I debatten om seksuelt misbrug af børn mangler barnets stemme. POV er i kontakt med en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var 11 – på sin personlige blog. Vi ved, hvem kvinden er, og vi kender hendes historie, men hun vil optræde under pseudonym. Vi vil i de kommende måneder bringe hendes fortælling i redigeret form. Hendes overgrebsmand er i dag død. Men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med. Dagens afsnit – nummer 5 – fortæller om et overgreb, Amanda var udsat for, da hun var i starten af 20’erne og om, hvordan hun har svært ved at mærke grænser og sige fra, både fordi hun blev misbrugt om barn og blev svigtet af sine forældre.
#Aldrigdinskyld – 17.juni 2017
Jeg skrev en tekst for nogle måneder siden. Det skulle egentlig have været et debatindlæg om mod, og om hvad mod er, men jeg stoppede ved voldtægten. Modet forsvandt, da jeg ikke er modig nok til, at dele det med omverdenen underskrevet med mit navn.
Måske undrer det nogle, at jeg har behov for at skrive denne tekst og ligefrem dele den. Nogle synes måske, at voldtægt hører til privatlivets fred. Omvendt synes nogen måske, at jeg er enormt modig, at jeg tør fortælle det offentligt.
Hvis du tænker, at jeg er modig, føler jeg indirekte, at jeg har noget at skamme mig over. Det at jeg deler overgrebet, gør mig udsat, og er man udsat, skal man holde det for sig selv, fordi det gør en svag, og det tilhører privatlivet.
Men hvorfor gør det egentlig det? Tilhører privatlivet?
Har jeg noget at skamme mig over? Skal jeg føle mig forkert og dømme mig selv, fordi jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?
Også selvom jeg placerede mig selv der helt frivilligt i beruset tilstand?
Folk kan have ret i, at noget så voldsomt som en voldtægt er meget privat, og det er ikke noget man render rundt og skriger til folk, man ikke kender, på hvert et gadehjørne. Men hvorfor skal det være tabu? Hvor skal jeg føle angst ved bare tanken om at sige det højt. Angst for folks reaktioner. Angst for min egen angst. Hvor er mit mod?
Rummet er tæt pakket, og jeg kan fornemme folks svedige dansende kroppe mod min. Sommersved fra parken, hvor de tidligere på dagen måske har ligget i H. C. Ørstedsparken. Solen har bagt fra en skyfri koralblå himmel, mens de har drukket rosé, kigget på mennesker og ladet livet gå forbi, som den skygge solen automatisk skaber, hvis din krop er i den rette vinkel
Når jeg alligevel vælger at dele min fortælling, er det for at bryde tabuet omkring seksuelle overgreb som fx.eks. voldtægt. Også selvom jeg ikke deler mit navn. Det er også vigtigt for mig at fortælle andre voldtægtsofre, at det ikke er deres skyld, uanset hvad resten af verden mener.
En koralblå sommerhimmels nat
Det er sommer, og det er fredag. Jeg og to af mine gode venner er i det der humør: I dag skal vi feste. Vi skal i byen. Vi skal danse. Vi skal drikke. Vi skal have det sjovt. Efter en tur rundt i byen på diverse barer ender vi på Krasnapolsky. Jeg husker rummet som mørkt og aflangt. Jeg har ikke været der siden. For enden er der et dansegulv, hvor man kun kan fornemme skyggerne, af alle dem der danser. Man kan ikke se deres øjne eller deres ansigtsudtryk. Smiler de? Er de triste? Kigger de febrilsk efter en anden skygge i rummet, end den skygge de danser med?
Rummet er tæt pakket, og jeg kan fornemme folks svedige dansende kroppe mod min. Sommersved fra parken, hvor de tidligere på dagen måske har ligget i H. C. Ørstedsparken. Solen har bagt fra en skyfri koralblå himmel, mens de har drukket rosé, kigget på mennesker og ladet livet gå forbi, som den skygge solen automatisk skaber, hvis din krop er i den rette vinkel.
