Amandas historie #41: Lidt om det modsatte af vrede

af i Børn & unge/Liv & Mennesker/Psykologi

KLUMMESERIE – “Carl var min primære omsorgsperson. Jeg vidste, at han, som den eneste i verdenen, elskede mig. Det var sindssygt hårdt, da jeg begyndte af afvise ham, for jeg savnede ham også. Noget i mig afviste ham nok – hånden på hjertet – fordi han også begyndte at misbruge en anden lidt ældre pige. Jeg var i en alder af 8 år jaloux på hende. Jeg ville have ham for mig selv, og samtidig vidste jeg også, at han brugte os til forskellige ting.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. I dag reflekterer Amanda over den dybe skam, hun føler over, at hun også nød sin relation til Carl.

Oprindelig bragt på Amandas blog 8. marts 2018

Ordene presser sig på, og jeg ved, at de først stopper med at fylde, når jeg har skrevet.

For udover ordene er der også en masse følelser i ordenes slipstrøm.

Jeg har haft det sådan her før. Det er ikke så tit, følelsen får lov til at fylde, og jeg fortrænger den nok. Den gør nemlig ondt, men noget i mig, i hvert fald i de her sekunder, kan rumme følelsen, selvom jeg ikke har lyst til at stille mig ned på det første og bedste gadehjørne og skrige det ud til alle.

Jeg har heller ikke lyst til at fortælle det til min bedste veninde. Der er nogle ting, jeg holder for mig selv, selvom jeg ved at jeg burde dele for at komme af med skammen.

Det er ikke en følelse, jeg deler så tit. Det er ikke en acceptabel følelse, for jeg burde jo hade Carl rent og knivskarpt.

Jeg havde ikke negative følelser i relation til Carl til at starte med. Jeg gik ind i relationen til ham med tillid og tro på, at han selvfølgelig ville mig det bedste

Det er ofte de negative følelser, der bliver gravet efter i terapi. Hvis jeg ikke græder, er der noget galt – for jeg har jo så meget at græde over. Og ja, det har jeg. Og jeg græder – lidt. Det er svært, for jeg skal først kunne rumme alt, før helingen kommer, og før jeg kan sørge.

Hvad med alle de andre følelser, der også var? Dem jeg mest husker. Det er dem, vi skal snakke om i terapien snart – den der grooming.  Ja det er nok pga. de følelser, at det har været så svært at give slip på skammen. Lige nu føler jeg den ikke, og jeg håber, det fortsætter.

De “forbudte” følelser pakkes ind i begrebet grooming. Og grooming er en rigtig god ramme til at forklare de følelser.

Carl groomede mig. Og selvom vi hurtigt kan blive enige om at Carl manipulerede mig, da jeg var barn og at han udnyttede min blinde tillid til ham – så var mine følelser ægte alligevel.

Jeg var lykkelig, da han døde, men når det er sagt, så var der, oveni skammen han havde efterladt i mig og midt i den undertrykte vrede også et savn og en kærlighed til ham

Han fejlprogrammerede mig, fuckede mit navigationssystem op og manipulerede med mine ægte følelser.

En psykolog sagde engang til mig, for mange år siden, at det var Stockholms Syndrom jeg led af. Men var det nu også det? Jeg havde ikke negative følelser i relation til Carl til at starte med. Jeg gik ind i relationen til ham med tillid og tro på, at han selvfølgelig ville mig det bedste.

Jeg mærkede tydeligt, at han elskede mig. Carl havde ikke alle mulige børn rendende. Han havde mig, MIG rendende – meget tit.

Følelserne hører til barndommen, og alligevel er de her lige nu – ligesom vreden var der forleden – i fantasien. De følelser kan kanaliseres direkte tilbage til en virkelighed, jeg husker. Jeg husker ikke vreden – kun i glimt – for skammen fyldte mere.

Jeg elskede Carl. Det er barnet i mig, der føler den følelse. Eller er det? Jeg har svært ved at definere, hvor savnet hører til. Det er jo ikke fordi, jeg savner Carl. Jeg var lykkelig, da han døde, men når det er sagt, så var der, oveni skammen han havde efterladt i mig og midt i den undertrykte vrede også et savn og en kærlighed til ham.

Det var sindssygt hårdt, da jeg begyndte af afvise ham, for jeg savnede ham også

Carl var min primære omsorgsperson. Jeg vidste, at han, som den eneste i verdenen, elskede mig.

