KULTUR // BAGGRUND – Biblioteker kan blive så pæne, at socialt udsatte børn holder sig væk, siger Rachel Röst, der arbejder med læselyst for anbragte børn i projektet Læs for Livet. Hun mener, bibliotekerne bør prioritere socialt udsatte fremfor dem, der selv kan »finde vej«. Lektor på informationsstudier Henrik Jochumsen er uenig. Han mener, vi skal værne om, at folkebiblioteket er for alle.
Kan et bibliotek blive for pænt? Ikke umiddelbart et spørgsmål der havde slået mig, før Rachel Röst, leder af projektet Læs for Livet, stod på talerstolen på Christiansborg til en høring om en national strategi for læselyst: »Hvis bibliotekerne bliver for designerlækre, kan udsatte børn, som jeg var, føle sig som en fedtet plet på en hvid dug«. Hendes budskab er klart. Vi kan støde dem væk, der har allermest brug for bøger og læsning, ved den måde, vi indretter vores kulturinstitutioner på.
Tankevækkende i en tid, hvor tendensen – også internationalt – er, at store, arkitektoniske biblioteksbyggerier bliver vartegn, der skal tiltrække nytilflyttere og erhvervsliv til byerne. Biblioteksbyggerierne vinder priser, og besøgstallene stiger. Umiddelbart en positiv tendens, men altså med en social slagside, ifølge Rachel Röst.
– De store prestigebiblioteker er tegnet til kultureliten. Men hvis vi vil have de udsatte grupper, ikke-læserne og de bogfremmede ind på biblioteket, er vi nødt til at forholde os til, at der er en klasseæstetik. Store rum med hvide vægge, glaspartier og designermøbler er ikke den »æstetik, man har«, hvis man tilhører en lavere social klasse og er fra familier med lav indkomst. Her er det noget andet, der skaber »hjemlighed« og tryghed. I mit barndomshjem havde vi fake trætapet og en stor fløjlshjørnesofa fra Daells Bolighus. Lige meget hvad du vokser op med, så er det dit udgangspunkt, og dét at komme ind i et rum, der ser helt anderledes ud, er ikke trygt, siger Rachel Röst.
Som samfund skal vi forstå, hvor vigtigt det er for udsatte børn at blive inviteret ind i bøgernes verden
– Leder af Læs for Livet, Rachel Röst
Konsekvensen er ifølge hende, at udsatte børn og unge kan tænke; »det her er ikke et sted for mig«, og går derfra med følelsen af at være dum og forkert.
Problemet er dog ikke i sig selv, at der bliver bygget nye, flotte biblioteker. Problemet er, ifølge Rachel Röst, at det sker på bekostning af de små biblioteksfilialer, og at man i udviklingen har glemt, at det hedder folkebiblioteker og ikke kulturelite-biblioteker. Selvom hun i dag godt kan se æstetikken i de nye modernistiske biblioteker.
– Jeg har været igennem uddannelsessystemet, er cand.mag. i litteraturvidenskab, og har fået kulturel kapital, som det hedder, og tilhører nu den typiske læserskare, men det gjorde jeg ikke som barn, og jeg kan stadig se tingene gennem de øjne.
Invitér os ind i bøgernes verden
Som barn kom Rachel Röst på biblioteket, fordi hun dér kunne finde lommer af tryghed, når det derhjemme ikke var et sted, hun kunne være, som hun siger. I bøgerne kunne hun dykke i sikkerhed.
– Biblioteket var et fristed, hvor jeg kunne finde en krog og koncentrere mig om at læse. Som samfund skal vi forstå, hvor vigtigt det er for udsatte børn at blive inviteret ind i bøgernes verden. Læsning gør, at man føler sig mindre ensom, får et større ordforråd, bedre relationer og bedre forståelse for sig selv og andre. Bøger og læsning kan bogstavligt talt også være forskellen på liv og død. Uddannelse er den største beskyttelsesfaktor mod udsathed, f.eks. hænger helbred og uddannelsesniveau sammen, og evnen til at læse er grundpillen i enhver uddannelse. Så det er på alle måder dyrt, både menneskeligt og samfundsmæssigt, at tabe de udsatte børn, siger Rachel Röst.
Kultureliten skal nok komme, selvom det er et lille, »grimt« bibliotek. Det er de andre, der skal hjælpes ind
– Leder af Læs for Livet, Rachel Röst
Hun mener ikke, at biblioteker eller bogbranchen generelt gør en stor nok indsats for at tiltrække og opdyrke nye læsere, på trods af at besøgstallene stiger på mange biblioteker.
