Antallet af hjemløse stiger og særligt blandt unge

af i Danmark/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

KRONIK // SAMFUND – En markant stigning i antallet af hjemløse, et zoneforbud samt det faktum, at Danmark har flest unge hjemløse sammenlignet med resten af Norden, har gjort hjemløshed til et omdiskuteret emne i medierne, skriver  Tine Nielsen og Baris Kaymaz. De er socialrådgivere i OPUS i Region Hovedstadens Psykiatri og oplever begge, hvordan hjemløshed ofte står i vejen for behandlingen af borgere med psykiske lidelser. Deres håb er, at andre fagpersoner også vil “fatte pennen” og kaste perspektiv over debatten. Det kan få alvorlige menneskelige konsekvenser og koste samfundet dyrt, hvis ikke der bliver fokuseret mere på at løse problemstillingerne med det voksende antal hjemløse, advarer de. 

Den danske regering lancerede i 2009 en hjemløsestrategi med det formål at nedbringe hjemløshed.

Her var en af målsætningerne at unge skulle tilbydes andre løsninger end at overnatte på herberg. Strategien bygger på et ‘Housing First’princip.

Det er et opgør med tidligere tiders fokus på ‘Treatment First’-tilgangen, der vægter borgerens parathed til at bo i egen bolig gennem deltagelse i psykiatrisk- eller misbrugsbehandling.

‘Treatment First’-tilgangen består af, at hjemløse borgere allerførst skal have en vellykket behandling af problematikker såsom misbrug eller psykiske lidelser.

Først herefter kan man få en bolig. Faren ved ‘Treatment First’-tilgangen er at borgeren fastholdes i hjemløshed og øvrige sociale problemer.

Det fremgår af kortlægningen, at der fra 2009 til 2017 er sket en stigning i antallet af hjemløse unge mellem 18-24 år fra 633 til 1278 – altså en fordobling

Tanken bag ‘Housing First’-princippet er, at alle borgere har ret til en bolig, at det er en menneskeret at have et sted at bo.

Udgangspunktet er, at en bolig er grundlæggende i arbejdet med at modarbejde, stabilisere og forbedre sociale problemer og psykiske lidelser. Hvis man skal kunne løse problemer, som arbejdsløshed, manglende uddannelse eller behandle psykiske lidelser, så er udgangspunktet først og fremmest, at man skal have en tryg bolig.

Derfor skal borgere tilbydes en permanent boligløsning og samtidig tilbydes den fornødne sociale støtte, der gør det muligt for dem at fastholde deres bolig og give dem støtte til at løse de øvrige sociale problemstillinger.

Hjemløsheden vokser

I forbindelse med hjemløsestrategien blev der indført en kortlægning af hjemløshed foretaget af VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd).

Den viser, at hjemløshed har været stigende de sidste mange år. Den seneste kortlægning blev foretaget i 2017 og viser en stigning i perioden 2009-2017 fra 4998 til 6635 hjemløse borgere. Alene fra 2015 til 2017 er der sket en stigning på 8 procent, viser tallene.

Der er herunder registreret en iøjnefaldende stigning i hjemløshed blandt unge mellem 18-24 år og 25-29 år. Det fremgår af kortlægningen, at der fra 2009 til 2017 er sket en stigning i antallet af hjemløse unge mellem 18-24 år fra 633 til 1278 – altså en fordobling.

Der er ligeledes sket en stigning af hjemløse unge mellem 25-29 år: I perioden fra 2015 til 2017 er antallet øget fra 799 til 1014.

Så i stedet for at fokusere på vores primære opgave – at yde psykiatrisk behandling – bruger vi meget tid på at rumme og tale om de frustrationer, hjemløshed medfører. Manglen på dette basale behov sætter os og de unge i behandlingspsykiatrien skakmat

Der er slutteligt registreret en stigning i andelen af hjemløse borgere med psykisk sygdom.

En sammenligning med tidligere kortlægninger på området viser, at der i perioden 2009-2017 er sket en stigning fra 37 procent til 53 procent blandt hjemløse borgere med psykiske lidelser.