Det var sindssygt hårdt, da jeg begyndte af afvise ham, for jeg savnede ham også. Noget i mig afviste ham nok – hånden på hjertet – fordi han også begyndte at misbruge en anden lidt ældre pige. Jeg var i en alder af 8 år jaloux på hende. Jeg ville have ham for mig selv, og samtidig vidste jeg også, at han brugte os til forskellige ting.

Det var hårdt når han afviste mig, fordi han havde besøg af hende. Jeg troede, jeg ville gå i stykker. Jeg græd. Alene.

Oveni jalousien var der også skammen over at elske ham; over at stadig løbe over til ham, fordi jeg havde behov for ham. Skammen over at jeg nogle gange løb over til ham, fordi der ikke var andre muligheder for varme, omsorg, mad og kærlighed. Skammen over at jeg, selvom noget i mig ikke ville, også nød, når han gjorde de der dejlige ting ved min krop.

Min krop nød, at vi havde en hemmelig usynlig kontrakt, jeg ikke bare kunne opsige – både fordi jeg havde behov for omsorg, og fordi, han havde vækket et fysisk behov i min krop for at blive rørt ved seksuelt. Et behov jeg først burde have haft mange, mange år senere sammen med en rigtig kæreste.

Jeg kan ikke forholde mig til at skulle have et seksuelt behov. Jeg har ingen seksuelle behov. Carl opbrugte hele min kvote.

Og jeg føler mig lidt ligesom kvinden, der går tilbage til manden, som slår hende. På samme måde gik jeg tilbage til Carl, selvom noget i vores relation gjorde mig ondt, men hans opmærksomhed, kærlighed og nøgenlege gjorde mig også godt – fordi det var den eneste måde, jeg kendte til.

Det føles, som om jeg taler rundt om “problemet”, og ikke kan komme ind i essensen af, hvad det er, jeg vil fortælle. Følelsen, jeg havde sammen med Carl, var nogle gange lidt den samme som den følelse af frihed, som jeg beskrev i sidste blodindlæg. En totalt fri, barnlig, nydelse af livet og alle dets uendelige muligheder. Ja, sådan havde jeg det også sammen med Carl.

Der er altid en bagside på den berømte medalje. Det er sådan, jeg tænker, men passer det også? Jeg ved det ikke

Jeg ved, at det at fange snefnug med tungen, bare fortsætte med at klatre op ad i mit valnøddetræ eller bare løbe og lege i skoven og fange solstråler var den ægte frihed for mig. Det frie barn, det lykkelige barn, der bare var.

Men den følelse stjal Carl også fra mig i sin grooming af mig. Jeg kan genkende den friheds- og tryghedsfølelse jeg havde på mine trygge steder, den følelse havde jeg også sammen med Carl, før skammen gjorde sit indtog. Måske netop der fylder skammen

Jeg kommer nogle gange ufrivilligt ind i følelsen, når jeg hører musik. Det er heldigvis ikke altid. Nogle gange giver jeg mig lov, og det gør ondt at mærke savnet efter Carl.

For i den følelse er der også en voldsom ensomhed og magtesløshed, som jeg følte som barn. Som et stort sort uendeligt hul, Carl fyldte op.

Og så er der savnet efter kærlighed.

Den følelse af savn og ensomhed jeg følte som barn, kan nogle gange aktivere den følelse af kærlighed, jeg også havde til Carl.

Følelsen af at føle sig elsket er den olie, der gør, at mennesket kan leve. Uden kærlighed, kropslig berøring og omsorg dør man langsomt.

Når jeg nyder, føler jeg skam. Det at føle noget godt er ikke noget jeg har krav på, for det er lig med noget dårligt

Ikke at det retfærdiggør Carls misbrug af mig. Men retfærdiggør det, at jeg løb over til ham? At den følelse af frihed og behovet for at føle mig elsket var så stærk i mig, at jeg selvfølgelig løb over til Carl – fordi han viste mig kærlighed – også selvom det primært var, når jeg var nøgen fra navlen og ned.

Måske er det derfor jeg har så svært ved at gøre gode ting for mig selv og at nyde.

Når jeg nyder, føler jeg skam. Det at føle noget godt er ikke noget jeg har krav på, for det er lig med noget dårligt. Det gode har en pris. Der er altid en bagside på den berømte medalje. Det er sådan, jeg tænker, men passer det også? Jeg ved det ikke.


Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i  kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her , nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her, nummer 36, Hvem er jeg? her , nummer 37, ‘Skammen fra barndommen popper op som popcorn i kogende olie, her, nummer 38, Min hemmelige kæreste, her, nummer 39 Får jeg det nogensinde helt godt? her, og nummer 40, Hævntogtet, her.


Topillustration:

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Børn & unge