Vi er der i vores brandert, hvor alt er dejligt. Hverdagens bekymringer er pænt pakket ned i en fin æske med en blød sløjfe af shots og drink rundt om. Vi indtager skiftevis dansegulvet og baren. Vi griner, danser og har det sjovt. Jeg føler mig fri og glad for første gang i lang tid: Utroligt hvad sådan en gang alkohol kan gøre ved det menneskelige sind.
Jeg giver mig selv fri, og tænker; ”I aften skal jeg give slip og være den unge kvinde, jeg ved, er et sted dybt inde i mig.” Jeg er i starten af 20’erne.
Jeg har altid haft det lidt svært med fyre. Jeg har altid følt mig anderledes, når mine veninder har talt om ham den lækre i 2. b. Eller når de har savlet over Brad Pitt eller en eller anden mand, der kom spankulerende ind i kantinen i en blå og en smule beskidt kedeldragt ned fra servicefag
Vi danser og er i godt humør.
Jeg har altid haft det lidt svært med fyre. Jeg har altid følt mig anderledes, når mine veninder har talt om ham den lækre i 2. b. Eller når de har savlet over Brad Pitt eller en eller anden mand, der kom spankulerende ind i kantinen i en blå og en smule beskidt kedeldragt ned fra servicefag. Jeg har altid følt mig en smule udenfor, og den her aften er ikke anderledes.
Skal du med hjem?
Dog etter alkoholen lidt på den del af mig, og mens jeg står i baren, kommer jeg i snak med en fyr. Hans navn befinder sig et sted mellem mine frontallapper og amygdala, men han virker sød. Lad os kalde ham Rasmus.
Vi drikker nogle drinks sammen og danser det meste af aftenen. Vi drikker mere. Han kysser mig, og jeg kysser ham igen. Jeg nyder at føle mig bare en smule normal, selvom jeg godt ved, at det forhåbentligt har en ende, da jeg ikke tænder på mænd i den forstand.
Men lige nu, her i mørket er jeg med på legen, og jeg nyder at føle mig fri og normal i et par timer. Som et lyn fra den der koralblå himmel, der nu er gået fra at være knaldsort og nok fyldt med stjerner, hvis vi havde været ude på landet til, at begynde at være blå igen, bliver jeg pludselig frygtelig fuld.
Jeg siger til mine venner, at jeg skal hjem, fordi jeg er for fuld.
Vi går alle fire, mine to venner, Rasmus og jeg udenfor. Folk står og ryger, snakker, griner og kysser, mens lyset skærer i deres øjne, som en issyl der bores ind i deres øjne.
Cykelturen hjem føles uoverskuelig, og da Rasmus spørger, om jeg vil med ham hjem, svarer jeg ja, og før jeg ved det, er jeg på vej ind i en taxa. Vi kysser og griner, og jeg er frygtelig fuld, og glæder mig til at gå kold, hjemme hos Rasmus, hvor han end bor.
Regner han med, at vi skal have sex? Jeg konkluderer hurtigt, at han nok havde regnet med, at vi skulle have sex, og han nok bliver skuffet men, at han selvfølgelig også vil respektere, at jeg siger nej til ham
Vi kører. Jeg har ingen ide om, hvor vi kører hen. Rasmus bor i en eller anden forstad, og taxaen stopper foran et to-etagers hus. Vi går op i hans lejlighed, der ligger på første sal. Hans lejlighed er, som jeg husker det et stort rum med et stort vindue for enden, og jeg smider mig på hans seng, og tænker: ”Jaaa. Sooove”, mens verden kører en smule lidt for meget rundt, når jeg lukker mine øjne.
“Lad være – stop!”
Det næste jeg husker er, at han ligger ved siden af mig. Han kysser mig. Jeg kysser igen og siger, at jeg er træt og fuld og bare gerne vil sove.
Min hjerne bliver i et splitsekund klar. Jeg fortryder, at jeg er taget med ham hjem. Mine tanker kører gennem mit hoved, mens han forsøger at kysse min alt for fulde mund igen: Har jeg været naiv at tage med ham hjem?