En stigning der fra vores perspektiv er særligt bekymrende. På trods af et øget fokus på at afhjælpe hjemløshed er der altså fortsat en stigning, også i blandt den målgruppe af unge borgere vi til dagligt arbejder med i det psykiatriske behandlingstilbud OPUS. I behandlingspsykiatrien, hvor vi udøver psykiatrisk behandling og herunder socialt arbejde med unge ramt af psykiatriske diagnoser, ser vi hjemløshed i forskellige former – lige fra den ‘gadehjemløse’ til ‘sofasurferen’.

I det følgende vil vi beskrive et eksempel på et ungt menneske, som vi ofte møder i OPUS.

Peter er en fiktiv karakter, men situationen han står i er ganske virkelig, og de unge i vores målgruppe befinder sig ofte i lignende situationer.

Et fiktivt eksempel

Peter var 22 år første gang vi mødte ham i OPUS. Han havde på daværende tidspunkt været hjemløs, siden han var femten år grundet konflikter med sin familie. Han havde boet på herberger, i trappeopgange og da vi mødte ham, ’surfede’ han rundt mellem sine bekendtes sofaer.

Peter havde kort forinden haft et misbrug af multiple stoffer, som han heldigvis kunne holde sig fra i en længere periode ved hjælp af misbrugsbehandling. Peter var desuden ramt af en psykisk lidelse kaldet paranoid skizofreni, hvilket var årsagen til, at han blev henvist til behandling i OPUS.

Peters sygdom kom til udtryk på forskellig vis. Han kunne have svært ved at tolke andre mennesker og var grundlæggende mistænksom overfor andre og deres handlinger og hensigter.

På den ene side bruges der tid og ressourcer på mennesker med den gode hensigt om, at de skal i job eller i uddannelse. På den anden side kan deres boligproblemer ikke løses

Han kunne tillægge det en større mening, hvis en fremmed kiggede tilfældigt på ham på gaden. Han kunne opleve psykoser i form af vrangforestillinger, hvor han tænkte nogen var efter ham og ville ham det ondt.

Han kunne høre stemmer, der kommenterede nedladende på hans liv og handlinger. Han kunne have mangel på mening og lyst i hverdagen, mangel på energi og initiativ, og han kunne miste overblik og struktur i hverdagen.

Selvom Peter var i relevant behandling med antipsykotisk medicin, og hans symptomer var væsentligt forbedrede, så var han på grund af sin psykiske lidelse særlig følsom overfor stressbelastninger, da stress udløste og forværrede symptomerne hos ham.

Peter var på overførselsindkomst og var jævnligt til samtaler i jobcenteret på kommunen hos en mentor, der prøvede at hjælpe ham i forhold til at komme i arbejde eller uddannelse.

Han ville gerne arbejde. Han var motiveret og godt begavet. Han ville også gerne have noget fast at stå op til hver morgen og tjene flere penge, end hvad kontanthjælpen gav ham hver måned.

Kommunen var opsat på at hjælpe Peter i uddannelse eller arbejde, men kunne ikke hjælpe ham med det, som han selv oplevede som mest problematisk – nemlig at finde et trygt sted at bo.

Det medførte en del frustrationer i Peter, da han fra dag til dag skulle finde en sofa, han kunne sove på, med fare for at han sled sit netværk og relationer op. Hverdagen oplevedes for Peter som kaotisk, uden struktur og faste rammer. Han havde ingen steder, hvor han kunne trække sig tilbage, være alene og samle energi.

Alt dette forårsagede at Peters behandlingsforløb bar præg af mange aflysninger. I perioder havde han ingen kontakt til behandlingsstedet OPUS, og det var svært for ham at overholde aftaler med jobcenteret.

Det kræver energi og kræfter at være i intensiv behandling og i udslusning til arbejdsmarkedet.

De kræfter Peter havde, brugte han på at få dækket sit basale behov: at finde et sted at sove fra dag til dag. De fleste mennesker samler kræfter ved at ‘trække stikket ud’ og hvile sig i deres hjem. Denne mulighed havde Peter ikke, hvorfor han var ramt af håbløshed både i forhold til at få det psykisk bedre og i forhold til at få et arbejde.

Peters eksempel er blot ét ud af mange. Mange unge står i lignende situationer, og vi møder dem ofte i vores daglige virke.

Et uigennemskueligt system

Hjælpen i det offentlige system er specialiseret og skal derfor søges mange forskellige steder i det kommunale system alt afhængigt af det konkrete behov.

Således er der en instans, der varetager udbetaling af ydelser, en der varetager hjælp i relation til arbejdsløshed, en – hvis nogen – der varetager støtte i relation til bolig osv..

Systemet er specialiseret i mindre afdelinger med hver deres kompetencefelt. Det gør det selvsagt vanskeligt for et ungt menneske med udfordringer som Peters at navigere i og finde den rette hjælp.

Kommunerne er forpligtede til at anlægge en helhedsvurdering af en borgers situation og behandle ansøgninger om støtte ud fra hele den sociale lovgivning. Det fremgår af § 4, 5 og 6 i Retssikkerhedsloven.

Manglende hjælp ud fra en helhedsvurdering af menneskers samlede situation og behov for støtte kan betyde, at hjælpen bliver udsigtsløs. Hvor jobcenteret forsøger at få unge tilbage på arbejdsmarkedet og investerer store mængder tid på dem for at nå det mål, kan kommunens socialforvaltning tværtimod ikke hjælpe med at finde en bolig.

Den unge skal selv opsøge støtten i kommunens socialforvaltning i relation til bolig og alt for ofte er der ingen hjælp at hente, enten fordi man ikke har boet i kommunen i to år (et ’tilknytningskriterie’ mange kommuner stiller for at yde hjælp til bolig), man ikke har børneller fordi der ikke er nogle betalelige boliger derude.

Det er vores oplevelse, at det ikke alene er os som behandlere i OPUS, der til tider føler os udfordrede over den manglende sammenhæng i indsatsen overfor unge

Ændringer i Almenboligloven gør det endvidere muligt for Kommunalbestyrelsen at beslutte, at borgere der har været på overførselsindkomst (sygedagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller førtidspension) i seks sammenhængende kalendermåneder, skal afvises i boligområder, hvor der i forvejen er en høj andel af borgere udenfor arbejdsmarkedet.

Hermed udelukkes borgere med en lav indkomst fra de få boliger med så lav husleje, at det er muligt for dem at betale.

Kommunerne er forpligtede til at anvise husly til borgere, der er husvilde.

Ofte vil der i praksis være tale om forsorgshjem til hjemløse borgere. I den tidligere omtalte hjemløsestrategi var et af målene, at ingen unge skulle opholde sig på forsorgshjem, men tilbydes andre løsninger.

Desværre har mange kommuner ikke andre løsninger til de unge. Ofte er det svært at finde plads på forsorgshjem. På mange forsorgshjem florerer desuden misbrug og et barskt miljø blandt beboerne.

Forholdene gør at de unge fravælger denne mulighed, da disse forhold også udløser stress, psykiatriske symptomer og for nogens vedkommende en forøget risiko for recidiv i forhold til misbrug.

De unge må derfor enten i perioder bo på gaden eller på sofaer rundt omkring ved familie, venner og bekendte, hvilket selvsagt er slidsomt for både netværket og den unge.

På den ene side bruges der tid og ressourcer på mennesker med den gode hensigt, at de skal i job eller i uddannelse.

På den anden side kan deres boligproblemer ikke løses. Hvor mange mennesker kan arbejde eller tage en uddannelse, eller i det hele taget fungere uden en tryg base, uden et hjem?

Det kan ud fra principperne i retssikkerhedsloven, samt husvilde paragraffen sås tvivl om, hvorvidt kommunerne overhovedet lever op til deres forpligtelser.

Vores erfaringer i OPUS

I vores daglige virke på et ambulant behandlingssted, OPUS, for unge mennesker med lidelser indenfor det skizofrene spektrum, støder vi meget ofte på denne problemstilling i vores møder med de unge mennesker.

Vi tilbyder et toårigt behandlingsforløb, hvor mestring af sygdom og symptomer samt genoptræning af sociale færdigheder er omdrejningspunktet.

De unge kan modtage medicinsk behandling og deltage i gruppebehandling og undervisning, hvor de har mulighed for at træne deres mestringsevne samt sociale færdigheder i forhold til at indgå i samspil med andre.

At tage en uddannelse eller at indgå på arbejdsmarkedet er væsentlige faktorer i relation til at understøtte de unges ’recoveryproces’.

Her får de mulighed for at øve sociale færdigheder og indgå i nye roller, der ikke er knyttet til det at have en sindslidelse. Uddannelse og arbejde udgør væsentlige sociale arenaer, hvor de unge kan anerkendes i forhold til de ressourcer og kompetencer, de besidder.

Men lige så vel som det er tæt på umuligt at varetage et arbejde eller en uddannelse som syg og boligløs, lige så vel er der store udfordringer i at modtage og deltage i intensiv behandling, når man ingen tryg base har.

Det basale behov for at have et sted at bo, fylder simpelthen for meget.

Så kære kollegaer, hermed endnu en opfordring til jer om at ”fatte pennen” og beskrive, hvordan hjemløshed påvirker jeres daglige arbejde og den indvirkning, den har på de mennesker, som I til dagligt brænder for at støtte tilbage til en meningsfuld hverdag

Så i stedet for at fokusere på vores primære opgave – at yde psykiatrisk behandling – bruger vi meget tid på at rumme og tale om de frustrationer, hjemløshed medfører.

Manglen på dette basale behov sætter os og de unge i behandlingspsykiatrien skakmat. Det går simpelthen udover mulighederne for en vellykket psykiatrisk behandling og det at komme sig over en indgribende sygdom.

Det er vores oplevelse, at det ikke alene er os som behandlere i OPUS, der til tider føler os udfordrede over den manglende sammenhæng i indsatsen overfor unge.

Ofte møder vi sagsbehandlere fra kommuner og andre fagfæller i det offentlige system, der på samme måde oplever en handlingslammelse i forhold til at understøtte det behov for en tryg base, som mange af de unge mennesker har.

Vores hensigt med ovenstående problemstilling er derfor ikke at hænge kommuner eller andre ud, men blot gøre opmærksom på, at der er andre problemer forbundet med hjemløshed, der kan medføre stagnation eller forværring på andre vigtige livsområder og som kan koste både det enkelte menneske og samfundet som helhed dyrt – både menneskeligt og økonomisk.

Det er vores håb at bidrage til, at en øget opmærksomhed på hjemløshed og dens mange konsekvenser, kan medføre et arbejde for bedre muligheder for hjælp til de borgere, der er ramt af hjemløshed og ønsker at komme ud af den.

Så kære kollegaer, hermed endnu en opfordring til jer om at ”fatte pennen” og beskrive, hvordan hjemløshed påvirker jeres daglige arbejde og den indvirkning, den har på de mennesker, som I til dagligt brænder for at støtte tilbage til en meningsfuld hverdag.


Topfoto: Flickr

Tine Nielsen er uddannet socialrådgiver og cand.soc. Hun har siden maj 2018 været ansat som socialrådgiver i OPUS. Før OPUS arbejdede hun en længere årrække som udviklingskonsulent, underviser og vidensmedarbejder i Socialstyrelsen og på Socialrådgiveruddannelsen, med metodeudvikling, formidling, forskning og implementering. Omdrejningspunktet i Tines arbejdsliv er socialt arbejde med mennesker i udsatte positioner, særligt de borgere, der på grund af hjemløshed eller en psykisk sårbarhed har forringede levevilkår og indskrænkede deltagelsesmuligheder.
Baris Kaymaz er uddannet socialrådgiver og har siden 2013 arbejdet i psykiatrien som socialrådgiver og primærbehandler. Født og opvokset i København og har tyrkiske rødder. Baris har stor interesse for samfundsemnerne integration, social ulighed og stigmatisering. Herunder særligt optaget af udsatte borgere med psykisk sårbarhed og alvorlige sociale problemstillinger, der har svært ved at passe ind i de rammer for hjælp, der findes i det offentlige system.

Seneste artikler om Danmark