ESSAYSERIE – “’Vi har modtaget din klage fra borgmesteren og genvurderet…’ og bla, bla, bla, ‘vi er kommet frem til at fastholde vores afgørelse’. Boom! Der røg det allersidste, spids-slebne håb, den sidste flig af tilliden til at nogen vil stille op, rette vanviddet tilbage til fornuft. Troen på at ikke alle i systemet agerer så menneskekoldt og meningsløst.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes 16-årige datter, som lider af angst og er Aspergers. I forrige uge fortalte kommunen, at den ikke længere mener, at K’s dagbehandlingsskole er den rette løsning for hende. Efter et møde med K har kommunen tænkt sig om, og nu er den endelige afgørelse faldet.
Min nye og meget usunde vane er nu, at lige så snart, jeg slår øjnene op, tjekker jeg ind på sms og e-mails.
I morges var ingen undtagelse. Og i morges lå det længe ventede og en uge forsinkede svar
Og det vil sige, at jeg tjekker, inden, jeg går i gang med min nødvendige daglige meditation, der holder mig fysisk oprejst og mentalt smidig. Det gør jeg, fordi e-mails, der kommer fra forvaltningen, som oftest ankommer om natten, og ligger og venter på mig – tålmodige som tikkende og ikke afsikrede bomber, der godt ved, at de altid rydder rummet, lige indtil jeg får klikket mig ind, uden for mange krumspring.
Jeg skal bare ind til det dybe snitsår og få et hurtigt overblik over katastrofen.
I morges var ingen undtagelse. Og i morges lå det længe ventede og en uge forsinkede svar:
Vi har modtaget din klage, fra borgmesteren og genvurderet og bla, bla, bla, vi er kommet frem til at fastholde vores afgørelse.
Boom! De har taget K’s dagbehandlingsskole fra hende. Det eneste, hun vil, som jeg har skrevet om i de seneste uger:
’Mit liv er ødelagt, jeg har intet at se frem til nu’ – #106
Der røg det allersidste, spids-slebne håb, den sidste flig af tilliden til, at nogen vil stille op og rette vanviddet tilbage til fornuft; troen på, at ikke alle i systemet agerer menneskekoldt og meningsløst.
Boom! Der ligger ruinerne af en familie, der kun har gjort én ting forkert, nemlig at have behov der ikke kan dækkes af familien selv. Og det er ikke, fordi vi har sjusket med vores økonomi, kastes os ud i misbrug eller begået underslæb. Men fordi vores familie er ramt af alvorlige sygdomme og autisme.
Boom! Vi tilhører ikke åbenbart ikke længere en samfundsklasse, der ses på med respekt og velvillighed.
Vi ved nu, at alt er tabt. Der er ingen overhovedet, der så meget som gider undre sig eller forholde sig til, at dette er det såkaldte danske velfærdssamfund, som vi alle betaler SKAT til, og knokler for, så hjulene drejer hurtigt og længe nok til, at vi kan passe på hinanden
Systemet er psykopatisk. Det ånder med et ego, der lider af storhedsvanvid, og det kværner alle ned, der forsøger at kæmpe imod og måske endda tillade sig at udpege dets fatale adfærd. Systemet er centreret om sig selv, refererer til sig selv og synes at agere efter devisen om ’hvad-kan-bedst-betale-sig-for-mig’.
Systemets agenter er sladdervorne i deres udtalte manglende respekt for borgerne og systemet selv ernæres ved sine egne løgne, som bliver til sandheder, hurtigere end Carl Lewis løb 100 meter.
Jeg kigger over på Niels fra min side af sengen. Jeg kan høre på hans bevægelser, at også han er vågen.
’De har svaret’.
’Ja.’
Så vender jeg mig væk fra verden ind i en dyb meditation – herinde kan jeg endnu hente tid og kræfter. Jeg får brug for dem.
Det er tunge skridt, der skal bære mig hen til K og fortælle hende, at hende vil man ikke passe på.
Vi ved nu, at alt er tabt. Der er ingen overhovedet, der så meget som gider undre sig eller forholde sig til, at dette er det såkaldte danske velfærdssamfund, som vi alle betaler SKAT til, og knokler for, så hjulene drejer hurtigt og længe nok til, at vi kan passe på hinanden.
For det er jo det, vi gør i Danmark, ikke sandt?
Vi passer på hinanden og vi gør det godt. Det har coronakrisen da, hvis nogen skulle være i tvivl, slået fast med syvtommersøm. Her hos os gør vore politikere, vore myndigheder og vores forvaltning et enormt arbejde for at passe på de udsatte og de sårbare.
Tak, velfærdsstat, for, at I passer så godt på min søn, nyrepatienten. Men hvad med min datter? Hende som er autist – hvorfor passer I ikke på hende?
Og tak for det. Tak for, at I passer så godt på min søn, som er i høj risiko med sin nyresygdom. Blot en feber bryder ud, er han i farezonen – det kan betyde liv eller død for ham.
Tak, velfærdsstat, for, at I passer så godt på min søn, nyrepatienten.
Men hvad med min datter?
Hende som er autist – hvorfor passer I ikke på hende?
Det er tunge skridt, der skal bære mig hen til K og fortælle hende, at hende vil man ikke passe på.
LÆS ALLE AFSNIT I ODILE POULSENS ESSAYSERIE HER
Topillustration: Wallpaper.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