Regner han med, at vi skal have sex? Jeg konkluderer hurtigt, at han nok havde regnet med, at vi skulle have sex, og han nok bliver skuffet men, at han selvfølgelig også vil respektere, at jeg siger nej til ham. Men hvorfor fortsætter han så med at kysse mig, efter jeg har sagt, at jeg gerne vil sove. Han har jo ikke krav på, at jeg skal fortsætte med at kysse ham, fordi jeg er taget med ham hjem, og nu ligger i hans seng?
Rasmus stopper med at kysse mig og griner fjoget, hvorefter han siger: ”Du skal da ikke sove med tøj på”. Jeg grynter lidt, og er allerede halvt på vej tilbage i drømmeland, mens jeg tænker: Ja det giver mening. Selvfølgelig skal jeg have tøjet af. Og jeg er for fuld og træt til at tage det af selv. Dejligt at han vil tage det af mig, så jeg bare kan sove.
Jeg er pludselig levende død. Det føles som om, en gletsjer invaderer min krop og fryser alt i min krop til is
Og før jeg ved af det, har Rasmus trukket mine bukser af. Han lægger sig ned ved siden af mig og begynder at kysse mig igen. Jeg vågner op og siger, at jeg er træt og gerne vil sove, og giver ham et kys, mens jeg nærmest allerede sover igen. Dog hiver han mig tilbage fra drømmeland, da han fortsætter med at kysse mig. Jeg siger endnu engang, at jeg gerne vil sove, og holder op med at kysse ham igen, men som en gepard der angriber sit bytte, ligger han pludselig ovenpå mig. Han spreder mine ben på et splitsekund. Han er nøgen, og jeg har ikke trusser på.
Jeg kan huske, at det undrer mig, at han er nøgen, da jeg ikke kan huske, at han havde taget sit tøj af. Men ja jeg var nok faldet i søvn, efter han tog mine bukser af. Igen bliver jeg klar i hovedet, da jeg pludselig klart fornemmer, hvad hans plan er. Min hjerne er klar, men min krop er stadig fuld, og jeg siger flere gange: ”Nej Rasmus lad være. Stop”.
Han fortsætter med at kysse mig. Jeg kysser ikke igen. Jeg kan mærke, at han bliver opstemt. Jeg bliver pludselig meget vågen og siger nej igen og prøver at skubbe ham væk. Men enten er han for stærk, eller jeg er for fuld. Det føles i hvert fald som at slå i en pude. Jeg kan ikke komme væk. Jeg er fanget under hans enorme vægt, og selvom jeg ønsker at kæmpe videre, råbe, skrige, sparke, slå og bide fryser min krop.
Jeg kan ikke få øjenkontakt med ham. Jeg kan kun se hans mørke hår, lugte hans skarpe parfume, mærke hans krop og vitale dele mod min krop. Han trænger op i mig. Jeg er pludselig levende død. Det føles som om, en gletsjer invaderer min krop og fryser alt i min krop til is. Min krop går i sort. Det er som om, den spalter sig fra mit hoved. Det er som om, jeg fryser til is.
Jeg kan høre mig selv hviske nej uden at gøre fysisk modstand længere, mens han ligger og stønner ovenpå mig. Jeg mærker ham ikke oppe i mig, selvom jeg ved, at smerten er der et sted. Tiden går og jeg husker ikke mere. Jeg er for fuld og mit system er lukket ned.
Næste morgen
Næste morgen vågner jeg tidligt og ser mig omkring flere gange, før det går op for mig, hvor jeg er. Han ligger og sover. Jeg er nøgen fra navlen og ned, og billederne fra aftenens oplevelse begynder at poppe frem i min erindring, som slimede kakerlakker, der er over det hele.
Jeg kravler ud af sengen, finder mine trusser og bukser og tager dem på. Han vågner op og siger godmorgen. Jeg kigger på ham og er tavs. Jeg tænker, at det her må være en drøm, som jeg vågner fra lige om lidt. Han spørger mig, om jeg er sulten. Jeg svarer nej, og er helt forvirret over, at han virker helt normal.
