AMANDAS HISTORIE #8 – I debatten om seksuelt misbrug af børn mangler barnets stemme. POV bringer hver onsdag serien om Amanda – en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var 11 – på sin personlige blog. Vi ved, hvem hun er, men hun vil optræde under pseudonym. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med. I afsnit 8 fortæller Amanda om angsten for, at hun aldrig kommer til at kunne nyde sex: “Og så er der det med sex. Ved ikke om tanken om, at jeg skal leve som aseksuel og alene resten af mit liv, er mere skræmmende end det at skulle have sex. For jeg vil jo ikke være alene.”
Misforstå mig ikke: Jeg ikke utaknemmelig – 3. juli 2017
Jeg ligger i mørket og græder. Klokken er 3 om natten, og det hele synes bare så meningsløst. Tanken om, at jeg nogensinde skal finde en partner. Eller mest af alt, om jeg vitterligt nogensinde kommer til at nyde det, at være seksuelt sammen med et andet menneske, det ligger mig så fjernt. Så fjernt, som hvis nogen spurgte mig, hvor langt væk den nærmeste beboelige planet lå fra jorden. Langt, ja nærmest uendeligt langt væk. Uendeligt fjernt.
Min psykolog har sagt, at hvis vi når det, skal vi have kigget på det med sex, men da der er så meget andet, der også skal tales om (mine flashbacks er jo vigtigst at slippe af med), så når vi det nok ikke.
Hvis mine flashbacks invaliderer mig, så lukker de af for resten. Og vi når det ikke. Det med min seksualitet eller mangel på samme. For mit forløb i CSM-øst stopper snart, og jeg har stadig flashbacks (selvom de er betydeligt færre, end da jeg startede), der presser sig på, samt en ked-af-det-hed og en sorg, der fylder.
Og jeg, tro mig, har virkelig arbejdet struktureret for, at nå så meget som muligt. Jeg har lavet frivillige lektier og skrevet en masse tanker og erindringer ned til næste terapi-session for ikke at spilde tiden osv. Jeg har ikke haft en eneste syge/pjække/fridag. Ja, jeg er endda kommet i mine ferier.
Misforstå mig ikke: Jeg ikke utaknemmelig. Jeg er evigt taknemmelig for den hjælp, jeg allerede har fået ved at gå i terapi. Jeg har rykket mig meget siden, jeg startede, og ja, jeg har fået det bedre, fået nye metoder til mestre min angst, flashbacks, og skammen – den er ved at fordufte, og dét er frygteligt befriende.
Men under skammen ligger alt det andet, der har været gemt væk. Nu begynder jeg for alvor at mærke, og så er det slut, for tiden går, og en gang om ugen i halvandet år er ikke nok til at eliminere syv års seksuelt misbrug. Det er ikke nok, selvom jeg har gjort alt. Jeg har virkelig gjort alt. Og jeg ved, at nogle har det sværere end mig, selvom man aldrig må sammenligne problemer.
Mange terapeuter er desværre berøringsangste, når det gælder incest, hvilket betyder, at de bevæger sig rundt om problematikken uden at turde spørge: “Hvad gjorde han egentlig ved dig?”
Nogle vil måske sige, at når terapien er gratis, så er engagementet ikke lige så stort, som hvis man betalte. Den skrøne vil jeg godt mane til jorden. Da jeg kontaktede CSM-øst, var det for at give det hele en sidste chance.
Jeg havde gået i terapi før uden den store effekt: Mange terapeuter er desværre berøringsangste, når det gælder incest, hvilket betyder, at de bevæger sig rundt om problematikken uden at turde spørge: “hvad gjorde han egentlig ved dig?”
Og dertil kommer, at mange terapeuter desværre påstår, at de kan behandle folk med senfølger efter seksuelle overgreb uden overhovedet at have de fornødne kompetencer. Men det er en helt anden diskussion.
Hvor om alting er, så kunne jeg ikke holde ud at leve med mine senfølger mere. De invaliderede mig.
Nogen vil måske også sige, at jeg bare kan starte hos en psykolog og betale selv. Men for det første kræver min problematik helst terapi en gang om ugen, og det er rigtig mange penge, penge jeg ikke har eller kan grave frem i budgettet.
Og selv hvis jeg havde haft pengene, betyder relationen og tilliden psykolog/klient en verden til forskel; det viser al forskning. Det at jeg skal starte forfra hos en ny psykolog, opbygge tillid igen, fortælle min historie, det er et kæmpe og nærmest uoverskueligt arbejde, jeg allerede har opgivet for på forhånd.
Jeg valgte netop, at gå ind i det her forløb med en bevidsthed om, at der var her, jeg kunne få den mest specialiserede hjælp, og at det måske var/er min bedste og sidste chance for at få kvalificeret terapi af eksperter inden for området. Jeg kontaktede centret, kom på venteliste i næsten halvandet år, startede i terapi, gik all-in, og nu er jeg her.
Selvom mine flashbacks bliver betydeligt færre, er der stadig en krop, der husker, et hjerte der græder stille, og en sjæl der er forpint.
