Amandas historie #26: En regnfuld cykeltur hjem til Grete

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

KLUMMESERIE – “Da jeg kom hjem til Grete, var jeg fuldstændig gennemblødt. Hun stod i døråbningen med et stort varmt håndklæde. En dejlig og uvant duft af nybagte boller og varm kakao ramte mine sanser. Grete begyndte at tage tøjet af mig … Da hun havde taget tøjet af mig og tørret min nøgne krop, der var forberedt på et overgreb, pakkede hun mig ind i håndklædet igen, sagde, at jeg skulle sætte mig i hendes sofa, så hun kunne finde noget tørt tøj til mig … Hun hjalp mig med at tage tøj på, da jeg nok var en smule hjælpeløs i den situation, fordi min krop allerede var indstillet på noget andet. Bagefter kom hun med boller og varm kakao med flødeskum, og vi endte med at danse rundt i stuen og grine. Den dag var skelsættende.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dette er 26. afsnit. 

Cykelturen – 20. november 2017

Jeg er ni et halvt år, mine forældre skal til København, og far siger i en bisætning, at jeg skal blive hjemme, og at jeg skal passes af Carl.

Jeg husker, eller jeg mærker faktisk lige nu mit hjerte, der pludselig sidder helt oppe i halsen, koldsveden i hænderne og billederne af, hvad der kommer til at ske, hvis jeg skal på weekend hos Carl – og ikke mindst skammen.

Jeg siger for første gang, eller det er i hvert fald den eneste gang, jeg husker: “Jeg ikke vil passes af Carl”.

Far er ligeglad og siger, at det skal jeg. Jeg siger igen, at jeg ikke vil passes af Carl, hvor far koldt, aggressivt og uden at undre sig eller spørge mig, hvorfor jeg ikke vil passes af Carl, siger, at det skal jeg.

Jeg er lige ved at græde og spørger, om jeg ikke nok må finde et andet sted at sove, da jeg virkelig ikke vil passes hos Carl. Det giver far mig lov til.

Jeg ringer først til min tidligere børnehaveklasselærerinde, der tog sig en del af mig, da jeg gik i børnehaveklasse. Hun blandt mange kendte faktisk til, at Carl havde udsat mig for overgreb, da jeg fortalte om det i børnehaveklassen, men hun hjalp mig ikke – det er en helt anden historie.

Jeg spørger med det samme, uden at forklare, om jeg må sove hos hende, fordi mine forældre skal til København. Hun virker en smule irriteret, kold og svarer nej

Da jeg får hende i røret, kan jeg fornemme, at hun synes det er mærkeligt, jeg ringer. Jeg spørger med det samme, uden at forklare, om jeg må sove hos hende, fordi mine forældre skal til København. Hun virker en smule irriteret, kold og svarer nej.

Med min viden om at hun kendte til overgrebene, er det fuldstændig langt ude, at hun ikke hjælper mig, for hun må kunne regne ud, hvorfor jeg ringer, og at hun sender mig direkte i dødens gab, over til Carl.

Den næste, jeg ringer til, er en ældre kvinde, Grete, der har passet min storebror i en eller anden form for dagpleje, mens han gik i skole. Ja, kommunen gjorde alt for ikke at fjerne os hjemmefra, selvom den godt vidste, at mine forældre ikke havde evnen til at tage vare på os. Og jeg tror også godt, at sagsbehandleren vidste, at jeg blev misbrugt seksuelt – selvom jeg ikke kan bevise det.

Den ældre kvinde svarer med det samme ja, og jeg husker lettelsen i mit hjerte. Lettelsen over at jeg ikke skal over til Carl.

Jeg er enormt ambivalent i forhold til Carl på det tidspunkt. Ni et halvt år gammel. Noget i mig savner ham, og den tosomhed, som vi havde sammen, da jeg var mindre, og som jeg stadig har sammen med ham, når vi er alene, også selvom han misbrugte mig, og jeg tog en flyvetur langt væk fra det hele.