Det han gjorde i nat, var det okay? Var det min egen skyld, fordi jeg tog med ham hjem? Burde jeg være blevet i København? Måtte det forventes, at han ville have sex med mig, når jeg tog med ham hjem tidligt om morgenen, og derfor var et nej ikke acceptabelt?
Jeg kan mærke, at noget af stivheden i kroppen kommer tilbage. Jeg bemærker hans parfume. Den hænger som en stor klam sky i hele rummet. Jeg får hjertebanken og bliver dårlig.
Pludselig bliver jeg bange for, om han vil gøre det igen. Og hurtigt har jeg taget alt mit tøj på, fundet min jakke, taget mine sko på, og er ude af huset. Jeg husker ikke, om jeg siger farvel. Pludselig er jeg bare ude af døren og udenfor.
Jeg tænker ikke på at gå til politiet, da jeg jo var gået med ham hjem, havde kysset med ham i baren og i hans seng, så de ville nok bare grine af mig, hvis jeg anmeldte ham for voldtægt
Jeg har ingen ide om, hvor jeg er, og da jeg under ingen omstændigheder skal ind igen, begynder jeg at gå. Jeg finder et busstoppested, og venter på en bus, der kører mod København. Jeg husker ikke bussens nummer, eller stoppestedets navn. Jeg husker heller ikke, hvor jeg står af eller hvordan jeg kommer hjem til min lejlighed. Resten af dagen og de efterfølgende dage er slettet fra min hukommelse.
Politiet tænker jeg aldrig på at gå til. Jeg var jo gået med ham hjem, havde kysset med ham i baren og i hans seng, så de ville nok bare grine af mig, hvis jeg anmeldte ham for voldtægt. Jeg kan heller ikke huske hans navn, eller hvor han boede. Flot :-/ Det eneste jeg husker, er hans tyngde mod min krop, hans tunge åndedræt og hans parfume.
“Du fik da godt nok scoret i fredags”
Et par dage efter sidder jeg med min veninde og vores fælles kammerat. De griner og siger, du fik da godt nok scoret i fredags.
Jeg bliver helt forvirret. Jeg er normalt ikke typen, der tager med mænd hjem eller som i det hele taget scorer. Jeg bliver oversvømmet af skam, da jeg jo netop gik med ham hjem. Og her sidder de og kalder det for en scoring? Måske var det en såkaldt scoring fra starten af, men så ændrede det sig fra at være ligeværdigt, til at være ham der havde magten.
Jeg er totalt forvirret og får fremstammet, at han ville have sex, og at jeg sagde nej, men var for fuld til at skubbe ham væk.
Min veninde kigger mistroisk på mig og siger: ”Altså X, du virkede jo ret interesseret i ham. Og du kyssede helt vildt med ham. Og du tog med ham hjem i en taxa. Hvorfor tog du så med ham hjem?”
Måske var det min egen skyld. Hvis ikke engang min veninde og ven mener, at det han gjorde, var forkert, så var det nok bare mig, der skulle have ladet være med at gå ind i den taxa
Jeg bliver helt forvirret og ved ikke, hvad jeg skal svare. Måske var det min egen skyld. Hvis ikke engang min veninde og ven mener, at det han gjorde, var forkert, så var det nok bare mig, der skulle have ladet være med at gå ind i den taxa. Jeg husker ikke, at jeg svarer hende. Snakken lukker her, og de snakker videre om en masse andre ting.
Jeg forstår slet ikke, at de kan være så ligeglade og ikke se, at Rasmus, da ikke bare havde ret til min krop, fordi jeg tog med ham hjem. Er det virkelig sådan det er? Var det min egen skyld? Jeg sidder og kigger ud i luften, og billeder fra weekendens oplevelse glider forbi min nethinde. Var det virkelig ikke en voldtægt – var det virkelig okay, at han ikke respekterende mit nej?
