KLUMMESERIE – “Det at kaste op, giver mig en kontrol over min krop over mit indre hul, men jeg ved også, at hullet er endnu større bagefter, fordi skammen over at have kastet op vil flyde indover mig som en tsunami”. POV bringer løbende serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var elleve – på sin personlige blog. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er det 19. i rækken, hvor Amanda fortæller om spiseforstyrrelser og hendes tanker om #MeToo – og hvorfor hun ikke selv tør stå frem og dele sine egne oplevelser med seksuelle overgreb
Jeg er millimeter fra at få et tilbagefald – 17. oktober 2017
Jeg er millimeter fra at få et tilbagefald. Shit mand. Jeg er gået ind i mit soveværelse. Jeg har forskanset mig herinde, og jeg kæmper en brav kamp mod mig selv – mod en destruktiv side i mig selv. Eller nærmere sagt mod noget, der vil overtage mit selv, for at jeg kan undgå at mærke mig selv.
Jeg føler mig som en alkoholiker, der har lyst til at den ene øl, der hurtigt bliver til mange. Som narkomanen, der bare lige skal have det der ene fix.
Dog er mit problem hverken alkohol eller stoffer. Jeg er anonym spiseforstyrret. Det er snart længe siden min spiseforstyrrelse har haft overtaget. Sidst var omkring 1/2 år siden. Her tabte jeg 5 kg på 1 uge, før jeg fik kontrol over kontrollen, som jeg kalder det. En metode, jeg selv har fundet på, og som virker for mig, og som on and off har virket siden gymnasiet.
Bulimien er en gammel fjende, der kommer forbi og siger hej engang imellem. Bulimien var engang min ven, men den viste sig blot at være en ulv i fåreklæder
Lige nu er det ikke anoreksien, der presser sig på, selvom den popper op et par gange om dagen, uden den får lov til at styre mit liv. Anoreksien pressede mig ned på 34 kilo i folkeskolen. I dag er jeg normalvægtig.
Dog er det bulimien, der lige nu forstyrrer, og den er næsten værre, fordi den er så ekspressiv i sit udtryk.
Hvis jeg kunne sætte ord på den trang, jeg har lige nu, til at gå ud og stikke to fingre i halsen, så ville jeg. Men jeg har ikke ord for den følelse:
Det er en blanding af angst, magtesløshed og en følelse af, at jeg er ved at miste mig selv, blive sindssyg, uden at jeg helt kan definere, hvad det indebærer. Det at kaste op giver mig en kontrol over min krop, over mit indre hul, men jeg ved også, at hullet er endnu større bagefter, fordi skammen over at have kastet op vil flyde indover mig som en tsunami.
Jeg indser i dette øjeblik, at jeg slet ikke har nogle metoder til at agere imod bulimien. Og dog. Jeg har jo overvundet den før. Dengang jeg endte med at forsøge at tage mit eget liv, fordi bulimien fyldte for meget. Bulimien er en gammel fjende, der kommer forbi og siger hej engang imellem. Bulimien var engang min ven, men den viste sig blot at være en ulv i fåreklæder.
Jeg griner ofte, når jeg egentlig burde græde.
Jeg husker de gange i gymnasiet, da jeg boede i plejefamilie, hvor jeg gik lange ture om aftenen for at kunne kaste op i tilfældige buske. Det var så ydmygende. Bulimien gjorde intet godt for mig, og alligevel kunne jeg først give en smule slip på den, da den pressede mig helt udover kanten sammen med et glas panodiler, alene i en etværelses uden noget efterværn.
Jo mere jeg sidder her, jo mere trist føler jeg mig. Måske er bulimien et udtryk for min krops gamle overlevelsesstrategi til at skubbe følelser væk?
Jeg kan mærke mit hjerte banke hurtigt. Jeg føler et behov for at græde, og som du ved, hvis du har læst med tidligere, så er det at græde desværre ikke min spidskompetence.
