Amandas historie #32 – Når kroppen husker, og hovedet glemmer

i Børn & unge/Featured/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – “Første gang, jeg fik en drengekæreste i gymnasiet, vidste jeg godt, hvordan en penis skulle behandles. Jeg kan huske, at min kæreste kaldte mig for et naturtalent, da jeg sagde, at jeg ikke havde prøvet det før. Jeg kan også huske, at jeg ikke var til stede.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 32.

Når kroppen husker, og hovedet glemmer – 17. december 2017

Jeg bliver fysisk dårlig, når jeg ser på det her billede. Carl var nærmest en tro kopi af Crocodile Dundee.

Fornemmelser, sansninger og erindringer om brun sved-ildelugtende hud med gamle sømandstatoveringer. Min krop husker sansningen, hans insisterende øjenkontakt med mig, hans ekstreme behov for at blotte sig.

Carl lagde ikke skjul på, at han var glad for sex, og at han havde en seksuelt afvigende karakter. Han gik indimellem rundt i stram kjole. Han kunne også finde på at gå rundt i landsbyen i netundertrøje og gennemsigtige net-tangatrusser. Der gjorde han ofte.

Om sommeren lå han ofte nøgen i sin have, som lå lige ud til vejen. At være nøgen var meget naturligt for ham, og han kunne også godt lide det, når jeg var nøgen sammen med ham.

Det eneste, jeg husker, er hans brune hud. Lugten af hans hud. Sved og cigaretter. Hans øjne. Jeg husker ham ikke nøgen, selvom jeg ved, at han var nøgen.

Min krop spænder op, og jeg bliver utilpas, når jeg ser en nøgen mandekrop og hans penis. Jeg får kvalme af at se på billedet af den gamle australske tv-stjerne. Det er Carl, der kigger på mig. Jeg kan lugte ham.

Jeg husker engang, vi var på vores hemmelige strand. Min mor var med.

Det gode ved, at mor er med, er, at han ikke kommer til at gøre noget ved mig, når vi kommer ind på stranden. Jeg skal nok løbe nøgen rundt, men jeg skal ikke over og sidde oven på ham og hans nøgne krop

Mor går ind på stranden fra hans lille jolle, og Carl bærer mig ind. Det tager lang tid for ham at bære mig ind, fordi han lige skal stimulere mig først ude i vandet, mens jeg holder fast i ham med mine spredte ben rundt om ham.

Han har placeret mit underliv oven på hans underliv, og han bevæger mig frem og tilbage, mens han går rundt ude i vandet med mig. Han bruger også sine fingre. Jeg er 7-8 år.

Min mor er inde på stranden. Hun ser intet. Hun forstår intet. Jeg føler skam over at sidde der på ham, men jeg tør heller ikke sige stop. Det er jo dejligt, det han gør. Jeg er forvirret. Jeg registrerer lugten fra hans hud.

Det gode ved, at mor er med, er, at han ikke kommer til at gøre noget ved mig, når vi kommer ind på stranden.

Jeg skal nok løbe nøgen rundt, men jeg skal ikke over og sidde oven på ham og hans nøgne krop. Han kommer ikke til at stikke sin klamme tunge helt ned i halsen på mig, mens han drejer den rundt, så jeg er ved at kaste op. Jeg skal lege i sandet, mens han ligger og stirrer på mig med sine sultne øjne.

Jeg kigger ikke op på ham, selvom jeg kan mærke, at han, som altid, kigger ned på mig og smiler. Jeg har en følelse af, at han gør det for mig, for min skyld. Han stimulerer mig oven på hans nu stive penis, for min skyld, fordi jeg godt kan lide det.

Sådan går vi rundt “og bader”, til jeg får orgasme, hvorefter han bærer mig ind.

Jeg husker ikke hans nøgne krop. Jeg har ingen erindring om hans krop fra navlen og ned. Jeg husker ham, når han gik i gennemsigtigt undertøj, men jeg husker kun hans nøgne overkrop

Nogle gange, hvis mor ikke var med, hun var sjældent med, kunne han finde på at stoppe med at stimulere mig, inden jeg fik orgasme, bære mig ind på stranden, lægge sig på sit håndklæde, hvorefter jeg som en sulten hund sætter mig oven på ham, for at han skal gøre arbejdet færdigt.

Men hvad med denne gang? Gør han arbejdet færdigt ude i vandet?

Han bærer mig ind i vandkanten, går hen ved siden af min mor, lægger sit håndklæde og tager sin tangatrusse af.

Jeg husker ikke hans nøgne krop. Jeg har ingen erindring om hans krop fra navlen og ned. Jeg husker ham, når han gik i gennemsigtigt undertøj, men jeg husker kun hans nøgne overkrop.

Jeg husker til gengæld tydeligt, at jeg siger ad, da han tager sine tangatrusser af og står nøgen på stranden.

Jeg husker, at jeg fortryder det med det samme. På en eller anden måde var det en måde at vise over for mor, at jeg ikke brød mig om, at Carl var nøgen.

