Amandas historie #1 – Var det min egen skyld?

i Danmark/Liv & Mennesker af

I debatten om seksuelt misbrug af børn mangler barnets stemme. POV er i kontakt med en voksen kvinde, der igennem et stykke tid på sin personlige blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for af sin nabo i syv år – fra hun var 4 til 11 år. Redaktionen kender hendes identitet og historie, men hun vil optræde på POV under pseudonym. Vi vil i de kommende måneder bringe hendes fortælling i redigeret form. Hendes overgrebsmand er i dag død. Men års terapi har ikke kunnet hele de psykiske skader, hun fortsat lever med i dag

 Så kom jeg endelig i gang – maj 2017

Så kom jeg endelig i gang.

Og det har taget sin tid.

Jeg vil beskrive nogle af de senfølger, jeg som voksen kvinde kæmper med, efter at have været seksuelt misbrugt som barn.

Jeg er ved at komme over frygten.

Frygten for at blive genkendt.

Frygten for at blive udskammet, selvom jeg er ved at give slip på skammen, efter mange år i terapi.

Frygten for at blive stigmatiseret som ”hende incestofferet” og at eventuelle jobs vil forsvinde som sand mellem mine fingre, fordi jeg pludselig bliver sat i en bås som “seksuelt misbrugt” og derved svag. 

Var det min skyld?

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde, eller hvordan læserne vil reagere på det, jeg vælger at dele.

Vil nogen sige, at det var min egen skyld, at jeg blev udsat for seksuelle overgreb som barn?

Inderst inde ved jeg godt, at det vil de fleste ikke, men alligevel er min frygt for, at skammen vil komme som en tyfon fra en skyfri himmel, enorm. Angsten for at nogen vil sige eller bare tænke, at det var min egen skyld.

Jeg var et lille 4, 5, 6, 7, 8, 9 år gammelt barn, der i sin higen efter kærlighed, omsorg og kropskontakt, søgte den omsorg, kærlighed og kropskontakt der var, også selvom kontakten var af seksuel karakter.

For der var ikke andet.

Skammen har nærmest ædt mig op indefra, og den har sat sig i sprækker i min hud i form af pletvis psoriasis.

Det er først nu, at jeg stille og roligt er begyndt at bygge mig selv op indefra, og det er voldsomt og hårdt. Jeg skal pludselig forholde mig til angsten, kedafdetheden og vreden. Nogle følelser der har været gemt frygtelig langt væk dybt inde i mig, langt væk under skammen, der har ligget som et hav af syre og selvhad oven på alt det andet.

Jeg trækker vejret dybt, laver en Dalai Lama, som jeg kalder den medfølelsesøvelse, jeg har lært af min psykolog, og fortæller mig selv, at det ikke var min skyld. Uanset hvad!! Det var ikke min skyld. Jeg var barnet, og han var den voksne. Det var ham, der ønskede at misbruge mig. Uanset hvad jeg havde gjort, så havde han misbrugt mig.

Da jeg begyndte at fornemme, at det han gjorde ikke var okay, var jeg overbevist om, at det var min egen skyld: Min krop reagerede jo på hans seksuelle berøringer, og jeg havde stadig behov for at blive “set”, bemærket og rørt ved, og prisen var hans seksuelle overgreb

Men lad mig fortælle lidt om mig selv: Jeg var et frygteligt let offer, fordi jeg blev omsorgsvigtet af mine forældre.

Mit barndomshjem var som en følelsesmæssig ørken: Ingen omsorg, ingen kropskontakt, ingen kærlighed og ingen forældre der sagde, hvad jeg måtte og ikke måtte. Mine forældre interesserede sig ikke for, hvad jeg allerede i en alder af fire år gik rundt og foretog mig. De passede ikke på mig.

Min mor er det, de fleste vil kalde udviklingshæmmet. Og så har hun træk af autisme, selvom hun aldrig har fået en diagnose. Hun formår ikke at have empati for andre mennesker og hun talte meget sjældent til mig. Hun er dybest set som et barn på 4-5 år på mange områder både rent kognitivt og socialt. Og ja så vil jeg endda påstå, uden at blinke, at et barn på 4-5 år er meget mere socialt kompetent end min mor.

Som barn kom jeg sjældent i bad, og vi spiste aldrig aftensmad sammen. Jeg var overladt til mig selv, når jeg var hjemme hos mine forældre, og det var frygtelig ensomt.