Jeg griner ofte, når jeg egentlig burde græde.
Det føles som et tryk, der skal lettes, og jeg VED af erfaring, at hvis jeg går ud og kaster op, så bliver det tryk lettet via opkastningen. Behovet for at græde forsvinder simpelthen. Smart ik’? Smart krop jeg har…
Skammen over at kaste op tager derefter over, og de andre følelser, der ligger til grund for bulimien, er skubbet væk.
Jeg ved ikke om det giver mening? For mig giver det mening, og det er det vigtigste.
Min konklusion må være, at hvis jeg kæmper imod bulimien og insisterer på at være i de følelser, som bulimien vil skubbe eller holde væk i strakt arm, rammer følelserne mig måske på et tidspunkt, når jeg er klar, og min lille pige inde i mig er klar til at række hånden ud efter mig. Eller med andre ord: Jeg bliver integreret med mine følelser.
“Vælger” jeg bulimien, og giver jeg efter for den angst, som bulimien presser mig med (det føles, som om jeg har en pistol for panden), så kommer jeg længere væk fra det, jeg gerne vil: Nemlig at komme nærmere på min lille ubekymrede pige – mit autentiske jeg.
#MeToo – 16. oktober 2017
#MeToo strømmer henover Facebook, og jeg føler mig magtesløs. Noget i mig vil gerne skrive #MeToo og dele, at også jeg har en historie. Fortælle at vi er mange, og at det ikke er acceptabelt, at seksuel chikane og seksuelt misbrug foregår.
Havde jeg haft modet, havde jeg skrevet:
4-11 år – Seksuelt misbrugt af en mandlig nabo, der agerede primær omsorgsperson for mig.
6-7 år – Seksuelt misbrugt af ung fyr, der boede i en plejefamilie længere nede af vejen.
7 år – Fik flere gange overtrådt mine grænser af min mor, da hun, når hun kløede mig på ryggen, altid kløede ned under trussekanten, indtil jeg sagde stop.
9 år – Forsøgt voldtaget af min storebrors gode ven T på 14 år. Jeg sagde heldigvis fra over for ham. Da han løftede mig op på min seng og spredte mine ben, sagde jeg, at hvis han gjorde noget, så ville jeg skrige. Han stoppede – nok mest af frygt at min bror, der var i rummet ved siden af, ville komme ind og opdage os, selvom T havde låst døren. Var han fortsat, havde jeg nok ikke skreget.
2.g – En mandlig gymnasielærer forsøger at klappe mig bagi. Jeg vender mig om og langer ud efter ham og siger, at det skal han aldrig gøre igen.
20’erne – Fuldbyrdet voldtægt.
Måske ville jeg bare skrive #MeToo
Hvad er det, jeg er bange for? Hvad er jeg flov over? … jeg ved det ikke. Jeg mærker bare angst. Frygtelig meget angst. Men også respekt for dem, der skriver. Hvor ville jeg ønske, at jeg også turde
Noget i mig siger, at det ligefrem kunne være lettere at stå frem, da #MeToo-konceptet er for folk, der både har været udsat for seksuel chikane og/eller seksuelt misbrug. Jeg behøver ikke fortælle, om det er det ene eller det andet.
Jeg behøver ikke at stå frem med hele mig. Når jeg tænker tanken, stritter alt i mig dog imod. Jeg får hjertebanken og koldsved, og samtidig føler jeg mig som verdens usleste menneske.
Hvorfor kan jeg ikke stå frem, når nogle af mine Facebook-venner kan?
Hvad er det, jeg er bange for?
Hvad er jeg flov over?
Frygter jeg at blive placeret i incestkassen?
Er jeg bange for, at folk vil begynde at spørge nærmere og mere?
Eller er jeg bange for, at de få, der kender til min historie (i grove træk), vil tale over sig, fordi de tror, at jeg nu er “sprunget ud”?