– Man henvender sig til dem, der i forvejen er interesseret i bøger og kultur, så de øger deres brug. Hvis det er bibliotekernes mål at skabe kontakt til ikke-brugere og få flere til at læse, så bruger de og politikerne helt forkerte strategier ved for eksempel at lukke filialer. Det betyder ekstremt meget for socialt udsatte, at biblioteket er i nærområdet. Undersøgelser viser, at de fleste almindelige borgere ikke tager på biblioteker, hvis det ligger mere end fem kilometer væk, og er du bogfremmed og har ikke ret meget overskud, er den afstand endnu kortere, før de bliver hægtet af, siger Rachel Röst, der reelt mener, at vi skal indrette biblioteker efter »laveste designmæssige fællesnævner«.
– For der er nødt til at være en dør ind for alle, siger Rachel Röst, der mener, de socialt udsatte skal prioriteres.
Vis mig, hvad bøger kan
Men ét er klasseæstetik, hvor en fake-lædersofa, hvor man tør spise sin madpakke, er bedre end designermøbler. Det vigtigste i indretningen er, at man kan »gemme sig« og finde et trygt hjørne, fordi socialt udsatte nemt føler sig blottet i et fremmed rum, mener Rachel Röst. Hun mener også, bibliotekerne skal være bedre til at formidle læsestunden – den oplevelse og følelse, en bog kan give én.
– Jeg skal føle og forstå, hvad bøger kan give mig, når jeg kommer ind i biblioteksrummet, der også derfor bør være hyggeligt og fantasifuldt, siger Rachel Röst, der sammen med sine kolleger selv har forsøgt at skabe den følelse i Læs for Livets læsekælder. Her falder pulsen i takt med trinene ned og bløde stole med fåreskind, en sofa med tæpper, en hule med store puder, hyggelig belysning og masser af bøger med forsiden udad giver én lyst til at falde ned og ind i bøgerne. Her inviterer foreningen anbragte børn på besøg for at læse, efter at de har valgt fem bøger på de 300 kvadratmeter med bøger fra gulv til loft, som de må tage med hjem.
Kultur- og socialpolitik bør tænkes sammen
Bibliotekerne er kernen i social mobilitet, men den forringes, ifølge Rachel Röst, i takt med, at små, nære biblioteker lukker.
– Biblioteket er eksempelvis et af de eneste steder, indvandrerpiger må komme alene, fordi det er et neutralt sted med læring, men spørgsmålet er, om der er »plads til dem« i det nye. Jeg tror ikke på, at børn for eksempel tager alene på et stort bibliotek som Dokk1 (Aarhus hovedbibliotek, red.).
Rachel Röst mener, at kultur- og socialpolitik bør tænkes langt mere sammen.
– Kultur kan noget unikt, fordi bøger og læsning netop ikke handler om de udsatte børns problemer og »nu skal vi snakke om, hvad vi kan gøre for dig« – det handler om læseoplevelser. Og bøger giver håb og retning, fordi man opdager, at man ikke er den eneste, der har en mor eller far, der drikker, eller ikke er den eneste, der føler sig ensom eller er anbragt. I Læs for Livet bliver vi sendt fra Kulturministeriet til Socialministeriet og tilbage igen, for hvor hører vi egentlig til? Men det er netop tværfagligheden, der er styrken i vores arbejde, så vi skal droppe kassetænkningen.
Biblioteker er for alle
For lektor på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet Henrik Jochumsen er det vigtigt at holde fast i, at folkebiblioteket er for alle. Han er ikke enig med Rachel Röst i, at socialt udsatte grupper skal prioriteres på bekostning af andre brugere af biblioteket. Selvom han medgiver, at bibliotekerne i høj grad også har en vigtig rolle som social løftestang og kan spille en afgørende rolle for eksempel for integration. Derfor var han også lodret uenig i Københavns Kommunes strategi Styrk borgerne, der flyttede ressourcer fra servicen af »almindelige« brugere til projekter for ikke-brugere.
– Jeg bryder mig ikke om, at bibliotekerne nedprioriterer den generelle service for at målrette den til bestemte grupper. Biblioteket er lige så meget for folk, der allerede læser, som dem, man gerne vil have til at læse, siger Henrik Jochumsen, der også mener, at kommunerne må bygge og indrette bibliotekerne attraktivt og tidssvarende, fordi de i dag er i konkurrence med så mange andre kulturtilbud, hvor borgerne er godt vant.
– Det nytter ikke noget at skabe kunstigt tilbageskuende biblioteker, der for størstedelen af befolkningen vil forekomme museale.
Biblioteket er lige så meget for folk, der allerede læser, som dem, man gerne vil have til at læse
– Lektor, Henrik Jochumsen
Henrik Jochumsen mener, at biblioteker er blevet bedre til at afspejle lokalsamfundet end tidligere, og at de derfor også er mere forskellige i dag, men han medgiver, at der er blevet langt færre af dem, og at der er blevet længere til dem.