I lang tid var jeg i tvivl, om det overhovedet var voldtægt. Måske fordi jeg tidligere havde haft sex med mænd uden at have lyst eller mærket grænsen. Ja jeg har sågar været kærester med mænd uden egentlig at have lyst til at være kærester – sådan helt nede i maven. Også efter voldtægten. Men det her var anderledes, for jeg sagde fra. Her sagde jeg jo fra. Jeg sagde nej og sagde, at han skulle stoppe. Jeg prøvede at vride mig væk fra ham, men det var fysisk umuligt.
Selvom jeg synes, at den voldtægt jeg blev udsat for, da jeg var i start 20’erne, er placeret et andet sted i “mit system” end de seksuelle overgreb, jeg blev udsat for som barn, så kan jeg mærke, at efter jeg har skrevet ovenstående tekst, som jeg skrev for 2-3 måneder siden (og når jeg nu genlæser den) så vokser historien inde i mig.
Trist må jeg konstatere, at ingen i min omgangskreds ved, at jeg har været udsat for voldtægt. Der er et par tætte veninder, der kender til de seksuelle overgreb. De kan tælles på en hånd.
Hvad betyder det? Er jeg rent faktisk mere skamfuld over voldtægten, når jeg mærker efter? Ja, for jeg fortæller det ikke til nogen, ligesom jeg hellere ikke fortæller om de seksuelle overgreb. De seksuelle overgreb er der i det mindste nogen, der kender til. Jeg har også behov for at dele voldtægten, men jeg tør ikke.
Måske er det fordi, at jeg var fuld. Eller måske fordi jeg tog med ham hjem frivilligt.
Jeg mangler den kropslige reaktion. Jeg mangler at sparke og skrige. Jeg er lukket ned. Det føles som om, min krop er lukket ned i forhold til de seksuelle overgreb. Hvor er vreden?
Jeg ved godt, at han ingen ret havde til min krop, og at han skulle have stoppet, da jeg sagde stop. Men han stoppede ikke. Jeg stoppede til gengæld med at sige stop. Jeg stoppede med at reagerede. Jeg reagerede hellere ikke rigtig bagefter. Jo en smule. Jeg skulle bare væk. Jeg mangler den kropslige reaktion. Jeg mangler at sparke og skrige. Jeg er lukket ned. Det føles som om, min krop er lukket ned i forhold til de seksuelle overgreb.
Den jeg var engang er jeg ikke længere
Hvor er vreden?
Hvorfor har jeg ikke behov for at råbe og skrige dit pædofile fucking svin til Carl, der misbrugte mig i så mange år, da jeg var barn?
Hvorfor lukker hele mit system ned, så snart jeg bare tænker tanken om at reagere fysisk?
Hvorfor er de få folk, der kender til overgrebene, mere vrede på mine vegne, end jeg er?
Hvorfor græder mine veninder, når det burde være mig, der burde græde?
Det er mig, der skulle knytte min næve, og have øjne med vrede så dræbende som lava og ikke mine venner.
På en måde er mit system lukket ned, og så er det alligevel pivåbent. Jeg fungerer på mit arbejde, og jeg klarer mig, indtil videre, godt. Men jeg kan mærke, at det bliver mere og mere svært at holde facaden.
Jeg passer min familie, men når jeg er alene, ligger jeg i fosterstilling uden energi til andet end bare at blive liggende.
Jeg kan ligge en hel weekend på min sofa, når jeg er barnefri. Jeg glemmer at spise og drikke. Hvis jeg ikke skriver, ligger jeg bare og kigger op i luften. Måske er fjernsynet tændt, men jeg hører det ikke. Tiden flyver afsted, og pludselig er weekenden gået. Jeg bilder mig selv ind, at det er godt for mig, at jeg isolerer mig. Når jeg er ude, er jeg ikke mig. Jeg bruger megen energi på at holde sammen på mig selv, på at have en facade. Med mindre jeg er til f.eks. koncert. Musik er min livsåre.