Jeg ved det ikke. Jeg mærker bare angst. Frygtelig meget angst. Men også respekt for dem, der skriver. Hvor ville jeg ønske, at jeg også turde.
Men jeg kan ikke. Min lille pige larmer nede i sin betonkiste otte meter under jorden. Hun hvisker:
“Sig det ikke, sig det ikke!”
Hvis jeg en dag fortæller det, vil hun dø. Hun vil trække mig helt derned, hvor den sorte tilintetgørende energi lever, og den er styret af skam, skyld og en frygtelig følelse af at være beskidt
Hendes hvisken larmer i alle mine sanser. Kvalme. Hjertebanken. Følelsesløshed. Hun holder sig før ørerne og kniber sine øjne sammen i et naivt forsøg på at holde virkeligheden væk og måske for helt at forsvinde?
Hvis jeg en dag fortæller det, vil hun dø. Hun vil trække mig helt derned, hvor den sorte tilintetgørende energi lever, og den er styret af skam, skyld og en frygtelig følelse af at være beskidt.
En anden del af min lille pige sparker klaustrofobisk mod indersiden af betonkisten. Hun skraber sine nedbidte negle mod indersiden, hvilket kun giver ensomme mærker af blod. Hun vil ud. Hun vil væk. Hun er bange, men hun er begyndt at tro på, at der er noget bedre på den anden side af den sorte ensomme kiste. Hun vil integreres med mig, og hun vil elskes, som det uskyldige barn hun er. Ligesom den anden pige vil hun heller ikke have, at jeg fortæller vores hemmelighed – men hun har en tillid til, at jeg vil beskytte hende, hvis jeg en dag fortæller.
Jeg er den voksne, jeg tager ansvaret og skal nok passe på hende. Hun ved godt, at jeg ikke vil lade nogle fortælle hende, at hun gjorde noget forkert. Jeg vil ikke lade nogen smide brænde på hendes skam. Jeg vil derimod befri hende for hendes skam og skyld, så hun kan finde tilbage til sit barnlige selv.
Jeg kigger misundeligt på alle dem, der står frem, mens jeg sidder her og gemmer mig bag min iPhone og en anonym Facebook-side.
Jeg føler mig ynkelig. Og det modsatte af stærk. Mange siger, jeg er stærk. Men det er jeg ikke. Jeg føler mig alt andet end stærk.
Undskyld til alle jer derude. I er så fucking seje. Jeg ved, jeg burde. Jeg ved, jeg burde støtte mine søstre og brødre derude. For sammen er vi stærke. Jeg er desværre ikke stærk nok endnu. Jeg frygter, at jeg går i stykker. At alle mine forsvarsmekanismer, de dårlige, vil tage over, hvis jeg ikke lytter til mine egne grænser.
Det eneste jeg ved, helt nede i min mave, helt nede under jorden i den dybeste afgrund, hvor min lille pige gemmer sig, der ved jeg, at jeg ikke skal, selvom jeg burde
Jeg lytter til min lille pige, selvom hun taler med to tunger. Jeg giver hende den tid, det tager. Måske skal det tage et helt liv?
Måske skal jeg tage den er her erfaring med mig ind i et andet liv?
Måske?
Det eneste jeg ved, helt nede i min mave, helt nede under jorden i den dybeste afgrund, hvor min lille pige gemmer sig, der ved jeg, at jeg ikke skal, selvom jeg burde.
Topillustration: Flickr
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her, femte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her, niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her og 10. afsnit,”AIDS” her, 11. afsnit, “Tordenvejr og regn” her, 12. afsnit, Stillezoner, her, 13. afsnit, Superwoman, her, 14. afsnit, ‘Man gjorde et ubekymret barn fortræd’ her,15. afsnit, ‘Tænk hvis jeg kunne græde”, her , 16. afsnit, “Brændemærket”, her, 17. afsnit, Hukommelsestab her og 18. afsnit, “Barnet i kisten”, her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