Tilbage til stuen, hvor jeg får lovning på at måtte overnatte hos Grete. Jeg husker, at mine forældre kører i bilen, og at jeg kort tid efter selv cykler. Egentlig var det mærkeligt, at de ikke kørte mig derhen, for det var i hvert fald fem kilometer væk, men jeg havde en ny cykel. En lyserød SCO fra Silva som var alt for stor til mig det første år, så jeg måtte stå op og cykle for at kunne nå pedalerne.

Cykelturen føltes som en evighed, og samtidig følte jeg også, at jeg cyklede væk fra Carl, og det var der meget energi i. Da jeg kom hjem til Grete, var jeg fuldstændig gennemblødt

Den dag stormede det frygteligt. Der var modvind, regnen stod ned i lårtykke stråler, og det var pissekoldt. Jeg husker cykelturen, som var det i går. Det føltes som om, jeg stod stille i vinden. Jeg bevægede mig frem på min cykel som en snegl, men jeg var iskold i hjertet. Jeg skulle ikke hjem til Carl. Jeg skulle hen til en anden.

Jeg blev ramt af en frygt for, at Carl ville straffe mig. At han nu blev sur, fordi mine forældre jo havde spurgt ham, om jeg kunne sove hos ham, og han havde sjovt nok sagt ja. Ville han ikke se mig igen? Havde jeg mistet ham for altid?

Cykelturen føltes som en evighed, og samtidig følte jeg også, at jeg cyklede væk fra Carl, og det var der meget energi i. Da jeg kom hjem til Grete, var jeg fuldstændig gennemblødt.

Hun stod i døråbningen med et stort, varmt håndklæde. En dejlig og uvant duft af nybagte boller og varm kakao ramte mine sanser. Grete begyndte at tage tøjet af mig. Min krop stivnede endnu mere, end den allerede var.

For når Carl tog tøjet af mig, så vidste jeg godt, hvad der skulle ske, så jeg tænkte, at Grete nok havde samme intention. Jeg kan huske, at jeg smilte til hende, og lod hende tage tøjet af mig. Lidt af min krop lukkede en smule ned, og jeg fik hjertebanken.

Da hun havde taget tøjet af mig og tørret min nøgne krop, der var forberedt på et overgreb, pakkede hun mig ind i håndklædet igen og sagde, at jeg skulle sætte mig i hendes sofa, så hun kunne finde noget tørt tøj til mig, som hun havde fra sit barnebarn.

Bagefter kom hun med boller og varm kakao med flødeskum, og vi endte med at danse rundt i stuen og grine

Hun hjalp mig med at tage tøj på, da jeg nok var en smule hjælpeløs i den situation, fordi min krop allerede var indstillet på noget andet.

Bagefter kom hun med boller og varm kakao med flødeskum, og vi endte med at danse rundt i stuen og grine.

Den dag var skelsættende, eller den har været skelsættende indtil i dag, hvor det går op for mig, at overgrebene rent faktisk fortsatte. At jeg i en alder af elleve år stadig blev misbrugt af Carl.

Carls grooming gjorde, at jeg fortsatte med at besøge ham som hans lille nu deltidskæreste. Besøgene hos Carl blev færre, fordi jeg fik en god veninde, som jeg også har skrevet om i en anden artikel.

Jeg kunne ikke helt give slip på ham, for jeg havde ikke anden voksenkontakt end ham. Men jeg lærte at overleve uden ham. Jeg lærte at være alene hjemme.

Nogle gange var det bare for koldt udenfor eller for ensomt, og så var Carl stadig den eneste mulighed. Hans dør var altid åben. Han elskede mig, og noget i mig elskede også ham.

Heldigvis døde Carl, da jeg var elleve et halvt.

Heldigvis.

Topillustration: PxHere.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“ og 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“.

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Børn & unge