Endelige svar #110

i Børn & unge/Essays af
ESSAYSERIE – “’Vi har modtaget din klage fra borgmesteren og genvurderet…’ og bla, bla, bla, ‘vi er kommet frem til at fastholde vores afgørelse’. Boom! Der røg det allersidste, spids-slebne håb, den sidste flig af tilliden til at nogen vil stille op, rette vanviddet tilbage til fornuft. Troen på at ikke alle i systemet agerer så menneskekoldt og meningsløst.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes 16-årige datter, som lider af angst og er Aspergers. I forrige uge fortalte kommunen, at den ikke længere mener, at K’s dagbehandlingsskole er den rette løsning for hende. Efter et møde med K har kommunen tænkt sig om, og nu er den endelige afgørelse faldet. 

Min nye og meget usunde vane er nu, at lige så snart, jeg slår øjnene op, tjekker jeg ind på sms og e-mails.

I morges var ingen undtagelse. Og i morges lå det længe ventede og en uge forsinkede svar

Og det vil sige, at jeg tjekker, inden, jeg går i gang med min nødvendige daglige meditation, der holder mig fysisk oprejst og mentalt smidig. Det gør jeg, fordi e-mails, der kommer fra forvaltningen, som oftest ankommer om natten, og ligger og venter på mig – tålmodige som tikkende og ikke afsikrede bomber, der godt ved, at de altid rydder rummet, lige indtil jeg får klikket mig ind, uden for mange krumspring.

Jeg skal bare ind til det dybe snitsår og få et hurtigt overblik over katastrofen.

I morges var ingen undtagelse. Og i morges lå det længe ventede og en uge forsinkede svar:

Vi har modtaget din klage, fra borgmesteren og genvurderet og bla, bla, bla,  vi er kommet frem til at fastholde vores afgørelse.

Boom! De har taget K’s dagbehandlingsskole fra hende. Det eneste, hun vil, som jeg har skrevet om i de seneste uger:

’Mit liv er ødelagt, jeg har intet at se frem til nu’ – #106

Der røg det allersidste, spids-slebne håb, den sidste flig af tilliden til, at nogen vil stille op og rette vanviddet tilbage til fornuft; troen på, at ikke alle i systemet agerer menneskekoldt og meningsløst.

Boom! Der ligger ruinerne af en familie, der kun har gjort én ting forkert, nemlig at have behov der ikke kan dækkes af familien selv. Og det er ikke, fordi vi har sjusket med vores økonomi, kastes os ud i misbrug eller begået underslæb. Men fordi vores familie er ramt af alvorlige sygdomme og autisme.

Boom! Vi tilhører ikke åbenbart ikke længere en samfundsklasse, der ses på med respekt og velvillighed.

Vi ved nu, at alt er tabt. Der er ingen overhovedet, der så meget som gider undre sig eller forholde sig til, at dette er det såkaldte danske velfærdssamfund, som vi alle betaler SKAT til, og knokler for, så hjulene drejer hurtigt og længe nok til, at vi kan passe på hinanden

Systemet er psykopatisk. Det ånder med et ego, der lider af storhedsvanvid, og det kværner alle ned, der forsøger at kæmpe imod og måske endda tillade sig at udpege dets fatale adfærd. Systemet er centreret om sig selv, refererer til sig selv og synes at agere efter devisen om ’hvad-kan-bedst-betale-sig-for-mig’.

Systemets agenter er sladdervorne i deres udtalte manglende respekt for borgerne og systemet selv ernæres ved sine egne løgne, som bliver til sandheder, hurtigere end Carl Lewis løb 100 meter.

Jeg kigger over på Niels fra min side af sengen. Jeg kan høre på hans bevægelser, at også han er vågen.

’De har svaret’.

’Ja.’

Så vender jeg mig væk fra verden ind i en dyb meditation  – herinde kan jeg endnu hente tid og kræfter. Jeg får brug for dem.

Det er tunge skridt, der skal bære mig hen til K og fortælle hende, at hende vil man ikke passe på.

Vi ved nu, at alt er tabt. Der er ingen overhovedet, der så meget som gider undre sig eller forholde sig til, at dette er det såkaldte danske velfærdssamfund, som vi alle betaler SKAT til, og knokler for, så hjulene drejer hurtigt og længe nok til, at vi kan passe på hinanden.

For det er jo det, vi gør i Danmark, ikke sandt?

Vi passer på hinanden og vi gør det godt. Det har coronakrisen da, hvis nogen skulle være i tvivl, slået fast med syvtommersøm. Her hos os gør vore politikere, vore myndigheder og vores forvaltning et enormt arbejde for at passe på de udsatte og de sårbare.

Tak, velfærdsstat, for, at I passer så godt på min søn, nyrepatienten. Men hvad med min datter? Hende som er autist – hvorfor passer I ikke på hende?

Og tak for det. Tak for, at I passer så godt på min søn, som er i høj risiko med sin nyresygdom. Blot en feber bryder ud, er han i farezonen – det kan betyde liv eller død for ham.

Tak, velfærdsstat, for, at I passer så godt på min søn, nyrepatienten.

Men hvad med min datter?

Hende som er autist – hvorfor passer I ikke på hende?

Det er tunge skridt, der skal bære mig hen til K og fortælle hende, at hende vil man ikke passe på.


LÆS ALLE AFSNIT I ODILE POULSENS ESSAYSERIE HER


Topillustration: Wallpaper.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge