Amandas historie #44 - Kære veninde, undskyld jeg ikke tør stå frem • POV International

POV International 02.04.2019

KLUMMESERIE – “Jeg ved, at den eneste vej ud af skammen, og væk fra senfølgerne er, at jeg er åben omkring, hvordan jeg har det. Hvis jeg lukker ned, ikke rækker ud og kun sidder bagved min computer og piller mig selv i offernavlen, kommer jeg ikke langt i længden i forhold til mine venner in real life. Men jeg kan stadig ikke. Og jeg har så frygtelig dårlig samvittighed. Tænk hvis hun allerede ved, at jeg er mig, og hun er såret over, at jeg ikke fortæller hende om mine tekster? Tænk hvis det ødelægger noget imellem os og hun ikke tror, at jeg stoler nok på hende?” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. I dagens afsnit, der er nummer 44, skriver Amanda om sin nærmeste veninde, som hun ikke tør dele sandheden om barndommens misbrug med.

Teksten er oprindelig bragt på Amandas blog i marts 2018

Måske er jeg frygtelig naiv, men jeg havde slet ikke set det her komme.

Jeg har gået rundt i en boble siden jeg i går kunne se at et opslag jeg skrev på min blog på Facebook er nået ud til næsten 10.000 mennesker. Og en af dem, der har læst med, er min bedste veninde. Det kan jeg se, fordi hun har liket opslaget.

Hun kender min historie i overskrifter, men ikke i detaljer.

Efter jeg så, hun havde liket opslaget, har mit største ønske været at dele med hende, at jeg er mig. Men jeg tør simpelthen ikke, og jeg føler mig som verdens dårligste veninde.

Hun skal ikke gå rundt og være bekymret for mig, når jeg laver et opslag om, at jeg ikke har spist i flere dage, eller når jeg beskriver, hvordan jeg bare ligger på sofaen en hel weekend og kigger ind i puden

Min veninde er, hvad jeg vil kalde for en sjæleveninde. Hun betyder så meget for mig, men jeg vil ikke belemre hende med mine nedture.

Hun skal ikke gå rundt og være bekymret for mig, når jeg laver et opslag om, at jeg ikke har spist i flere dage, eller når jeg beskriver, hvordan jeg bare ligger på sofaen en hel weekend og kigger ind i puden, mens tomheden brager afsted i min sjæl.

Samtidig ved jeg også, at hun elsker mig så meget, at hun ville sætte pris på at vide, hvordan jeg har det, og at det kunne være min måde at række ud på: At vise hvordan jeg har det, så jeg ikke er så frygtelig alene med alle mine senfølger, når de kører med 200076 km i timen.

For når jeg er dér, hvor jeg har allermest behov for støtte og omsorg, rækker jeg ikke ud, men krummer mig i stedet sammen under dynen og græder alene.

For jeg er jo stærk.

Jeg er en rigtig mønsterbryder, der er ved at komme ud på den anden side.

Jeg har styr på mit liv og er ikke en, der kan bruge en hel weekend på at kigge op i loftet, mens tårerne løber ned af mine kinder.

Jeg er hellere ikke “sådan en” der dissocierer, fordi jeg pludselig bliver overstimuleret følelsesmæssigt. Jeg er og har altid været stærk. Det eneste sted, jeg ikke er stærk, er hos min psykolog (jeg stopper hos meget snart med at gå hos min healer og når jeg er alene. Men lige nu føler jeg mig så frygtelig sårbar, og det er næsten ikke er til at holde ud.

Min mor var en skygge af sig selv, og min far var næsten aldrig hjemme. Når han var, kom han som regel fuld hjem

Min ’mestringsstrategi’ er “ikke at række ud.” Der var heller ingen i min barndom at række ud efter, og de få gange jeg fortalte om Carls overgreb, skete der intet. Jeg var fuldstændig alene.

Min mor var en skygge af sig selv, og min far var næsten aldrig hjemme. Når han var, kom han som regel fuld hjem. Og han blev hurtigt meget vred, når han var fuld. Jeg forstår egentlig godt, at min far ikke gad være hjemme hos min mor. Det gad jeg heller ikke, for hun sad mest bare i et hjørne og talte med sig selv.

Så jeg løb over til Carl, og min far tog ned på værtshuset. Så jo jeg rakte vel egentlig ud, da jeg var barn, men desværre var det efter Carl, som var den eneste, der var der for mig – nærmest som en far ville være det. Carl elskede mig, og jeg elskede Carl. Og han udnyttede min tillid på det groveste. Han fuckede alt op. Jeg var alene med ham. hans perverse tanker og handlinger.

Sikkert derfor føler jeg i dag også en grotesk tryghed, når jeg føler mig alene, også selvom jeg krummer mig sammen, græder og tænker lorteliv, jeg orker ikke at have det sådan her.

Måske kan jeg ikke række ud efter nogen i dag, fordi min erfaring med at række ud er lig med svigt og overgreb?

Men jeg elsker min veninde. Hun er tæt på mit hjerte. Og jeg ved, at hvis det var omvendt, ville jeg gerne vide, hvordan hun gik rundt og havde det, også selvom det var via en blog, fordi hun havde svært ved at række ud.

Men jeg kan ikke række ud. Hvad fanden skal jeg sige.

Det er så fucked up, at jeg ikke bare kan dele med hende, at jeg er mig. Er det virkelig så forkert at være mig?

