I debatten om seksuelt misbrug af børn mangler barnets stemme. POV er i kontakt med en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var 11 – på sin personlige blog. Vi ved, hvem kvinden er, og vi kender hendes historie, men hun vil optræde under pseudonym. Vi vil i de kommende måneder bringe hendes fortælling i redigeret form. Hendes overgrebsmand er i dag død. Men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med. I dag bringer vi afsnit 4, der handler om vrede og om, hvordan Amanda skader sig selv for at kunne håndtere sine følelser
Are you aware the shape I’m in?
My hands shake, my head spins – 9. juni 2017
Jeg er begyndt at gøre skade på mig selv. Det har på sin vis været under opsejling i et stykke tid, hvor jeg ellers har kunne styre mit “drive” henimod at skade mig selv. Nu er det som om, bægeret er fyldt: det begynder at sive udover kanten.
Min selvskade sker i situationer, hvor jeg mister kontrollen og hvor mine grænser bliver overskredet. Mit system kan simpelthen ikke længere rumme, at mine grænser bliver overtrådt. Det er i situationer, hvor en kollega f.eks. konstruktivt stiller spørgsmål til min faglige praksis, eller hvor mit barn vender og drejer sig, og ikke vil sove.
Jeg kan indtil videre styre min selv-vrede: jeg når at bevæge min krop et sted hen, hvor jeg kan gøre aflad, uden at nogen lægger mærke til det, hverken kollegaer eller andre. Lidt ligesom hvis jeg var under vandet, hvor den eneste måde at overleve på er at søge mod vandoverfladen, ilten, for ikke at drukne.
Sådan føles det. I overført betydning er vandoverfladen, ilten lig med det at gøre skade på mig selv. Den frygtelig følelse af smerte, det giver i kroppen, er lig med ilt til min krop. Den fysiske smerte overdøver den smerte jeg har i min krop, så jeg igen kan være i den.
I de selvdestruktive situationer kommer jeg i kontakt med en vrede, der har været pakket ned i så lang tid, at jeg ville kunne foretage et hovedspring i støvet, uden at brække nakken, hvis altså vreden havde været noget fysisk, der havde været gemt nede i den sorteste kælder
Det føles som om, hele min krop lukker ned, eller måske lukker den faktisk op, min krop, selvom det er så selvdestruktivt?
I de selvdestruktive situationer kommer jeg i kontakt med en vrede, der har været pakket ned i så lang tid, at jeg ville kunne foretage et hovedspring i støvet, uden at brække nakken, hvis altså vreden havde været noget fysisk, der havde været gemt nede i den sorteste kælder.
Tænk, hvis jeg kunne gå ned i den kælder, når jeg havde lyst. Tænk hvis jeg kunne puste støvet væk. Kigge på vreden fra alle vinkler. Mærke på den med mine hænder. Lugte til den, sanse den, uden at den skulle være så farlig. Tænk. Tænk, hvis vreden ikke var farlig for mig.
Jeg er frygtelig bange for vreden, og jeg er bange for, hvad den gør ved mig. Jeg har sindssygt svært ved at differentiere, når jeg er i vreden. Jeg har det svært, når andre er vrede.
Mine forældre skændtes SINDSSYGT meget.
Jeg har det svært, når jeg er vred. Så snart jeg mærker bare en smule vrede, som de fleste jo gør engang imellem, så føles den så stor, at jeg er ved at drukne i den.
Når vreden popper frem som trolden af en æske, føles det fysisk som om jeg ikke kan trække vejret. Jeg er ved at implodere, gå i opløsning indefra. Vreden føles som en tsunami af dødt vand, der skyller hen- og indover mig
Selvom jeg, når jeg formår at se mig udefra, godt ved, at vreden ikke er så stor, så kan jeg ikke rumme den. Selvom vreden, set udefra, ikke er stor, så er den uendelig stor, for oveni det, der aktiverer vreden eller frustrationen, er min vrede mod Carl, mine forældre, primært min mor og alle de andre, der vidste at jeg blev udsat for seksuelle overgreb, uden at de greb ind.
Når vreden popper frem som trolden af en æske, føles det fysisk som om jeg ikke kan trække vejret. Jeg er ved at implodere, gå i opløsning indefra. Vreden føles som en tsunami af dødt vand, der skyller hen- og indover mig. Det at trække vejret bliver en udfordring. Selvom mine lunger suger luft ned, føles det som om, at en stor tung jernkapsel lukker for al ilt- og energitilførsel.
For at komme ud af tilstanden kræves en kode, jeg endnu ikke kender. Den eneste mulighed, jeg kender er at løbe mod nødudgangen, søge mod vandoverfladen, få kunstigt åndedræt af mig selv og gøre mig selv ondt.
Jeg er bange for den måde, jeg er begyndt at behandle mig selv på, for når jeg er dér, hvor jeg løber mod nødudgangen og gør skade på mig selv, er jeg i en tilstand, hvor jeg vil gøre alt for at komme væk fra mig selv, eller rent faktisk tilbage til mig selv og min krop, og dér føler jeg frygtelig meget lede ved at leve.
