Amandas historie #42 – Hvor skammen har rødder

af i Børn & unge/Debat & Klummer/Klumme/Liv & Mennesker

KLUMMESERIE – “Jeg lytter til hans åndedræt der bliver tungere og tungere. Når han begynder at snorke, er jeg sikker. Så kan jeg “slappe af.” Jeg ligger helt stille, åbner øjnene og kigger ind i væggen, mens jeg lytter til hans åndedræt, der lyder som den ondeste trold. Jeg skal ligge helt, helt stille. Hvis han vågner, starter han måske forfra.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. I dag reflekterer Amanda over den dybe skam, hun føler over, at hun også nød sin relation til Carl.

Oprindelig bragt på Amandas blog 14. marts 2018 – Lidt om hvor skammen har sin rod

Min mor og far skændtes ofte. Sådan helt vildt. Hvis jeg løb udenfor vores hus, kunne jeg mærke deres stemmer som lydkrystaller flyve igennem husets sprækker og ramme min hud.

Når mine forældre skændtes, blev jeg bange. Min mor endte ofte med at ønske far død eller true med at begå selvmord. Alt i mig strittede imod at være i dette vredes helvede, og den eneste udvej var at løbe over til Carl. Mor og far registrerer mig ikke. Min far sagde tit, at det var godt, at jeg var så meget ovre hos Carl, for der fik jeg mad og kom i bad.

Jeg husker en aften, Carl var på besøg. Mine forældre begynder endnu engang at skændtes, selvom han er der. Husker han står i døren mellem køkkenet og stuen med sine stramme syntetiske bukser og en højhalset mørkeblå bluse på. Carl gør antræk til at gå.

Jeg føler, at mit hoved er ved at eksplodere. Deres råben og skrigen gør mig bange. Jeg ved, at selvom jeg går op på mit værelse, vil deres stemmer stadig angribe mig som nervegas. Jeg er 9 år gammel og jeg ser op på Carl og spørger ham: “Må jeg sove hos dig, Carl?”

Jeg mærker en knude i maven. Skam. Jeg ved, hvad der skal ske. Smart, som jeg selv synes jeg er, spørger jeg ham i samme åndedrag:” Må jeg sove nede i dit gæsteværelse?

Carl smiler til mig med øjne, der siger mere end 1000 ord, og svarer: “Ja selvfølgelig må du det, X!”

Jeg mærker en knude i maven. Skam. Jeg ved, hvad der skal ske. Smart, som jeg selv synes jeg er, spørger jeg ham i samme åndedrag:” Må jeg sove nede i dit gæsteværelse?”

Carls gæsteværelse ligger i stueetagen, og er det værelse, der var soveværelse for ham og hans kone, dengang hun levede. Hun har været død i mange år. Lang tid før jeg kom ind i billedet. Han kigger på mig og smiler og siger: “Ja, selvfølgelig må du det.”

Jeg ånder lettet op og går med ham, nærmest uden at mine forældre registrerer, at jeg går.

Da vi kommer hjem til ham, bliver jeg ramt af noget, man nok kan kalde for angst. Jeg tør pludselig ikke sove i gæsteværelset. Det er iskoldt og mørkt. Gardinerne er tynde, og jeg ser direkte ud i natten.

Han bruger det aldrig, værelset. Det står nøjagtigt som dengang, hans kone døde og hendes tøj er stadig i skabet. Jeg bliver bange for, at hun ville gå igen. At hun vil straffe mig, fordi jeg gør de her ting med Carl.

Drømmesengen knirker, og jeg kan ikke sove. Jeg husker, at der er helt stille i rummet. Jeg er stadig angst. Mine forældres skænderi sidder stadig i min krop

Jeg spørger ham derfor, om jeg må sove oppe i hans soveværelse på en drømmeseng. Igen siger han ja. Og Carl bærer en drømmeseng op i sit soveværelse. Han sætter haspen på sin dør som altid.

Drømmesengen knirker, og jeg kan ikke sove. Jeg husker, at der er helt stille i rummet. Jeg er stadig angst. Mine forældres skænderi sidder stadig i min krop. Måden jeg kom op i Carls seng på er en smule utydelig, men jeg får spurgt om jeg må sove i hans seng.

