre ryddet op i”.
Hendes bror Jesús på 72 år tilføjer, at det var umuligt at opholde sig på gaden før denne indsats. ”Man skyndte sig på arbejde tidligt om morgenen og skyndte sig hjem og låste døren”. José, som også er tilstede i samme stund, nikker genkendende til Jesús og Virgelinas udsagn. Han fortæller om en hændelse, hvor han måtte kaste sig til jorden under en skudduel på gaden.
San Francisco-sektoren er med andre ord blevet renset. En ”limpieza social” har fundet sted – et fænomen der også kendes i andre dele af landet, hvor paramilitære, guerillaen, militæret eller andre har taget loven i egen hånd. Især i områder af landet, hvor et statsapparat ikke har været tilstrækkeligt tilstede, er der blevet renset. Siloés San Francisco er ingen undtagelse.
Under vores besøg i Siloé lader det til, at tidligere tiders frygt er forsvundet. Tilbage er i stedet et kvarter fyldt med mennesker i alle aldre, der på trods af lavt økonomisk overskud oser af glæde, værdighed og en solidarisk trang til festligheder og naboskab.
Og det er på trods af, at de stadig konstant bliver fremstillet som en samling hårdkogte kriminelle. Flere har gjort sig den erfaring, at det simpelthen er nødvendigt at lyve om sin adresse, når der søges om job.
Den fordomsfulde fortælling om Siloé som den kriminelle underverdens epicenter er overdrevet og paranoid. Men fortællingen skal tages dybt alvorligt, da den stereotype omtale måske i virkeligheden er den farligste af alle trusler i kvarteret: Det er den, der er med til at fastholde kvarteret i et selvforstærkende men misvisende billede som det farligste sted i verden, og dets beboere som fattige, kriminelle eller fortabte.
Vores besøg har i den grad vist os, at Siloé, ligesom alverdens andre kvarterer, ikke kan koges ned til sådanne adjektiver.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie,
kan du gøre det som støtteabonnent her.
Med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje
Fotos: Emil Langballe.
[/expander_maker]
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her