Amandas fortælling #21: Det er tid til at hele

i Danmark/Featured/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – “Den eneste måde, jeg kunne overleve på som barn, var at erkende, acceptere og tro på, at den virkelighed, jeg levede i, var den ‘rigtige’. Det ville simpelthen gøre for ondt at se virkeligheden i øjnene. Jeg mærkede slet ikke smerten – den ville være for uoverskuelig at forholde sig til”. POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. I dagens afsnit fortæller Amanda om, hvordan en healer har givet hende modet til at mærke sin egen krop igen.

Time to heal – 25. oktober 2017

Jeg har endnu engang været et smut forbi min lokale healer, og det rykker fandme. Det er som om, hans behandling virkelig komplementerer den terapi, jeg går i, på et niveau, jeg ikke helt selv forstår. Men nogle gange skal jeg heller ikke forstå alt.

Det er nok godt for sådan en som mig, der er meget i mit eget hoved, at slå det fra og mærke efter i kroppen, og det gør jeg i den grad hos ham.

Bare det at han er en mand, dét er for vildt. Jeg kan mærke, at jeg får mere og mere tillid til ham, og mest af alt, at min krop begynder at stole mere og mere på, at han ikke vil gøre mig ondt.

Jeg kunne ikke. Frygten for at gå i opløsning var for stor. Det, min krop kender til, er den virkelighed, den befandt sig i sammen med Carl, mine forældre og deres omsorgssvigt

Nok siger mit hoved det, men min krop siger det også nu, det meste af tiden. Og når den kommer på arbejde, så fortæller jeg ham det. Han er god til at mærke mine grænser, men også til at eksponere dem lidt med en ekstrem klar intuitiv fornemmelse af, hvor grænserne går.

Hans behandling er meget energisk. Både med healing, healende berøring og modtryk, og jeg kan de gange, jeg har været hos ham, mærke, at jeg er kommet mere i kontakt med min krop og min blokering, der var meget på arbejde i dag.

Min psyke lavede den klassiske med, at noget af det, jeg plejer at kalde min sjæl, hoppede ud af kroppen. Noget han fuldstændig forstod, nok mere end jeg selv gjorde.

Vi arbejdede med, at jeg skulle komme ’hjem til mig selv’. At jeg skulle sige ’ja’ til mig selv. At jeg skulle sige ja til at komme hjem til mig selv og tage imod den side af mig selv, der er under min blokering, eller som er suset afsted. Min lille pige, min manglende bekymring, og at jeg skal acceptere min skam og give slip på den.

Men jeg kunne ikke – kunne ikke få ordene over min mund. Jeg kunne ikke engang tænke ordet: Ja. Så er der sgu dømt blokering.

Frygten for at gå i opløsning var for stor. Det, min krop kender til, er den virkelighed, den befandt sig i sammen med Carl, mine forældre og deres omsorgssvigt.

Den eneste måde, jeg kunne overleve på som barn, var at erkende, acceptere og tro på, at den virkelighed, jeg levede i, var den “rigtige”. Det ville simpelthen gøre for ondt at se virkeligheden i øjnene

Der er en kropslig frygt for, at der ikke er noget tilbage, hvis min krop erkender, at alt det, der var grundlaget for dens virkelighed, var noget, der i virkeligheden er en god grund til at være ked af og føle sorg over.

Er der virkelig andet end sorg, ’ked-af-det-hed’ og vrede?

Healeren siger, at han kan mærke en kæmpe kraft, en kærlighedskraft, og en SINDSSYG stærk energi, der bare venter på at blive sat fri og blive brugt. Det er den kraft, der i øjeblikket bruges på, at min blokering bliver opretholdt, tror jeg. Og ja, den er sgu stærk.

Den eneste måde, jeg kunne overleve på som barn, var at erkende, acceptere og tro på, at den virkelighed, jeg levede i, var den “rigtige”. Det ville simpelthen gøre for ondt at se virkeligheden i øjnene. Jeg mærkede slet ikke den smerte – den ville være for uoverskuelig at forholde sig til.

Men smerten var der et sted, og den er ufattelig svær at få fat i. Jeg er overbevist om, at han kan hjælpe mig. Måske kommer “gennembruddet” til at ske hos ham eller hos min psykolog, jeg ved det ikke. Det vigtigste er, at jeg er på vej, selvom vejen nærmest er lodret p.t.

