Amandas fortælling #10: AIDS

i Danmark/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – “Tænk, hvis nogen fandt ud af det skete? Så ville min verden falde fra hinanden, ikke Carls, men min. Alle ville se mig som beskidt, ulækker og mest af alt, folk ville sige, at det var min egen skyld. Og så var der den der AIDS. Jeg frygtede ikke døden, men at få diagnosen.” I debatten om seksuelt misbrug af børn mangler barnets stemme. POV bringer hver onsdag serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var 11 – på sin personlige blog. Vi ved, hvem hun er, men hun vil optræde under pseudonym. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med. I dagens afsnit, nummer 10, fortæller hun om angsten, hun havde som barn, for at hendes overgrebsmand havde givet hende AIDS og om, hvordan hun konstant planlagde sit selvmord.

AIDS – 31. juli 2017

Året var 1984-85. Ved ikke, hvor jeg havde hørt om AIDS, men jeg vidste, at AIDS var en sygdom, der blev overført bl.a. via seksuelt samkvem mellem to mennesker.

Jeg var 7-8 år, og min allerstørste frygt var, at Carl havde smittet mig med AIDS. Ikke fordi Carl havde nogle sygdomssymptomer, eller at jeg for den sags skyld var mere syg end alle andre børn. Det var før Google og alt det der nymodens 😉, og informationsniveauet i det lille bitte lokalsamfund, jeg boede i, var sådan ca. på 0.

Derfor vidste jeg, ligesom alle andre, hellere ikke andet om AIDS, end at det var en sygdom, man kunne dø af.

Det at dø var i årevis mit største ønske; jeg havde bare ikke modet til at gennemføre selvmordet, selvom det var planlagt på flere måder, hvis Carl en dag skulle afsløre vores fælles hemmelighed

Frygten lå i øvrigt egentlig ikke i, at jeg kunne dø af AIDS. Det at dø var i årevis mit største ønske; jeg havde bare ikke modet til at gennemføre selvmordet, selvom det var planlagt på flere måder, hvis Carl en dag skulle afsløre vores fælles hemmelighed.

Jeg var overbevist om, at jeg ville få hele skylden for de seksuelle overgreb.

Jeg kendte slet ikke til begrebet seksuelle overgreb eller incest, som det egentlig var, fordi Carl var så vigtig en relation for mig. Han var som min far. Jeg elskede ham højere end min mor og far tilsammen. Jeg troede, at det var min egen skyld, og jeg brugte al min energi på, at det, der skete imellem os (når Carl misbrugte mig seksuelt), ikke måtte komme ud til omverdenen.

Det var min hverdag, og Carl var min kilde til omsorg, selvom omsorgen kom i form af de seksuelle overgreb.

Tænk hvis nogen fandt ud af, det skete? Så ville min verden falde fra hinanden, ikke Carls, men min. Alle ville se mig som beskidt, ulækker og mest af alt, folk ville sige, at det var min egen skyld

Og jeg var altid bange: Tænk hvis nogen fandt ud af, det skete?

Så ville min verden falde fra hinanden, ikke Carls, men min. Alle ville se mig som beskidt, ulækker og mest af alt, folk ville sige, at det var min egen skyld. Jeg kunne jo bare lade være med at løbe over til Carl.

Og så var der den der AIDS. Jeg frygtede som sagt ikke døden. Jeg frygtede mere at få diagnosen, som jeg i en lang periode fra 7/8-11 år frygtede, at jeg ville få.

Tænk, hvis jeg havde AIDS, så måtte jeg jo have været seksuelt sammen med en anden person, og så ville folk finde ud af, hvad der var sket mellem mig og Carl, for Carl ville jo også få diagnosen.

Når jeg tænker tilbage på den tid, mærker jeg tydeligt den angst, jeg havde. Angsten for at blive afsløret og for, at folk ville finde ud af det. Overbevisningen om at de voksne hver og en ville give mig skylden.