Han kigger på mig, smiler og siger:

“Hvad er der galt med dig, Amanda? Du plejer da godt at kunne lide det, når jeg er nøgen, når vi sover nøgne sammen. Tag din badedragt af.”

Jeg husker tydeligt, at jeg stivner. Hvad er det, han siger? Har han tænkt sig at sige mere? Skal jeg komme hen til ham, mens mor er der? Vil han afsløre vores hemmelighed?

Det er åbenbart okay for min mor, at Carl og jeg er nøgne, når vi sover sammen. Synes hun ikke det er mærkeligt? Det må betyde, at det er mig der er noget galt med

Jeg får en følelse af, at når han tør sige sådan noget, må det være fordi, det er mig, der har ansvaret og skylden for det, der sker imellem os.

Mor kommenterer ikke det han lige har sagt.

Jeg husker, at jeg laver en grimasse og tager min badedragt af. Det er åbenbart okay for hende, at Carl og jeg er nøgne, når vi sover sammen. Synes hun ikke det er mærkeligt? Det må betyde, at det er mig der er noget galt med. Det er i hvert fald ikke Carl, så havde hun vel sagt noget?

Jeg sætter mig i sandkanten og begynder at lege med sandet, med ryggen til Carl og mor. Jeg kan mærke hans øjne brænde på min solskoldede ryg.

Når jeg tænker tilbage på situationen, burde Carl have haft erektion, da han kom ind på stranden med mig, men det husker jeg ikke. Det undrer mig, at min mor ikke bemærker det? Selvom hun selvfølgelig ikke fatter noget.

Jeg synes, det er mærkeligt, at jeg ikke husker, at Carl var nøgen, når vi sov sammen. Jeg synes ellers, at jeg husker alt, og så bliver jeg alligevel usikker over, om jeg husker alt. Jeg registrerer, at min krop husker mere, end jeg husker i billeder. Jeg får kvalme af at se en mand nøgen, men jeg ved ikke hvorfor.

Jeg husker sansningen af Carls nøgne krop, men jeg husker den ikke fysisk fra navlen og ned. Jeg prøver at holde fornemmelsen af, at der skete mere, end jeg kan huske, væk. Jeg vil ikke huske mere. I og med at det ikke er tydelige erindringer, kun sansninger, kan jeg ikke forholde mig til dem.

Dog kan jeg konstatere, at første gang, jeg fik en drengekæreste i gymnasiet, vidste jeg godt, hvordan en penis skulle behandles.

Når jeg holder om en flaske, kan jeg blive utilpas og skamfuld. Jeg har følelsen af at have en penis i hånden.

Jeg kan huske, at min kæreste kaldte mig for at naturtalent, da jeg sagde, at jeg ikke havde prøvet det før. Jeg kan også huske, at jeg ikke var til stede. Jeg erindrer, at han ikke troede på, at jeg var jomfru, fordi det ikke blødte eller gjorde ondt på mig, da han tog min mødom.

Ja, faktisk kan jeg heller ikke huske nogen af mine ekskæresters kønsdele. Jeg husker dem fra navlen og op. Når jeg holder om en flaske, kan jeg blive utilpas og skamfuld. Jeg har følelsen af at have en penis i hånden.

Måske er de sansninger udtryk for, at jeg i mine kæresteforhold har begået overgreb mod mig selv ved at have sex med mine kærester uden at have lyst. Måske har sansningerne intet med Carl at gøre? Selvom jeg uden på facaden har virket meget interesseret og, ja, ligefrem glad for sex. Det var jo det, jeg havde lært af Carl. Der var ikke plads til følelser, og samtidig var der kun følelser; jeg pakkede dem bare væk og spaltede min sjæl fra.

Jeg har aldrig interesseret mig for sex, og alligevel har sex været den eneste måde, hvor jeg har følt mig elsket af dem, jeg har været kærester med.

Det har været frygtelig ambivalent.

For jeg har ikke ønsket sex, og alligevel har det været den eneste drivkraft – også uden jeg har haft mig selv med, hvilket ofte har resulteret i, at jeg har ladet de mænd, jeg har været kærester med, udleve deres fantasier på mig, uden de egentlig, tror jeg, har bemærket, at min krop kun var en skal.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“, 30. afsnit “Når kommunen svigter“ og 31. afsnit “Tanker i kaffebaren“. 


Topillustration: Pexels

POINT of VIEW er et digitalt medie og en medarbejderejet publicistisk forening, der blev grundlagt 1. februar 2016.

Siden da har POV publiceret knap 4000 analyser, anmeldelser, essays og debatindlæg og i samme periode udviklet sig til et etableret og anerkendt mellemstort medie indenfor især debat-, kultur- og udlandsstof.

I en tid hvor vi diskuterer forbindelsen mellem medierne og mediebrugerne er POV som medarbejderejet publicistisk forening født lige mellem vores læsere. Kontakten er tæt, og publicismen foregår i et ægte kredsløb: Ikke så få af de pt. 67 POV-skribenter er rekrutteret blandt læserne, og er altid tilstede i kommentarsporene efter deres artikler.

Seneste artikler om Børn & unge