Jeg er en skygge af mig selv. Den jeg var engang, hvem det end var, er der ikke længere. Jeg ser mig selv udefra og tænker bare på, hvornår jeg kan tillade mig at tage hjem, fordi jeg alligevel ikke er interessant at være sammen med.
Som barn var jeg ikke noget værd. Jo jeg var noget værd, men dem der skulle passe på mig, så mig ikke som noget værdifuldt. Jeg var ingenting
Når jeg tager et skridt tilbage, så ved jeg godt, at jeg har nogle dejlige venner, som virkelig er gode for mig, og som gerne vil mig. Men jeg skal virkelig holde fast i mig selv, da følelsen af ikke at være noget værd, fylder sindssygt meget.
Som barn var jeg ikke noget værd. Jo jeg var noget værd, men dem der skulle passe på mig, så mig ikke som noget værdifuldt. Jeg var ingenting. Ingen interesserede sig sådan rigtigt for mig. Den eneste der interesserede sig for mig, var et pædofilt svin, og i hans øjne var jeg kun noget værd i kraft af de seksuelle overgreb, han udsatte mig for.
Mine grænser er væk
Når jeg er i byen, føler jeg, at folk bare tænker på sex. Ikke fordi folk i byen er lig med Carl. Inde i min krop føles det alligevel lidt sådan, for opmærksomhed og/eller omsorg har en pris. Sådan var det i hvert fald, da jeg var barn, og det husker min krop.
Hvis jeg f.eks. er i byen og snakker med en, jeg ikke er interesseret i “på den måde”, føler jeg nærmest skyld over at afvise vedkommende. Jeg er i det hele taget sjældent interesseret i nogen “på den måde”
Det giver ingen mening, at jeg skal have det sådan. Jeg skal ikke være sammen med nogen, fordi jeg har ondt af, at de føler sig afvist. Det er heldigvis længe siden, men hvis jeg skal være helt fucking ærlig, og det er jeg, I kender mig alligevel ikke, så har jeg været hjemme med nogen, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne afvise dem. Hvor jeg simpelthen ikke kunne markere eller mærke en grænse.
Jeg har endda haft kærester, fordi jeg ikke kunne mærke min egen grænse godt nok. Kærester har været lig med omsorg. Også selvom det betød sex.
Jeg plejer at sige til mig selv med et skævt smil på læben, at jeg kunne have været den perfekte prostituerede. Det er et under, at jeg ikke endte i den branche. Jeg har ladet specielt én ekskæreste gøre ting ved min krop seksuelt, som jeg under ingen omstændigheder brød mig om – uden at kalde det voldtægt. Men jeg pakkede smerten og ubehaget væk, sagde intet, talte ting i rummet, smilte, stønnede uden lyst, fakede orgasme, legede med på legen og krydsede fingre for, at han snart var færdig.
Og det skete mange gange. Hans behov var lig med mit behov, selvom jeg ikke mærkede det.
Jeg bliver en smule bange. Jeg orker ikke mere. Jeg orker ikke flere traumer, der popper frem til overfladen … Tror bare jeg bliver liggende på sofaen i dag
Jeg har ikke plads til alt det her lort i mit system. Hvis jeg lukker op for det ene, må noget andet vige pladsen, så jeg ikke koger over. Det her er mit output, for mit system kan ikke differentiere længere.
Når hvor kom jeg fra……
Traumet, voldtægten, er lukket nede i min sorte kælder, og den venter. Som en tønde fyldt med slimede orme, der venter på at komme ud gennem sprækkerne, der bliver større og større, jo mere tid der går. Jeg bliver en smule bange. Jeg orker ikke mere. Jeg orker ikke flere traumer, der popper frem til overfladen.
Selvom jeg godt ved, at voldtægten ikke var min skyld, tynger den mig som trykket fra en atombombe. Tror bare jeg bliver liggende på sofaen i dag.
Tak fordi du læste med.
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her og fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her.
Topillustration: Surian Soosay, Flickr (2012).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