– Tendensen er en bevægelse væk fra 1960- og 70’ernes mange små, klassiske, neutrale velfærdsbiblioteker mod færre, men større, mere moderne, flagskibsorienterede biblioteker, der også er blevet en måde for kommunerne at markere sig og tiltrække turister, borgere og erhvervsliv på.
Han er klar over, at forskellig indretning appellerer til forskelige grupper.
Bibliotekerne har derfor et ansvar for, at biblioteksrummet er fleksibelt og ikke bliver for »hårdt programmeret«, men signalerer, at borgerne selv kan indtage rummet. På Nørrebro Bibliotek har en gruppe iranske flygtninge for eksempel fået deres eget spillebord i et hjørne, fordi det behov opstod, siger han.
Ansæt de gæster, I ikke har
Det er ikke kun biblioteker, der har et ansvar for at inkludere og være inviterende. Rigtig mange kulturinstitutioner er ekskluderende uden at vide og ville det, mener formidlingschef på kunstcentret Copenhagen Contemporary og tidligere kunstformidler på Statens Museum for Kunst (SMK) Annette Skov.
– Ikke-brugerne er en stor udfordring for alle kulturinstitutioner. Det er ikke ond vilje, men eksklusionen handler om det, vi ikke gør, dem vi ikke møder, og det, vi ikke er bevidste om, siger hun.
På SMK var hun i 2015 medinitiativtager til et projekt, hvor sprogskoleelever blev inviteret ind på museet for, udover at øve sprog, at give deres bud på kunstformidling.
– Det gik op for os, hvor ekskluderende vi var i både vores måde at lave udstillinger på, vores kommunikation, vores forventninger til folks viden om, hvad et museum er, og hvordan man agerer på et museum, siger hun og forklarer det blandt andet med, at man i museumsverdenen kommer af den samme uddannelsestradition og kultur.
– Så der opstår blinde vinkler, selvom man forsøger at ramme mange forskellige målgrupper, siger Annette Skov, hvis råd er at ansætte så mangfoldigt som muligt.
– Dem, der skal formidle kulturen og kunsten, skal afspejle den sammensætning af gæster, man ønsker, og vi skal udfordre os selv internt. Jeg har for eksempel ansat tre udstillingsværter, der ikke har dansk som modersmål, og én, der ved siden af jobbet som kunstformidler arbejder som socialrådgiver på Sundholm, der er et botilbud for hjemløse.
Kulturinstitutioner skal være menneskelige
Kulturinstitutionerne er vores alles, og de skal konstant forhandle deres legitimitet og gøre sig relevante.
– Hvis gæsterne eller brugerne ikke kommer, er man nødt til at kigge indad, for det er ikke dem, der skal »lære« at gå på museum. Hvis de ikke føler sig tilpas eller forstår det, vi laver, så er det institutionerne, der skal ændre sig. I museumsverden taler nogen om »publikumsudvikling«, men det rigtige er at tale om »institutionsudvikling«, siger Annette Skov, der mener, samfundet generelt er ekskluderende.
– Så de fælles offentlige steder, vi har, som biblioteker og andre kulturinstitutioner, skal vi gøre menneskelige. Skabe inviterende rum, hvor man har lyst til at komme, og hvor man ikke er bange for at gøre noget forkert, siger Annette Skov.
Hun mener, at værtskab i alle former er omdrejningspunktet for formidlingen, så man skal arbejde med detaljer fra indretning til den personlige velkomst.
Hent de gæster, der ikke kommer af sig selv
– Man må ikke være bange for at bringe sig selv i spil, for formidling er i høj grad relationsarbejde. Det er venlighed og nysgerrighed, der flytter mennesker nye steder hen, og den personlige relation bliver en invitation til dem, der ikke er trygge og velkendte med kulturinstitutioner, siger Annette Skov, der bevidst arbejder med relationer i socialt udsatte boligområder for at bringe flere ind i kunstens verden.
– Når man har lært folk at kende personligt, er det muligt at sige: »På lørdag sørger jeg for en bus, tag hele familien med, så viser jeg jer vores kunstcenter på 7.000 kvadratmeter«, siger Annette Skov, der overvejer at tage buskørekort, så hun selv kan køre bussen.
– Vi har brug for publikum og brugerne, og de har brug for os. Kunst er et unikt udgangspunkt for udveksling af tanker, holdninger og følelser, men det kræver, at de ved, at den er der, og at den også er til dem.
Danmarks Statistik: Kulturvaner 2018
- Hyppige biblioteksbesøg er mest udbredt blandt kvinder og højtuddannede.
- 39 procent af danskerne med en bachelor- eller en lang videregående uddannelse kommer forbi biblioteket månedligt
Artiklen er syndikeret fra Fagmagasinet Perspektiv.
Foto: Dokk1.dk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