Heldigvis skærer jeg ikke i mig selv. Jeg bider mig i armen, og jeg bider hårdt. Meget hårdt. Og nogle gange flere gange
Jeg er frygtelig skamfuld over at skulle ty til selvdestruktive handlinger, men lige nu føles det som det eneste output, den eneste udvej jeg har for ikke at gå i opløsning.
Da jeg var teenager og boede på børnehjem, skar jeg mig tit i armen med et barberblad, og selvom det også var frygteligt selvdestruktivt, var følelsen i min krop ikke den samme som nu.
Retrospektivt var mit “snitteri” dengang et råb om hjælp, som ingen hørte. Sådan som jeg har det nu og den trang, der styrer handlingen, havde jeg det ikke dengang.
Selvom jeg har skåret mig i armen som teenager, har jeg aldrig, sådan helt ind i cellerne, forstået hvad det er, der driver folk, som er selvskadende. Først nu forstår jeg, helt ind i mine inderste celler, hvad det er, de går igennem, for nu er jeg samme sted:
Jeg forstår, at frustrationen, vreden og ked-af det-heden bliver så voldsom og overvældende at den eneste udvej er at gøre skade på sig selv.
Heldigvis skærer jeg ikke i mig selv. Jeg bider mig i armen, og jeg bider hårdt. Meget hårdt. Og nogle gange flere gange.
Jeg har et stort blåt mærke, der kronisk har været en del af min arm den sidste måned, og mærket er blevet større og større. Folk er begyndt at spørge, hvad der er sket med min arm?! Min historie er, at jeg er blevet bidt af mit barn. Små børn kan jo bide – også af kærlighed og de kan bide hårdt.
Jeg har aldrig været til foundation, men nu i en alder af 40 år, er det måske tid til at købe en til min arm, da jeg er frygtelig flov og skamfuld over mærket, og jeg kan ikke blive ved med at komme med ovenstående dækhistorie. Og det er hellere ikke fair overfor mit barn, selvom det er for lille til at forstå. (Jeg siger det ikke når, barnet er i nærheden)
Måske hjælper det, at jeg har “sagt det højt” her?
Jeg mener at have læst om, at nogle selvskadende bruger en elastik om håndleddet for at få smerten, men uden at lave potentielt kroniske- og synlige mærker på sin krop. Måske skulle jeg prøve det
Åhh hvor jeg håber, at det kan ændre bare lidt. Jeg mener at have læst om, at nogle selvskadende bruger en elastik om håndleddet for at få smerten, men uden at lave potentielt kroniske- og synlige mærker på sin krop. Måske skulle jeg prøve det?
Jeg har også fortalt det til min psykolog. Hun kommenterede det store blå mærke på min arm, nærmest før jeg havde sat mig.
Jeg havde besluttet mig for at fortælle hende det, men hun kom mig i forkøbet – som altid. Det var en stor lettelse at dele det og den store ked-af-det-hed, der fulgte med i slipstrømmen med “afsløringen”, med hende. Og så er der vreden; den er vi gået i gang med nu. Men vreden er svær. Vreden er frygtelig svært for mig at komme i kontakt med.
Shit det er svært, fordi hele min barndom har været følelsesløs. Der har ikke været plads til følelser, glæde, ked-af-det-hed, vrede, sorg m.m.
Jeg føler, at min vrede mod Carl og mine forældre, nok primært min mor og alle dem, der lukkede øjnene for, at de seksuelle overgreb fandt sted, er opdelt i 3 fragmenterede dele, som jeg ikke kan skabe forbindelse til og imellem.
Jeg ved, at følelserne, vreden, ked-af-det-heden findes, men jeg skal “trigges”, før kontakten er der, også er jeg allerede dér, hvor jeg gør skade på mig selv.
For at tage ja-hatten på, så ved jeg, at første skridt til få det bedre er at sige det højt, og det har jeg gjort nu.
Selvom det er sort som den mørkeste nat, må jeg famle mig frem til hoveddøren, finde frem til koden, så vreden kan rettes mod dem, der fortjener den
Bare det at sige det højt, og det at skrive det hér gør, at jeg kommer i kontakt med en egenomsorg, jeg ved er vigtig, hvis jeg skal finde en anden vej end nødudgangen.
Selvom det er sort som den mørkeste nat, må jeg famle mig frem til hoveddøren, finde frem til koden, så vreden kan rettes mod dem, der fortjener den.
Vreden skal ikke rettes mod mig!
Det er fuldstændig langt ude, at jeg straffer mig selv for noget, et pædofilt svin udsatte mig for. Det giver ingen mening, at jeg vender vreden, jeg har mod ham, mod mig selv.
Vreden mod mine forældre skal med rette rettes mod dem og ikke mod mig selv.
Og den vrede jeg har mod alle dem, der så den anden vej, mens en pædofil åbenlyst misbrugte mig, skal jeg ikke kaste tilbage hovedet på mig selv, men i hovedet på dem 👊🏻👊🏻👊🏻
Tak fordi du læste med.
Topillustration: PxHere.
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her og tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