Jeg vil så frygtelig gerne finde en kæreste, turde blive forelsket og indgå i en ligeværdig kærligheds- og seksuel relation, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Det har indtil nu aldrig været ligeværdigt, da jeg ikke har kunne mærke mine grænser
Og så er der det med sex. Ved ikke om tanken om, at jeg skal leve som aseksuel og alene resten af mit liv, er mere skræmmende end det at skulle have sex. For jeg vil jo ikke være alene. Jeg vil så frygtelig gerne finde en kæreste, turde blive forelsket og indgå i en ligeværdig kærligheds- og seksuel relation, men jeg kan ikke.
Jeg kan ikke. Det har indtil nu aldrig været ligeværdigt, da jeg ikke har kunne mærke mine grænser.
Jeg har ladet mig “misbruge” igen, fordi jeg har taget hensyn til min partners behov for ikke at blive forladt. Det er overgreb mod min krop at gøre det. Min krop spænder op bare ved tanken. Jeg får underlivssmerter. Voldsomme underlivssmerter. Bare jeg kysser med én, er mit underliv et sandt smertehelvede. Jeg bliver frygtelig grådlabil, når tanken bare bevæger sig hen imod det med sex. Der er så ensomt. Så frygtelig ensomt. Og hvordan starter man et forhold på sådan et grundlag?
Jeg er begyndt at komme det hele i forkøbet, at stimulere mig selv for at sige det ligeud. Og det er mildest talt nærmest re-traumatiserende. Jeg forsøger samtidig nærmest messende at fortælle mig selv, og nok mest min krop, at jeg har ret til den nydelse, som det jo er for folk at opleve seksuel stimulation. Det er noget, mange elsker. Og jeg HAR ret til at nyde seksuel stimulation.
Jeg fortæller mig selv, at det ikke kan passe, at Carl fra sin fucking grav i helvede skal styre, hvordan mit sexliv eller manglende sexliv er. Men lige meget hvor meget, jeg forsøger, ryger jeg ud af min krop. Jeg dissocierer. Jeg mærker ikke min krop.
Når jeg når klimaks, reagerer min krop, men jeg må endnu engang konstatere, at jeg ikke nyder det. Orgasmen føles som en mare, der rider mig, og den gnaver i mine allerede åbne og blødende sår
Der er som om, at mit underliv bliver en fragmenteret del af mig. Selvom min krop reagerer på mine berøringer, så reagerer jeg ikke. Jeg nyder ikke, selvom min krop har en naturlig kropsreaktion. Jeg fortsætter med at fortælle mig selv, med tårer i øjnene, at jeg har krav få at nyde, at han ikke skal styre det, at det er min krop, og at i og med at alle andre kan nyde det, så må jeg sgu også kunne.
De gange, hvor jeg forsøger, ender det ligesom her i nat. Tårerne presser sig på. Nogle gange allerede inden jeg overhovedet er begyndt. Hele min krop skriger nej, mens jeg fortsat messer, at jeg har ret til at nyde, og at der vil komme en dag, hvis jeg bliver ved med at forsøge. One day…… En dag må min hjerne og krop da forstå, at det er okay……for det er det for alle andre. Hvorfor så ikke for mig?
Når jeg når klimaks, reagerer min krop, men jeg må endnu engang konstatere, at jeg ikke nyder det. Orgasmen føles som en mare, der rider mig, og den gnaver i mine allerede åbne og blødende sår. Orgasmen opleves som en appelsin dyppet i opkast, jeg er tvunget til at spise.
Jeg krummer mig sammen, som den rundeste kugle i hele universet. Jeg er langt, langt væk fra min krop. Jeg er ked af det. Jeg hulker som et lille barn, der har indset, at det er fuldstændig alene i verden: At der ikke er nogen til at tage vare på det, passe på det.
Jeg ved, at det er den lille pige inde i mig, der græder. Hun græder nu, fordi der ikke var plads til, at hun græd, da jeg var barn.
Angsten. Frygten. Ked-af-det-heden. Sorgen. Skammen over det at nyde. Skylden. Selvhadet. Det hele blandes sammen uden hoved og hale.
Jeg forsøger ihærdigt med fingerspidserne, der består af nedbidte negle, at grave mig igennem den kilometer tykke asfalt. Det er svært og synes nærmest umuligt og usandsynligt, at jeg når op, ud, for jeg har næsten ikke mere ilt tilbage
Det hele føles bare så meningsløst. Dét, som er drivkraften for alle mennesker. Det, som alle elsker, at gøre alene sammen med deres partner eller med en tilfældig sød person, de møder i byen. Det, som alle gladeligt taler om, med deres nærmeste venner, når der skal grines, smiles eller fortælles en god historie. Dét er frataget mig af et pædofilt svin.
Jeg forsøger ihærdigt, med fingerspidserne der består af nedbidte negle, at grave mig igennem den kilometer tykke asfalt. Det er svært og synes nærmest umuligt og usandsynligt, at jeg når op, ud, for jeg har næsten ikke mere ilt tilbage.
Tak fordi du læser med ❤
Topillustration: Pixabay.
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her, femte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her og syvende afsnit, “Musikkens magt”, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
