børneopdragelse

Når utidig indblanding i børneopdragelse bliver en nationalsport

i Liv & Mennesker/USA af
SYDSTATSLIV // KLUMME – Fjordrejer, lyse nætter, cykelstier og sundhedskort. Der er adskillige danske fænomener Julie Bendtsen savner – men den manglende evne til at blive i egen vognbane – f.eks. når det gælder andres børneopdragelse – er ikke et af dem.

“I bør altså stoppe med at give jeres børn yoghurt med “frugt, der er fyldt med sukker”.’

Det kan godt være, at USA har en pokkers masse brande at slukke lige nu. Men ved I hvad, de ikke har? Forældrebashing

Reprimanden kom på dansk twitter, og “I” dækkede efter alt at dømme over alle de danske forældre, der havde formastet sig til at give deres børn et underlødigt morgenmåltid og nu kunne få lov at sidde og tænke over, hvor uansvarligt dét var.

Det kan godt, at være USA har en pokkers masse brande at slukke lige nu. Men ved I hvad de ikke har? Forældrebashing. Løftede pegefingre på høje heste, rettet mod forældre og hvordan de vælger at opdrage deres børn; hvad de vælger at fodre dem med, eller hvornår deres sengetid er.

De dér korstog udi børneopdragelse, der indimellem dukker op og får ekstra vind på stien fra danske medier og et – taget i betragtning hvor mange danskere, der egentlig har baggrunden til at tale til forældre om deres børns kost – ret absurd antal danske “meningsdannere” (selvbestaltede, om ikke andet). De findes ikke her. Det er befriende.

Erfaring har i øvrigt lært mig, at når jeg skriver om noget, amerikanerne her sydpå gør godt, afføder det typisk “nå, men til gengæld lyncher de jo sorte”-lignende kommentarer.

Så lad mig bare være proaktiv og sige, at det her ikke handler om lynching. Eller abortmodstandere, skoleskyderier, gadeoptøjer, racisme, opioid-kriser, sundhedssystemer eller nogle af alle de andre skyts man med rette kan pege mod Guds eget land.

Det handler om at pege fingre og om at føle sig berettiget til at gå rundt og spille hinandens politimænd. Dét er et udbredt dansk fænomen – og det er ikke et charmerende ét

Så lad os glemme alle “hvad så med”-argumenterne, for de er ikke relevante. Det handler om at pege fingre og om at føle sig berettiget til at gå rundt og spille hinandens politimænd. Dét er et udbredt dansk fænomen – og det er ikke et charmerende ét.

Det er ikke,fordi folk herovre ikke har en mening om andre folks børneopdragelse, børn, hunde eller liv generelt. Naturligvis har de det; det tror jeg er universelt menneskeligt.

Men de blander sig ikke i ting, der ikke vedrører dem (medmindre der er decideret fare på færde, naturligvis). De sidder ikke med et gnavende behov for at fortælle andre, at det de gør, bør de gøre anderledes.

Hvorfor?

Fordi de godt ved, at deres mening ikke giver mening for alle andre. Og at det eneste formål det tjener, er at give andre mennesker skyld og dårlig samvittighed. Hvilket måske for nogen afsendere kan give en kortvarig og frydefuld nydelse, men som i et lidt mere overskudsagtigt perspektiv lige præcis nul forskel gør.

Jeg har ikke set én eneste undersøgelse vise, at syrlige stikpiller har haft afgørende samfundsmæssig betydning.

Her passer man sig selv og sin egen børneopdragelse, fordi det er dét man er ansvarlig for, og det er dét, der er ens egen butik. Og så lærer man i øvrigt sine børn at navigere i en verden, hvor andre er opdraget forskelligt, frem for at lade dem tro, at deres livsanskuelse er den eneste rigtige.

Der er helt overordnet i USA en langt mere udbredt tendens til at ville se hinandens succeser – frem for at fremhæve hinandens fejl, fadæser og fiaskoer

Den manglende indblanding handler ikke om manglende interesse eller ligegyldighed. Tværtimod tror jeg, det i høj grad bunder i en anden egenskab, jeg gerne så brede sig til den anden side af Atlanten: en grundlæggende tro på, at ens nabo, genbo, klassekammerat og lærer gør det bedste, de nu engang evner.

Og at hvis dét, de gør, kan gøres bedre, så er det støtte og opmuntring de har brug for. Ikke fingerpeg og bedrevidende nævenyttighed.

Der er helt overordnet i USA en langt mere udbredt tendens til at ville se hinandens succeser – frem for at fremhæve hinandens fejl, fadæser og fiaskoer.

For et par uger siden blev jeg selv kaldt en nypuritansk snob (én gang skal vel være den første), da jeg her på domænet udtrykte en vis glæde over, at mine børn – som en helt naturlig (og altså ikke bevidst tilvalgt) konsekvens af, at vi nu engang bor, hvor vi gør – ikke har taget ordet “fuck” til sig og dermed ikke bruger det i flæng.

Kommentaren var rundet af med et “bare rolig, det skal de nok få lært”, og det eneste der manglede, var en gnæggende og hændervridende emoji. Jeg skulle da ikke gå her og føle mig tilfreds over, at mine børn ikke siger fuck. Det kommer de til, og så kan jeg lære det.

Da kommentaren faldt, spekulerede jeg over, hvad den bundede i.

Den fremstod umiskendeligt som et ønske om, at jeg ikke skulle have den sejr. At vedkommende virkelig håbede, at mine børn ville tage fuck til sig og drysse det ud over mig og mit nypuritanske snobberi hele tiden, så jeg rigtig kunne føle mig dum. Hvilken værdi det skulle give den anden vej, mangler jeg stadig at spekulere mig frem til. Det var næppe blot et spørgsmål om børneopdragelse.

Der er ved gud mange ting, amerikanerne fucker up (see what I did there?) lige nu. Og på masser af andre tidspunkter også, egentlig.

Men én ting kan de godt finde ud af: at bygge hinanden op som første reaktion frem for instinktivt at pille hinanden ned.

Jeg er ked af at sige det, kære meddanskere, men lige præcis det modsatte er vi altså for gode til. Og endnu værre: det falder os simpelthen for naturligt. Det bør vi altså stoppe med.

LÆS FLERE KLUMMER OM JULIE BENDTSENS LIV I SYDSTATERNE HER


Topillustration: Børneopdragelse eller bare glade børn? Foto: Pikrepo.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Liv & Mennesker