Jeg er bange. Jeg kan høre, at hans stemme bliver glad, og pludselig ligger jeg med ryggen til ham inderst i sengen. Jeg er helt krummet sammen og jeg hader mig selv. Jeg bilder mig ind, at hvis jeg lader som om, jeg sover, så lader han mig nok være. Selvom det ikke er sket endnu. Jeg har ligget sådan mange gange før.

Jeg ved også, at jeg selv har bedt om det, hvis han begynder på noget. Jeg kunne jo bare have sovet nede i gæsteværelset. Eller være blevet på drømmesengen.

Da hans hånd rammer min hud, føles det som om, at jeg får stød. Hele min krop er spændt op, og jeg er oversensitiv. Jeg har lidt samme følelse i kroppen, som hvis jeg havde feber, og min hud var ekstrem sensitiv.

Mit åndedræt er helt oppe i halsen. Jeg trækker ikke vejret. Hvis nu jeg lader, som om jeg sover, så stopper han nok.

Jeg kan lugte hans ånde. Jeg hører hans mave, der rumler. Hans hånd ned mellem mine ben. Han begynder at berøre mig i skridtet. Mine ben er helt samlet. Jeg sover

Hans hånd bevæger sig ind på min mave, og ligesom skubber min sammenkrøllede krop ud. Da jeg jo sover, lader jeg hans hænder styre min krop, og han vender mig om på ryggen.

Jeg kan lugte hans ånde. Jeg hører hans mave, der rumler. Hans hånd ned mellem mine ben. Han begynder at berøre mig i skridtet. Mine ben er helt samlet. Jeg sover.

Jeg kan mærke hans øjne, der stirrer på mig i mørket. Hvis jeg et sekund åbner mine øjne, er jeg lost. Så kan det være, at jeg skal op på sengegærdet at sidde. Eller ovenpå hans ansigt. Eller sidde ovenpå hans stive tissemand. Jeg sover.

Hans berøring mellem mine ben vækker som altid min krop. Han ved præcis, hvordan han skal berøre mig dér. Jeg mærker skammen brede sig i min krop som en virus. Pludselig er min krop ikke min allierede længere. Min krop er min fjende. Carl spreder mine ben problemfrit, så hans hånd kan komme bedre til. Jeg sover.

Jeg mærker den er dejlige følelse, jeg ikke ved, hvad er, men som jeg hader, og som min krop elsker – og som Carl nogle gange bruger ordet liderlig om.

Han hiver mine trusser af, og kravler ned i fodenden, hvor han begynder at stimulere mig med sin klamme ildelugtende tunge. Han laver lyde. Nok noget man ville kalde at stønne. Jeg prøver at hoppe ud af kroppen, men det er svært med lukkede øjne. Det er på en eller anden måde lettere med åbne. Så kan jeg koncentrere mig om noget i rummet og forsvinde. Når jeg ligger med lukkede øjne, er jeg på en eller anden måde levende begravet. Jeg er fanget i mig selv med skammen i mine årer.

Min krop er ved at nå højdepunktet. Jeg forsøger at holde igen med mit åndedræt. Holde min krop stille. Kroppen, der tydeligvis nyder hans pædofile berøring af mine kønsdele. Men det er svært at ligge stille.

Du elsker det, jeg gør. Hvorfor nu det her skuespil? Du kunne jo bare være blevet hjemme hos dine forældre til at starte med. Eller blevet i gæsteværelset eller på drømmesengen. Det er din egen skyld. Det er dig, der lægger op til mig, og det ved du godt

Pludselig stopper han. Som altid. Hele min krop vil have mere. Det føles som om, jeg er sekunder fra klimaks. Uden at jeg kan styre min krop, løfter mit underliv sig efter hans ansigt. Alt i mig skriger nej, og alt i min krop skriger ja. Min krop har afsløret mig. Jeg sover ikke.

Med lukkede øjne kan jeg mærke hans øjne, der søger mine. Hans øjne der siger: “X du vil jo godt. Se hvordan din krop reagerer. Du elsker det, jeg gør. Hvorfor nu det her skuespil? Du kunne jo bare være blevet hjemme hos dine forældre til at starte med. Eller blevet i gæsteværelset eller på drømmesengen. Det er din egen skyld. Det er dig, der lægger op til mig, og det ved du godt”

Min krop når til sidst den følelse, jeg hadede allermest i verdenen, og den min krop elskede. Det jeg senere fandt ud af hed orgasme.