Men hos ham fik jeg alt det, jeg ikke fik hjemme hos mine forældre. Det var bare i en meget anerledes version, end jeg burde have fået, da hans kærlighed og omsorg havde til formål at groome mig, så han kunne misbruge mig seksuelt, uden at jeg gjorde modstand.

Han slog mig aldrig. Han gjorde kun seksuelle ting, som min krop kunne lide.

Og det betød, at jeg som meget lille troede, at det han gjorde, var okay.

Da jeg begyndte at fornemme, at det han gjorde ikke var okay, var jeg overbevist om, at det var min egen skyld: Min krop reagerede jo på hans seksuelle berøringer, og jeg havde stadig behov for at blive “set”, bemærket og rørt ved, og prisen var hans seksuelle overgreb.

Og tag ikke fejl – jeg elskede ham og så ham som en bonusfar. Hans dør altid var åben. Og hans dør til soveværelset var specielt altid åben, selvom han altid lige satte en krog på indersiden af sin soveværelsesdør, inden vi skulle “sove til middag” som han kaldte det

Min psykolog kalder mine reaktioner for naturlige kropsreaktioner. Og hun har ret. Kroppen vil altid reagere på at blive berørt seksuelt, også selvom der er noget i en, der ikke vil have at det sker.

Selv ved en voldtægt skaber skeden automatisk sekret for at gøre penetrationen mindre smertefuld, det har jeg oplevet på min egen krop –  ja kroppen kan endda få orgasme under en voldtægt: En naturlig kropsreaktion.

I starten var Carl, som han hed, min redning. Han fungerede som min primære voksen.

Og tag ikke fejl – jeg elskede ham og så ham som en bonusfar. Hans dør altid var åben. Og hans dør til soveværelset var specielt altid åben, selvom han altid lige satte en krog på indersiden af sin soveværelsesdør, inden vi skulle “sove til middag” som han kaldte det.

4 år – maj 2017

Jeg var barn. 4 år. Han var gammel, og han lugtede af sved og grøn Cecil. Men han var rar. Han var den eneste i miles omkreds, der gav mig opmærksomhed, så jeg løb tit over til ham.

Han kunne godt lide mig, måske særlig fordi jeg var så udsat, som jeg var.

Mit lille 4-årige hjerte hungrende efter kærlighed og opmærksomhed, og min krop skreg efter kropskontakt, kram, berøringer.

Jeg har ingen erindring om, at min mor eller far, for den sags skyld, nogensinde har kysset eller krammet mig.

Så da han pludselig stod der med åbne arme, løb jeg lige ind i løvens gab, og jeg ænsede ikke hvor skarpe og altødelæggende tænderne var på min krop og sjæl.

 Fortsættes næste onsdag.

Topfoto: Pixabay – Creative Commons. Billedet er ikke af forfatteren.

Amanda skriver fortsat indlæg med jævne mellemrum på sin blog, der findes på Facebook. Denne serie er en redigeret udgave af indlæg, som har optrådt der.

POINT of VIEW International er et åbent digitalt medie og et fællesskab for skrivende af enhver slags - journalister, borgere, akademikere, eksperter og kulturfolk. POV’s redaktion beståt af 68 faste skrivende medlemmer men vi har desuden bragt gæsteindlæg begået af af over 400 gæsteskribenter. Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle temaer i mange formater: nyhedsanalyser, debat, klummer, essays, baggrundshistorier og sågar digte. Vi sætter en ære i at repræsentere mange synspunkter, og vi har ingen begrænsninger på emner, så længe de møder vores etiske og publicistiske kriterier. Alle indlæg redigeres. Alle skribenter skriver i eget navn og står på mål for egne artikler. Deres synspunkter deles derfor ikke nødvendigvis af hverken POV International eller andre skribenter ved POV. Det gælder også på vores Facebook-side, hvor links til andre medier, som vi vælger at dele, ikke nødvendigvis udtrykker POV Internationals overbevisning, men alene at vi finder linket værd at forholde sig til. POV er medlem af Pressenævnet, og vi ønsker udelukkende at bringe indlæg, der er fair, og hvor fakta er i orden. Vi er altid åbne for henvendelser og kritik af de tekster, vi publicerer.

Seneste artikler om Danmark