Jeg havde derfor planlagt op til flere scenarier, der alle udspillede sig som måder, hvorpå jeg kunne gøre en ende på mit liv, hvis jeg pludselig fik diagnosen AIDS, eller Carl afslørede mig, fordi han var så god til at få mig tro, at det, han udsatte mig for, var min egen skyld.

En selvmordsmetode var at cykle i havnen, med min ene hånd bundet til styret. En anden var at sætte ild til mine forældres hus og tage dem med i faldet. En tredje var at løbe ud foran en bil, og en fjerde var at hoppe ud fra en færge, foran, så roret tog mig.

Han var ekspert: Han var pædofil og groomede mig, men det begreb kendte jeg heller ikke dengang, og det er et begreb, jeg først har lært for et lille års tid siden.

En selvmordsmetode var at cykle i havnen, med min ene hånd bundet til styret.

En anden var at sætte ild til mine forældres hus og tage dem med i faldet. En tredje var at løbe ud foran en bil, og en fjerde var at hoppe ud fra en færge, foran, så roret tog mig.

Jeg havde også en tanke om at slå Carl ihjel. Metoden var at sætte ild til hans hus. Hælde benzin hele vejen rundt om hans hus og kaste en tændstik. Grunden til, jeg ikke gjorde det, var af frygt for at blive opdaget og skulle svare på, hvorfor jeg dog havde gjort det.

Så skulle jeg jo igen forklare, og der var min egen død en bedre løsning. Og så var Carl min eneste kilde til omsorg, så jeg ville også komme til at savne ham … jeg skulle lære at stå på egne ben og uden ham.

Jeg havde ikke AIDS.

Og efterfølgende har jeg fundet ud af, at mange – både lærerne på den lokale skole, hvor jeg gik, dem på kommunen, folk i lokalesamfundet og, ja, nok også mine forældre med stor sandsynlighed, tæt på 100  procent – vidste, hvad der foregik, men ingen greb ind. Jeg var jo så glad for ham.

Selvom det var frygtelig ensomt at gå rundt med sådan en hemmelighed, blev følelsen af ensomhed overdynget af skammen og derved også af frygten og angsten for, at min hemmelighed skulle blive afsløret. For jeg følte altid, at det var min egen skyld. Jeg ville hellere dø, end at folk skulle få det at vide. Så stor var skammen.

Heldigvis er skammen for nedadgående. Heldigvis. Jeg kæmper stadig, da skammen er en af de mest sejlivede organismer i verdenen, hvis den altså havde været noget levende. Jeg priser mig lykkelig for, at skammen kun lever i kraft af, at jeg giver den ilt, og jeg er langsomt ved at lukke for ilttilførslen.

Tak fordi du læste med ❤

Topillustration: MaxPixel.net

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, herfemte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her og niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her.

POINT of VIEW International er et åbent digitalt medie og et fællesskab for skrivende af enhver slags - journalister, borgere, akademikere, eksperter og kulturfolk. POV’s redaktion beståt af 68 faste skrivende medlemmer men vi har desuden bragt gæsteindlæg begået af af over 400 gæsteskribenter. Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle temaer i mange formater: nyhedsanalyser, debat, klummer, essays, baggrundshistorier og sågar digte. Vi sætter en ære i at repræsentere mange synspunkter, og vi har ingen begrænsninger på emner, så længe de møder vores etiske og publicistiske kriterier. Alle indlæg redigeres. Alle skribenter skriver i eget navn og står på mål for egne artikler. Deres synspunkter deles derfor ikke nødvendigvis af hverken POV International eller andre skribenter ved POV. Det gælder også på vores Facebook-side, hvor links til andre medier, som vi vælger at dele, ikke nødvendigvis udtrykker POV Internationals overbevisning, men alene at vi finder linket værd at forholde sig til. POV er medlem af Pressenævnet, og vi ønsker udelukkende at bringe indlæg, der er fair, og hvor fakta er i orden. Vi er altid åbne for henvendelser og kritik af de tekster, vi publicerer.

Seneste artikler om Danmark