Som altid bliver han ved. Det dejlige bliver erstattet med ubehag. Han stikker sine fingre op i mig. Jeg ved, at det stopper på et tidspunkt. Jeg forsvinder helt ind i mig selv, der hvor der ikke er noget. Der er helt tomt. Ensomt. Følelsesløst. Jeg er ikke i min krop.

Han stopper. Kravler op i sengen igen. Kysser mig på maven, der reagerer med et spjæt.

Jeg vender mig med det samme om på siden igen. Venstre side. Krummer mig sammen, helt ind mod den kolde væg. Han ligger et stykke tid og holder om mig. Jeg er totalt følelsesløs. Han lugter af sved. Det eneste, jeg tænker på er, om han starter forfra? Nogle gange kan han godt holde en lille pause måske på 20 min måske en time, jeg ved det ikke – tiden er relativ – og så starte forfra.

Han vender sig om på ryggen. Jeg ligger i samme stilling, som jeg lå i, da han startede. Krummet sammen som den rundeste kugle i hele universet. Jeg føler intet. Jeg er ikke ked af det. Jeg er ikke angst mere. Jeg er ikke bange. Jeg er bare tom. Helt tom.

Jeg lytter til hans åndedræt der bliver tungere og tungere. Når han begynder at snorke, er jeg sikker. Så kan jeg “slappe af.” Jeg ligger helt stille, åbner øjnene og kigger ind i væggen, mens jeg lytter til hans åndedræt, der lyder som den ondeste trold. Jeg skal ligge helt, helt stille. Hvis han vågner, starter han måske forfra.

Næste morgen vågner jeg alene i sengen. Solen skinner ind af vinduet og lyser på hans symaskine.

Jeg sætter mig op i sengen. Finder mine trusser, som han har syet til mig. Jeg tager tøj på og går ned af den stejle trappe til stueetagen.

Der dufter af morgenmad. En duft jeg ikke kender hjemmefra.

“Godmorgen X,” siger Carl og smiler til mig. Jeg kigger ned i gulvet få sekunder, tager masken på, kigger op, smiler og siger; Godmorgen Carl”

Han sidder ved spisebordet i køkkenet og læser avis. Han drikker kaffe, spiser morgenbrød og blødkogte æg. Perfekt blødkogte æg. Til brødet har han smør og appelsinsyltetøj. Der er også appelsinjuice. Jeg gumler maden i mig. Smiler til ham.

Det er mig, der er noget galt med. Vi har jo gjort det nærmest altid. Det er jo vores hemmelighed. Han er min ven. Min eneste ven

Måske er det ikke så galt?

Det, han gør, er jo for det meste dejligt. Min krop kan lide det, han gør.

Det er mig, der er noget galt med. Vi har jo gjort det nærmest altid. Det er jo vores hemmelighed.

Han er min ven. Min eneste ven.

Uden ham ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg ikke kan holde ud at være hjemme, er sulten eller fryser. Hans dør er altid åben, og han kan lide mig.

Og morgenmad får jeg aldrig hjemme hos mor og far.

Nogle gange laver Carl også pandekager til morgenmad. Det har jeg aldrig fået hjemme. Han er god til at vende dem i luften, og jeg får lov til at prøve. Vi griner sammen.

“Carl elsker mig, og jeg elsker ham. Det er mig der lægger op til ham. Jeg kan jo bare lade være med at bede om mere, når han stopper op. Dér giver han mig en mulighed for at sige fra. Jeg er beskidt, klam og ulækker.”

Citat, X 9 år.


Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i  kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her , nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her, nummer 36, Hvem er jeg? her , nummer 37, ‘Skammen fra barndommen popper op som popcorn i kogende olie, her, nummer 38, Min hemmelige kæreste, her, nummer 39 Får jeg det nogensinde helt godt? her, nummer 40, Hævntogtet, her og nummer 41, ‘Lidt om det modsatte af vrede’, her.


Topillustration: Pexels

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Børn & unge

Radiotavshed

ESSAYSERIE – “Jeg har rustet op, gjort klar til ‘worst case scenario’,