– Hej Y. Det er X. Har du fem minutter? Jeg ringer til dig, fordi jeg tænker på dengang Carl begik overgreb mod mig. Jeg er kommet til at tænke på dengang jeg løb over til ham, fordi jeg godt kunne lide at han rørte mig mellem mine ben. Jeg var så meget i underskud på omsorgskontoen.

– De seksuelle overgreb blev den kærlighed jeg fik. Også selvom den var syg og betændt.

Dyb vejrtrækning

– Jeg ved godt, at jeg bare var et barn, og at det ikke var min skyld, men lige nu er jeg bare så ked af det. Og jeg er tom. Det gør mig ked af det, jeg føler mig skamfuld, alene og ensom. Og den eneste, jeg kan ringe til, er dig.

Pause.

– Jeg er ikke vred, selvom noget i mig nok burde være vred. Jeg føler mig fucked up, fordi jeg ikke føler vrede. Du synes nok, jeg burde være vred?

– Jeg kan mærke din vrede over det, han udsatte mig for, selvom du ikke ved, hvad han gjorde. Men jeg elskede ham, og han var det eneste holdepunkt, jeg havde i mit liv, fordi mine forældre ikke kunne tage vare på mig.

– Så derfor er det være utopisk at være vred. Hvis jeg lod vreden komme til, mistede jeg Carl. Hvis jeg sagde stop, ville han afvise mig og jeg ville være helt alene i verdenen. Der var ikke plads til vreden. Hans overgreb startede så tidligt, at der var glæde forbundet med det, vi gjorde.

Men nej; det kan jeg ikke holde ud at ringe og sige, men jeg kan skrive det her. Og det giver luft. Mens jeg sidder her og skriver, hopper jeg helt ud af mit system. Dissocierer. Hold kæft det er svært.

Jeg ved, at min veninde vil forstå mig. Alt hvad jeg har fortalt hende, også lidt om grooming, forstår hun. Det er så fucked up, at jeg ikke bare kan dele med hende, at jeg er mig. Er det virkelig så forkert at være mig?

Er det ikke netop, når man har det skidt og har problemer, at man har brug for veninder?

Men har er bange for, at hvis hun kender til, at det er mig, der sidder bag tastaturet, vil jeg ikke kunne være fri på samme måde i forhold til at skrive. Jeg er bange for at gøre hende bekymret.

Men jeg kører i ring, for er det ikke netop, når man har det skidt og har problemer, at man har brug for veninder?

Hun ved også, at hun ikke nødvendigvis skal spørge, men bare skal være. Hun er god til at fornemme og være. Måske vil det være nok, at hun bare sender et hjerte i en privat besked, så jeg ved, at jeg ikke er alene, og vigtigst af alt, at hun forstår.

Min største frygt er nok, at hun ikke forstår, og vil synes, at jeg er klam og beskidt, selvom jeg godt ved at hun ikke har det sådan.

Men det er min lille pige, der skriver nu. Det er skammen, der skriver og skriger igennem tastaturet. Min sjæl er krummet sammen, og den er bange. Måske har hun allerede regnet ud, at jeg er mig?

Jeg ved, at den eneste vej ud af skammen, og væk fra senfølgerne er, at jeg er åben omkring, hvordan jeg har det. Hvis jeg lukker ned, ikke rækker ud og kun sidder bagved min computer og piller mig selv i offernavlen, kommer jeg ikke langt i længden i forhold til mine venner in real life.

Men jeg kan stadig ikke.

Og jeg har så frygtelig dårlig samvittighed. Tænk hvis hun allerede ved, at jeg er mig, og hun er såret over, at jeg ikke fortæller hende om mine tekster? Tænk hvis det ødelægger noget imellem os og hun ikke tror, at jeg stoler nok på hende?

For det gør jeg jo. Jeg er bare så frygtelig bange og jeg kan ikke. Heller ikke selv om hun måske ved, at jeg er mig. Jeg kan stadig ikke rumme, at hun ved noget. Hvis jeg lukker hende helt ind i min skrivende verden, er jeg bange for, at jeg mister hende.

Hvis jeg lukker hende helt ind i min skrivende verden, er jeg bange for, at jeg mister hende

Mit rationelle jeg ved godt, at det er den lille piges angst, der er aktiveret, og at alt det, jeg følte som barn, når jeg i splitsekunder overvejede at fortælle om Carls overgreb, nu har overtaget. Det var dér, jeg overvejede at begå selvmord, hvis nogle opdagede, hvor beskidt jeg var.

Jeg ryger direkte tilbage til 1980’erne, når jeg skriver – det trigger masser af angst, og så kommer tomhedsfølelsen. Og nu græder jeg. Tak fordi I fortsat læser med derude.

Topillustration: Fra Amandas blogs Facebook-side.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her , nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her, nummer 36, Hvem er jeg? her , nummer 37, ‘Skammen fra barndommen popper op som popcorn i kogende olie, her, nummer 38, Min hemmelige kæreste, her, nummer 39 Får jeg det nogensinde helt godt? her, nummer40, Hævntogtet, her, 41, ‘Lidt om det modsatte af vrede’, her, nummer 42, “Hvor skammen har rødder”, her og nummer 43, “Blev jeg forelsket i min healer, fordi jeg blev misbrugt som barn?’, her.

POV International

POV er et uafhængigt journalistisk fællesskab med 100 skribenter og en platform med redaktionel frihed for eksperter og meningsdannere, der skriver om emner, de brænder for.