Men tilbage til sessionen.

Jeg ved ikke, om det er hans evner hinsides den her verden eller ren og skær menneskelighed, men jeg fik virkelig en fornemmelse af, at han forstår mig helt ned i mindste celle

Jeg lå ned. Trak vejret helt ned i maven og gav slip på udåndingen. Det gav nogle seriøse og energiske stød i kroppen. Min krop begyndte langsomt at sitre. Jeg følte kroppen som følelsesløs, hvilket jeg ofte gør. Jeg forsøgte at blive i den følelse. Det var okay, og fornemmelsen ændrede sig til en blanding af en voldsom blokering og en fornemmelse af en energistrøm, der ikke fik lov til at passere.

Jeg ved ikke, om det er hans evner hinsides den her verden eller ren og skær menneskelighed, men jeg fik virkelig en fornemmelse af, at han forstår mig helt ned i mindste celle.

Jeg satte også ord på Carls overgreb og på den ubekymrede lille pige, Carl misbrugte. Jeg satte ord på skammen, og hvor den stammede fra, og han konverterede mine ord, til en forståelse, der virkelig ramte mig, og som jeg også oplever hos min psykolog. At hun virkelig, sådan helt inderst inde, ikke synes, det var min egen skyld.

Den samme følelse fik jeg hos ham, så jeg turde sætte ord på skammen og på, hvad jeg følte i kroppen, hvor skammen sad, hvor der var spændinger, og han forstod det hele. Han spejlede mig både energisk og verbalt. Der var enormt helende – og så fra en mand. Wow!

Jeg fik virkelig en “åbenbaring”, når det drejer sig om, hvor meget skammen stadig styrer på et kropsligt plan. Måske er den lettet mentalt og kognitivt, men kropsligt sidder den som en tung betonklods, der hæmmer mit autentiske jeg i at blomstre.

Det er følelsen af, at jeg nærmest skal igennem en eksorcisme for at komme igennem blokeringen, hvor den onde ånd er skammen, og det farlige er vreden og sorgen. Potentielt er det så overvældende, at min krop frygter, at den går i opløsning.

Bagefter følte jeg en lettelse i mellemgulvet. Og mest af alt: Mindre skam

Sidst i sessionen fik jeg en vild impuls til at få et modtryk på min mave og bækken, og jeg bad ham om at trykke mig der – det i sig selv er meget atypisk for mig. Da han trykkede, pressede jeg mig mod hans hænder, og der kom der en vild energi. Jeg vred mig, som var jeg med i eksorcisten. Jeg mærkede mit bækkens impuls til at komme af med en nærmest uendelig energi. Min krop, og mest af alt, min bækkenbund begyndte at sitre og ryste helt vildt, og jeg mærkede sorgen lige under overfladen.

Men ligeså hurtigt, som den poppede frem, forsvandt den pr. automatik igen, uden at jeg kunne gøre noget ved det.

Bagefter følte jeg en lettelse i mellemgulvet. Og mest af alt: Mindre skam.

Med hensyn til at sige ja, gjorde healeren det meget klart overfor mig, at jeg skal være klar til at sige ja til mig selv. Ham kunne mærke min energi under blokeringen, men før jeg er klar, kommer det autentiske ja ikke, siger han.

Der er en vild rejse. Jeg er glad for, at jeg er begyndt på den. Jeg ved ikke, hvor den ender, eller måske begynder. For hvad sker der den dag, jeg siger ja til mig selv?

Det kan kun guderne og min krop vide.

Topillustration: Pixabay

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald” og 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang“.

POINT of VIEW er et digitalt medie og en medarbejderejet publicistisk forening, der blev grundlagt 1. februar 2016.

Siden da har POV publiceret knap 4000 analyser, anmeldelser, essays og debatindlæg og i samme periode udviklet sig til et etableret og anerkendt mellemstort medie indenfor især debat-, kultur- og udlandsstof.

I en tid hvor vi diskuterer forbindelsen mellem medierne og mediebrugerne er POV som medarbejderejet publicistisk forening født lige mellem vores læsere. Kontakten er tæt, og publicismen foregår i et ægte kredsløb: Ikke så få af de pt. 67 POV-skribenter er rekrutteret blandt læserne, og er altid tilstede i kommentarsporene efter deres artikler.

Seneste artikler om Danmark